Brønshøj Boldklub – Ishøj IF (2-1)

Brønshøj Boldklub 2 – 1 Ishøj IF
Tingbjerg Ground, Danmarksserien, lørdag d. 18. juni 2022 kl. 14.00


”Nå nå, du er nok fin på den!”
En let solblæst gut bag mig havde netop hørt mig bestille en Tuborg Classic og følte sig kaldet til at give sit besyv med. ”Skal du så også have glas til?” spurgte han og smilede et bredt smil, der nærmest fik hans mørkerøde kinder til at krakelere, og som nok ville kræve en del aftersun senere. Det valg fik jeg aldrig.

Jeg tog min højpandede dåseøl under armen og begav mig mod tribunen.
I mellemrummet mellem den skygge, boderne kastede, og den skygge, tribunen kastede, var der omtrent tre skridt, hvor solens kasteskyts kunne ramme uhindret. Det var som at blive ramt af en akut ferie, som omgående trak tempoet ud af verden og tømte hovedet for sammenhængende tanker. Sommeren havde i sandhed mast sig gennem tælleapparaterne til Tingbjerg Ground. Temperaturerne var rundhåndede, og tyngdekraften trykkede, klistrede sig nærmest til lægmusklerne. Det var noget nær den perfekte ramme at runde denne sæson af Danmarksserien af i.

Forud for kampen havde Brønshøj, med en flot stime på seks sammenhængende sejre, sikret sig mod at dumpe længere ned i rækkerne, og dagens gæster fra Ishøj havde ligefrem sikret sig en oprykningsbillet, gældende til 3. division.

Som oftest, når jeg har besøgt Tingbjerg, har jeg siddet nær midten på tribunen, placeret på den halvdel, der er nærmest indgangen, men denne dag styrede mine fødder mig til modsatte ende af tribunen, til Hvepsenes stemningsafsnit.

Da jeg dumpede ned på mit gule sæde, var der ganske vist ikke mange levende billeder på denne sektion – en ubemandet tromme stod og fløjtede, med hænderne i lommen – men en kortbenet halv time før kampstart, begyndte liv at krible og pible frem.

En transportabel skilteskov af flag og faner blev rullet ud, og stukket i cementen; sorte og gule hvepsestriber, regnbueflag, et palæstinensisk flag, en gul fane, der så ud som om, den havde tilbragt nogle sæsoner ved fronten, hvorpå ”VIL DU BRØNSHØJ MED MIG!” var trykt med sorte versaler. Et spørgsmål uden spørgsmålstegn.

Ti minutter før kampstart var der stadig omtrent lige så mange flag på tribunen, som der var mennesker, men så tog jeg en inderlig tår af min dåseøl, og da jeg dukkede op til overfladen igen, var rækkerne blevet befolket.

Hvepsen Verner – Brønshøjs maskot – koketterede og trak tiden, mens tilhængerne ventede på at give ham en fuldvoksen fenerbahce-hilsen. ”Ver-ner! Ver-ner!” lød det taktfast fra rækkerne, inden folkekoret krængede direkte over i tribunebaskeren med hooket ”Brønshøj Boldklub fra Tingbjerg Ground – vi er de smukkeste i København!”

Begge mandskaber stod på banen, klædt i lodrette striber. Hjemmeholdet naturligvis i de klassiske hvepsestriber, Ishøj iklædt røde og sorte bjælker.

Kampen begyndte, et sted i baggrunden, bag tilhængerne på forscenen i mit synsfelt. Der gik rundt regnet seks minutter og fireogfyrre sekunder, inden gæsterne havde bragt sig foran. Brønshøjpublikummet virkede komplet upåvirkede af scoringen. Den slags kunne man ganske enkelt ikke tage sig af lige nu.

”Jeg tror ikke vi taber” sagde en gut bag mig. Eller, nej. Han sagde ”Jeg tror ik’ vi tawer”. Han lød så sikker i sin sag, at jeg straks fik fornemmelsen af at han ville få ret. Men det kan man jo altid komme og påstå bagefter.

Et tilbagevendende problem for mig, når jeg skriver beretninger fra Brønshøjs hjemmekampe i Tingbjerg, er at der ganske enkelt er for mange sange, jeg har lyst til at gengive. Jeg løber tør for spalteplads. Hermed en opfordring til selv at tage derud, og medbringe både ører og øjne.

”Så tager vi antabussen frem, så tager vi antabussen tilbage, så tager vi antabussen frem – og så smider vi den væk” blev der boogie woogie’t under tribunetaget, inden en kvinde stak en stemme i vejret, og med engleklar røst sang ”Brønshøj og satan”, hvorefter det brogede folkekor stemte i; ”Vi elsker Brønshøj og satan! Brønshøj og saaaaatan, vi elsker Brønshøj og saaaaatan!”

Kort herefter startede en sang, der først gav mening et par øjeblikke senere. En form for mening, om ikke andet.
Et talstærkt kor sang ”Underbuuuks’, syng en sang for os, underbuuuks’, syng en sang for os”, hvorefter en beskægget mand smed trøje og benklæder, og gav den som tribunedirigent, i boxershorts og strømper. 
Kampen var, på dette tidspunkt, reduceret til visuel elevatormusik i baggrunden, men så fangede en begivenhed alligevel de feststemte tilhængeres opmærksomhed;

I det 24. minut landede en bold hos hjemmeholdets Mads Hashiba, nær målfeltets grænseområde. Det virkede som ren intuition, da han, med et afklaret skud, hviskede bolden yndefuldt i nettet. 1-1, og den fest, der i forvejen var i gang på tribunen, blev skruet yderligere op.

I minutterne, der stod yderst på vippen af første halvleg, så en Ishøj-spiller sig tvunget til at ty til en kalkuleret fodbremse. En hveps gik i græsset. Kampens dommer fumlede lidt ved sin baglomme, og lykkedes så med at trække den berømte røde billet op. Ishøj-mandskabet var ikke synderligt enige i den beslutning, hvorimod Brønshøj-tilhængerne var godt tilfredse, og fejrede det, som havde deres hold bragt sig foran. En ung gut foran mig highfivede luften rytmisk fire gange. Der blev sågar fyret op under det rør, som fik gul og sort konfetti til at baske rundt i det nu hullede luftrum over tribunen.

Et hjørnespark blev halvlegens sidste skud. Men hvilket skud. Med mindre mindre øjne svigtede mig, tog bolden både tværstangen og den ene opstander på Ishøjs mål, inden dommeren, oven på den hektiske afslutning, hæsblæste første halvleg af.

Der var fine scener i pausen, da Brønshøjs U13-pigehold, som havde vundet deres række, blev hyldet fra tribunen, med pomp og pragt og fulde halse. Derefter blev der stille, en kort stund. En mand med Iron Maiden-t-shirt og hestehale sad lidt eftertænksomt og sippede fra sit medbragte drikkehorn. 

Anden halvleg og en rumcigar, et sted i nærheden, blev vakt til live.
Jeg tabte et blik ned til højre for tribunen, hvor en gut ved banehegnet, havde fundet fire udtjente stole, der lignede noget fra et nedlagt, hjemsøgt 80’er-klasselokale. Han havde samlet de fire vejrbidte stykker møbel, stablet sin egen festivalstol ovenpå dem, og så nu kampen fra denne hjemmekonstruerede trone, med en alvorlig mine under sin sorte cykelrytterkasket.

Efter en times spil, blev det spillevende publikum også vakt yderligere til live. En snotforvirret sommerfugl tumlede tværs over mit synsfelt, netop det øjeblik, hjemmeholdets Jeppe Orbe headede bolden i mål. En ny sværm konfetti blev gennet ud i verden, der blev jubelbrølet, og adskillige sange blev sunget oven i hinanden. Det smålykkelige kaos fandt efterhånden fælles fodslag i ”…og vi er ikke til at stoppe – vi er på vej i Champions League!”
2-1.

I det 77. minut gjorde Kaptajn Underbuks comeback nede foran tribunen. Han dirigerede med sikker hånd og slidt stemmebånd stemningssektionen, således at man kunne opleve en flok venligt udseende, storsmilende mennesker, af varierende alder, stå og råbe:
– Brøøøøøøøøns-hø-øøøøøøj!
– Saaaaaaaaataaaaaaaan!
– LU-CI-FER!
– BEEL-ZE-BUB!
– Brøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøns-…-HØ-ØØØØØØØØJ!


Humøret var himmelhøjt.
Dette var den perfekte dag at runde sæsonen af på, og da sidste fløjt forlod dommerens fløjte, viste måltavlen stadig 2-1. Jeg forlod stadion, under en sol der skinnede overstrømmende, fra en himmel, som kun bød på ganske få løsrevne stumper bomuld. 
Og uden at vide det med sikkerhed, er mit gæt, at mange blev hængende noget længere. Måske bliver de bare hængende til næste sæson starter.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: