Vanløse IF – Boldklubben Avarta (2-0)

Vanløse IF 2 – 0 Boldklubben Avarta
Vanløse Idrætspark, træningskamp, lørdag d. 12. februar 2022 kl. 10.00


Mit øje blafrede da jeg trådte ud fra porten, med min cykel. En nerve havde sat sig kluntet mellem to stole, og sprællede nu som en fisk, der netop var blevet hevet op på land. Det var på sin vis fint nok. Jeg havde brug for lidt hjælp til at ryste søvn ud af synsfeltet.

Det er ikke ofte, jeg drager afsted til en fodboldkamp, når klokken på det digitale ur stadig hedder 9 til fornavn. Det viser sig dog at verden også findes på dette tidspunkt, på en lørdag, og vejret, som var et skinnende barberblad af sol og blæst, fik mig nogenlunde nådesløst på stikkerne.

Jeg har ved tidligere lejlighed skrevet, at januar er verdens længste målbare enhed. Det er ikke rigtigt. Jeg bliver nødt til at korrigere mig selv; det er Hillerødgade i modvind. Desuden snyder navnet. Det er ikke en gade, det er en vej. Og den er endeløs. Og mens jeg stort set stod stille på min cykel, formåede vinden at finde samtlige sprækker i min ellers møjsommeligt vatterede rustning.

Man skal aldrig stole helt og holdent på min hukommelse, men det er præcis omtrent således, jeg husker turen mod Vanløse.

Jeg havde kæmpet mig over krydset nær enden af Godthåbsvej, men på trods af at jeg nu befandt mig på Sallingvej, som skråner nedad i den retning, jeg forsøgte at bevæge mig i, gjorde blæsten sit for at forpurre mine planer om at nå frem til kampstart.

Der opstod en underlig situation, hvor mit tøj blev til en form for vindsejl, og hver gang jeg nærmede mig foden af bakken, blev jeg blæst tilbage til udgangspunktet. Som om, Sisyfos langt om længe har fået fyraften – det er lykkedes ham at parkere den forbandede sten på toppen af bjerget – og så kan han gudhjælpemig ikke få lov at bevæge sig ned fra bjerget igen.
Det skete et sted mellem fem og syv gange. Som sagt, min hukommelse er ikke en troværdig størrelse.

Vi var, rundt regnet, to vågne personer i gadebilledet, på dette tidspunkt. Mig, og en anden gut. Han var klædt i sort hue og rød næse, stod med sin cykel og lignede én, der stirrede op i solen, med to store, lukkede øjne. Midt på cykelstien.  
Jeg var tvunget til at bruge ham som rundkørsel, lykkedes med at glide forbi ham i tredje forsøg, og sagde i forbifarten noget venligt men bestemt, der sluttede på ”- min ven”.

Langt om længe kunne jeg dreje ind på Klitmøllervej, blæsten takkede af, og jeg nærmede mig Vanløse Idrætspark til lyden af stilhed og en enkelt bilalarm med dårlig situationsfornemmelse. Havde det ikke været for min uld- og vatrustning, ville jeg have troet, jeg var havnet midtvejs i en sommerferie.

På stadion havde jeg udsigt til en vidunderligt højpandet, blå himmel. Græsset var kunstgrønt, nerven i mit øje dansede riverdance, og i solens brede projektør, udvalgte jeg et orange sæde. Nummer 31. Der stod ganske vist ”reserveret”, men jeg tog chancen.
Denne dag var det en stor tribune til få mennesker.

Træningskampe lyder på en særlig måde.
Verden er åbenbart mere hul mellem sæsonerne, og også i dette tilfælde rungede det som en gymnastiksal, selv om vi befandt os udendørs.
En Vanløse-spiller, i blød, hvid hjelm, headede kampens første reelle forsøg mod Avarta-målet, men gæsternes keeper afværgede med et klask, der lød som om, det kom fra tribunen bag mig.

Efter 14 minutters spil, løftede en hueklædt gut, nede foran tribunen, hånden og råbte ”Tak for i dag!”, hvorefter han forlod parken. Det lykkedes mig aldrig at gennemskue hvem, han havde budt farvel.
Kort efter fulgte en ung far med en barnevogn. ”Han …hun? …han gider ikke sove! Han vil da se fodbold!”, smile-råbte en ældre gut, et sted, under en kasket. Måske var det bare noget, jeg læste ind i det, men jeg syntes, den unge far lignede én, hvis eneste ønske, på dette tidspunkt var, at indholdet af barnevognen skulle sove.

Efter 28 minutters spil, fik det hvid- og sortklædte hjemmehold tilkendt et frispark, lidt uden for feltet. Afslutningen fløjtede som et projektil, tæt over overliggeren. Solen begyndte at gøre antræk til at luske om bag det bølgede tribunetag, og fik straks temperaturen til at tabe sig selv på gulvet. Folk gned deres hænder, trak de medbragte tæpper tættere omkring sig.

Så faldt kampens første scoring, og vinteren blev udskudt lidt. Vanløses nr. 12 – med det flot svungne navn Esajas la Cour – svang, fra klods hold, bolden i en blød bue over udeholdets keeper. Den tøffede selvsikkert over i det lange hjørne. 1-0.

”Vi skal altså vinde de dér andenbolde” råbte en gut ovre fra trænerbænken. Muligvis træneren. Der var noget fjernt over tonen i hans stemme. Det lød næsten som om, han bare tænkte meget højt.
En afrettet bold dundrede mod tværstangen på gæsternes mål, en gut præsterede at snuble tre trin op ad en trappe på tribunen, og der blev fløjtet til pause. 

En spøjs stilhed oversvømmede omgående Vanløse Idrætspark. Folk blev pludselig meget opmærksomme på den manglende lyd, og hviskede enten til hinanden, eller så småforlegent ned i deres telefoner.
Det er svært at forestille sig en sådan stilhed, når sæsonen lægger fra land igen, og Vanløses stemningsskabende ”CURVA” atter er på plads. Deres bannere hang og blafrede, ventede, foran en tom tribunesektion, som de nok skal få pustet liv i, inden længe.

Pausen varede otte lavstammede minutter. Don’t bore us, get to the chorus. 
Den højpandede himmel havde fået rynker, og i skyggerne foran mig, spillede en lille pige, i flyverdragt, hvad der lød som Safri Duo, på de orange klapsæder, mens hendes far var reduceret til en tålmodig appesinjuicekartonholder.

Det var sådan en dag, hvor ting mindede mig om andre ting. Dem render jeg ind i, fra tid til anden. Oftest når jeg har tømmermænd.
En Avarta-spiller kiksede en førsteberøring, og da bolden sjoskede ud over sidelinjen med himmelvendte øjne, lignede han i et splitsekund det famøse meme, med en træt, rygende Ben Affleck. Så virrede han med hovedet, trak han i sit eget ansigtsbetræk, og genoptog arbejdet.
Hjemmeholdets føromtalte 12’er, mindede mig om Erling Haaland, fastelavnsudklædt som Vanløse IF-spiller.
En elegant stikning, som ingen havde taget løbet til at modtage, emmede af Laudrup. Den blev hængende, uafhentet, i græsset, i luften, i glemmekassen, eller i min nostalgisk overpyntede og – som nævnt – utroværdige hukommelse.

Da klokken ramte 11.11, scorede Vanløses Simon Pedersen kampens andet og sidste mål. 
En håndfuld vilkårlige afleveringer i feltet, blev efterfulgt af en alt andet end vilkårlig afslutning, og strøg over kunstfladen, som var den udstyret med skøjter. Et afmålt men tilfredst bifald klaprede i betonen. Bedømt, bestået.

Efterhånden var de fleste tilskuere drevet fra tribunen, og samledes i stedet nede langs banehegnet, hvor solen stadig hang ud.

Jeg selv kom også på benene, og begav mig over mod the sunny side, hvor jeg tog ståplads på den hyggelige trætribune. Det gav lyden et andet perspektiv. Ekkoet fik den ene træners råb til at lyde som om, der stod en flabet gut ovre på hovedtribunen og efterabede alle hans instrukser.

Det nåede dog aldrig at udvikle sig til håndgemæng, for få øjeblikke senere fløjtede dommeren kampen af.
Jeg traskede langsomt mod udgangen, mens nerven i mit øje stak i forvejen, i gadedrengehop. Vi mødtes ude ved min cykel, hvorfra vi satte kurs mod København Nordvest og næste udflugtsmål: træningskampbraget mellem BK Union og IF Skjold Birkerød. Lørdage fås ikke meget prægtigere.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: