BK Frem – Hellerup IK (2-1)

BK Frem 2 – 1 Hellerup IK
Valby Idrætspark, træningskamp, lørdag d. 29. januar 2022 kl. 11.30


Måske var folk bange for at Malik pludselig skulle dukke op og puste dem i nakken.
I hvert fald var gaderne bemærkelsesværdigt mennesketomme, nærmest forhåndsvindblæste, da jeg plantede to tunge vinterstøvler i pedalerne, og trampede mod Valby, lørdag formiddag.

I vinduet til en lukket thai-restaurant, havde en vinkekat besluttet at holde fyraften midt i en bevægelse, og sad med armen strakt, lige ud for øret, som prøvede den at lytte ekstra godt efter, om stormen bryggede et sted.

Januar er endnu en gang skvulpet over sine bredder, har overgået sig selv og sat ny personlig rekord som den længste måned i mands minde, for gud ved hvilket år i træk. Det meste af turen til Valby Idrætspark var præget af en mat melankoli, og da jeg parkerede cyklen i et stativ nær stadion, var luften gråsprængt og fugtig. Det føltes ikke som om, der faldt regn, nærmere som om en lille milliard dråber bare stod og dirrede i luften.

Jeg gik gennem den ubemandede port ind til stadion, og kunne til min glæde konstatere at der fandtes liv derinde. Væskeægte mennesker. Ganske vist ikke voldsomt mange mennesker, og ganske vist nogle mere stilfærdige mennesker, end man sædvanligvis møder i Valby Idrætspark. Men det er sådan, det skal være ved disse træningskampe. De er en helt anden disciplin. De skal ikke byde på fyrværkeri, hverken på banen eller tribunerne. De er blot hver deres lille skridt i tilløbet til sæsonstarten. Eller sæson-genstarten. Træningskampe er tømmermændspleje, rekreation, et mildt fald i staver.

Det vidste Valby Idrætspark godt. Den elektroniske måltavle var i dyb søvn, og bort set fra et bord med lidt øl og sodavand, og et lille holdbillede kaffekander, lå boderne også i vinterhi. Spillerne kom på banen, virkede næsten listende. Hvor gæsterne fra Hellerup var klædt i deres vanlige hvide og blå galla-gevandter, dukkede hjemmeholdet op i mørkeblåt træningstøj, og lignede nogen der frøs for meget til at tage overtøjet af.

Publikum sad som spredte, sorte stænk på tribunens orange sæder. Et fint tværsnit, som så ofte på dette sted. Ungdommelige krøller bølgede ud under hætter, bøjet over det svage lys fra telefonskærme. Søvnige fædre ankom med deres børn som overfriske førerhunde. Et par kvinder, i læ bag huer og briller, delte et tæppe, strikket i hjemmeholdets blå og røde farver.

Det hele summede stilfærdigt, og man fik den fine fornemmelse af at folk i lige så høj grad var kommet for at se hinanden, som for at se en fodboldkamp.

Kampen blev fløjtet til live. Der skete ikke verdensbilledeomvæltende ting i de indledende faser.
Små tyve minutter inde i kampen fik Frem tilkendt et frispark i en gunstig position. Samtalerne på tribunen dæmpedes en anelse, for at give plads til en skærpet fornemmelse af fokus. Folk strammede øjnene. En spiller tog opstilling nær kuglen. Så satte han i løb. Træerne omkring stadion nåede at skyde knop, springe ud, og afblomstre igen, før hans fod traf bolden.
Forsøget så ud som om, det gled stilfærdigt med snoretræk, et spagfærdigt stykke stumfilm, blødt ind i favnen på HIK-keeperen.

Der gik dog blot få minutter, før der indtraf et strejf af noget lidt større end den søvnige træningskamp, kontrakten lød på.

En Frem-spiller – Pablo – modtog en returbold, og flugtede den resolut mod gæsternes mål. Det var en af de situationer, hvor spilleren får så rent et træf på bolden, at det føles som om, man selv, som tilskuer, bliver kysset på vristen. Bolden krøllede i en formfuldendt bue over alt og alle, og sank ned i nettet, som om intet andet nogensinde havde været meningen. Fodboldens stilfærdige magi, i en træningskamp mellem to divisionsklubber, på en gudsforladt, gråsværtet lørdag.

Det vakte kampen til live. Bolden blev givet op, og kun et par halve øjeblikke senere kom HIK frem til en chance i den anden ende. Frem-keeperen lå som en vandret, gul lineal, og fik handsket bolden til hjørne. Det blev både starten på en serie hjørnespark til gæsterne, og en serie kontraløb til hjemmeholdet. For en stund glemte folk at vente på Maliks ankomst.

En barnevogn med en kvinde på slæb gjorde sin entre foran tribunen. Kvinden sludrede lidt med en fotograf som befandt sig på den anden side af banehegnet. Og mens jeg overværede deres interaktion, gik jeg glip af BK Frems mål til 2-0.
Til gengæld registrerede jeg at klapsalverne rev sig løs, og tumlede ned over rækkerne på tribunen, hvilket bevirkede at en flok mindre bemidlede måger blev hvirvlet op som forvirret, hvid konfetti, et sted bag det fjerneste hjørne af stadion.

Humøret på rækkerne var højt og lavmældt. 
Udeholdet regnede sig frem til en serie hastige, tætvævede kombinationer, der involverede en hæl eller to. En ung gut, med en skinnende dåse i hånden, sagde ”NUUUUIIJH!” så tilpas entusiastisk, at jeg tænkte, det måtte være sarkasme. Han stod op. Han var iklædt et par solbriller, der sad så langt nede på næsen at de brød tyngdeloven med et par centimeter. Der var alligevel heller ikke meget sol at skærme.

I forbindelse hjørnespark nr. 372 til gæsterne, var en fuldvoksen flugter ved at splintre bannerreklamerne bag hjemmeholdets mål. Efter hjørnespark nr. 373 blev der fløjtet til pause.

Jeg rejste mig for at strække benene lidt. Daskede ned ad trapperne, gik lidt frem og tilbage langs tribunen, passerede en gut der sad alene og til forveksling lignede Mark Strudal under sin røde hue. Kantede mig gennem en lille forsamling unge menneskers cigaretter, som malede gråvejret en mere grå nuance af grå. Et koldt vindpust slog tværs gennem hovedet, og fik huden til at stimle sammen i små toppe, i nakken. Nogen lo, et sted. Eller prøvede i hvert fald på det. Den latter, han prøvede at vriste løs fra dybet, lød som rustne skruer og løse møtrikker.

Anden halvleg blev sat i gang. Eftersom måltavlen var sat ud af spillet, var selve tiden annulleret. Det passede på sin vis fint. Jeg fik heller aldrig kigget på mit ur. Jeg ved ikke hvor længe, pausen varede. Jeg mistede komplet fornemmelsen af, hvor lang tid, man kunne forvente, der resterede af kampen, som den skred frem.

Men jeg ved at det lykkedes HIK at reducere til 2-1, og at det ikke fik mange øjenbryn til at løfte sig på tribunen. De havde rigeligt at gøre med at holde en skov af huer oppe.
Jeg ved også at Frem fik en friløber, men at der kom alt for meget krop under bolden, og at afslutningen pandede mod det store Carlsberg-skilt, et sted oppe bag den lille endetribune af træ.

Malik rømmede sig, de afpillede træer omkring banen fik kuldegysninger og skuttede sig. To unge fyre med kasketter og øl og fuldskæg, grinede til hinanden og lignede hinanden. Kampen blev fløjtet af. En ældre gut, med to duggede forstørrelsesglas til øjnene, pudsede næse direkte i sin ene hånd, da jeg gik forbi ham.
Og jeg havde det glimrende da jeg blæste hjem over Valby Bakke.