Gentofte-Vangede IF – Tårnby FF (2-2)

Gentofte-Vangede IF 2 – 2 Tårnby FF
Nymosen, Danmarksserien, lørdag d. 26. marts 2022 kl. 12.00


Det tog mig en anelse for lang tid at komme i tanke om, hvad der manglede. 
Jeg kan allerede nu give svaret, og samtidig bidrage til forvirringen; der manglede en hund.

Jeg var netop tumlet af bussen, i et venligt villakvarter, i en trailer til en sommerdag.
Plusgraderne stod klar til at ae mig på kinden, så snart bussen havde trukket sin skygge med videre. Det var den slags dag, der minder én om så lys en barndom, at man begynder at mistænke den for at være løgn.

Nogle meter længere fremme, i væg til væg-solskinnet på fortovet, gik en hundelufter. En kvinde i træningstøj. Hun gik langsomt. Som om, hvert skridt var noget, hun skulle komme i tanke om. Og noget forstyrrede billedet. Jeg krydsede vejen, overhalede. I nogle hundrede meter, var jeg ude af stand til at sætte fingeren på, hvad der manglede. 
Indtil det gik op for mig, at hun ikke var ude at lufte en hund, men en hundesnor. Den dinglede ubehjælpsomt i luften, fra hendes halvt fremstrakte hånd. Hovedpersonen – hunden – glimrede ved sit fravær, og jeg blev næsten bekymret.

Kvinden stirrede intenst sine skosnuder i øjnene, orienterede sig ikke til siderne, kastede ingen blikke over skuldrene. Der var ingen firbenede væsner i nærheden. Måske havde hun ingen hund. Måske havde hun glemt den derhjemme, på samme måde som hun, efter hvert skridt, et splitsekund, lod til at glemme, hvad hun var i færd med. Jeg nåede at oparbejde en næsten nagende nysgerrighed, men vurderede at det ville være for offensivt at vende om for at afkræve hende et svar. Det ragede ret beset ikke mig.

I stedet nåede jeg et vejskilt af ældre dato, hvorpå der stod ”Nymosen”, og under det, et tandbleget skilt af nyere dato, hvorpå der stod ”GVI”.
Jeg drejede i retning af min venstre tommelfinger.

Gentofte-Vangede IF’s hjemmebane er en overordentlig fin lille plet. I hvert fald når man rammer den på et pletskud af en dag, som denne. En eviggrøn kunstgræsplæne var kilet ned i hvad der føltes som et lille stykke skov. Et smukt opbud af ranke træer stod, skulder ved skulder, omkring banen. 

Langs banehegnet stod spredte stabler af vejrbidte paller. Jeg udvalgte mig en lille træ-ø at stikke et flag i og lægge min rygsæk på. En gut på nabopalleøen vendte ansigtet mod mig og brummede – halvt til mig, halvt til sig selv – ”Imponerende tribuner. Man får splinter i røven.”

På min højre side stod et par gutter og røg cigaretter, eller også var det cigaretterne der røg gutterne. I hvert fald så de en anelse formiddagsflossede ud i kanterne, og måtte hoste ganske meget hver gang, de skulle sige noget til hinanden.
Herudover var der ikke mange snuder at tælle.

Men så, pludselig, halvandet minut før startsignalet, syntes en skare af venlige folk at opstå ud af den venlige, blå luft.

Spillerne opstod på banen. Hjemmeholdet, fra Gentofte/Vangede, klædt i blå og hvide paneler, med røde rygnumre, som et ekko af Blackburn Rovers gevandter fra midt-90’erne, og gæsterne fra Tårnby FF i støvet gul.

De to mandskaber tog opstilling omkring midtercirklen til et minuts fin stilhed, som ganske vist ikke nåede at forplante sig helt til alle tilskuere langs banehegnet, men ikke desto mindre så ud til at betyde noget.

Så lød startsignalet, og banen fik liv. 
Nogle gange kan man få en fornemmelse af en fodboldkamps grundlæggende natur, allerede efter få minutters spil, og denne kamp lod til at være kodet med sprælsk DNA.

Spillerne tumlede sammen i en perlerække af nærkampe. En Tårnby-spiller rejste sig, satte en finger på det ene næsebor, og affyrede et snotmissil ned i underlaget, med en fart, præcision og rutine, kun en fodboldspiller kan mønstre.
I det hele taget kan man driste sig til at påstå, at det første kvarter stod i nærkampenes og næsernes tegn. 
Efter 14 minutters spil, fossede blodet ud af næsen på hjemmeholdets anfører. Der blev udstukket en hastig ordre, en stafet blev sendt afsted mod parkens grill, hvor stadionpølserne lå og svedte, og kom tilbage med en nævefuld papirservietter til at stoppe blødningen.

Få minutter senere faldt kampens første scoring.
Tårnby afsendte en salve på tre skud, fra klos hold, og da det sidste gik i nettet, lød bifaldet større end jeg havde forventet. Det forholder sig jo ikke således at Tårnby og Gentofte er placeret to vidt forskellige steder på planeten, men det er de alligevel lidt, og udeholdets tilhængere var altså mødt mere talstærkt op, end jeg havde gennemskuet.
0-1.

Kampen var en tobenet størrelse.
Bare fem minutter efter Tårnbys scoring, kom GVI til en serie af chancer, så store at det virkede som ren science fiction at bolden ikke havnede i netmaskerne.
I samme ombæring fik en gut, i nærheden af mig, hældt en ikke uvæsentlig mængde øl ned ad sig selv, da han, opslugt af kampen, ville tage en tår.
”Sig mig, er der hul i din underlæbe, eller hvad?” mumlede hans kompagnon, uden at tage blikket fra banen, eller forvente et svar.

Scenariet omkring mig, lignede næsten en børnetegning af idyl. Det var smukt. Solen blæste træerne en midterskilning i nakken. Et fly trak stiplede linjer hen over en blå widescreenhimmel, til et soundtrack af kirkeklokker og fuglekvidder.

Og på banen lagde 22 spillere omtrent alle kræfter i. 
Ved flere lejligheder blev der demonstreret tekniske evner af fornem karakter. Der var også en situation, hvor to Tårnby-spillere faldt over hinanden, og derved gav GVI muligheden for et kontraangreb – hvilket en af hjemmeholdets spillere dog fik formøblet ved at aflevere bolden hårdt i ryggen på en intetanende medspiller, hvorefter læderkuglen luntede ud over sidelinjen mens den slog ud med armene og mumlede bebrejdende.

Danmarksseriesansningerne spænder bredt, og jeg knuselsker begge ender af skalaen.

Der blev blæst til pause. I solens store blitz, fotodokumenterede voksne mænd deres stadionplatter. En lyshåret gut, på omtrent 7 år, med solbriller og kasket, drak juice og nynnede julesange i falset. 

Anden halvleg satte sig i bevægelse.
Et par gæs rundede luftrummet over banen. ”Guess who” brummede en ældre herre med korte busker og dybblå ben, og ingen fortrak en mine.

Men miner blev trukket, strakt og hevet i, i det 58. minut.
Et frispark, med retning mod hjemmeholdets felt, fik luft under vingerne. En Tårnby-spiller havde taget vindretningen og hver kvadratmillimeter af sin frisure med i beregningerne, da han, perfekt afstemt, snittede bolden videre med nakkehårene. Den strøg forbi venner, fjender og ånder, og der blev danset krigsdans ved udeholdets bænk. 0-2.

Herfra gik det så stærkt, at de noter, jeg har noteret, ikke giver den store mening. 
Men her er hvad jeg husker:
En høj bold, der var blevet clearet fra banen, ramte en tilskuer, nær banehegnet, lige i kasketten. Folk omkring ham tjekkede hurtigt om han var OK, mens han selv hurtigt tjekkede om der var blevet spildt noget af den fadøl, han knugede i hånden ved nedslaget. ”Godt headet!”  råbte en spiller inde fra banen.
Bolden var allerede i spil igen, i et gennemkørende tog af et angreb fra udeholdet. Enkelte af de medrejsende var allerede begyndt at refleksfejre en tredje scoring, men på målstregen fik en usandsynlig, høj pande alligevel fik dirigeret bolden over mål, med den øverste rynke.

Det hele begyndte at koge op. Og over. Både folkene fra Gentofte og omegn, og folkene fra Amager, var på benene, på tæerne. Skærmydsler begyndte at bide sig fast i kampen. Der opstod regninger. Tilskuere blev mere og mere uenige med fodboldordensmagten. ”Ej, dommer! Jeg så, der var hjørne, og jeg er …f …femte dommer!”, hævdede en tilskuer med et slet skjult tilhørsforhold til hjemmeholdet. Jeg tror dog, han havde ret. I det første.

Måltavlen lyste nu 90 minutter spillet og stillingen 0-2, men man fik en sær fornemmelse af at kampen startede på ny, her.

I det 94. minut, mente en samling tilhængere af hjemmeholdet, de burde have fået tilkendt et straffe. De råbte ”Kæmpe hånd, dommer!” så tilpas mange gange, at jeg stadig stod med billeder af opsvulmede ballonnæver på nethinden, et minut senere, da der rent faktisk blev dømt straffe til hjemmeholdet.

På dette tidspunkt var opgøret ved at gå op i limningen. Der var tumult på hele sendefladen. Tårnbys træner blev lyst i øjnene af dommerens røde baglygte, og var tvunget til at bruge en hvid havestol som springbræt til at forcere banehegnet og forlade banen.

Uret på måltavlen viste ’98, da hjemmeholdet endelig fik afviklet straffesparket, og resultatet tikkede til 1-2. 
Tumulten antog efterhånden karakter af kaos. Inden bolden blev givet op igen, stangede dommeren et gult kort ud til en af hjemmeholdets spillere, men blev – af en spiller fra udeholdet – gjort opmærksom på, at han havde vist den forkerte GVI-spiller kortet, og måtte trække det tilbage, for i stedet at uddele det andetsteds.

Kampen ramte minut 100 med en puls på 180, et indlæg ramte en pande i udeholdets felt, og pludselig stod kampen 2-2. Der var vild jubel, åbne munde, øjne på vid gab, blandt hjemmepublikummet. Fem minutter tidligere havde det været et mildest talt utænkeligt scenarie, at de skulle have nogen form for point med fra denne kamp. Nu føltes det formentlig som om, de havde vundet kampen.
”Det’ for sindssygt, det’ for sindssygt, det’ for sindssygt” blev en ældre fyr, i en GVI-hue, ved at messe. Hans mund var et lykkeligt klaviatur på ni oktaver.

Og der blev aftalt at drikke adskillige inkarnationer af en sidste øl, mens solen løb en sejrsrunde i Nymosen. Uden snor.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: