Fremad Amager 1 – 0 HB Køge
Sundby Idrætspark, 1. division, fredag d. 13. maj kl. 13.00
Himlen legede stop-dans. Tændte for sluserne, slukkede dem igen, tændte, slukkede. Tændte for varmen, slukkede den igen. Verden var i gråblå spadseredragt, og alle folk var klædt forkert på.
Jeg var ved at dampe væk under mit snusfornuftige regntøj, og satte mig på en bænk nær Sundby Idrætspark, for at trække de klistrede regnbukser af. Det sekund, jeg fik snoet mig ud af dem, begyndte regnen igen at prikke mig på knoerne, som et utålmodigt barn.
Der findes både dårligt vejr og dårlig påklædning. Det er en bakke, jeg er villig til at dø på.
Alle mine tåbelige små-irritationer forsvandt da jeg gik gennem porten, og trådte ind på stadion. Synet af en befolket tribune i Sundby, er en af de ting, jeg holder allermest af. Der findes visse stadioner, hvor en helt særlig sjæl summer, og Fremad Amagers hjemmebane er et af disse.
Denne dag var det, efter divisionsstandarder, en særdeles velbesøgt hjemmebane. Køer til boderne slængede sig over asfalten som dovne slanger. Visse steder forgrenede de sig ud i tilfældige afkørsler, og voksede sammen med grupper af mennesker der blot stod i hinandens selskab og ventede på kampstart, gestikulerede ivrigt, faldt i staver eller nynnede med på ’You Can Call Me Al’.
Den slange jeg fulgte, fik ganske hurtigt ædt sig selv stykke for stykke, og spyttede mig derefter ud med en fadøl i hånden, på tribunens næstøverste række.
Folk ankom til pladserne omkring mig. En ung gut klaskede højtideligt sin håndflade mod brystet på sin sorte dunjakke, med to hurtige aftræk. Mit bud er at han blev fyldt af en kort, eksplosiv glæde over synet af tribunen, og at han – med denne lille gestus – ville symbolisere kærligheden til sin hjerteklub. I et kort anfald af højre-venstre-forvirring fik han ganske vist slået sig på den forkerte side af brystet, men det tæller stadig.
Et uspecificeret stykke disco kantede sig sidelæns ud af højtalerne, og en søvnigt smilende fyr dansede mod ølboden, bevæbnet med en imaginær lasso, som han svingede i takt til den gennemtrængende hi-hat.
Skal være ærlig, støder jeg sjældent på disco, jeg bryder mig om, men denne rytmefaste cowboy med prøvebilleder i øjnene, fattede jeg straks sympati for.
Musikken er i det hele taget en af de ting, jeg lægger mest mærke til, når jeg besøger diverse stadioner. Jeg var heller ikke tosset med den stortrommeklodsede version af ’Country Roads’, der fik den gamle traver til at virke som en mør, metaltræt cirkushest, mens HB Køge-spillerne trådte på banen i deres udebanedragter, som ti ranke flasker rødvin plus en neonfarvet keeper.
Til gengæld er der noget helt rigtigt over at høre Kim Larsen berette om at være blandt dem de andre ikke må lege med, når Fremad Amager-mandskabet løber på banen, og hjemmepublikummet ryger på benene og smører spillerne med stående klapsalver. Det dårlige selskab, var i særdeles godt selskab denne eftermiddag, og man fornemmede tydeligt de medlevende tilskuere, som virkede opsatte på at gøre hvad de kunne for at bære deres klub det sidste stykke gennem en lang, svær periode.
En malstrøm af kuldsejlede ejerskaber har præget denne fine klub, den seneste tid. Jeg bildte mig ind at kunne fornemme klubhjerterne buldre lidt ekstra under bluserne, trods udmattelsen.
På rækken foran mig sad to gråsprængte, sejlivede klipper med seks øl mellem dem.
”Pælen er sgu lidt i vejen”, sagde den ene – som med 51% sandsynlighed kan have heddet Frans – med henvisning til en af de stolper der, praktisk nok, er med til at holde tribunetaget oppe. ”Du kan jo prøve at dreje hovedet” foreslog den anden, som vi hermed navngiver Aksel.
Et par rækker længere nede satte nogens far sig i sin egen fadøl, og rystede opgivende på hovedet ad sig selv.
I nogle minutter var jeg overrasket over hvor meget Aksel havde at sige om Dalai Lama, indtil det gik op for mig at det derimod var Daniel Agger – hvis navn, efter et par fuldvoksne fadøl, åbenbart godt kan forveksles med tibetanernes religiøse overhoved – han snakkede om.
På dette tidspunkt havde kampen for længst lagt fra land, og det blå/hvide hjemmehold havde efterhånden fået skruet sig godt ind i opgøret.
I det 24. minut fik de spillet sig frem til en stor chance, som dog blev brændt eftertrykkeligt, hvilket fik folk til at tage sig frustreret panderynkerne. En mand til højre for mig hev sig ligefrem i øjenlågene, så de et splitsekund stod som markiser over de to himmelvendte glaskugler. Nogle minutter senere, havnede to hælafleveringer i træk begge hos en repræsentant for modstanderholdet, og man kunne høre det knase fra adskillige tandsæt. Denne kamp betød noget.
Efter en halv time fik solen forvildet sig ned gennem skydækket. Den virkede desorienteret, som om nogen havde hevet den abrupt ud af sengen. ”Nå, der kommer Olsen fandme!” sagde Aksel 15-20 decibel højere end han havde behøvet. Frans var derimod mere optaget af bolden, som han mente manglede luft. ”Man kan høre det når de sparker til den” meldte han.
Kort før, vi ramte pausen, blev banen pludselig ryddet for alt personale. Spillerne inklusiv. En knurrende torden rullede pludselig over hovederne på os. Stadionspeakeren meldte at kampen midlertidigt var afbrudt, grundet vejret. Aksel, som på uforklarlig vis ikke havde hørt tordenens hidsige trommehvirvel, blot ti sekunder tidligere, grinede højlydt og troede det var en joke.
Så blitzede himlen, og stort set samtid lød et brøl af et tordenskrald så voldsomt, at folk instinktivt brød ud i klapsalver. Det åbnede en kæmpe flænge i himlen, og i nogle sekunder væltede tung regn ned over parken, hvorefter det blev til en stridslysten haglbyge. Den forsøgte at slå sig gennem tribunetaget. Det var øredøvende. Banen blev omgående malet hvid.
Tilskuere, fra den modsatte side af parken, som ikke er overdækket, fik travlt med at gøre os selskab under tribunetaget. Folk stimlede sammen, mange forskellige slags røg blandede sig.
Så gled haglen tilbage i et intenst regnvejr. ’It’s Raining Men’ spillede over højtalerne, hvilket var faktuelt forkert, men jeg vil medgive at nogle af dråberne fra himlen så ud til at være i personstørrelse.
Så ophørte nedbøren lige så pludseligt som den var startet, og kampen kunne begynde igen, på en plæne som idrætsparkens sprinkleranlæg ikke havde behøvet at bekymre sig om.
Anden halvleg havde stadig søvn i øjnene da et jubelbrøl sendte de små hår i min nakke på benene. Efter et par tætvævede sekvenser i det lille felt foran Køges mål, hvor alt var støvler og strømper og knæ, lå bolden pludselig i nettet. Ved siden af mig faldt folk i armene på hinanden, stadig med næverne knyttet. Også spillernes reaktioner indikerede at dette betød noget.
Da den første, spontane lykkerus var klinget en anelse af, fik et talrigt kor overskud til at samles om ”Sommer, sommer og sol – duften af Esbjerg i 2. division”. Ingen nåde, selv ikke fra dem, der kun lige akkurat har snuden over vandoverfladen.
Det lakkede efterhånden mod enden af kampen. Det forræderiske solskin dukkede op igen, som om intet var hændt. Omkring mig bredte en nervøs sitren sig. Det blev meldt over højtalerne, at tilskuertallet næsten kunne nå 2000 hvis det stillede sig på tæer. Folk klappede, uden helt at registrere hvad de klappede ad, med blikkene fast rettet mod banen. Køge fik flyttet brikkerne længere frem mod Fremads mål. Flere tilskuere må være kommet hjem med tandmærker i underlæben.
Selv Aksel, som ellers var i færd med en fortælling om en ”61-øjet” gammel kammersjuk, endte med at holde pauser i talestrømmen, for at følge kampen.
Men før de fem minutters ekstra spilletid, der var blevet varslet, helt var tilendebragt, blev stikket til kampen trukket. På banen blev arme strakt mod himlen, på tilskuerrækkerne blev arme strakt mod tribunetaget. Lettelsens jubel og en stædigt buldrende tromme gjaldede over tværs over parken
.
Talrige tilskuere blev hængende – og syngende – længe efter sidste host fra dommerens fløjte.
Noter fra tribunen 