FA 2000 – AB Gladsaxe (1-1)

FA 2000 1 – 1 AB Gladsaxe
Frederiksberg Stadion, 2. division, lørdag d. 30. oktober 2021 kl. 13.45


En enkelt dødsdrukken hveps var hvad der var tilbage af sommeren. 
Og den skrålede på sidste vers. 
Den hamrede hidsigt ind i tindingen på mig, to gange i træk, hvorefter den faldt ned på den træbænk, jeg sad på, med en spektakulær maveplasker. Man kunne høre det knase da den ramte.
Så trillede den ned i en revne mellem de grønmalede brædder, og tilbage stod efteråret.

Selvsamme efterår havde stukket ild til træerne bag den irgrønne kuglestøderstatue, bag det ene mål. Bort set fra det, var det en søvnig lørdag. Vejret havde ingen farve.

Frederiksberg Stadion er ofte en stille størrelse. Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting for en neutral tilskuer. Ikke altid. Jeg kan godt lide afvekslingen. Jeg kan godt lide at forskellige idrætsparker har forskellige stemninger. På trods af manglende decibel, en løbebane i lidt for mange spor og kunstgræsplænen, mangler dette stadion ikke sjæl. Ikke for mig. Sjælen sidder eksempelvis, stilfærdigt men tungt, i de føromtalte grønne træbænke på den overdækkede tribune.

Dette er et sted beregnet til at falde lidt i staver – over en fodboldkamp, over detaljer – med ti halvkolde fingre lukket om en kop kaffe.

Jeg er sikker på, det også var lykkedes mig at falde lidt i staver denne dag, hvis det ikke havde været for en enkelt myreflittig kvinde, der – som parkens eneste – stædigt klappede efter hvert enkelt navn, da udeholdets startopstilling blev remset op over højtalerne.

Øjeblikke senere overtog tre drenge, klædt i FA 2000-gear fra top til tå, den ærværdige opgave, da turen var kommet til hjemmeholdets startopstilling. De tre ungersvende fortsatte ydermere med at klappe ved hvert punktum, da stadionspeakeren efterfølgende forklarede om systemet for de nye genbrugskrus, der denne dag blev taget i brug på Frederiksberg Stadion.

Så blev et af de øvre hjørner i mit synsfelt malet grønt.
AB-mandskabet løb på banen til en konfetti-sky, en dedikeret fraktion af udebanefans manifesterede sig andetsteds på tribunen og brølede et par eftertrykkelige huller i min tidligere beskrivelse af stedets eftertænksomme karakter. Fra det ene øjeblik til det andet, sejlede lydbilledet i trommer, koordineret sang og hvad der lød som omtrent 40 håndflader, der blev tæsket mod hinanden.

Næste sekund blev der igen skiftet kanal, og nu strøg det blåklædte hjemmehold på banen til AC/DC’s ’Thunderstruck’, med en volumen der fik en ældre herre med grønt halstørklæde til at holde sig anklagende for høreapparaterne.

Kampen blev sat i gang, og der blev stille igen. Et ensomt grønt stykke crepepapir valsede stadig rundt i luften med al den ynde, hvepsen fra tidligere havde manglet. En gut på rækken foran mig spekulerede i hvordan, det ville være at se Mourinho stå på sidelinjen i Frederiksberg Idrætspark. Et tankeeksperiment, hans følgesvende ikke umiddelbart kunne mønstre fantasien til at følge op på.

I det 37. minut havde FA 2000 en chance fra en spids vinkel.
Herudover kommer jeg ikke til at bruge mange linjer på første halvlegs begivenheder på banen, da de ikke formåede at trække tilstrækkeligt i min opmærksomhed. Spillet forekom mig noget urytmisk, og det føltes som om, nogen lå ned det meste af tiden.

”Rejs dig op! Det’ sgu da bare sidestik, det der!”, blev der råbt fra tribunen.
”Skidestik!” blev der suppleret andetsteds på rækkerne.

Herudover var de første 45 minutter primært farvet af en kasketklædt gut på 6-7 år, på min række, som tabte et af de højt besungne genbrugskrus, og derved igangsatte en lodret tsunami af varm kakao ned gennem det medbragte tæppe, han var viklet ind i.

Og så var der skaren af AB-tilhængere, som lod til at have ladet sig inspirere af bands som Pixies og Nirvana i deres benyttelse af quiet-loud-quiet-grebet. Ofte var der lige nøjagtigt stille længe nok til at man nåede at glemme at de var der – og desto større var effekten, når de så pludselig stak i sang med fuldvoksen lydstyrke, bakket op af en buldrende tromme.

Et af kampens dramatiske højdepunkter opstod kort før pausen, da jeg havde bevæget mig ned for at bestille en kop krudtpulver. ”Incoming!”, råbte ingen. Men det kunne de godt have gjort, for pludselig hamrede en vildfaren bold fra banen mod facaden på den lille, sortmalede bod. Det lød infernalsk, og det må betragtes som et mirakel at den beskedne træhytte ikke splintredes til pindebrænde.

Der blev fløjtet til pause, men det lykkedes mig aldrig helt at finde hvilepulsen igen.

Til gengæld vippede solen næsen op over tribunetaget og fik pustet lidt farver i omgivelserne. Og Kim Larsen fik den overtalt til at blive hængende lidt.

Der var sket en forandring i anden halvleg. Det virkede som om, begge hold havde brugt pausen på at beslutte sig for at få noget ud af eftermiddagen. Jeg besluttede mig for at jeg, selv med den ellevesporede løbebane mellem os, kunne se at deres blikke var mere fokuserede. 

Flere chancer rev sig løs. Fra tribunerne hørtes lyden af et sug i maven der kom ud gennem munden. Dommeren fik sparket en bold i skridtet fra klos hold. Fra tribunerne hørtes lyden af latter, jeg valgte at opfatte som medlidende.

61 minutter var klippet af målebåndet da vi fik dagens første mål.

FA 2000’s Hamid Khalidan stemplede bolden forbi gæsternes keeper, et bifald kom straks på benene, hvorefter det blev overhalet af et stykke stortrommepumpet musik. Grøn konfetti blev spruttet på banen, formentlig i frustration. En ældre gut klappede til gengæld så begejstret at hans pibe, på magisk vis, så ud til at hænge et par centimeter fra hans underlæbe, som det ellers kun er Lucky Lukes cigaretter der formår.

Små ti minutter senere fik hjemmeholdet spillet sig til endnu en stor chance, men denne gang sendte afslutningen den pågældende bold på ekspedition, et sted i buskadserne omkring stadion, og ingen så den nogensinde igen.

Vi ramte kampens afsluttende fase. Udeholdets tilhængere mistede tålmodigheden med begivenhederne, og råbte en masse sætninger – som alle sammen sluttede på ”mand!” – til dommertrio og trænere, og hvem der ellers ikke gad lytte.

Mere grøn konfetti blev høvlet ind mod banen. Det virkede næsten som om, de sigtede efter hjemmeholdets bænk, men konfetti er ikke verdens mest præcise kasteskyts.

I næste nu vendte humøret dog på vrangen hos de medrejsende fans.
Vi befandt os et middellangt Pink Floyd-nummer inde i dommerens overtid, da han pegede på pletten i hjemmeholdets felt. Jeg skal blankt erkende at jeg, på dette tidspunkt, havde bevæget mig ned i modsatte ende af parken, og således ikke kunne vurdere episoden, men et straffespark blev dømt. 
Og et straffespark blev udnyttet.
Og kampen blev fløjtet af, med ”1 – 1” hængende på måltavlen.

På vejen mod porten passerede jeg en insisterende AB-tilhænger, som havde besluttet sig for at forholde et par af hjemmeholdets spillere det faktum at de, i hans øjne, havde brugt en lige lovlig stor del af kampen på ikke at spille fodbold. 

De slukørede FA 2000-spillere, som netop havde set sejren glide ud mellem fingrene på dem i overtidens overtid, virkede ikke synderligt interesserede i at tage dén principielle diskussion på det givne tidspunkt, så jeg blev ikke hængende. 

I stedet forlod jeg en fin, stille og støjende eftermiddag på Frederiksberg. 
Muligvis stadig i en form for granatchok ovenpå luftbombardementet ved kaffeboden.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: