Brønshøj Boldklub – Frederikssund IK (1-2)

Brønshøj Boldklub 1 – 2 Frederikssund IK
Tingbjerg Ground, Danmarksserien, lørdag d. 8. april 2023 kl. 14.00


To unge mennesker flød ud på bænken ved et busstoppested. To smilende spejlæg med hinanden i hånden. Der var noget i luften, ingen tvivl. Foråret havde løsnet varselsskud, de seneste dage, men nu føltes det som om, årets første ægte forårsdag var kommet anstigende. Som om, den var stået af 2A ved Terrasserne, og nu stod og hang over Utterslev Mose, med farveladehimmel og mildt ansigt.

Jeg var i fornemt selskab med min ældste søn; otte år lang, høj på påskeferie, og så forhippet på at sætte det lange ben foran, at han nærmest snublede hele vejen fra busstoppestedet og hen til portene ved Tingbjerg Ground. Han var så ivrig at han snildt kunne have taget et par ekstra omgange i tælleapparaternes karrusel uden selv at registrere det.

Vi var i god tid, og ikke mange andre mennesker havde indfundet sig på matriklen, da vi gik langs tribunen, hvor duerne – traditionen tro – havde stået for at dekorere sæderne. 
For enden af denne smukke konstruktion, som jeg efterhånden holder meget af, stod en skilteskov af faner, og hviskede lidt for sig selv i den lette vind. Skaktern, hvor gul havde taget pladsen der normalt tilhører hvid. Regnbuer, hvepsestriber. Jeg bliver aldrig træt af det syn.

Junior havde dog ikke tid til at lade synssansen mæske sig ved fane-festen. Han havde på forhånd fået nys om at der, i forbindelse med dagens kamp, var varslet påskeæggejagt for børn, og var således en ung mand med en mission.

Det varede da også kun 11,2 sekunder (rundt regnet) før han havde lokaliseret tre af de farvede bordtennisbolde, der kunne veksles til et chokoladepåskeæg, hvilket han gjorde – og tilbagebragte med stålsat gang og et aerodynamisk udtryk i ansigtet. Han styrede direkte forbi mig, med byttet i hænderne og kurs mod tribunen.
På tyve minutter præsterede han at udvise større drivkraft og determination end jeg lykkedes med at mønstre i alle mine teenageår tilsammen.

Mens jeg stod efterladt i støvskyen fra min søns fodsåler, med ansigtet og blikket rettet mod et banner der sagde ”REFUGEES WELCOME”, syntes jeg unægtelig jeg hørte stadionspeakeren melde noget om, at Jesus ville stå for pauseunderholdningen. Men jeg var, indrømmet, også en smule forvirret over det tempo, vores stadionvisit havde lagt ud i.

Da jeg, efter en lille sprint, lykkedes med at indhente mit afkom, fik jeg styret os mod boderne for at proviantere. En del flere folk var kommet til på ganske kort tid. Gode folk. Måske spillede foråret mig et puds, men jeg blev næsten rørt over erkendelsen af hvordan, der var søde mennesker uanset hvilken vej man vendte. Uanset hvem, man interagerede med. Der findes ganske enkelt få steder, jeg kan komme i tanke om, der fremstår lige så gæstfrie som Tingbjerg Idrætspark på en kampdag. I hvert fald så længe bolden ikke ruller. 
Og når den gør, har man stadig fornemmelsen af at den larmende tribune leverer 99% af alle skældsord med et kollektivt glimt i øjet.

En godmodig summen sendte Frederikssund IK, iklædt bordeaux gevandter, på banen. Så rev hornmusik sig løs fra højtalerne og blæste Hvepsene på banen. Konfetti flimrede over skærmen. Trommer buldrede, solen buldrede. Der blev endegyldigt blæst liv i de omgivelser, der havde ligget i vinterhi i et uoverskueligt stræk af måneder. Hver vinterpause føles som en ny rekord, hver vinterpause føles som den længste i historien. 

Kampen startede. ”Vi er de smuk-ke-ste i Kø-ben-havn!” gjaldede det fra det velbefolkede stemningsafsnit. Jeg havde ikke tænkt mig at bestride den påstand.

Det er dog ikke utænkeligt at den lille fraktion af medrejsende Frederikssund-tilhængere, der stod bag banden, ude nær det ene hjørne, havde lidt at indvende på dette område.
Der opstod en lille sonisk boksekamp mellem den tromme, de havde medbragt, og den tromme, hjemmeholdets tilhængere havde medbragt. Køller tæskede i skind, og lydbølgerne tumlede sammen over banen, et sted, nogenlunde midtvejs, som vandene der småforvirret slår panderne mod hinanden ved Skagen.

En frisparkskendelse glimrede ved sit fravær, og prompte blev der rytmisk – over et muntert, staccato-klippet sambabeat fra Brønshøj-trommen – råbt ”Svin – Svin – Svin – Møgsvin…” 
Det lød langt fra så hårdt, som det ser ud på skrift – nærmere kærligt konstaterende. 

Gæsternes nummer 9 huserede på dén del af det morgenhårsramte græstæppe, der lå nærmest den mest stemningsskabende del af hjemmepublikummet – og blev straks udvalgt til at være ”tyk”. En fast tradition fra hjemmepublikummet, som koordineret og rutineret råbte om denne modstanders hang til sovs af den opbagte slags.

Der var dog samtidig en del fokus på hjemmeholdets nummer 24, om end af en lidt anden slags. Sagen var nemlig den, at Brønshøj-trøjen med 24-tallet på ryggen indeholdt Youssef Toutouh – en 30-årig spiller der både har fået spilleminutter i Superligaen, på ungdomslandshold og i udlandet. Denne fine dag markerede hans debut for Hvepsene.

Det skulle dog vise sig at blive en kort fornøjelse, da han efter omtrent tyve minutter måtte lade sig udskifte med en skade.

Omtrent tre minutter forinden, havde hjemmeholdet fået tilkendt et frispark på kanten af gæsternes felt. Frisparket ramte en samling bordeaux trøjer, og omkring Junior og mig, råbte nogle ”Hånd!”, mens andre, med strakte pegefingre, tegnede VAR-tegnet, så ivrigt at man næsten kunne se tynde, hvide linjer blive hængende i luften, som kvadratiske flystriber.

Efter 29 minutters spil, ved stillingen 0-0, i denne kamp, i Danmarksserien, havde ingen medbragt en skæppe at sætte deres lys under, da der lystigt blev sunget ”Vi er på vej – vi er på vej – vi er på vej i Chaaaampioooons League”

Efter 34 minutters spil, ville hjemmeholdets Nicholas Marfelt øjensynligt gerne have sendt et indlæg ind bag fjendens linjer, men endte med at sparke for dybt i bolden, og ramme himlen, i stedet for en medspiller.

Mod slutningen af halvlegen sværmede Brønshøj mere og mere intenst omkring Frederikssund-målet. Flere yndefulde korssting blev broderet nær modstandernes felt, men kuglen fandt hele tiden på en undskyldning for at snige sig uden om rammen, og da pausen landede, og en stilfærdig flodbølge af mennesker, på vej mod boderne, skyllede fra højre mod venstre side af synsfeltet, lyste måltavlen stadig 0-0.

På det asfalterede område, mellem tribunen og banehegnet, var to ældre kammerater standset midt i strømmen for at hilse på hinanden. Kammesjukker, kan jeg måske sågar driste mig til at kalde dem. I hvert fald lo de højt og hjerteligt ind i hinandens lyserødmossede ansigter, når de ikke lige krammede og dunkede hinanden så eftertrykkeligt i ryggen, at omfavnelsen var kvart i slåskamp. 
”Hva’ fa’en, stryger du din skjorte i en wok?” sagde den ene, mens han trykkede en spids pegefinger ind mod den andens navle. Den efterfølgende latter lød næsten som noget, de pligtskyldigt læste op.

Dagens stadionspeaker meldte at vi var 737 personer til stede på stadion. Min livescore annoncerede at anden halvleg var startet – nogle sekunder inden virkeligheden fik indhentet den.

Jeg nåede lige akkurat at fjerne mit blik fra det palæstinensiske flag der blafrede hypnotisk over stemningstribunen, i tide til at se Frederikssund-mandskabet komme frem til en stor chance. Brønshøj-keeperen afværgede muligheden da han skrabede over græsset, med knæet som board, hvilket forårsagede en lille tsunami af sand fra underlaget.

Men hvis det netop havde brændt på, var der nu noget der ligefrem brændte fast.
Jeg skal blankt erkende at jeg ikke havde reelt overblik situationen der førte til kendelsen, men dommeren pegede på straffesparkspletten i hjemmeholdets sandkasse, uden at ryste på hånden, og protesterne virkede heller ikke helhjertede.

Straffesparket blev resolut sparket i målets ene inderkrog. Den sagesløse Brønshøj-målmand var reduceret til tilskuer, og bolden sprællede stadig i nettet da gæsternes Rasmus Philipsen styrede, som en skråsikker magnet, direkte mod de medrejsende Frederikssund-tilhængeres udstrakte arme.

Forskellige løsrevne sætninger nåede mine ører;

”Nej, nej, nej” tryglede en kvinde bag disken i ølboden. Det var dog ikke gæsternes mål der fik hende til – forgæves – at bønfalde diverse højere magter, men derimod en uopmærksom (og muligvis nok en anelse beruset) gut, der dumpede sin udtjente pølsebakke – med rester af det hele – i en beholder, hvorover der hang et stort skilt med ordene ”KUN DÅSER OG FLASKER”

”NU bli’r det rigti’ vildt! NU bli’r det rigti’ vildt!” messede Brønshøj-tilhængerne under fanerne. Mange af dem, uden for alvor at følge med i kampen.
Til gengæld var der fuldt fokus på – og bred enighed om – at det, i denne halvleg, var gæsternes nummer 17 der var ”tyk”.

”Det’ ham igen, mand” råbte en ældre fyr – som meget vel kan have heddet Mogens – troligt, uanset hvem fra udeholdet der begik et frispark.

I det 81. minut mistede Hvepsene både pusten og bolden, omtrent midt på banen, hvorefter et kontraangreb skar gennem restforsvaret, som en varm kniv gennem blødt smør. En Frederikssund-spiller afleverede velopdragent til sin komplet frie holdkammerat, som herefter havde en barndomssommerferie af stillestående, uforstyrret tid til at trille bolden i nettet.
0-2.

Enten opdagede de festlige Brønshøj-tilhængere ganske enkelt ikke hvad der foregik, og ellers har de seneste sæsoner beklædt dem med en beundringsværdig teflon, for den eneste reelle reaktion, der kom fra tribunen, var at de skruede mærkbart op for volumen på et call and response-kor, der kunne have gjort The Beatles både misundelige og halvdøve.

Junior – derimod – som efterhånden har opbygget en vis veneration for hjemmeholdet, lignede et kort øjeblik én, der havde lyst til at kaste sit højtskattede påskeæg gennem en rude, et sted.

Hans tonstunge øjenbryn og mundvige fik dog et lille løft, omtrent fem minutter før varslet lukketid, da Brønshøj lykkedes med at heade en reducering i nettet. 
1-2.
En Hveps blev liggende i græsset og ømmede sig, mens ”Kyllingedansen” spillede over højtalerne, folk løb i forvirret fejring, i alle retninger, og konfettisværme drev tværs over tribunen. En vidunderlig rodebutik.

Så var plottet skrevet for de få resterende minutter; Brønshøj havde travlt, og Frederikssund havde al tid i verden.

Gæsternes keeper nølede rundt, fedtede med et målspark, helt som de uskrevne regler alligevel foreskriver. Det kan til tider være lidt af en farce. Dommeren blev træt i hele sit væsen. Han trak et gult kort op af lommen med så hidsige bevægelser at han et kort øjeblik lignede én, der havde tænkt sig at daske målmanden i panden med det.
”Det’ kraftedeme ham igen!” råbte Mogens.

Kampuret stressede. 96 minutter.
En lille pige med gul- og sortstribet trøje, samt lyserød Elsa-hue, gned sig i øjnene, mens en Frederikssund-spiller forsøgte at sparke en bold ud af stadion. Et af Tingbjerg Grounds høje træer havde dog reflekserne i orden, greb bolden, og smed den omgående ind på banen igen.

Det hjalp ikke hjemmeholdet. Dommeren fløjtede en ellers smuk eftermiddag i Tingbjerg til ende.

”Stik mig en lammer, ellers slår jeg flikflak!” sang kammesjuk nummer 1, fra tidligere, som afskedshilsen, og som et sidste punktum åbnede han sit ansigt i et grin, der ganske vist var lidt sparsomt møbleret, men ikke desto mindre var absolut smittende.