Lyngby BK – FC Fredericia (1-1)

Lyngby BK 1 – 1 FC Fredericia
Lyngby Stadion, 1. division, lørdag d. 26. februar 2022 kl. 12.45


Ordet ”afklaret” falder mig ind.
Hvis jeg skal beskrive vejret, denne lørdag var iklædt, må det være sådan. 
Og hvorfor skal jeg så beskrive vejret? 

Det skal jeg ikke fordi, jeg ikke ved hvad jeg ellers skal skrive om, men derimod fordi det er en væsentlig ting. Det kan være en afgørende faktor for, hvordan spillet på banen udarter sig, men endnu vigtigere – i min bog – så betyder det alverden i forhold til hvordan, man sanser dét, at være til en kamp. Og mere eller mindre alt, jeg skriver om fodbold, er baseret på sansninger.

Denne dag var altså en åben pande uden rynker. Kold og klar, streng og smuk.

Luften var, i en form for bogstavelig forstand, så skarp, at den allerede havde snittet hul på mine fingre, på vejen fra busstoppestedet til stadion. Når jeg knyttede hænderne, kunne jeg med det samme mærke hvordan min vinterdeprimerede hud slog sprækker i vilkårlige linjer, og da jeg fandt min telefon frem, for at få skannet min billet ved porten, bemærkede jeg flere steder blodet ved de små flænger, nær knoerne. Mine hænder så ud som om, de tilhørte en anden. Én, der netop havde været involveret i en indædt nævekamp.

Den slags var jeg slet ikke vågen nok til. Det har jeg forøvrigt aldrig været, og det kommer jeg formentlig aldrig til at blive. 

Det var en fredelig oplevelse at sætte sig på hovedtribunens bagerste række. Der var ro på de indre linjer. En ensom fotograf stod og tog billeder af sin egen skygge, ved baglinjen, foran et tomt udebaneafsnit. 

I modsatte ende, tronede en hoppeborg i solen, ved den græsklædte skråning, der ligger og slænger sig bag det ene mål. Hoppeborgen dirrede smånervøst, alt imens en stadionspeaker, der havde besluttet sig for at arbejde for føden, pressede et ”Kom så Lyngby!” ud gennem det grovkornede højtalersystem.
”Ja ja, så har vi vist hørt dig”, manede en ældre kvinde spidst til besindighed, forskanset bag et par briller med tonede ruder, og en hue, der til forveksling lignede min fasters te-varmer.

Dagens dommer blæste liv i opgøret.
Lyngbys stemningsfans kilede sig ind i lydbilledet. Jeg sad i modsatte ende af tribunen, og kunne ikke se dem, men det gjorde det på sin vis kun mere effektfuldt at kunne høre dem, som en vild stamme i det fjerne, med hyl og buldrende trommer.

Til højre for mig sad en ung kvinde, sammen med hvem, der muligvis har været hendes far. Han var tavs, hun var ikke. Hun var klædt i en beige hue, hvorfra en lodret, lys storm af hår bølgede ud. Hun havde meget at mene om kampen. Jeg vil mene at jeg, med 65-82% sikkerhed kan anslå, at hun hed Bianca. Det hedder hun i hvert fald nu.

Det mest bemærkelsesværdige ved Bianca var, at hun forudsagde en række hændelser med profetisk præcision.
”Den griber keeperen”. ”Den sparker han ud over sidelinjen”. Det var som at have en kommentator i højre kanal, hvis stream hele tiden var fem sekunder foran mit. Det var imponerende.
Hun, derimod, var uimponeret. Det kongeblå hjemmehold, som hun holdt med, høstede ikke meget anerkendelse, på trods af at de knoklede for det.

I det 27. minut fik Lyngby tilkendt et hjørnespark. 
I øjeblikkene op til afviklingen af dette, kunne man ane en lang serie instrukser fra et af holdenes træner. ”Øhm …jeg tror ik’ han ka’ hør’ hva’ du si’r!” råbte en tilskuer tilbage til træneren, hvilket fik størstedelen af tribuneafsnittet til at bryde ud i en kort, hjertelig latter, som var vi vidne til et afsnit af Frasier. Recorded in front of a live studio audience.

Bianca lo ikke. Tværtimod blev hun mere og mere frustreret over hjemmeholdets manglende evne til at omsætte de efterhånden mange situationer, nær Fredericias mål, til noget brugbart.
På kanten af feltet præsterede en Lyngby-spiller en førsteberøring, som havde han forsøgt at tæmme et køleskab med en kummefryser. Bianca svovlede, klog og rasende.

Desværre blev det på ingen måde bedre, da kampen ramte det 33. minut.
Fra min plads, bagerst, i skyggen, lignede det en offside, men ikke desto mindre var Fredericias Kristian Kirkegaard pludselig alene igennem med Lyngby-keeper, Frederik Ibsen. Sidstnævnte var muligvis noget overrasket over hvad han ikke hørte. Dommerens fløjte var tavs. Der gik hul i den gode Ibsen. På mærkværdig vis strøg bolden lige gennem ham, som havde han været et grønklædt gespenst, da han kom ud af sit felt for at møde den.

Kirkegaard og Ibsen. Hvis man fraregner stavemåde i førstnævntes tilfælde, lyder det som et usandsynligt, litterært topmøde på Lyngby Stadion.
Det var det dog ikke. Det var FC Fredericia der bragte sig foran i en 1. divisionskamp, i februar 2022. 

0-1.
Hoppeborgen sank et par centimeter, nede bag målet. En frustreret gut, et par rækker nede, foran mig, trak sig selv hårdt i tindingerne. Han endte med at trække sin blå hue så langt tilbage i nakken, at det ikke længere gav mening at den blev siddende på hans hoved, hvis man medregnede tyngdeloven.

I pausen rejste jeg mig for at piske lidt blod gennem kroppen. Jeg måtte have tabt flere liter ud gennem de små snit på mine hænder. Min vertikale situation tillod mig at se en gut, på omtrent min egen alder, som præsterede at dele sit ansigt op i to komplet uafhængige enheder. Hans øjne var faldet i de dybeste staver, ren pauseskærm, mens hans underansigt mimede med på ’Det bedste til mig og mine venner’.
Bianca forlod skyggen. Fandt sig en ny plads længere nede på tribunen, i det skarpe sollys.

Anden halvleg svingede et friskt ben ud af sengen.
Fra stemningsafsnittet stod paukerne op, og begyndte at buldre.

Til tider kan man opleve at sidde til en fodboldkamp, og vide at ting sker, før de sker. Ikke gætte på, de sker. Vide at de sker.
Præcis sådan havde jeg det, sekunderne inden Frederik Gytkjær scorede et himmelsk saksesparksmål. Noget hang i luften, før Gytkjær gjorde. Men så gjorde han, og det var aldrig nogensinde meningen at bolden skulle havne nogen som helst andre steder end i nettet. Bolden faldt i en buet bane, der syntes så naturlig, som var tyngdekraften blevet en sidelæns størrelse, og dette var et udfald af ren naturvidenskabelig logik.

Hoppeborgen tog sig til hovedet i lykkelig mistro. Folk omkring mig lo, mens de hamrede håndfladerne mod hinanden. Det føltes som om, der var gået hul på YouTube, som altså nu var begyndt at flyde ud i virkeligheden. 1-1.

”Klap, klap, klap” sagde en dreng med lyse lokker, da folk, langt om længe, havde sat sig ned igen. Fin opsummering.

Hjemmeholdets spillere og publikum rykkede nærmere hinanden. Alting tætnedes mere og mere, som anden halvleg skred frem. Hoppeborgen stod på tæer. Stadionspeakeren meldte at vi var 3343 tilskuere til stede. Jeg ved ikke, om man kan have et glimt i stemmebåndet, som man kan have det i øjet, men det lød sådan, da han tilføjede at tilskuertallet var stadionrekord, dette forår. Som bekendt bliver alle jokes jo bedre af at blive forklaret, og humoren bestod naturligvis i, at dette var første kamp, dette forår.
Folk fangede den godt, og en ny, kort, hjertelig latter rullede over tribunen. Live studio audience.

Der var nu under ti minutter tilbage i banken.
Rezan Corlu fandt pludselig sig selv som hovedperson i en anseelig chance, men fik overplaceret sin afslutning. Foran mig, råbte en ældre herre, med en stemme så rusten, at alverdens WD-40 ikke kunne have reddet den, ”Hvorfor fanden skal han stå dér og træde i den!?”. Han var så opildnet, at den dråbe, der havde hængt under hans næse, den seneste halve times tid, truede med at slippe taget. 
Den blev dog siddende. 
Ganske som cifrene 1-1 blev stående på de elektroniske måltavler helt til slutfløjtet.

Måske havde hjemmepublikummet håbet på mere end et enkelt point, men der var alligevel en bemærkelsesværdig mængde smil at se, da vi alle sammen bevægede os fra stadion. Sol i hovedet, udvendigt og indvendigt.
”ARBEJDER DEEELTID PÅ MUCKI BAAAR”, sang to unge Lyngby-tilhængere, foran mig på stien, og lød som smålykkelige, fordrukne måger med halsbetændelse.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: