Herlev IF – Dalum IF (0-3)

Herlev IF 0 – 3 Dalum IF
Herlev Stadion, 3. division, lørdag d. 20. november 2021 kl. 14.00


Jeg tumlede ud af bussen ved Tvedvangen – hovedkulds ud i en lørdag, der emmede af søndag, november, november, november og vind på tværs gennem knoglerne.

Ved porten ind til det lille stadion fik jeg klippet et elektronisk hul i min billet, af en kvinde iklædt nissehue. ”Flot nissehue!”, sagde en glad gut i seksårsalderen. ”Hva’?” sagde kvinden. ”Flot nissehue!” sagde en glad gut i seksårsalderen. ”Tak!” lyste kvinden op. ”Jeg har sokker på, der passer til!” 

Der herskede en vindblæst stilfærdighed i parken, som jeg gik mod den lille tribune. Næsten som om, folk dæmpede stemmerne for ikke at tirre blæsten. Ingen ønskede at opleve dens fulde lungekapacitet. De afklædte træer omkring banen, skuttede sig og bed tænderne sammen, så man kunne høre det knase.

Netop som jeg satte en kold højre fod på det første trin på tribunen – som i øvrigt var en hyggelig, lille størrelse – blot fem rækker høj i hatten – blev al stilfærdigheden revet midt over.
Dagens stadionspeaker tumlede ind i lydkulissen, uden at banke på eller tage skoene af. Volumen var konfetti og blinkende røde lamper. Jeg forestiller mig at folk nede omkring boden har måtte råbe deres ordrer 3-4 gange, for at trænge gennem ordene der væltede ud af stadionhøjtalerne.

Jeg syntes omgående om denne speaker.

Ved en genstridig indskydelse besluttede jeg mig for at gå ned efter en øl. Kunne allerede se for mig, hvordan mine fingre ville sidde om kruset, som krogede grene i kulden, men det kunne jeg ikke tage mig af.

Den lille bod lugtede af tjære og hjemmebrunede løg. En mand og en kvinde bag disken diskuterede en bolddrengs – i deres øjne – tvivlsomme valg af indhold i hans tildelte franske hotdog. Overbærende rysten på hovedet fra to eksperter på området.

Ganske som forventet var det for koldt til øl, men det måtte være nogle andres problem. Jeg genfandt min plads. Kulsyren prikkede små huller i mit næseben ved de første tre slurke. Kampen startede.

Opgøret var en levende størrelse fra første fløjt. Det samme var rækkerne omkring mig, hvor folk, der var kommet for at støtte deres lokale hold, fik modspil af adskillige folk, der havde taget turen fra Fyn for at bakke op om det rødklædte udehold.

Det skulle vise sig at blive en af de kampe, hvor hele handlingen når at blive afviklet i første halvleg, og anden halvleg ender som rulletekster og paradekørsel.

Allerede i det 8. minut opstod der klumpspil omkring hjemmeholdets mål, og på trods af at være blevet afvist i døren tre gange, blev bolden ved at dingle mod nettet som et varmesøgende missil med tømmermænd. Det virkede både tilfældigt, og som om, det hele tiden havde været meningen, da gæsternes Frederik Humlegaard fik støvlet kuglen i nettet. 
0-1.

Samme Humlegaard blev noteret for en elegant scoring, da han – omtrent elleve minutter senere – klippede bolden over keeperen i Herlev-målet, efter en billedskøn hælaflevering.
”Hold kæft, et flot mål” storsmilede en medrejsende Dalum-entusiast, gentagne gange, til alle der var i humør til at lytte, og alle der absolut ikke var.

I ganske særlige tilfælde kan man ligefrem se lyd, og således kunne jeg – via lydbølgerne – se hvordan den pragtfulde stadionspeaker himlede med øjnene, da han sagde ”Jaaaaaeerøøøhm, så blev det to-nul til Dalum”, og samtidig sukkede så dybt at signalet overstyrede.

Fire minutter derfra, hev dommeren et direkte rødt kort op af baglommen. 
Han gjorde det så resolut, at man nærmest kunne se hvordan det, i bevægelsen, raslede ud med mønter, han ikke havde nået at få brugt på en udenlandsrejse forrige år, lommetørklæder, dybhavslommeuld og et pasfoto der havde været væk siden 2003.

Udvisningen faldt, efter en Herlev-spiller faldt, efter en luftduel. Der var ophedede diskussioner på både bane og tilskuerrækker, men uanset hvem der tog mindst fejl, måtte Kristian Weber forlade banen, og Dalum måtte fungere i undertal, de sidste 70 minutters tid.

Nu begyndte der at opstå små mundhuggerier mellem folk, med forskellige tilhørsforhold, på tribunen. Et par temperamenter begyndte at simre under huerne, hist og her.

”Aaaaaaargh!” 
En gut parodierede en spillers lettere teatralske udbrud. En anden fnes. ”Det er anden gang, han siger den lyd”. 
”Kraftedeme utroligt, han stadig har begge ben” mumlede min sidemand.

En ældre herre med en markant næse, og en aura af pibetobak og mahogni, tabte en – ikke uvæsentlig – del af sin nyindkøbte fadøl, da han skulle forcere de seks trin op til sin plads på rækkerne. 
Mens han forsøgte at slikke et par af de skønne, spildte dråber af sit håndled, inden de tog turen ned i hans ærme, foldede udeholdets Jacob Elkjær Mikkelsen en pande i flere etager ud, og stangede første halvleg – og de facto hele kampen – i seng. 

0-3 til Dalum, efter en første halvleg der havde været mere begivenhedsrig og underholdende end hele EM 2016, samlet.

”Og så’ der musik” lød det, efterfulgt af mange sekunders stilhed, kun afbrudt af den pletvise, undskyldende summen fra et minijackstik, der bøvler med at ramme bullseye. Og så endelig; noget ”sha-la-la-la” med et mildt overforbrug af stortromme.

Det blev, cirka midtvejs, annonceret, at det samlede tilskuertal sneg sig op på 133 snuder. ”Yeeeeeehaaaw!” råbte en cowboy i distancen. 

Så var der musik igen. Men kun for en kort bemærkning, inden stikket blev hevet pludseligt og nådesløst ud, og trak hver eneste lille tone med ud i den abrupte intethed. Der gik de klassiske splitsekunder, hvor samtalernes lydstyrke endnu ikke er blevet justeret til den forræderiske stilhed, og folk fik travlt med at fumle efter deres volumenknapper. Den lavmælte summen, de følgende minutter, lød næsten forlegen.

Jeg har, som tidligere nævnt, ikke mange noter fra anden halvleg.
Kampbilledet føltes en anelse som et stillbillede. Hjemmeholdet, som var en mand i overtal, angreb. Udeholdet, som var en mand i undertal, parerede.

”Skyd nu for pokker!” råbte en Herlev-tilhænger. Det lød mere bønfaldende end vredt.

Mørket sneg sig ind på os. Stadionprojektørerne vågnede, og satte sig som ti milde nåle i øjnene. Der var dog ingen spænding omkring resultatet, og noget faldt i staver. På et tidspunkt fløjtede dommeren af.
Dalum kunne slæbe tre point med hjem til Fyn, og jeg begav mig hjem fra et fint og koncentreret skud novemberfodbold. Et af de skud, der er kolde, men alligevel varmer.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: