B.93 – Hellerup IK (3-1)

B.93 3 – 1 Hellerup IK
Østerbro Stadion, 2. division, mandag d. 10. april 2023 kl. 14.00


En lille tristhed arbejdede sig gennem hovedet, da jeg gik langs Østerbrogades fortov. Det overrasker mig altid en smule hvor brede de egentlig er. Fortovene. Det ekstra spor kunne godt have gjort nytte på min hjemmebane, Nørrebrogade. Tristheden var i øvrigt ingen overraskelse. Tværtimod, det er den slags tristhed der altid står og venter i slutningen af en ferie. Den står og glaner som en forvokset søndagsblues, og ved ikke helt hvad den skal gøre af sig selv og sine lidt for lange, hule lemmer.

Denne dag var luften et friskt, blåt pust. Solen var nysleben, og kunne uden problemer skære gennem det tynde, kun pletvise skydække, og lægge sig skarpt mod synsfeltet. Det hjalp lidt. Det flyttede den lille tristhed fra min pandeskals hovedscene, om i baghovedet, hvor den hører hjemme.

Ved indgangen til Østerbro Stadion fik jeg skannet min billet – klarede frisag i første forsøg – og efter, jeg havde rundet den svungne bue bag det ene mål, trasket under den store, elektroniske måltavle, netop som jeg satte min højre fod på den stejle tribunes første cementtrappetrin, smeltede ’Mr. Swing King’ som kildevand i ørerne. Det klukkede under min blå hue, den lille tristhed kunne ikke svømme, og jeg glemte alt om den.

Jeg kan naturligvis ikke være sikker, men jeg fik en klar fornemmelse af at andre mærkede tilsvarende stilfærdige lykkebrus over at være lige netop dér, på lige netop dét tidspunkt. 

I hvert fald faldt mit blik på to unge fyre, der sad med trætte, vandede blik og klamrede sig til de hvide træbænke, på øverste, bagerste række. Musikken var for høj til at jeg kunne høre hvad de sagde, men det var tydeligt at den ene sagde noget til den anden – og på trods af at de sad lige ved siden af hinanden, var det som om, ordene ramte med en vis forsinkelse. Som om, de skulle igennem et lille, ekstra filter af manglende timers søvn. Men da sætningen endelig slog ind hos modtageren, skyllede et uforfalsket smil over hans ansigt, og rev i et kort sekund alle andre ansigtstræk med sig.

De lignede godt selskab. Jeg klatrede op i nærheden af dem, og slog mig ned, mens hornene fra Amy Winehouses ’Valerie’ gadedrengehoppede ud af højtalerne, og fløjtede muntert videre ned over rækkerne. 

De næste minutter lod jeg blikket glide frem og tilbage over omgivelserne, i ujævne buer. Jeg holder meget af udsigten fra tribunen på dette særegne stadion. Holder meget af hvordan Idrætshuset lyser op i billedet, rødmeleret og tidløst. Holder også meget af når der sker ting, som at mit blik får stillet skarpt på en ældre, hvidhåret kvinde, netop som hun ihærdigt vinker op mod nogen, hun kender, længere op på rækkerne – og skæbnen vil at hun tilfældigvis vinker perfekt i takt til et pumpet beat og Travis Scotts autotune-vokal. I get those goosebumps every time.

Jeg holder meget af divisionsstadiontribuner. Hvis nogen skulle være i tvivl. Og denne tribune blev mærkbart tættere og tættere befolket over det næste kvarters tid.

Det næste checkpoint i mine noter er, at dagens stadionspeaker sendte hjemmeholdet på banen med behørig pomp og pragt.
”Øster-bro Sta-dion –”, byggede han op (”John?” så en ung dreng ud til at forme med læberne, mens han småforvirret vendte hovedet mod sin far) – ”- tag godt imod B.93!”
Som sagt så gjort. En symfoni af håndflader stødte sammen, med den lille ekstra grad af begejstring, der kan indfinde sig, når ens klub vinder størstedelen af deres kampe, og således huserer i toppen af tabellen.

Kampen blev fløjtet i gang, men nåede end ikke at fylde et minut, før et spilstop fandt sted og en B.93-spiller måtte tilses af holdlægen. Det var som en départ fictif, men det varede ikke længe før départ réel indtraf;

I det 5. minut fandt hjemmeholdets Emmanuel Ogude sig som hovedperson i hvad der lignede en stensikker friløber. Den blev dog stækket af et hidsigt tilbageløb fra en af HIK’s rødklædte spillere, der satte en tackling ind som en pil i hælen. Den afslutning, der for få sekunder forinden havde set uundgåelig ud, fandt aldrig sted. Måske i et tilstødende univers.

I det 12. minut forkælede en B.93-spiller – jeg ærgrer mig over at jeg ikke fik noteret mig hvilken – os med en smuk nedtagning i feltet. En silkebeklædt yderside, som en kat må mangle, et sted. Målet stod bare ikke der, hvor den efterfølgende afslutning endte.

I det 21. minut skete gennembruddet; en hårdt inderside, tilhørende føromtalte Emmanuel Ogude, på spring. Det pludselige jubelbrøl fra tribunen var overvældende. Måltavlen, som ellers var gået i sort, vågnede af brat fra sin slummer. 1-0. Den gode stadionspeaker lod sig rive med, og kilede jublende et ”Starboy” ind mellem den gode målscorers for- og efternavn, mens de gode stadionhøjtalerne lød som om, de havde fået taget en for stram skjorte på, og et par knapper var ved at sprænge.

Der skulle kun gå yderligere otte minutter, før hjemmeholdet fordoblede føringen.
Frederik Høgh må have haft en baseball-handske på sin højre fod, da han tog bolden ned i gæsternes felt. Han serverede den på en tallerken for sig selv, og præsterede derefter en af de afslutninger, der er så rene, at man næsten kan mærke dem svirpe på sin egen vrist. Det var smukt. Et af de træf på bolden, der er så formfuldendte, at målmanden bliver frataget sin rolle som en del af spillet, og bare må agere tilskuer mens kuglen passerer ham, og strækker netmaskerne til dobbelt størrelse.
2-0.

Blot tre minutter senere, førte et boldtab, og en sær form for syninger omkring hjemmeholdets lille felt, til en noget uventet reducering. Et lille plot-twist, indskrevet af HIK’s Roni Arabaci.
2-1.
Folk omkring mig reagerede nærmere med forvirring end med utilfredshed. Som om der var konsensus på tribunen, om at der måtte være sket en fejl, som man forventede at noget vagthavende personale ville få rettet i en fart.

Jeg besluttede mig for at købe en øl.
”Kan man ikke få luft?” spurgte en ung, lyshåret dreng i køen, mens han pegede mod boden. Og hostede ihærdigt. ”Du kan prøve at spørge oppe ved disken, lige om lidt” svarede en af de voksne omkring ham venligt. Drengen, som jeg er ret sikker på, er en Erik, nikkede et enkelt nik.

Jeg endte med at købe en øl til hver hånd, som jeg omhyggeligt fragtede op til min plads, oppe under tribunetaget. Det var den slags kamp, det var den slags dag. Der var omtrent fem minutter tilbage af første halvleg, og det føltes som om, B.93 brugte halvlegens resterende tid på at afvikle et sted mellem fem og femten hjørnespark.

Der stod stadig 2-1 på måltavlen, da der blev fløjtet til pause. Det blev annonceret, at vi var troppet 1193 tilskuere op til dagens kamp. En af de unge, søvndrukne gutter talte langsomt på fingrene, og ærgrede sig derefter stilfærdigt over, at der ikke lige var kommet yderligere 700 mennesker.

Anden halvleg startede, uden helt at gøre det. Den fremdrevne rytme, der havde præget størstedelen af førstehalvleg, syntes nu at være blevet vekslet til en punkteret valsetakt. En lidt tvivlsom byttehandel. En af de to unge gutter, nær mig, blinkede en enkelt gang med øjnene, men gjorde det i så eftertrykkelig slowmotion, at jeg i nogle sekunder troede søvnen havde taget ham.

Det var dog nok nærmere de levende billeder på stemningssektionen, end selve kampen, der i sidste ende havde held til at holde Ole Lukøje fra døren.”Treoghalvfeee-eeeems!” sang et drengekor, ”Treoghalvfeee-eeeems!” svarede et flygeltungt mandskor.

I det 67. minut blev et smukt, præcist frispark knipset ned bag Hellerup-mandskabets linjer. En B.93-spiller satte resolut hårtoppen på og styrede bolden ind foran mål, hvor hans holdkammerat, Simon Wæver – med noget, der næsten lignede en homage til Grys legendariske rejehop fra Dansk Melodi Grand Prix 1983 – fik vippet bolden ind, en enkelt station før gæsternes keeper stod på.

Champagnegalop, 3-1.
Kampen var kommet frem til den konklusion, anden halvleg havde styret mod. Det var helt i orden. Fodbolden lever af de skift i dynamik og mærkbart vekslende rytmer, mange andre boldspil mangler.
En af de unge gutter faldt i staver midt i en sætning. Hans sprog var pludselig fyldt af tomme pladser. Måske har du selv oplevet noget lignende, en langsom søndag. Denne dag var alligevel en søndag i mandagsklæder, så pengene passede.

Kampuret løb tør for ordinær spilletid. ”Vi lig-ger num-mer ét” sang B.93-tilhængerne. Og havde ret. Der var ikke mere handling at ryste ud af kampen. Der var kun få timer tilbage på bunden af ferien. Den lille tristhed rømmede sig, men var udmærket klar over at den stadig var på udebane, og nok havde forspildt sin chance for at bide sig fast igen. I hvert fald resten af dagen.

Fodbold er og bliver en smuk, lille ventil i verden.