Gentofte-Vangede IF – Holbæk B&I (2-2)

Gentofte-Vangede IF 2 – 2 Holbæk B&I
GVI Nymosen, Danmarksserien, lørdag d. 10. september kl. 12.00


Blæsten ved Vangede Station havde spidse albuer. Jeg tog min regnjakke på. 

Efter netop at have tilbragt en uge under dynen, i selskab med en fersk søløve-hoste, var jeg ikke helt i stand til at regulere min temperatur, og årstiden havde ikke i sinde at gøre det lettere for mig. Årstiden havde derimod sat sig mellem to stole, og sad nu ubehjælpeligt i klemme. For varmt til at have jakke på, for koldt til ikke at have det.

Det regnede i øvrigt heller ikke andre steder end inde i min telefon, i den løgnagtige vejr-app, jeg indretter alt for stor en del af mit liv efter.

Jeg spadserede langs de endnu grønne hække, der gabte og strakte sig langs weekendsøvnige villaveje og afleverede mig pænt i udkanten af en lørdag formiddag, ved indgangen til dagens fodboldgrund; Nymosen.

Det var en stilfærdig form for liv, jeg trådte ind i. Der var et kvarter til kampstart. En ældre herre sad i spænd mellem en sort Holbæk B&I-kasket og en sort klapstol. En lidt yngre – men markant mere træt – fyr med sne over skærmen i begge øjne, bestilte en kop kaffe i ølboden, og lignede en der nærmere havde brug for en balje.
”Værsgo!”, sagde den venlige, unge pige i boden, da hun rakte ham det godt fyldte papkrus.
”Selv tak” svarede han.

Solen pressede næsen ned mod glasloftet. Jeg tog min regnjakke af. Solen vendte den anden kind til. Jeg tog min regnjakke på.

På træpallerne, der stod i stabler langs hegnet ind til banen, som små, øde øer, begyndte folk at drive sammen. De skibbrudne var bevæbnet med kaffe, øl og stort og småt at fortælle hinanden. ”Jeg er åbenbart blevet for gammel til at bukke mig ned mens jeg snakker!” blev der halvråbt, et sted omme fra pølsegrillen, bag os.

Så ændrede livet hastighed. Kampen startede i et hidsigt tempo, og solen blændede op for et hidsigt Colgate-smil. Gentofte-Vangede IF’s blå og hvide trøjer flød omgående sammen med Holbæks sorte, og varmen skvulpede ud mod tilskuerrækkerne.
Jeg overvejede at tage min regnjakke af igen, men det begyndte at blive åndssvagt.

Det var tydeligt at begge hold var troppet op for at vride point ud af opgøret. Allerede efter fire minutter var der heftige diskussioner blandt spillerne, og en tilskuer lavede VAR-tegnet med pegefingerspidserne, som en drilsk dirigent med søvn i håret.

Ved siden af ham stod tre andre gutter, og demonstrerede – som et pragtfuldt lille trekløver af synkrontørsvømmere – den særlige positur, der lader til at være kodet stærkt ind i især mænds kropslige repertoire; den ene arm som en blind passager ned langs siden, den anden hvilende en øldåse omkring solar plexus.

Der var imidlertid ikke den mindste flig blind passager over kampen, og allerede i det 6. minut blev der dømt et straffespark til Holbæk, som gæsternes Tarik Mourhrib trillede tørt langs græsset, til venstre for sig selv, og i målet til 0-1.
Kampen virrede med hovedet i nogle sekunder, kom så på gled igen, og bumlede videre over stok, sten, saks, papir og kunstgræs. 

Tyve minutter senere opstod en anseelig chance til hjemmeholdets hårdtarbejdende Mohammed Bilal Khattab, med det mytisk forpligtende 10-tal på ryggen. Han trak et veldrejet vristskud ud af sin venstre støvle, men Holbæks målmand foldede dygtigt en highfive ud af handskerne, der sendte bolden i sikkerhed.

En hveps drev forbi i slowmotion – så efterårssløv, at den nærmest flød på ryggen gennem luften. Til højre for mig gled to ældre herrer og en kvinde ubesværet rundt mellem samtaleemner så forskellige som benzinpriser og dét, at fange hornfisk med hænderne. Jeg blev et kort sekund i tvivl om hvorvidt, jeg havde haft et blackout undervejs. Den ene af mændene lignede dog én, der var ovenpå, og stod og aede sig selv på maven iklædt solbriller og filurkattesmil.

I det 35. minut snublede en spiller fra det sortklædte udehold, og var ved at fælde kampdommeren i samme ombæring. Den dømmende magt og spilleren smilede genert til hinanden i et splitsekund, så rev kampen dem videre i teksten, alt imens solen kom og gik med så korte mellemrum, at det nærmest gav en stroboskop-effekt, der fik banen til at ligne dansegulvet på et provinsdiskotek i 90’erne.

Kort før pausen, havde en utilfreds Holbæk-spiller både overskuddet til at formulere og brøle følgende sætning: ”Det er simpelthen mangel på parathed!” til sine medspillere. 
Den slags bider én som jeg mærke i fra sidelinjen, når de fleste ord, der forlader de ophedede spilleres munde under kampene, som regel er korte udsagn i stil med ”videre!”, ”fornøjelse!”, ”alene!” og ”lille ryg!”

Da spillerne var sendt ud til en velfortjent kop te, lagde pausen sig over Nymosen som et blødt tæppe af ulden summen. På banen varmede reserverne op. En spiller med overtrækstrøje formåede at bøje tiden, og lave en elastico-finte i slowmotion, hvilket vel i bund og grund nærmest er mere imponerende end at lave den hurtigt. Uden for banen blev en kasketklædt fyr træt, og måtte sætte sig og tage et hvil i en klapvogn, der muligvis tilhørte hans søn. 

Jeg vendte mig, så jeg stod med ryggen til banen, og med nogle sekunders forsinkelse, fulgte mit blik også trop. Da det var lykkedes synssansen at sync’e op, gik det op for mig at der, på det trykte skilt over GVI’s mad-, øl- og kaffebod, står ”GVI’t up for Cafeteria hygge”.
Jeg har alle dage haft en svaghed for ordspil af tvivlsom karakter – og når nogen så ligefrem vælger at få trykt et skilt, der velsagtens måler et par meter, er jeg selvsagt solgt til stanglakrids.

Anden halvleg stak i løb. Der nåede ikke at tikke mange minutter af uret, før hjemmeholdet havde bragt balance i regnskabet.

En bold dumpede ned på kanten af det lille felt, og fik en øjeblikkelig, velplaceret lussing af en strakt vrist.
Noget af det særlige ved fodbold, er måden, et målnet, som jo i langt størstedelen af kamp, virker som en 2D-installation, pludselig buler ud i 3D. Den fornemmelse har altid givet mig et lille sug i maven. Vidunderlige splitsekunder. 1-1.

Udligningen fik ikke ligefrem opgøret til at flatline. Tværtimod. Intensiteten var en konstant på banen, og den syrlige lyd af dommerens fløjte skar i trommehinderne med jævne mellemrum. 
Langs banehegnet var intensiteten en mere elastiske størrelse.
”Der’ straffe, ik’ dommer?”, råbte en smilende, ældre gut, der både virkede og lød som om, han netop er vågnet med et grynt. 
Det var der ikke.
Der var indkast.
Nær midterlinjen.

Omtrent midtvejs i anden halvleg, måtte GVI’s keeper folde en flot parade ud af handskerne, da en Holbæk-spiller sendte et skud afsted, som en hård ært fra et pusterør. ”Superliga-redning!” råbte én af hjemmeholdets ihærdige støtter, hvorefter dennes sidemakker, med samme klubsympati, følte for at bidrage til begejstringen; ”Ja, det var fandme …fandme …fandme rigti’ okay!”

Tre minutter herefter fik hjemmeholdets føromtalte hårdtarbejdende 10’er konkret afkast af sine anstrengelser.
Havde fodboldstøvler haft ansigter, var det disse, den fremadstormende offensivspiller sad helt oppe i, da gæsternes målmand forsøgte at sparke bolden væk. I stedet for at slå ud i verden, slog kuglen dog mod benskinnerne på Mohammed Bilal Khattab, og ind mod mål, hvor han kunne prikke den det sidste stykke over stregen. 
2-1, og bifaldet klaprede som en symfoni af kastagnetter langs sidelinjen.

Herfra behøver vi ikke spole mange øjeblikke frem for at finde en guldrandet mulighed for at hjemmeholdet kunne have udbygget føringen, og dermed formentlig lukket kampen.
Holbæks keeper mere end kildede en angribende GVI’er på anklen, og dommeren pegede uden tøven på ellevemetermærket.

Den nyligt fældede spiller tog selv opstilling ved straffesparkspletten. En konsekvent overtro slog øjeblikkeligt ned i minimum to tilskuere – én på hver side af mig. Dårlige fornemmelser i stereo. ”Det er ikke godt at det er ham selv der sparker”, mumlede en ældre kvinde til højre for mig, ”Han brænder” konstaterede en fyr, hviskende, til venstre for mig. De fik begge to ret. Bolden løb panden mod foden af stolpen, med et klonk der lød som et metallisk torskesmut.

Kampen syntes nu at stå endnu mere på klem end den gjorde i forvejen.

Dén lille sprække af lys var alt, Holbæk havde brug for, for at få kilet foden ind.
Opgøret havde allerede slået om sig med chancer, og skyllet fra den ene ende til den anden, da gæsternes Mads Rønn, i det 82. minut, modtog bolden på kanten af hjemmeholdets felt. Han lagde kuglen død. Pludselig gled forsvaret fra hinanden som to paneler af en overmoden bananskræl, og Holbæk-spilleren kunne stikke bolden ind i det ene målhjørne, uden for keeperens rækkevidde, med en misundelsesværdig selvfølgelighed. 2-2.

Kampen var ganske enkelt ikke udstyret med en lad side at ligge på, og de resterende minutter fortsatte i samme underholdende gear.

GVI fik broderet sig hele vejen frem modstandernes baglinje, men den ellers farlige, skrå aflevering, der blev slået tværs gennem feltet, fandt aldrig en medspiller.
”Eeeej, det sku’ have været en af vores”, brummede en ældre gut ærgerligt.
”Ja. Men det var det ikke.”, sagde hans demonstrativt realistisk anlagte kammerat.
”Nej, det skulle det, siger jeg”, understregede drømmeren.
”Ja… …men det var det jo ikke”, hviskede kammeraten til sig selv, i forsøget på at få det sidste ord i en lille rundkørsel af en hypotetisk diskussion.

Og således fik selv en intens afslutning sin intense afslutning. 
Da dommerens fløjte lød sidste gang, og pointdelingen var en realitet, begav folk sig mod udgangen i nølende tempo. Lørdag i søndagsklæder. 

Jeg husker ikke, om jeg havde min regnjakke på, på dette tidspunkt, men jeg husker at træerne omkring parken stadig var klædt i deres grønne pelsfrakker.