Tårnby FF – B 1908 Amager (1-1)

Tårnby FF 1 – 1 B 1908 Amager
Vestamager Idrætsanlæg, Danmarksserien, fredag d. 15. april 2022 kl. 18.00


Om denne fredag rent faktisk var nævneværdigt lang, nåede jeg aldrig at måle, men verden var i hvert fald stor og grå og rungende, da jeg begav mig afsted mod den fodboldkamp, jeg havde udset mig. 
Et lokalopgør mellem to Amager-klubber skruer automatisk mine forventninger lidt i vejret. Jeg ved ikke præcis hvad det er, jeg forventer. Men noget forventer jeg.

Det meste af dagen havde jeg siddet hjemme og skrevet på et essay til et magasin, og jeg havde været godt og grundigt opslugt af skrivearbejdet. Når det for alvor lykkes at fordybe mig i at skrive, føles det som at tage en dyb indånding og forsvinde under havoverfladen. Når jeg kommer oven vande igen, må jeg gispe lidt efter vejret. Det er langt rarere end det lyder.

Nu havde essayet tygget mig igennem, spyttet mig ud, og jeg befandt mig mellem en masse mennesker, hvilket virkede overvældende. Stormen efter stilhed. Det var næsten uoverskueligt at bevæge sig tværs over Rådhuspladsen, på denne livlige fredag i København.

At træde ind i bussen, og vide at jeg skulle tilbringe en god rum tid der, bidrog dog til en illusion af at komme tilbage i osteklokken.
Jeg var iklædt min sorte regnjakke, så stik mod alle vejrprofetier og skræmmekampagner, begyndte solen selvfølgelig at skinne. Jeg lænede hovedet mod busruden, og lod landskabet bumle gennem mig. Et sted på Islands Brygge væltede en pige i slowmotion på sine rulleskøjter.

Det system, der forklarer turister som mig, hvilket stoppested man kan forvente vil være det næste bussen passerer, gik i koma, et uspecificeret sted på Amager. Jeg var prisgivet. Måtte fumle min telefon frem og prøve at GPS’e mig frem til, hvor i verden bussen havde bragt mig til. Joyce – min GPS – lød søvndrukken og tvær, og var ikke til den store hjælp. Heldigvis vågnede bussens eget system fra sin Tornerose-søvn, kort før det stop, jeg havde memoreret, jeg skulle af ved.

Jeg steg af bussen, og bevægede mig et stykke hen ad et uendeligt fortov. Jeg passerede en anden gut, der også var i regnjakke under den hårdnakkede sol. Jeg oplevede det som om vi udvekslede indforståede smil, og derefter rullede mentalt med øjnene af os selv og hinanden.

Så dukkede Vestamager Idrætsanlæg og den kunstgrønne plet, hvor aftenens slag skulle stå, frem over min højre skulder. Et fint og overskueligt frimærke, med en bred himmel bag den modsatte sidelinje og ranke træer som en smuk endetribune bag det fjerneste mål.

For tredje gang på to dage, blev jeg overrasket over hvor mange mennesker der var troppet op til en seriefodboldkamp. Jeg ved ikke om det bare er mig, der har for lave forventninger til fremmødet, men jeg skal blankt erkende at jeg nærmest blev rørt. Hvor er det dog vidunderligt at opleve hvor meget liv der også findes omkring alle disse klubber, som ikke trækker overskrifter i formiddagsaviserne.

Jeg investerede i en dåseøl ved den opstillede havepavillon, der udgjorde stedets bar, og stillede mig ved sidelinjen, hvorfra den lave sol nærmest blæste min skygge ned til den modsatte ende af parken. På silhuetten så det ud som om, jeg var troppet op på stylter.

De to mandskaber fik – med få sekunders mellemrum – afviklet hvad der lød som to komplet ens og lettere generiske kampråb; Hvad kæmper vi for? Sejr! 
Kampråbenes ’Wonderwall’.

Den sidste version nåede dårligt at klinge ud, før det hvidklædte mandskab fra B 1908 fejrede kampens første scoring. Jeg fik øl i den gale hals, hvorfra det blev transporteret videre til de øverste egne af min næse. 0-1. Jeg spruttede så lavt jeg kunne. Der var vild jubel og stammedans bag mig.
Men derfra gik der under ti minutter, før Tårnby FF udlignede, og den anden halvdel af parken rystede helhjertede klapsalver ud af håndfladerne. 1-1.

En ældre gut bag mig, hvis frisure til forveksling lignede Klaus Berggrens 1987-model, stod for sig selv og gnæggede. Jeg ved ikke helt, hvad han gnæggede af. Måske fornemmede han allerede at dette ville blive en pragtfuld aften på Øernes Ø, måske gnæggede han bare når han ikke vidste hvad han lige skulle gøre af sig selv.

Omkring mig var der et stort opbud af solbriller og folk med muskuløse hunde i snor. Svært at afgøre hvem der gik tur med hvem. Man fornemmede at noget mere, end tre point, var på spil. “Ronniiiie, hvad fa’en sker der egentliiiiiiiiii’!?” brægede nogen ud gennem et filurkattesmil.

Min venstre hånd stak min højre hånd en ny dåseøl, som de åbnede i fællesskab. Da jeg kiggede op igen, lå en af hjemmeholdets spillere og vred sig i modstandernes felt. ”Ej, rejs dig op. Du’ på Amager, ven” sagde en kvinde i et neutralt tonefald, mens et større passagerfly så ud til at lande i buskene bag Tårnby FF’s bænk.

Der blev fløjtet til pause. På græshøjen, der hævede sig parallelt med sidelinjen, hvor de fleste tilskuere stod samlet, illustrerede en gut fint opgørets lokale islæt, ved at buhe og klappe på samme tid, da spillerne sjoskede ud fra banen.

Kunstgræsset blev overtaget af børn i assorterede aldersklasser. Nogle uden jakker, andre i flyverdragter. Det var i sandhed april.
På græshøjen blev der pulset på både e-cigaretter og de gammeldags, analoge varianter. Solen havde nedadgående kurs mod buskadserne ved indgangen. Løsrevne stumper af samtaler krogede sig fast i mine ører. ”Tænker du på Jesus? Jeg snakker om fodbold – det’ jeg sgu ked af!”
Andre diskuterede hvem der var bedst; Tobias Rahim, eller ”Minds of Ninety-Ninety-Nine”, og blev ikke enige.

Anden halvleg kom ud af fjerene med en frisk mine. 

Efter kort tid, opstod lidt tumult på banen, hvorefter B 1908 fik tilkendt et straffespark og en Tårnby-spiller blev præsenteret for et strakt gult kort. Straffesparket blev dog placeret midt i målet, præcis midt på Tårnby-keeperens storetånegle, og stillingen forblev i vater.

På min højre side havde to ældre gavtyve taget plads. De lo en masse, af ting, jeg ikke helt forstod. I fællesskab med gnæggeren bag mig, præsterede de en hel symfoni af latter, jeg ikke kunne lokalisere kilden til, men ikke desto mindre nød at være tilhører til.
”Det hænger altså bedre sammen for de hvide end de gule – ligesom det omvendte af Brøndby og FCK”, sagde den ene gavtyv til sin kammerat, og slog en skraldlatter op, der fik hans hage til at forsvinde.

I det 72. minut lød aftenens med afstand største publikumsreaktion, som et hyper-lokalt tordenskrald, da en B 1908-spiller blev udvist.
”’’kæft, hvor’ du ringe!” og ”’kæft, hvor’ det godt dømt!”, lød den forudsigeligt modsigende feedback-pærevælling til dommeren, som ikke så ud til at tage sig af det.

Det meste af kampen havde det virket usandsynligt, at ingen skulle ryste flere scoringer ud af denne aften, men nu begyndte lysmasterne omkring banen at vågne. Nogle gange er nogen nødt til at tænde lyset, før det går op for en, at mørket er ved at falde på. Kampen nærmede sig sin afslutning.

Opgøret sprællede imidlertid stadig, som en stædig fisk, en meter fra bredden. Tårnbys keeper måtte hive et lille kunstværk af en redning ud af handskerne. Derefter fløjtede et hovedstødsforsøg tæt over issen på overliggeren, i de sidste raspende minutter. Så blev kampen fløjtet af.

Hænder blev klappet. Skuldre blev sænket, gik ned som enten skuffede eller lettede blylodder. Det havde været en lang fredag – en helt igennem pragtfuld én af slagsen – og solen sad ubehjælpeligt viklet ind i træerne ved Vestamagerhallen, da jeg gik tilbage mod busstoppestedet.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: