B.93 1 – 1 Kolding IF
Østerbro Stadion, 2. division, lørdag d. 2. oktober 2021 kl. 15.00
”It’s raining todaaay” croonede Scott Walker i mine hovedtelefoner, som sang han fra Jagtvejs asfalt og op gennem mine fødder. Og han havde ret. Efteråret har ramt som et fugtigt godstog, med regnens pauker rullende mod vinduerne.
Min cykel havde taget en omsorgsdag. Jeg befandt mig på flade konvolutter, på vej fra Nørrebro til Østerbro, i et par jeans som, efter halvandet minut, føltes dobbelt så tunge som da jeg forlod min lejlighed.
Flere af cyklisterne der krydsede min vej, arbejdede sig gennem vandet fra oven med en mine som var vejrforholdene en personlig fornærmelse. Mit bud er at jeg spejlede deres grimasser 1:1.
Da jeg nærmede mig min destination, kunne jeg konstatere at årstiden også havde fået godt fat i kraven på selveste Fælledparken. Den så så fugtig ud, at jeg forestiller mig, man kunne have vredet et middelstort hav ud af den.
”Tæt på ækvator” sang Lis Sørensen, det øjeblik jeg gik gennem stadionportene, og var ret langt fra skiven. Vi kan ikke alle sammen være Scott Walker. Desværre.
Men Østerbro Stadion var atter spot on.
Jeg holder meget af udsigten fra toppen af den stejle tribune. De gamle boligkarréer i udkanten af højre øje, Fælledparkens mastodonttræer i venstre kanal, og Idrætshusets røde murstensmønstre på modsatte langside.
En enkelt senil hveps syede sig ind og ud af mit synsfelt, som et lille, spidst ekko af sommeren. En lille mislyd, der åbenbart ikke kendte klokken.
Klokken 14.53 strakte en tromme benene ovre i stemningsafsnittet, i modsatte ende af tribunen. Jeg kunne ikke se trommen, men det lød som om, skindet havde slappe kinder. En sanktbernhardshund i slagtøjsform.
Trommeslageren lød imidlertid ikke som om, han havde så meget som antydningen af søvn i øjnene. Tværtimod accelererede tempoet i den lille rytmiske serie i en stejl, utålmodig kurve, på bare få sekunder.
Der lød halvhjertede buh-råb og helhjertede klapsalver, da dagens to mandskaber satte de første knopper i den fugtige plæne. De to startopstillinger blev listet op, over højtaleranlægget. De tre første spillere på B.93’s holdkort hed allesammen Simon, derefter lykkedes det dagens stadionspeaker at forlade rundkørslen, og finde plads til lidt andre navne.
De to hold lignede et negativ af hinanden. B.93 stillede i hvide bluser og mørke shorts, Kolding IF var trukket i mørke bluser og hvide shorts. Det passede på sin vis fint til en dag, der lod til at være vågnet op i sort/hvid.
Under et minut efter startfløjtet havde skræppet over parken, lå bolden i hjemmeholdets net. En Kolding-spiller havde foldet en målrettet pande ud og stanget bolden i rusen, men linjevogteren var hurtig til at vinke udeholdets fest i stykker. Offside.
Og generelt havde de to irgrønne statuer foran Idrætshusets indgang blikket fæstnet på en kamp der enten tumlede urytmisk rundt på den våde bane, eller også simpelthen foregik i en taktart, der var for kompliceret til at jeg kunne afkode den.
Ti minutters tid efter kampstart var tribunen omkring mig efterhånden blevet en velbesøgt størrelse, og summede livligt.
Et frispark blev dømt lige ved opløbsstrækningen til hjemmeholdets felt. I momenterne inden skytten satte foden på kuglen, var befolkningstætheden i målfeltet markant – selv for yours truly, der er bosat på Nørrebro – og der blev uddelt nogle puf i brystregionen, som ville have resulteret i slagsmål på hedengangne Buddy Holly i Roskilde.
Bolden listede ud af farezonen, nervøst fløjtende.
En tromme flåede pludselig en stor flænge i gråvejret. Hvis det var samme tromme, som før kampen, havde den på mystisk vist hevet sig selv gevaldigt op ved hårrødderne. Eller simpelthen betalt sig fra et ansigtsløft.
Nogle rækker væk, røg en cigaret sig selv i hånden på en ung kvinde som præsterede at sidde 90% med ryggen til kampen, fordybet i samtale med sin veninde. Jeg forestiller mig at den forsømte cigaret nåede at tage sig selv af dage, før hun fangede situationens alvor.
”Treoghalvfeee-eeems!” – ”TREOGHALVFEE-EEEMS!” gjaldede et herligt call and response-råb over stadion – hvor første led bestod af tribunens voksne stemningsafsnit, og svar-koret var udgjort af en flok purunge fodboldentusiaster i indskolingsalderen. Svaret klingede således omtrent tre oktaver lysere end oplægget.
Ydermere fik de akustiske forhold på Østerbro Stadion det til at lyde som om, der også stod henholdsvis en flok ølhunde, og et englekor med ballade i øjnene, ovre på modsatte langside, når ekkoet slog tilbage mod tribunen.
På sine fineste dage, er divisionsfodbold en knuselskelig rodebutik.
I det 31. minut præsterede hjemmeholdet et flot forsøg fra distancen, hvor bolden – som ellers så ud til at have kurs mod stjernerne og en eller anden multimilliardærs egoistiske, virkelighedsfjerne rumlegetøj – pludselig blev meget virkelig, da den slog en nedadvendt krølle og hev Kolding-keeperens reflekser abrupt ud af sengen.
Der gik et sug gennem rækkerne omkring mig.
Et tilsvarende sug, men med omvendt fortegn, gled over tribunen, da Kolding kort efter fik tilkendt et frispark, og afslutningen sprang buk over tværstangen på B.93’s mål.
”Jeg kan ikke høre dig. Jeg har kulsyre i hovedet, min ven!” smilede en kasketklædt gut til sin kammerat, mens han ihærdigt pegede på sin Bajeur-fadøl, for at signalere at de seneneste 20 sekunder af deres samtale var gået tabt.
”Østerbroo, Østerbrooo, Østerbrooooo” sang stemningssektionen, og nåede dermed lige akkurat demonstrere bedre stedsans end Lis Sørensen, inden dommeren fløjtede til pause.
I opholdet mellem de to halvlege, viste storskærmen højdepunkter fra en kamp mellem B.93 og Vejle, som fandt sted i mit fødselsår. Kulden sneg sig ind gennem ærmerne på min regnfrakke. Nede på den blå løbebane, der har kilet sig ind mellem tribunen og banen, legede nogle boldpiger med en bold, og demonstrerede – henkastet – tekniske færdigheder, jeg ville have givet højre arm for at have haft i mine sko, i folkeskolens frikvarterfodboldkampe.
Anden halvleg tumlede ud i verden.
B.93’s Jeppe Erenbjerg måtte kigge direkte ind i et strakt, gult kort, da Koldings hårfagre Sebastian Sommer gik i græsset efter en kollision.
”Rejs dig nu op!… Og få nu klippet det hår!” hostede en skærebrænder, lidt længere nede på tribunen.
Nogenlunde samtidig nødlandede, hvem jeg antager var hvepsen fra tidligere, i håret på en ældre kvinde, hvorefter den gik i brædderne. Jeg så den aldrig komme op igen.
Efter 57 minutters spil lykkedes det pludselig en Kolding-spiller at plumpe et elegant flåd ind i hjemmeholdets felt, hvor det lå og skvulpede rundt i nogle sekunder, inden en angribende medspiller kom til, og sendte kuglen få centimeter forbi foden af den ene stolpe.
Minuttet efter var det den anden stolpe på B.93’s mål, bolden lige nøjagtig kringlede sig rundt om. En gut på samme række som mig, holdt sig instinktivt for ørerne. Af en eller anden grund.
”Vi – vil – ha’ – måååål, bar’ et enkelt lille måååål” sang hjemmepublikummet, men generelt var det udeholdet, der havde mest snøre i bolden.
Der var spillet en time, og kulden var flyttet ind i min næse.
Der skulle kun gå yderligere fem minutter, før de fik et mål at se. Umiddelbart havde de dog nok gerne været foruden, da det var deres eget net, de måtte se omfavne bolden. Kolding-spiller, Niels Letorts inderside smældede, bolden snittede en mellemstation, og B.93-keeperen blev for en kort stund reduceret til tilskuer. En lille bølge af medrejsende Kolding IF-sympatisører rejste sig på tribunen.
0-1.
”Bar’ et enkelt lille mååååååål” sang de igen ovre fra hjemmeholdets fansektion – denne gang, en smule mere tryglende, bilder jeg mig ind, mens den vaskeægte græsplæne begyndte at blive en anelse tyndhåret hist og her.
Så blev deres bønner endelig hørt.
I det 69. minut lykkedes det B.93 at lægge et pres på udeholdets felt. Der blev der trillet skarpe mønstre rundt om et par forsvarsspillere, og pludselig lå bolden for fødderne af Souheib Dhaflaoui, som resolut skød en bule i indersiden af sidenettet.
En stor bølge rejste sig omkring mig, og kæk musik dansede sidelæns ud af stadionhøjtalerne. 1-1.
Resten af kampen blev en indædt affære. Præcis lige så rodet som hidtil, men nu med spidsere hjørnetænder. Man kunne ikke beskylde de to mandskaber for at strække våben og stille sig tilfreds med uafgjort.
Ordensmagten kom på overarbejde.
En flok Kolding-tilhængere havde enten set et straffespark eller et spøgelse, og fløj på fødderne mens de gestikulerede ned mod dommertrioen, som til gengæld ikke havde set nogen af delene.
En ældre herre, på rækken foran mig, mumlede rytmisk og tonløst for sig selv ”Sæt – jer – ned, sæt jer ned, sæt jer neeeed”.
Vi ramte overtiden. Jeg baskede liv i mine halvfrosne led, og traskede over til modsatte langside, nær portene, hvor jeg så det sidste af kampen.
”Skanda-le-dommer, skanda-le-dommer” messede koret af uvorne engle ovre fra tribunen, mens de sidste minutter rendte ud af opgøret.
Der var blevet lukket for himlens haner. Regnen fandtes kun inde i mine sko, da jeg sendte divisionerne et mentalt fingerkys og begav mig hjemover.
Noter fra tribunen 