Vigerslev Boldklub 0 – 0 Frederiksberg Boldklub
Opvisningsbane 6, Valby Idrætspark, Københavnsserien, lørdag d. 13. november kl. 12.00
Enten hældte Valby Bakke en smule mere end den plejer, eller også var det bare mig.
Der hældte en smule mere end jeg plejer.
Og ellers vejer gråvejr simpelthen mere end klart vejr.
I hvert fald var det en tung cykeltur fra Nørrebro til Valby, og de eneste farver, jeg registrerede langs cykelstierne, kom fra de 30-40.000 valgplakater, jeg passerede. Anstrengte politikersmil, tænderne fulde af plothuller. Jeg var mest i humør til at stemme nej.
De to hold var i gang med opvarmningen på dagens kunstgræsbane, da jeg ankom. I baggrunden nøs et træ, og tabte sin efterårsjakke på gulvet. Bort set fra det, var der ganske stille. Det var en langsom dag. Søvnen i øjnene føltes som en permanent installation.
Jeg måtte gøre noget. Traskede ind i Fremad Valbys klubhus, et sløvt stenkast fra banen, hvor slaget skulle stå. Her fandt jeg en kop kaffe. Den var stærk og skoldhed og gjorde tricket. Den flåede et stort, varmt hul i indersiden af brystet. Mine sarte fingre måtte flere gange stille koppen fra sig, og tælle til ti. Varmen var som en slags omvendt vinterbadning. For hænder.
Det var en lørdag af den abstrakte slags.
Jeg traskede ud til opvisningsbanen, hvor kampen nu var syv minutters tid væk. Et sted, ude bag banen, blev Valby skåret over af togskinner, som Valby har det med at blive. Den elektroniske måltavle var kun halvt vågen. Den lyste nogle amputerede digitale tal, og lignede mere en form for kunstinstallation.
”Kommer han med øl?” hørte jeg til højre for mig, hvor et ægtepar, med lidt flere brugte klip på dåbsattesten end mig selv, sad på hver deres campingtaburet. Og ganske rigtigt: en holdlederagtig type nåede lige nøjagtigt at skrå over banen med en ramme Tuborg Classic, inden kampen blev fløjtet i gang.
Samtidig fik verden pludselig farver, da et imponerende bagtæppe af røg – i hjemmeholdets grønne nuancer – hang og blafrede ved modsatte sidelinje. Det overmalede komplet gråvejret for en stund.
Og som folk har det med til disse kampe, opstod de ud af ingenting. De kom ingen steder fra, men de var her. Og de medbragte den vidunderlige murren af stemmer, som er med til at give disse kampe deres liv.
Indenfor kridtstregerne befandt hjemmeholdet – klædt græsgrønne trøjer – og udeholdet – klædt i gul- og sortstribede bluser – sig, pande mod pande. Der manglede ikke vilje fra nogen af fronterne, men de formåede heller ikke helt at få viklet sig ud af hinandens gevirer.
Nær mig, ved sidelinjen, blev et par ældre gutter, som ikke umiddelbart kendte hinanden på forhånd, forbrødret i deres utilfredshed med en situation hvor linjevogteren, i deres optik, fik en offsidekendelse galt i halsen.
Efter små ti minutters spil, havde plottet fået travlt.
Først producerede Vigerslev et flot forsøg fra distancen, hvor bolden dog strøg tæt over sammenføjningen på udeholdets mål. Der blev straks igangsat et kontra-løb mod banens modsatte ende, hvor hjemmeholdets keeper lige nøjagtig fik highfivet bolden til hjørne. Dette hjørnespark endte i et kontra-kontra-løb mod modsatte ende af banen. En Vigerslev-spiller efterlod sine forfølgere med tungen ud af halsen og farstriber for øjnene, men da han nåede frem til Frederiksberg-keeperen, havde han slet ikke kræfter til en afslutning, der ydede spurten retfærdighed.
Min sidemand slog ud med armene og sukkede, som havde han lige havde opdaget at han skulle betale 4.562 kroner tilbage i Skat. Herefter gav han sig til at dele sine taktiske betragtninger med den Vigerslev-spiller, der tilfældigvis stod nærmest sidelinjen. Og da denne spiller tog et returløb, og forlod vores område, fortsatte min sidemand med at opremse sine tanker, vedrørende de defensive markeringer, for sig selv, alt imens et stilfærdigt S-tog snøvlede sig hen over horisonten.
Vi nærmede os pausen. Udeholdet fik tilkendt et frispark midt på banen. En gut, et stykke væk, råbte enten ”Der’ VAR!” eller ”Hva’ ba’!?”.
Kort efter lå bolden og sprællede i nettet, men udeholdet havde endnu ikke nået at få armene op, før det blev rullet tilbage af dommeren. Stadig 0-0. ”Så’ vi fucking advaret!” skreg en Vigerslev-spiller.
Men på trods af advarslen, kom Frederiksberg-mandskabet alligevel frem til en enorm chance, kort efter, da en fri spiller modtog bolden inde i feltet, og trykkede af første gang. Han fik dog slynget afslutningen over mål med en sådan kraft, at bolden formentlig stadig sidder kilet fast i det høje trådhegn langs baglinjen.
Pausen møvede sig ind i begivenhederne. Det samme gjorde vinden, med issylespidse albuer. Jeg drømte om alle de vanter, jeg har smidt væk gennem tiden, og foretog en intens serie mentale englehop.
Også andre tilstedeværende kendte tydeligvis til fænomenet kolde hænder; ”Jeg ville gerne give slip på min øl, men jeg ka’ sgu ik’!”.
Anden halvleg kom på gled.
En Frederiksberg-spiller prøvede muligvis at udløse en eksistentiel krise hos den boldhavende Vigerslev-spiller. I hvert fald blev han ved at brøle ”Han har ikke nogen! Han har ikke nogen!”
Så begyndte jeg at miste tidsfornemmelsen. Måltavlen var stadig i baglås og til absolut ingen hjælp. Gæsterne fra Frederiksberg fik tilkendt et frispark på kanten af hjemmeholdets felt. ”Hvis det er én, der kan sparke, kan han godt sætte den ind”, meldte en gut til højre for mig, men havde dårligt nået sit sidste punktum, før han mumlede ”Nå, det ku’ han ik’”.
Der blev sat ind fra begge sider. Chancerne blæste lidt rundt i novembervinden.
Så fik en anden halvleg, som jeg vil anslå, varede et sted mellem 20 minutter og fire timer, en ende.
Der blev klappet.
Vi forlod opvisningsbanen, som en stivnakket pingvinmarch.
Og da jeg gik ud mod min cykel, som indehaver af to dybfrosne hænder, efter en 0-0-kamp i Københavnsserien – og kun lige akkurat undgik at få klippet hælen af en uopmærksom billist, der til gengæld lignede en stensikker syvendeplads i en Jürgen Klopp-lookalike-konkurrence – fortrød jeg lige præcis 0% at jeg var kommet.
Noter fra tribunen 