Brøndby IF – Hvidovre IF (1-2)

Brøndby IF 1 – 2 Hvidovre IF
Brøndby Stadion, Bane 1, træningskamp, tirsdag d. 15. februar kl. 15.00


Vi ankommer lige til øllet. 
Med ”vi”, mener jeg mig far og jeg, og med ”lige til øllet”, mener jeg både i overført betydning og bogstavelig talt. Vi er sen på den, men runder alligevel loungen, hvis navn er dedikeret til den nyligt afdøde legende på disse egne, Ebbe Skovdahl, og køber en øl hver. Det kølige indhold i plastikkrusene kommer ikke til at gøre vores fingre nogen tjenester denne dag, men det kan vi ikke tage os af. 
Vejret er smukt og skarpt. En pyntesol og luft, man kan skære sig på.

Kampen spilles på træningsbanen lige ved siden selve Brøndby Stadion, og da vi når derhen – 5-10 afleveringer efter kampstart – ses omridset af mennesker, stort set hele vejen rundt om banen. Både indenfor det lille anlægs sorte hønsenet, men også oppe langs de græshøje, der omgiver halvdelen af banen. Folk ligner en lang rand af skakbrikker, som allerede er slået af brættet, inden spillet er kommet i gang. 

Men det er de ikke. De ved godt, det ikke rigtigt gælder i dag. Først i weekenden er det blodigt alvor. I dag er det tirsdag. De skutter sig, med trætte smil under huerne. Lydkulissen er en stilfærdig, godmodig summen, samt lidt spredt og halvrusten latter, som formentlig forårsages af helt andre ting, end hvad der udspiller sig her, på Bane 1. 
Nogen lyder som om de forsøger at holde et nys inde, men mislykkes. Jeg ser ikke optrinnet, men forestiller mig, hvordan en hue er blevet blæst af og højt op, over mod Idrættens Hus.

Måske er der alligevel snerten af et lille, ekstra krydderi. En søvnig gnist. Jeg kan ikke helt vurdere det. Men dagens træningskamp står mellem Brøndby IF og Hvidovre IF, som, udover at være to traditionsrige klubber, også – med lidt god vilje – kan betragtes som naboer. Det er altså en lille nabokrig, over hækken, på Det Vilde Vestegnen.

Hjemmeholdet, som til daglig begår sig i Superligaen, stiller dog i dag med en stribe unge spillere, en flok aspiranter fra andet geled, en enkelt stumtjener med en blød hat på toppen, og kun få spillere, som forventes at spille en mere kontinuerlig rolle, når sæsonen starter igen. Blandt disse findes kroatiske Marko Divković, som deler frisure med en ubehagelig karakter fra Game of Thrones, danske Mathias Greve, som har haft lidt startvanskeligheder i klubben, og paraguayanske Blas Riveros, som på ganske kort tid er blevet en næsten sagnomspunden karakter blandt visse Brøndby-tilhængere.

Han har vakt opsigt – for et vidunderligt topniveau, for et par hovedløse driblinger i egen baghave, for en grusom skade, for en serie helhjertede, sydamerikanske grillfester, som blev transmitteret live på Instagram – og er emnefeltet i utallige talebobler blandt tilskuerne, denne eftermiddag. Fear and Loathing in Blas Vegas.

Det er ikke nævneværdigt meget, der lykkes for ham, på denne frysetørrede eftermiddag på Vestegnen, hvor ikke én drinkparasol er i syne. På den anden side af banen, har unge Christian Friedrich også en genstridig dag på kontoret. Papirclipsene vil ikke lade sig skille ad, kuglepennene raller, computeren er én endeløs Windows-opdatering.

Så scorer Christoffer Boateng. Ham kender jeg. 
Jeg kender ham ikke vildt godt, men jeg kender ham lidt. Det er meget sjældent, jeg skriver om folk, jeg kender, i disse noter. Og det er første gang, jeg skriver om en spiller, jeg kender. Vi har i en periode befundet os på samme arbejdsplads, og jeg har nydt at høre ham fortælle om tilværelsen i klubber som Brønshøj og Næstved. Så rykkede han til Vendsyssel, så blev han skadet, så blev han lejet ud til Hvidovre, og nu har han scoret et mål mod Brøndby.

Jeg synes, det er et glimrende mål, uanset hvilken farve, mine briller måtte have, i lige præcis denne situation. I øvrigt ejer jeg kun solbriller, og de ligger nede i min taske. 0-1 til Hvidovre.
Folk omkring mig reagerer stort set ikke. Det hele er som bekendt kun en øvelse.

To unge gutter, i nærheden af hvor jeg står, har en samtale kørende under hele kampen. Den lyder træt, som kun ungdommen kan lyde træt, men den bliver ikke afbrudt på noget tidspunkt. Den handler mest om kampen foran dem, men den tager også små afveje.
”Jeg får travlt i aften”, sukker den ene. ”I morges tjekkede jeg lige en opgave, jeg skal aflevere i dag. Der stod ”Læs og analysér en af følgende tre romaner”. Fuck. Ik’?”.

Situationens alvor lader ikke rigtigt til at bide på hans kammerat, der svarer med noget, der nærmere kan betegnes som distræte brummelyde end egentlige ord.

Fem minutter før pausen, scorer Brøndbys nummer 36, den tidligere gymnast, unge Mathias Kvistgaarden. Det sker efter en flot introduktion af blandt andre føromtalte Mathias Greve, som har en glimrende dag på det føromtalte kontor. 1-1.

Nærmest det sekund, bolden rammer nettet, spræller min telefon i lommen, hvor min livescore-app fortæller mig at Brøndby har udlignet. Det er næsten som om, teknologien er millimeter fra at indhente virkeligheden. Som om den, lige om lidt, vil kunne lange mig en notifikation om mål der snart vil blive scoret.

Der bliver fløjtet til pause. Folk går i procession mod henholdsvis et sted at skaffe noget væske, og et sted at komme af med noget væske.

Anden halvleg starter, og solen begynder lige så stille at fumle efter dørhåndtaget ved udgangen.
Efter ti minutters spil scorer Hvidovre igen. Det sker i modsatte ende af, hvor vi står, men set fra toppen af mine vinterstøvler, er det et flot, hårdt skud, der slår en bule i indersiden af nettet.
Et afpillet træ slår opgivende ud med armene, et sted i baggrunden, og et par folk brokker sig lidt, men det lyder mest som om, det er for hyggens skyld.

Så går en rum tid, jeg ikke helt kan få has på.

Mathias Kvistgaarden bliver indhentet af sin fortid. Nej, det er omvendt. Fortiden bliver indhentet af Mathias Kvistgaarden. Han er 19 år, så det er relativt hurtigt klaret, i hans tilfælde. Hans fortid som gymnast. Springgymnast, forestiller jeg mig.
I hvert fald hopper han op til en hovedstødsduel, få meter fra hvor jeg står placeret. Han er ikke en høj gut, men han kommer højt op. Det betyder, ikke overraskende, at der samtidig pludselig er langt ned. Men så sker der noget underligt: han bliver hængende. Tiden tager sig en pause og en smøg. Jeg tager åndsfraværende en tår af det ølkrus, jeg for længst har tømt, mens jeg kigger på stillbilledet foran mig.

Så går der alligevel hul i luften, han hænger i, og nu får tyngdekraften travlt med at indhente den tabte fortjeneste. Tyngdekraften bliver ligefrem alvorligt tung at danse med, og Kvistgaarden, med lodrette fartstriber af rygnummeret 36, styrter mod jorden. Han rammer den uden at kunne tage fra med antydningen af et rul, rammer nærmest vinkelret på underlaget, og det giver en ubehagelig, dump lyd.

Min far flytter uroligt på sig. Det ser slemt ud lige da det sker, men dommeren signalerer ud til bænken, at en klublæge på banen ikke er en luksus, der bliver brug for. Umiddelbart ser det ud til, at han bare har fået slået den skarpe, hullede luft ud af sig, men han ømmer sig en del, de følgende minutter.

Kampen lakker mod enden. Solen er smuttet, uden at sige farvel. Der opstår en række nærkampe, hvor fodboldordensmagten må gribe ind. Dommeren puster ud gennem fløjten, eller også trækker fløjten vejret ind gennem dommeren. Han viser sig i øvrigt som et sjovt gemyt, dommeren. Måske er det selve træningskampens lette konstruktion, der gør det, men han synes ikke tynget af den alvorstunghed, der plejer at pible ned fra tindingerne på dommerne i de øvre danske rækker.

Efter en lille brydekamp i nærheden af hjørneflaget, hvor han atter må gøre brug af fløjten, trækker han efterfølgende det røde kort op af baglommen. Folk omkring mig bliver forvirrede. Men han viser det hverken til en Brøndby-spiller eller en Hvidovre-spiller. Ej heller til et medlem af staben fra en af de to klubber – vi er milevidt fra dagens lettere improviserede trænerbænke.

Derimod viser han, så vidt jeg kan vurdere, det røde kort til en tilskuer. For hyggens skyld. Han peger smilende, så ingen er i tvivl. Lige udover alle, selvfølgelig. Alle lader til at være i tvivl. 
Jeg kan godt lide den slags små, afkoblede optrin. Forvirring er en overset form for komik.
Og da opgøret er fløjtet af, og vi bevæger vores stive led væk fra Bane 1, er dette episoden, jeg husker bedst fra denne stilfærdige tirsdagskamp. 

I de kommende weekender bliver det alvor.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: