Brønshøj Boldklub – BK Union (3-2)

Brønshøj Boldklub 3 – 2 Boldklubben Union
Tingbjerg Idrætspark, Danmarksserien, lørdag d. 18. september 2021, kl. 14.00


Det føltes som at få et kraftigt skulderskub, hver gang skiverne havde trillet en omgang. 

Præcis hvordan min cykel er endt i den tilstand, ved jeg ikke, men både forhjul og baghjul blev, for en uges tid siden,  slået skæve i nattens mulm og mørke – og nu føles det som om, de har en fælles mission om hele tiden at flytte mig lidt til venstre, når jeg i virkeligheden bare vil have lov at cykle ligeud.

Jeg kan berette at det blev til ret mange skulderskub på vejen fra Nørrebro til Tingbjerg – og selv om ruten ellers er en ret ukompliceret størrelse, måtte jeg holde tungen lige i munden for at holde kursen.

Herudover havde jeg tømmermænd, for første gang i mere end to måneder. Ikke den ondsindede slags, dog. Nærmere den variant, der bare gør verden en smule ulden. 

De ekstra lag vat bag panden afholdt mig ikke fra at registrere, at dagens kamp var en lidt særlig en af slagsen.
Det er ikke meget geografi der adskiller Brønshøj Boldklub og Boldklubben Union. Utterslev Mose og Bellahøjhusene har ganske kilet sig ind mellem de to kombattanter, men kan ikke ændre på det faktum, at vi har med et vaskeægte lokalopgør at gøre. 

Når vi, for tiden, må undvære det traditionsrige Mosederby, mellem Brønshøj og Akademisk Boldklub Gladsaxe, er det glædeligt at vi har denne nye lokalrivalisering til at give krydderi til fodboldtilværelsen i denne lomme af landet.

På vejen til Tingbjerg Ground så jeg ingen cykelmyg. Til gengæld havde jeg en flok cyklende hvepse som forfølgere de sidste hundrede meter op til målstregen.
Fortroppen af denne delegation klodsede bremserne 2,7 millimeter fra min ene skosnude, mens jeg småfebrilsk forsøgte at låse min svimle cykel ved hegnet ind til stadion. Fører-hvepsen hoppede af racercyklen, og blændede op for et smil i bredformat. Det reflekterede septembersolen og emmede af dåseøl, der endnu ikke var blevet drukket. Og tre point. Mindst.

Egentlig havde jeg forventet at der ville være flere mennesker indendøre, da jeg gik fra porten til tribunen. Enten havde vi at gøre med en langsom start, og ellers var det mine milde tømmermænd, der transmitterede virkeligheden med en vis forsinkelse.

Der var omtrent tyve minutter til kampstart. Linjevogteren, der varmede op nærmest tribunen, lignede en, der havde hjulpet en ven med at flytte dagen forinden. Lørdagen havde søvn i øjnene.

Men det hjalp hurtigt på det.
Tre Guld Tuborg kom slæbende med hver deres unge gut. De tre gyldne damer afleverede de tre ungersvende på stemningstribunen, hvor en flok unge kvinder også indfandt sig, kort herefter – ikke i gyldne klæder, men den forreste i flokken var til gengæld iklædt hvepsestribet trøje, leopardplettede bukser og en solid rullekrave til at holde efteråret fra halsen.
En fornuftig disposition. Solen stak hurtigt halen mellem benene. Temperaturen dykkede. Den tog et hovedspring og satte sig øjeblikkeligt som en lille dråbe under min sidemands næse. 

Min sidemand var i øvrigt en ældre herre, som godt kan have heddet Frede. Han var en fin type. Han var troppet op alene, og sad og bladrede gennem kampprogrammet, med sammenknebne øjne og en mine som om, han ikke troede på ét ord der stod på siderne.

I den sektion af Tingbjerg Idrætspark, jeg havde placeret mig i, var der i det hele taget en del mennesker med skinnende grå lokker. To af disse fandt hinanden i en gensynsglad omfavnelse, af den slags, hvor det virker som om, begge parter forsøger at dunke hinandens lunger ud gennem brystkassen, når seancen rundes af med de rituelle – lidt for hårde – klask på hinandens rygge. Det lignede en kærlig slåskamp.

“Buuuuuuuuh!” jublede en gut ovre fra stemningsafsnittet, hvilket instinktivt fortalte mig at dagens modstandere fra Union måtte være kommet på banen. Ganske rigtigt. Kort efter fulgte hjemmeholdet, i selskab med maskot-hvepsen Werner.

Da kampen blev fløjtet i gang, var der godt pakket på rækkerne. Som så ofte udnævnte Brønshøj-tilhængerne en modstander – i dag var det Unions nr. 14 – til at være tyk. Som så ofte forholdt det sig ikke således. Visse traditioner skal holdes i hævd.

Et par af træerne bag det fjerneste mål var ved at skifte til efterårsfrakken og en småspids vind tjattede til mig, øverst på tribunen. Kan du heller ikke sove? Jeg havde ingen problemer med at holde mig vågen, men jeg havde problemer med at holde varmen. Min tynde jakke var til omtrent lige så meget hjælp, som en cykel er for en fisk.

Union fik et målspark. ”NU bli’r det rigti’ vildt” sang en flok Brønshøj-tilhængere.

Det gjorde det næsten i det 20. minut, da de rødblusede gæster fik en friløber mod hjemmeholdets mål. Målmand Tim Lund hev dog en vigtig redning ud af venstre overlår, og fik afværget forsøget.

Men så, fire minutter senere, var der pludselig jubel og konfetti over hele sendefladen. Hjemmepublikummet fik strukket både arme og stemmebånd, da en ellers presset Mathias Veltz fik, efter et indlæg, drejet kuglen op i inderste krog, bag Union-keeperen. Det er ikke utænkeligt at en edderkop mistede sin bopæl i processen, men tribunen til højre for mig havde en hel del at fejre. 
1-0.

Og – igen – fire minutter senere leverede Hvepsenes Rasmus Suhr en lille perle af et frisparksmål. Ét af de øjeblikke, hvor man ved at bolden går i nettet, allerede det sekund, den vrister sig fri fra foden.
2-0.

Brønshøj havde endnu sæsonens første hjemmesejr til gode, men tilhængerne – som ikke har noget problem med at tage glæderne på forskud – sang ”Vi er på vej, vi er på vej, vi er på vej i Champions League”.

De glade mennesker på tribunen var på stikkerne, på fødderne. Teksten til næste sang på repertoiret gengives her i sin fulde form: 
”- Kun når vi skider, vi sidder kun når vi skider, kun når vi skiii-iider, vi sidder kun når vi skii-iiider”

Kort herefter, uden at skifte melodi, fik de sunget gæsterne fra Union en lille geografisk hilsen, hvor versefødderne muligvis trådte hinanden lidt over tæerne, men hvem tæller når der er fest;
”Forstad til Bellahøj (nærmest udtalt ”Bla-høj”), I er en forstad til Bellahøj, forstad til Beeeel-lahøj, I er en forstad til Beeeel-lahøj”.

Og som afslutningen på denne prægtige tretrinsraket, gik de gæve Hvepse-supportere helt meta på den, og sang – fortsat på samme melodi, naturligvis: 
”Én melodi, vi ka’ kun én melodi, én melodiii-i, vi ka’ kun én melodiii-i”.

Jeg tvivler på, man finder mange kampe Danmarksserien, hvor stemningen kan matche Tingbjerg.

Skæbnen er dog en lunefuld størrelse. Brønshøj-tilhængerne havde netop sunget ”Vi kan ikke høre jer, lå – lå-lå-lå-lå”, få øjeblikke før, vi lige præcis hørte, hvem på tribunerne, der holdt med Union. 
Første halvleg var netop ved at forlade festen – den rendte rundt og ledte efter sin jakke – da en bold, efter en del overtalelse, krydsede mållinjen i Brønshøjs mål. 
2-1.

En flok unge drenge, der sad placeret nogle rækker foran mig, fløj op fra deres sæder og råbte begejstret hinanden ind i hovedet, med meget lyse og lettere forvrængede stemmer. Det lød som Chip og Chap efter en uges lejrliv på Roskilde Festival.
Jeg ved derimod slet ikke hvordan, jeg skal beskrive de lyde der kom ud af dem, kort efter, da det på utrolig vis lykkedes Union at få knoklet endnu en bold i nettet, i første halvlegs overtid.
2-2.

Mangt en Brønshøj-fan må have følt at de var blevet tvunget til at se en genudsendelse, de godt kunne have været foruden. Flere tabte deres hoveder i deres hænder. På rækken foran mig vendte en ældre gut sig mod sin kammerat og spurgte, med en stemme af knækbrød: 
– Hvad synes du om det her? 
– Jeg synes ikke så meget. Det orker jeg ikke.

Pausen kom. Efteråret stjal varmen fra mine fingre. Pausen gik igen. Efteråret havde ingen intentioner om at returnere varmen til mine fingre.

Anden halvleg blev sat i bevægelse.
Et sted omkring kampens 57. spilleminut blev der begået det mest åbenlyse straffespark, jeg har set på denne side af nytår. Straffesparket blev sikkert stukket ind af Rasmus Suhr, som dermed blev dobbelt målscorer, og luften fyldtes endnu en gang af konfetti i vild galop. 

Hjemmepublikummet, som man dog heller ikke kan beskylde for at have tabt mælet på noget andet tidspunkt i kampen, var i hopla. To friske fanebærere begav sig ud på en sprint hele vejen rundt om banen, med henholdsvis et regnbueflag og en gul fane hvorpå der, med sort, stod ”VIL DU BRØNSHØJ MED MIG?”.
Sidstnævnte løb ganske vist tør for benzin, et sted nede bag udeholdets mål, men det var der ikke tid til at tænke for meget over.

For da kampen havde rundet en times spil, plus lidt småmønter, var begivenhederne på banen ved at ende i decideret håndgemæng. Jeg nåede ikke at fange, præcis hvad der foregik i den pludselige klump af knæ og albuer, men noget kogte tydeligvis over.
En Brønshøj-spiller blev præsenteret for et gult kort, en Union-spiller blev præsenteret for et gult kort og kabalen blev afsluttet ved at kampdommeren stak en lysende rød baglygte i ansigtet på hjemmeholdets Jeppe Orbe, som måtte forlade banen.

I minut 70 bemærkede jeg lidt rimfrost mellem min lille- og ringefinger, og besluttede mig for at forlade tribunen, for at stavre ned efter en kop kaffe.

Da jeg havde fået udleveret min koncentrerede kop krudt, blev jeg hængende nede ved ståpladserne foran boderne. Nogens søn forsøgte at lave bottle-flip med en halv liter Carlsberg Sport, på trods af at nogens søns far adskillige gange bad ham lade være.

Jeg bevægede mig videre, ned bag det ene mål. Jeg kunne høre tilhængerne synge ”Brønshøj og satan – vi elsker Brønshøj og satan” ovre fra tribunen, men kunne samtidig fornemme hvordan en nervøs sitren begyndte at sprede sig blandt de folk, der stod i nærheden.

Vi befandt os i overtiden. Det meste spil foregik med gæsterne som det angribende hold. Folk i Tingbjerg hungrede efter en sejr at fejre. Nær hjørneflaget stod en gut, med teksten ”HØJT AT FLYVE…” trykt bagpå sin klubtrøje, hvor spillernavnet plejer at stå.

I omtrent syv minutters overtid fandt Hvepsene, fra det ene øjeblik til det andet, et sæt hurtige vinger. Mathias Veltz var pludselig alene med gæsternes målmand. Forhåndsfejringerne var allerede begyndt, da bolden i stedet pandede mod indersiden af stolpen og tumlede desorienteret ud i feltet igen.

”Kan du holde til det?”, blev der spurgt omkring mig. ”Næh”, blev der svaret.
Så fløjtede dommeren af.
Hjemmeholdet – og dets tilhængere – kunne fejre en aldeles tiltrængt sejr i en kamp, hvor begivenhederne på banen og tribunen sloges indædt om opmærksomheden. Det er muligt at dagens opgør fandt sted i landets femte bedste række, men underholdningsværdien befandt sig adskillige hylder over.

Mine cykelhjul dansede venstredrejet samba gennem ekkoet fra et gult og sort konfetti-snefald, i efteråret, ude bag tribunen, da jeg cyklede fra Tingbjerg Idrætspark. 
Et noget sammensat karneval. Et smukt et af slagsen, ikke desto mindre.