Brønshøj BK – Vigerslev BK (6-2)

Brønshøj Boldklub 6 – 2 Vigerslev Boldklub
Kunstgræsbane ved Tingbjerg Idrætspark, træningskamp, lørdag d. 5. februar 2022 kl. 12.00


Ind faldt en kvinde. Her taler jeg ikke i billedsprog, hun væltede ind.
Jeg lettede 14,5 centimeter fra sædet, og mit hjerte bankede hovedet mod mit adamsæble. Hun måtte have stået lænet mod ydersiden af bussens bagerste døre, som nu åbnede, hvorefter hun tumlede forover og landede på to knasende knæskaller. Den skarpe duft af spiritus, filtreret gennem hud, hang efter hende som et slør.
 
Hun blev liggende med knæene mod bussens gråklistrede gulv, og hvilede mere eller mindre sin pande mod min højre skosnude. Hendes hår var sort, grænsende til blåt. ”Er du okay?” lykkedes jeg med at spørge, mens min puls var i færd med en længere klatretur ned fra tinderne.

”Ja, bare træt”, nærmest afbrød hun mig, med en slags hvisken. Som om, hun enten var forberedt på spørgsmålet, eller ligefrem vant til det. Hun kiggede op med et gennemsigtigt blik – så ud til at være et sted mellem 25 og 52 år – men rejste sig først da vi nåede næste stop, hvor hun hastigt kom på højkant, med så pludselig en bevægelse, at hun var ved at få overbalance igen. Dørene åbnede og hældte hende ud på Bellahøj, hvor hun stavrede målbevidst tilbage i den retning, vi var kommet fra.

Hvorfor jeg var med bus denne dag, er endnu ikke blevet afklaret.
Aftenen forinden havde vejrudsigten ganske vist været en rendyrket skræmmekampagne, men da lørdagen endelig stemplede ind, var det med solpletter på kinderne og en næsten afklaret himmel. 
Under alle omstændigheder lykkedes det mig at skifte busrute, stige af ved Terrasserne, glemme at checke ud, og traske mod Tingbjerg Idrætspark.

Luften var frisk, på nippet til overfrisk, da jeg tog opstilling nær sidelinjen ved dagens bane. Denne træningskamp var placeret på en dertil indrettet træningsbane, hvor kunstgræsset var grønnere end man nogensinde ville kunne digte ægte græs. Sammenholdt med solen og staccato-vinden, var det næsten et stilfærdigt overfald på sanserne.
Der var i øvrigt troppet en fin mængde vindjakker, med godmodigt indhold, op til denne kamp.

Klokken tikkede 12.00, kampen tikkede i gang.

”Vi’ de blå, ik’?”, spurgte en gut med røde kinder, en hveps på huen og en skærmende hånd over øjnene.
Det var de. Hvor Vigerslev var ankommet i deres vanlige grønne bluser, havde Brønshøj besluttet at gemme deres klassiske sorte og gule striber til sæsonstarten, og i stedet gennemføre denne øvelse i lyseblå gevandter.

Jeg stod placeret nær hjemmeholdets mål, men i de første 5-10 minutter, udspillede stort set hele handlingen sig på gæsternes banehalvdel. Brønshøj-keeperen stod som en ensom cowboy, en rødlig silhuet, tegnet mod en forsamling nøgne træer og en høj bunke skyer, med små, stærkt lysende sprækker.

Allerede i det syvende minut, gav hjemmeholdets overtag pote.
Jeppe Orbe modtog en bold lidt uden for feltet, løb hurtigere end et par modstandere, og klippede den selvfølgeligt forbi gæsternes målmand, som nøjedes med at kaste sig efter den mentalt. 1-0.
Tilfredse klapsalver blev rystet ud af vanter omkring mig, og jeg forestiller mig hvordan løst hængende dråber blev rystet ud af næsebor som følge deraf.

En konstant strøm af biler mosede sig forbi på bagscenen, på vejen, ude bag træerne der indrammede parken. Blæsten stak igen en lang snude forbi, og puffede mig i ryggen. Spillet foregik fortsat i den fjerne ende af spillebrættet. Min sidemand lignede en rødmosset statue, med fingrene som frosne grene om en øldåse, han muligvis gerne havde byttet for en teaterkikkert.

Heldigvis registrerede både han og jeg, det pragtfulde mål der dumpede ned fra himlen i kampens 25. minut.

Nær kanten af målfeltets venstre side, foldede Brønshøjs Mads Hashiba Jensen et lille kunstværk ud af støvlen. Bolden løftede sig over venner og fjender, for derefter at krølle perfekt ned i det lange hjørne. Det længste af hjørner. De fås ganske enkelt ikke længere. Bolden blev triumferende siddende i nettet, som var den udstyret med en velcro-anordning. 2-0.
”Er du sindssyg et mål, mand” sagde en anden gut i nærheden, med et punktum mellem hvert ord.

En klar fornemmelse af at denne træningskamp ville være turen værd, havde for længst indfundet sig. Næser stak i løb i det forræderiske solskin, på banen blev der spillet fodbold med hjerte og fuld hals, bag mig diskuterede nogen, hvor Nicki Bille spiller for tiden. Det var perfekt.

Da blæsten fik fat i dommerens fløjte og sendte os alle sammen til pause, besluttede jeg mig for at gå en tur ind i det hyggelige klubhus. Her købte jeg en kop varm kaffe, og måtte kæmpe mod min instinktive trang til at forsøge at dyppe hele mit kolde ansigt i papkruset.

”Kim, vi er sådan nogle fitness-fyre!”, proklamerede en gut ovre fra et af bordene, hvor han sad sammen med cirka tre venner og cirka otte halvliters dåseøl. Han slog en vidunderlig skraldlatter op, og lød som en veteranbil med startvanskeligheder. Han highfivede, hvem jeg antog måtte være Kim, hen over bordet. Jeg elsker ganske enkelt at fornemme livet i og omkring disse klubber. Det er liv af den levende slags.

Jeg nåede lige akkurat udenfor til at høre anden halvleg blive fløjtet op, og solen gjorde omgående antræk til at pensionere sig selv.

Omkring det 55. minut, sneg et Brønshøj-frispark sig lige akkurat omkring ydersiden af stolpen, som en kælen kat, mens en ældre gut med en bakke pomfritter spekulerede højlydt og aldeles ugenert i, hvor han monstro skulle stille sig og prutte, når man tog vindretningen i betragtning.

Selv om de to hold havde byttet banehalvdel, fandt det meste af spillet – bemærkelsesværdigt nok – fortsat sted længst fra min placering, som altså var nogenlunde den samme som i første halvleg. Det var som en omvendt variant af fænomenet, med at sidde omkring et bål, hvor røgen konstant blæser i din retning, uanset hvordan du vender billedet.

Men så, endelig, skubbede Brønshøj møjsommeligt brikkerne længere frem over pladen, og langt om længe fandt kampen min geografiske placering. Små, løsrevne bidder af samtaler blæste forbi mig. ”Du var mere fuld end jeg var – og omvendt!”. En bold slog smut mod en overligger, og fem-seks minutter senere fik jeg lov at nyde en scoring fra første parket.

Hjemmeholdets Rasmus Suhr tog et målrettet løb, trykkede stop med en afstemt yderside, og sparkede bolden i nettet med grænselandet mellem vristen og indersiden. 3-0. Og kort herefter gungrede et nyt kontraløb over stepperne, hvor målscorer Suhr serverede kuglen for fødderne af holdkammerat Nicholas Marfelt, som rettede bolden mod yderkanten af målrammen. Det lød som en mønt der lander i en jukebox, da den slog mod foden af stolpen, hvorefter den trillede i nettet. 4-0. Og med fem minutters tid tilbage af ordinær spilletid, gjorde første målscorer, Jeppe Orbe, comeback på tavlen, da han løb en bold i mål efter endnu en omgang yndefuldt Brønshøj-broderi. 5-0.

”Argh, spil dog bolden, mand!” råbte en tilskuer, og lød som om, nogen havde smadret hans fineste porcelænsstel, da det lige nøjagtig ikke lykkedes hjemmeholdet at bringe sig på 6-0. 

Men nogen havde åbenbart fat i kraven på denne kamp, og blev ved at ryste mål ud af den.
I overtiden fik gæsterne pyntemalet måltavlen en anelse, da de, på få minutter, fik reduceret to gange. 5-2.
”Ej, nu stopper I!” kogte porcelænsfyren. ”Ja, trænerfyring!” svarede en gavtyv med et smil tværet godt rundt i ansigtet og munden fuld af en ironi, som porcelænsfyren ikke lige var i en forfatning til at opfange.

I et sidste overtidssvirp med halen, eller rettere panden – tilhørende Dadi Torhallsson – lykkedes det hjemmeholdet at lukke ballet med de tennis-emulerende cifre 6-2.

Der blev klappet, takket, bukket og bakket – ud gennem hegnet, der omkranser træningsbanerne. Forbi selve stadion i Tingbjerg Idrætspark, hvor jeg glæder mig usigeligt til at indfinde mig igen, når sæsonen starter.

”Gooo’ tuuur hjeee-em” råbe-sang en ung Brønshøj-tilhænger til gæsterne fra Valby, og lød rent faktisk som om, han mente det en smule.