Fremad Amager – Lyngby BK (0-3)

Fremad Amager 0 – 3 Lyngby Boldklub
Sundby Idrætspark, 1. division, fredag d. 4. marts kl. 18.30


Det sekund, lamperne tændte, kastede jeg et blik over skulderen, og så min baglygte lukke sit trætte øje endegyldigt. Som om, gadelyset havde suget det sidste liv, den lille cykellygte havde været i stand til at hoste op med, til sig.

Timingen var ikke optimal. Jeg var i forvejen sen på den, men samtidig var jeg heller ikke for alvor i humør til at blive kørt ned. Jeg fandt et lille, surt æble frem fra lommen, tog en bid, og parkerede ved en benzintank på Amagerfælledvej, i håbet om at kunne finde frisk belysning til den tohjulede.
 
I et vindue, nær indgangen, stod et stykke papir, stablet op mellem ruden og tværstriberne fra de nedrullede persienner:

”Vinduet er indbrudssikret så lad vær 
                     med at prøve.
 Området er i øvrigt video overvåget!”

Man kunne næsten fornemme et grundtræt menneskes håndskrift, skinne gennem ordene, på trods af at sedlen var skrevet ind og printet ud. 
Det var fint. Jeg havde alligevel tænkt mig at bruge døren.

Det hele lykkedes.

Jeg fik lys, jeg kom frem, og kampen blev fløjtet i gang, netop som jeg trådte ud fra tunnelen under tribunen, der fører ind mod banen i Sundby Idrætspark. Mine ben murrede og summede som et pensionsmodent køleskab, efter den oppiskede afslutning på cykelturen.

Så ramte larmen. Det føltes et kort sekund som om, mine ører vrikkede om. Jeg ved ikke hvad, jeg havde forestillet mig, men dette var højere. 
Det var et halvt år siden, jeg sidst havde besøgt dette stadion, som har aldrig slået mig som et stille sted tage til kamp, men om det var fordi, corona-restriktionerne var forsvundet siden sidst, om det var fordi, det var fredag, om det var fordi klubben få døgn forinden var blevet reddet fra at smuldre, ved jeg ikke, men støjen fra tribunerne sugede mig ind, og det var en frydefuld malstrøm at forsvinde i.

”Står I i kø til ølboden?” forsøgte jeg at overdøve festlighederne, for at få afklaret om den række af mennesker, der stod linet op, skulder ved skulder, med parallelle blikretninger mod grønsværen, ventede på at proviantere. Jeg bliver altid overrasket over, hvor underligt flad, min stemme lyder når jeg råber, og blev halvflov og helfremmed for mig selv.

”Nej, vi står i kø til toilettet” svarede den unge gut, jeg havde spurgt. Der opstod et sekunds pauseskærm i hans ansigt, og jeg flyttede uroligt vægten fra den ene fod til den anden. Men så begyndte hans ansigtstræk at smelte, langsomt, langsomt, sidelæns, ud i et smil. Han fik gradvist flere og flere tænder, og ud af dette bredformat, flød nu en godmodig latter i slowmotion, som var han ved lide samme skæbne som min eks-baglygte, og løbe tør for batterier.
Jeg havde ikke tid til yderligere opklaring, tog chancen, og stillede mig op som bagerste mand, i håbet om at rækken ville ende ved hanerne i boden, for enden af tribunen.

Fyrværkeri – eller en alvorligt løs sikring i højtalersystemet – bragede og knitrede, et sted over folks hoveder. Nede i nærheden af indgangen til parken, hostede en grill stikflammer et par meter op i mørket. Den elektroniske måltavle kortsluttede få minutter inde i kampen. Råbene føg som kastevinde mellem hjemmepublikummets langside og det tætpakkede udebaneafsnit, bag det ene mål. Det var ganske enkelt en vidunderlig overbelastning af sanserne.

Elektriciteten fra omgivelserne lod til at sætte strøm til begivenhederne på banen, hvor både det blå- og hvidklædte hjemmehold, og det rødklædte udehold, sloges med knæ, albuer, næb og kløer.
På dette tidspunkt var det lykkedes at redde mig en øl, der lignede appelsinjuice og smagte mere af det, end jeg havde forestillet mig, og finde mig en plads, øverst på tribunen.

Herfra kunne jeg se hvordan Lyngbys Rezan Corlu, klokken ét minut i 19 (måltavlen lå stadig i koma, og jeg var således overladt til klokkeslæt på min telefon, fremfor det præcise antal spillede minutter), svitsede en afslutning på overliggeren af hjemmeholdets mål. 
Tretten minutter senere præsterede udeholdet endnu et træf på målrammen, og krudtslam hang som et bastant spøgelse under projektørerne.

Dommeren fløjtede til pause, simultant med at jeg tømte min øl. 
Jeg besluttede mig for at benytte anledningen til at skaffe mig en ny, og begav mod boderne igen. På vejen blev jeg beriget med forskellige, løsrevne dele af samtaler. ”Du ved, han er typen der skriver hashtag på den forkerte side af ordet!”

Måltavlen var nu vågnet op til dåd, uden antydningen af søvn i øjenkrogen.
I lyset fra den, plukkede en familiefar lavthængende æbler til ’Happy’ med Pharrell Williams. Jeg forstod godt, han følte behov for at bevæge sig. Temperaturen sad med hovedet mellem benene, mens den styrtede nedad med tusind kilometer i timen. Kulden satte fluks tænderne i mine fingre, hver gang, jeg tog vanterne af for at tage noter. ”Soooooommer, sommer og soooool” spruttede ud af stadionhøjtalerne.

”Jeg er træt af at bære rundt på Sara!”, prustede en glad kvinde foran mig, i køen ved baren.
”Hvem?… Hvor gammel er Sara? …er hun et barn?”, spurgte kvinden bag baren venligt.
”Hun er 30”, sagde den første kvinde, og forsvandt.

Inde på kunstgræsset, havde anden halvleg taget hul på sig selv.
Omkring banen stod blitzoplyste træer som krogede, frosne gespenster, mens de alt andet end fastfrosne fanfraktioner præsterede et medrivende mash-up af ”Super-super-super-super Fremad A” og ”Vi er Løøøøøngbø!”. Sangene tumlede ind i hinanden med hovedet forrest, et sted omkring det ene hjørneflag.

En hueklædt Fremad Amager-tilhænger, i tribunesektionen på min venstre side, formede en tragt om munden, med to ballonrøde hænder, og brølede ind mod banen. ”BJELLAND! Du hedder AND til efternavn! Hvad KA’ du!? …Nej, det tænkte jeg heller ik’!”

Men i det 58. minut, kunne Bjellands holdkammerat, Magnus Kaastrup, noget. Han lykkedes med at bringe gæsterne foran, og et massivt, kompakt brøl, steg direkte op i himlen over udebaneafsnittet. 0-1.

”Vi elsker Fremad!”, lød svaret fra en tribunefuld hjemmefans, nærmest prompte, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at de mente det.

I det 65. minut kom Fremad Amager frem til en chance, men noget glippede, noget opløstes, og få sekunder senere gik bolden i brædderne, i hjemmeholdets mål, i modsatte ende af parken. 
0-2.
Ny sonisk udladning fra de medrejsende Lyngby-tilhængere.
Denne gang, gik der lidt længere tid, før det blev besvaret fra hjemmeholdets lægter.
”- Forstad til Søborg, I er en forstad til Søborg” lød det fra sektion B. 
At dømme ud fra mundbevægelser, sang en enkelt uopmærksom gut ”Viborg” i stedet for ”Søborg”, men hvem tæller.

Da Lyngby, med få minutter tilbage af den ordinære spilletid, også fik prikket en tredje nål i Fremad, gik der delvist hul i tilskuertallet. Mange søgte mod portene, mens udebanesektionen messede ”Fire-fire-fire-fire-nuuuuuuuul”, men en anseelig flok loyale amagerkanere blev tilbage, og ydede en værdig volumenmæssig modstand.

Og nogenlunde sådan sluttede det. En isvind strøg gennem dommerens fløjte, og opgøret blev lagt i seng.

Mine nye cykellygter virkede pludselig direkte blændende, da jeg gjorde klar til at trille fra Sundby, dybfrossen og varm om fodboldhjertet.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: