BK Frem – Esbjerg fB (3-4)

BK Frem 3 – 4 Esbjerg fB
Valby Idrætspark, 2. division, søndag d. 18. september kl. 13.00


”Argh, jeg kan ikke finde ud af det røvlort, her!”
En mand, med brillerne placeret i panden, en dirrende højre pegefinger og to sammenknebne øjne, indeholdende to hårdt spændte øjeæbler, kiggede bebrejdende på sin telefon. 

Man må antage at denne elektroniske genstand gemte på en billet, den nu nægtede at hoste op med, for manden stirrede på den med en foragt, som var den lige omtrent alt, der er galt med moderne fodbold – og verden anno 2022, i det hele taget – som han trampede mod tælleapparaterne ved Valby Idrætspark.

Uden selv at registrere det, styrede han dog direkte mod favnen på en kontrollørvestklædt kvinde, hvis rolige smil indikerede at hun nok skulle få løst den elektroniske knude – at hun var erfaren når det kom til lige netop denne form for midaldrende-menneske-mod-maskine-kontroverser.

Jeg blev ikke for at overvære den formodede lykkelige slutning på optrinnet, begav mig i stedet ind gennem portene, ind bag den farverige, tætpakkede stemningstribune, satte kursen mod boderne et stykke fremme. 

Ved mit første stop fik jeg udleveret en stadionpølse med en volumen, der betød at den var en fiskesnøre fra at kunne bruges som flitsbue. Min næste tanke var, at det ikke var utænkeligt at den besad samme egenskaber som en velvoksen boomerang. Jeg havde dog ikke modet til at teste denne strøtanke, da det ville se en anelse dumt – og virkelig mærkværdigt – ud, hvis forsøget mislykkedes; en søvnig mand, i slutningen af 30’erne, der med al kraft, og antydningen af et barnligt håb i øjnene, kyler en pølse, han lige har købt.

I samme ombæring – med tanke på vægten af denne potentielle boomerang – får jeg lyst til at indskyde, at man bør uddele Nobels fredspris til hvem der end får placeret nogle pølsebakker i Valby Idrætspark, der ikke bøjer og hælder uforudsigeligt, som var de lavet af livstræt elastik.

Mens jeg begav mig videre mod ølboderne, blandede en buldren fra det levende udebaneafsnits trommer, et sted i distancen, sig med ’Tainted Love’, som for mig, i situationen, lød som om, den havde drukket 3,5 kopper kaffe for meget.
Jeg måtte gentage et par gange, at min ordre lød på en enkelt øl, og ikke et enkelt håndtag øl. Jeg tror, de gode folk i boderne er vant til at betjene gode, tørstige mennesker.

Vi befandt os i de yderste minutter før kampstart. Trommerne fra Frems stemningstribune var et energisk, slingrende sambaoptog. En hveps, der lod til for længst at have skrålet på sidste sensommervers, blev viftet til højre langs rækkerne, fra person til person, som et Sorteper-kort der konstant blev sendt videre – for tømmermændsramt til at mønstre nogen form for egen vilje.

Kampen startede, og smed omgående en stabel mursten på speederen.
Den var således kun lidt over ni minutter gammel, da hjemmeholdets Lukas Corner headede en bold i gæsternes net, og mine nære omgivelser eksploderede i et brøl, glad hamren på bander og indianerhyl. 
”Der’ fandme mål!” lød en både begejstret og konkret opsummering, nær mit venstre øre. 
1-0 til Frem.

Der skulle dog ikke gå meget mere end to minutter, før det var udebaneafsnittets lydkulisse der pludselig skiftede kanal, fra den rullende torden af trommer, til den anderledes højfrekvente, eksplosive jubel.
Med placering et stykke uden for feltet, hev Yacine Bourhane et slangehug ud af venstreskøjten, og hjemmeholdets keeper kunne kun proforma-sprælle på stregen, da bolden bankede panden mod overliggeren og rullede ned langs indersiden af nettaget. 1-1.

”Ja. Okay.”, mumlede gutten til venstre for mig, og bed i sit blå-røde Frem-tørklæde.

– og mens jeg var i gang med at notere ovenstående på min telefon, lød et højt ekko af begivenhederne, der netop var foregået. Sagen var bare den, at det ikke var et ekko. Det var en ny scoring, den tredje på bare seks minutter.

Ud af øjenkrogen registrerede jeg hvordan en bold forlod panden på en Esbjerg-spiller – Mathias Jørgensen, viser det sig – og gik omkuld i nettet. Kampbilledet slog en kolbøtte. 1-2 i gæsternes favør.

Det slog imidlertid ikke hjemmepublikummet ud. 
Fra capotårnet orkestrerede en ung dreng, udstyret med megafon, rød kasket, og en bomstærk attitude – minimum dobbelt så høj som hans faktiske højde – de rytmiske råb ufortrødent.

En Esbjerg-spiller trak ud for at afvikle et hjørnespark. ”Hyballa-Hyballa-Hyballa-Hyballa-Hyballa-Hyballa-Hyballa-Hyballa” messede en gut, med solbriller og et skælmsk smil, ind mod banen, som en drilsk åndemaner.

Frem spillede sig frem til en anseelig chance, men afslutningen slog en bule i ydersiden af sidenettet.
”Jaaa, det var næsten flot!” lød det opmuntrende, til venstre for mig. 

Frem spillede sig frem til endnu en chance, men bolden blev, i en sekvens af akut klumpspil, ekspederet væk, dybt inde fra udeholdets felt. Følgende ordveksling udspillede sig til højre for mig:
– Der er straffe!
– Var der hånd på, eller hvad?
– Ej …der var bare straffe, alligevel.

Solen, som på dette tidspunkt overhovedet ikke havde set vejrudsigten, stak et bredt smil ned gennem det forkølede skydække. 
Så faldt kampens fjerde mål.

Som en strålende farvefotokopi af Esbjergs første scoring, fik hjemmeholdets Søren Nørgaard et smukt træf på kuglen, som slog hårdt mod undersiden af tværstangen, hvor efter den slog ned i netmaskerne. 2-2. 

Seks minutter herefter faldt kampens femte mål.
Selvsamme Søren Nørgaard modtog bolden i Esbjergs felt, tog et effektivt træk til højre, og kastede en velplaceret giftpil i mundhulen på gæsternes mål. 3-2.

Det brusede bag målet, det brusede under de 18 bølger, der udgør tribunetaget i Valby Idrætspark. Det var nærmest udmattende, og aldeles pragtfuldt, at være vidne til dette opgør. ”Hvilken kamp!” forsøgte jeg i min iver at notere på min telefon, uden helt at turde fjerne blikket fra banen.
”Hvilken kano” præsterede jeg at skrive to gange, før jeg opgav.

En gut – som meget vel kan have heddet noget i omegnen af Ejvind – kom slæbende på et batteri øl, og lignede et lykkeligt servees i ansigtet.
”Og det var så kun første halvleg. Tak ska’ I ha’, mand!” sagde han højt, til ingen eller alle.

Pausen ankom forpustet. Det lykkedes alligevel skydækket at få placeret hånden øverst, da det trak handsker med solen, mens en hveps – muligvis Sorteper – og en myg sloges om min opmærksomhed og begge vandt. Jeg begav mig over mod hovedtribunen, og jokkede uopmærksomt i et par huller i asfalten, på vejen.

Netop som jeg dumpede ned på et tilfældigt sæde, dumpede ’Tik tik’ med Kim Larsen ned fra højtalerne eller himlen. Det var en uventet fuldtræffer. Jeg sad med et – ikke længere helt fyldt – krus fadøl, og et småvådt ærme, og blev rørt.
Der er mange, der gerne vil påberåbe sig både gamle Larsen – et af de største træer der endnu er faldet i vores skov – og begrebet ”ægte København”, men der er få steder, jeg har oplevet at begge størrelser har hørt bedre hjemme end her, blandt Sydhavnens brogede, spillevende lys. Det var næsten smertefuldt at affinde sig med at sangen måde fades stejlt, da anden halvleg startede.

Humøret nede blandt de syngende Frem’erne, som på intet tidspunkt havde været dårligt, var nu i sit es. Banens evergreen-kunstgræs lyste op i eftermiddagsluften, som blev mere og mere mørk i kanterne. Skydækket begyndte at udvise en decideret dårlig attitude, og jeg begyndte, med tanke på min forestående hjemrejse, småfebrilsk at gennemrode min rygsæk, for at tjekke om min regnjakke, i et anfald af snusfornuft, selv skulle være kravlet derned.
Plot twist: det var den.

Kampen ramte en periode, hvor det spredehaglede med chancer. ”En åben slagudveksling”, ville en smådoven TV-kommentator muligvis beskrive den som.

Da kampuret lyste 63 minutter spillet, luskede et Frem-forsøg lige akkurat forbi foden af stolpen. Da kampuret lyste 68 minutter spillet, kom en af de hvidblusede gæster højest på et indlæg. Lydkulissen i en fodboldkamp kan være en hyper-dynamisk størrelse. Stilheden der omgående rammer og lammer den ene tribunesektion i nogle øjeblikke, mens der i det fjerne – i udebaneafsnittet – pludselig tændes for en kontakt. 3-3.

”I skal jo ik’ gøre så de scorer. I skal gøre så de ikke scorer. Det er ik’ så svært, altså.” beklagede nogen sig logisk, på rækken bag mig. Det endnu ikke ankomne regnvejr hang allerede i luften som en trussel. Ventede bare på at lade sig falde.

Jeg forlod min plads, stentrapperne klaskede mig under fodsålerne, som jeg begav mig ned mod toiletterne. 

Ved pissoiret – og her kommer jeg lige i tanke om, at jeg som barn nægtede at tro på at ”pissoir” var et rigtigt ord – det lyder ganske enkelt for fjollet – bekendtgjorde en ældre gut, med en stemme der lød som metalspåner og tabte svensknøgler; ”Jeg skal ik’ som sådan pisse. Det er bare begyndt at regne.” 

Og ganske rigtigt; da jeg trådte ud igen, var himlen sprunget læk og befolkningstallet på den overdækkede tribune var steget betragteligt.

Her hang ærgrelsen over rækkerne, nærmest som en fysisk tilstedeværelse, da Esbjerg, i det 77. minut, scorede til 3-4, via en tør inderside tilhørende Elias Sørensen. 

Vi ramlede ind i slutminutterne. Dommeren dømte et målspark, der burde have været et hjørnespark. Et barn på en plastikmotorcykel kørte direkte – og umiddelbart med fuldt overlæg – ind i en stolpe. Stadionspeakeren fik annonceret et par forkerte udskiftninger, og derefter annonceret at han trængte til nye briller. En lille pige i lyserød jakke stod med ryggen til kampen og spiste bussemænd.

I gråvejret lyste den pragtfulde bløde, hårde kerne op bag målet. De stod naglet til den ingenlunde overdækkede tribune, og sang sange om kærlighed. Til det skingre slutfløjt, til den bitre ende.

Og apropos kærlighed – hermed en påmindelse til mig selv;
Hvis jeg nogensinde glemmer hvad der er smukt ved fodbold – hvilket jeg er i fare for, i ny og næ – skal jeg tage i Valby Idrætspark og se folk se BK Frem spille.

En stor del af os forlod stadion til CV Jørgensens ’Bellevue’. Den ældre gut fra pissoiret bevægede sig dog bemærkelsesværdigt smidigt mod strømmen, i retning af ølboderne. ”Det’ en udrykning!” råbte han ud gennem et delvist møbleret smil.