Hellerup IK – BK FREM (1-1)

Hellerup IK 1 – 1 BK Frem
Gentofte Stadion, 2. division, torsdag d. 6. april 2023 kl. 13.00


Jeg snublede ud af S-toget sammen med en stor gruppe FREM-tilhængere. De skød ud som havde der været dannet undertryk, som brogede champagnepropper. Eller faner af smukke skumsprøjt fra en dåseøl, nogen havde tabt i deres iver. De brusede ud på perronen, landede asymmetrisk, men nærmest instinktivt koordineret, til venstre for midten.

”Hellerup, for hel-ved’, riv hele lortet ned!” blev der råbt i kor, ud gennem store, brede smil.
”Vi har ik’ en skid at bru-ge det til!” råbte et snyde-rimende svar-kor i skudsikkert humør. En tynd mand, med langt hår og komplet ubestemmelig alder, klukkede så hans adamsæble lignede fuglen fra et himmelvendt kukur. En smuk dag, der til forveksling kunne ligne forår, og en himmel der lignede en børnetegning, hang over Jægersborg Station. Sydhavnen havde ramt Nordbanen.

”Liebhaver-ghetto – I er en liebhaver-ghetto” var næste fællessang fra repertoiret, inden optoget buldrede ned ad trapperne fra perronen og nær havde opløst sig selv i festlig forvirring over hvilken vej, de nu skulle gå. Da de havde fået vendt danseskoene i noget der mindede om en fælles retning, gjorde jeg dem følgeskab på den korte vej til stadion. Små skyer, der duftede sødt og grønt, hang hist og her i den blå- og rødklædte folkefest.

Da de parkerede sig selv for at tage gruppefoto nær Gentofte Stadion, gled jeg forbi dem, og spadserede i forvejen, det sidste stykke hen til portene. Jeg lod mig hive gennem tælleapparatet, krydsede flisearealet ved toppen tribunen, der rullede sig ud ved fødderne, ned mod banen – og fik omgående blæst en næsten ubærlig mængde franske fodboldspilleres navne ind under min hue, med en næsten ubærlig volumen og en autotune som en nidkær brumbasse. Merci Les Bleus. Det var så tilpas længe siden, jeg havde været på Gentofte Stadion, at jeg havde glemt hvor tårnhøj, de foretrækker deres musik før kampene.

Til gengæld kender jeg efterhånden de gode FREM-tilhængere godt nok til at vide, at der er ganske mange tørstige mennesker imellem, så med en frisk snarrådighed, og en mild fornemmelse af at være frontløber til et tyreløb i Pamplona, skyndte jeg mig at kaste mig frem mod ølboden og panikkøbe noget at drikke, i sekunderne før folkefesten fra Sydhavnen kom buldrende bag mig. Og ganske rigtigt: blot få øjeblikke senere skyllede de mod disken, og strakte sig fluks som en massiv blå/rød slange, fra hanerne og ud i et fjernt forsvindingspunkt.

Jeg lod mig dumpe ned på et tilfældigt klapsæde, øverst på tribunen.
Kunstgræsset slumrede i solskinnet. En lilletromme sang mine ører en lussing. En gut bag mig, med et FREM-halstørklæde viklet skødesløst om halsen, stod og svajede i en vind, der ikke for alvor var der. Til højre for mig sloges en kvinde med en flæskestegssandwich der var så meget med det hele, at omtrent halvdelen af fyldet var gledet ud i papiret, efter de to første bidder.

”Hva’ så, Valby – er I der?!” skrattede det fra en megafon på ståtribunen, bag det ene mål. Det var Valby. Faktisk var Valby skyllet godt og grundigt ind over begge tribuner på Gentofte stadion, med yderligere stænk ovre på græshøjen, i solen, på modsatte langside.

Hvor meget denne dag end så sig selv som en forårsdag, var temperaturforskellen mellem solskinnet og de skygger, der lå som nådesløse køleelementer over de to tribuner, lammende.
Ved de to sider af stadion, der ikke havde tribuner, stod søvnige træer, som stadig ikke var kommet i tøjet, skarpt tegnet mod himlen.

”I har stået i kø i to timer! Det kan da ikke være rigtigt at I ikke ved hva’ I vil ha’!” råbte nogen frem mod slangens midlertidige hoved, fra et sted langt tilbage i den langstrakte procession mod boderne. Jeg kunne ikke helt vurdere om det var kærlige drillerier eller oprigtig, tørstigt desperation.

”We found love in a hopeless place” sang Rihanna, og trampede utålmodigt fire i gulvet, efter at have trykket sig igennem et sted fra de tidlige 2010’ere. En midaldrende mand sad alene, med blikket i dybe staver, og mimede med, med en grimasse, som havde han permanente kødstrimler fra stedets flæskestegssandwich siddende mellem tænderne, og nu forsøgte at skubbe dem videre i tilværelsen med sin tunge.
Senere på eftermiddagen så jeg i øvrigt samme mand, stadig med samme fjerne blik, bruge to forsøg på at vende sine handsker så tommel- og lillefinger ikke havde byttet plads.

BK Frem løb på banen, der lød applaus. HIK løb på banen, der lød applaus. Forskellige dele af kortet lyste op på skift. Så satte hele fire trommer i synkron galop fra udebaneafsnittet, bag målet; 
bonk bonk, bonk-bonk-bonk, bonk-bonk-bonk-bonk –
”- FREM!” brølede et talrigt kor.
Det kom af en eller anden grund bag på mig. Det lød som det, man i musikkens verden kalder et lift. Et taktslag der foregribes. Råbet kom nogle millisekunder før, jeg ventede det, og det gav et lille spjæt omkring min højre knæskal. Der er noget kraftfuldt over at råbe et klubnavn på én stavelse, frem for to, som vel oftest er det, man møder. Sikke et afsæt. FREM! Det er næsten selvbeskrivende.

Ved ølboden bag mig, som – surprise – stadig havde en lang kø vedhæftet, stod en gut i skyggernes polartemperaturer, iklædt shorts, og lignede én der fortrød alle valg, han nogensinde havde truffet. Det korte smil, han var indehaver af, lignede ét, han havde måtte lægge alle kræfter i, med vold og magt, at krænge op om læberne.

Nede på kunstgræsset var HIK ved at afvikle et hjørnespark, som viste sig at blive et nærgående forsøg, hvorefter det blev vekslet til et nyt hjørnespark, i banens anden side. Som var det aftalt, som var det det uundgåelige, sidste omkvæd i et Melodi Grand Prix-nummer, steg den syngende FREM-fraktion usvigeligt sikkert en hel tone i den version af ’Bella Ciao’, de havde gang i.

Det hvidblusede hjemmehold var i gang med møjsommeligt at trække kampen til sig, suge bolden til fødderne. Alligevel var det Sydhavnens sønner der kom frem til den største chance i åbent spil efter ni minutter.

I baggrunden syede et S-tog sig gennem landskabet med ”SALAH” spraymalet på siden, med store, sølvgrå bogstaver, mens en kvik fodparade fra FREMs grønklædte målmand lige nøjagtig afværgede et nærgående HIK-forsøg.

Bolden blev sat i spil igen, og syntes, over den næste periode, at befinde sig en lang række helt vilkårlige steder på banen. Plænen nøs overrasket en lille sky sort pulver, hver gang læderet slog ned i overfladen.

Så befandt en FREM-spiller sig pludselig snublende nær hjemmeholdets mål. Han stak en giftig, sylespids tå i kuglen, men HIK-keeperen fik afværget afslutningen med koffein-tændte reflekser. Dette var til så stor ærgrelse for min sidemand, som kom til at råbe så højt, at det endte med et omfangsrigt hosteanfald, der farvede hans ansigt dybrødt.
Han trak dog stadig vejret, for umiddelbart efter, havde han luft nok til at rasle en rusten latter ud af struben, da en ældre herre, som netop havde fået udleveret seks fadøl i en paphank ved disken bag os, prustede ”Ga’ vide om man fandme ik’ bare skal stille sig i kø igen med det samme og drikke dem her på vejen?”

Også kampen trak vejret. Den åndede, levede, sparkede fra sig i begge retninger. Det var et tovtrækkeri, hvor udeholdet nu også havde fået et bedre greb om deres ende af tovet. De to mandskaber ormede sig på skift gennem hinandens defensive linjer, men i de afgørende aktioner var der hele tiden en inderside der skulle have været en anelse tørrere, en støvlesnude der skulle have et par centimeter længere, en målmandshandske der skulle have været et par centimeter kortere.

En HIK-spiller dejsede om i græsset. En fyr – lidt yngre end mig selv, vil jeg vurdere – væltede frem mod et rækværk for toppen af tribunen, og skreg ”Reeeeeeeejs dig op! REJS DIG NU OP!”
Så trak han sig, i nogle sekunder, tilbage til hvor han nu ellers var kommet fra, hvorefter han tog et tilløb med fornyet kraft, væltede frem mod rælingen, og råbte ”NEJ, VED DU HVAD – BLIV BARE LIGGENDE!”, mens spyttet stod om ham som konfetti.

Anderledes jovialt stemt, var en anden fyr – lidt ældre end mig selv, vil jeg vurdere – som luntede en triumferende tur omkring hele banen i bar mave, svingende med en blå og rød fane. Allerede da han var nået halvvejs, og befandt sig bag målet modsat ståtribunen, hvor hans Sydhavnskammerater stod, lod han sig tiljuble. På dette tidspunkt var det småt med folk der rent faktisk havde deres opmærksomhed rettet mod banen.

I pausen må der have været vagtskifte på DJ-posten, for autotune og insisterende stortrommer var nu byttet ud med både en ung David Bowie, og en Morrissey der, i front for The Smiths, tryglede ”Please please please, let me get what I want”

Præcis samtidig med at dommeren blæste anden halvleg i gang, blæste en ældre gut, på rækken foran mig, en lille næse-fanfare i en nøje udvalgt tør plet på et stof-lommetørklæde, som han havde tryllet frem fra sin jakkelomme. Luft, eller snot, eller en skøn kombination, fik lommetørklædet til at svinge op som et lille spøgelse der lavede knæløft, hvorefter han sirligt foldede det sammen, og stak det tilbage i lommens mørke.
Vi var i gang.

Da de halv-amputerede tal på den digitale måltavle vist nok viste 57 minutter spillet, vristede en hvid bluse sig pludselig fri fra en mængde andre bluser nær kanten af det lille felt, tilhørende udeholdets mål. Blusen og dens indhold så nærmest fjerlet ud, nu hvor hverken bluser, arme, hænder, knæ, eller andet, tyngede ham, og han krøllede med en fingerspidsfin selvfølgelighed bolden over FREM-keeperen, som allerede havde udspillet sin rolle.
1-0 til HIK.

Begejstret applaus baskede under tribunetaget, omkring mig, på langsiden. FREM-rødderne på endetribunen bag målet reagerede ved prompte at skrue op for volumen. Sådan skal fodbold leves.

Som kampen skred frem stod det mere og mere klart at den skulle med ende med ét af to scenarier; enten ville føringen holde hjem og stavnsbinde de tre point, og ellers skulle BK FREM lykkes med at stjæle halvdelen af kagen ved en sen udligning. Det hang i luften, det lå på vippen.

”NU scorer Fremmerne, NU scorer Fremmerne” blev der messet fra de medrejsende fans. Og i et par situationer var det næsten rigtigt, men trods alt stadig mere løgn end sandt.

Opgøret bumlede ind i overtiden. Kulden var gennemgribende, og satte sig, i selskab med kampens uro, i mine knogler, og jeg var nødt til at rejse mig. Jeg trak en anelse ned mod hjemmeholdets mål. Det stod klart at det var her, det sidste slag skulle stå.

Kampen havnede i et loop – en lille evighedsmaskine af hjørnespark til FREM.

Så rejste en kvinde i en HIK-hue sig fra den plads, hun havde siddet på under hele kampen. Hun havde virket helt opslugt af begivenhederne på banen, men nu virkede det som om, hun havde fået en bulletin fra fremtiden, hun ikke brød sig om. Hun havde læst det hele, set det hele inden det skete. Hun rystede en enkelt gang på hovedet, og i et splitsekund så det ud som om, bunden gik ud af hendes humør. Men øjeblikkeligt efter fik hun ryddet op i sine ansigtstræk, stillet møblerne på plads, som om hun accepterede den bitre skæbne. Hun gjorde sig fri af de tabte point, skilte sig usentimentalt af med dem, som var de døde hudceller.

Hun gik målrettet mod portene, uden at kaste et eneste blik over skulderen. Få sekunder efter at lågen var smækket i, bag hende, kom virkeligheden i sync. Jeg havde mistet overblikket over hvilket nummer i rækken af hjørnespark til FREM, der fandt sted, men det fandt en medspillers hoved, og fra en usandsynlig vinkel drejede bolden i en snæver bue, over alt og alle, klistrede et kort øjeblik mod indersiden af stolpen, hvorefter den gik i nettet, som det hele tiden havde været meningen, den skulle.
1-1.

Der var vild jubel og arme der strakte sig mod himlen, både på tribunen bag målet, og på banen, hvor gæsternes målmand, som havde sneget sig med frem, blandede lidt grønt i den slørede klump af blå og rød, der samlede sig på kanten af hjemmeholdets sårede målfelt.

Der var ikke mere handling at rulle ud. Nogen havde netop mistet noget, nogen havde netop fået foræret noget. Kampen blev lukket og slukket. Jeg forestiller mig at varmen fra den sene scoring har kunne mærkes hele vejen hjem til Sydhavnen for de medrejsende tilskuere, denne fine torsdag. Måske blev den sågar hængende et lille stykke ind i fredagen, også.