Danmark – Brasilien (2-1)

Danmark 2 – 1 Brasilien
Venskabskamp, Parken, fredag d. 26. juni 2022 kl. 19.00

Kontrasten var skærende. Jeg havde udsigt til to personer, der sad med ansigtet vendt mod mig i metroen. På sædet lige foran mig sad min 7-årige søn. På et sæde bag ham, sad en gut, som må have befundet sig et sted i udkanten af 30’erne.

Gutten bagved havde kun lige akkurat blikket på klem – lignede én der havde en grusgrav i hvert øje, som han blev ved at gnide længere og længere ind synsfeltet. Han så så træt ud, at jeg et øjeblik troede, han græd. Pupillerne var reduceret til to fjerne forsvindingspunkter.

Foran mig, derimod, voksede Juniors øjne for hvert stop, hvor flere og flere folk, klædt i rødt og hvidt – ganske som ham selv – stod på metroen. 
Hvis jeg ikke tager meget fejl, er der fem stop fra Nørrebros Runddel til Trianglen, og da vi stod på rulletrapperne, på vej op fra undergrunden, sad der to blå møllehjul over hans Dannebrogsmalede kinder.

Det kan være en rørende oplevelse, pludselig at blende ind, og blive en lille brik i en større mosaik, på vej til en fodboldkamp. Den oplevelse fik jeg foræret dobbelt; både gennem mit eget sanseapparat og min søns.

Nogen havde flottet sig og bestilt en ramme, der var lige efter bogen. Turen gennem Fælledparken var en puslespil af rød, hvid, grøn og solens gule Colgate-blitz. Støvet hostede tørt omkring anklerne, den tunge lugt af urin kom i ny og næ brasende ud fra et buskads som et platfodet gespenst. Som sagt; det var lige efter bogen.

Da vi havde kantet os gennem tælleapparaterne, begyndte vi opstigningen til vores pladser. Vi gjorde et enkelt stop for at proviantere til den videre rejse, op mod vores sæder, tre alen under himlen.

Det var smukke scener der udspillede sig under os og omkring os. Der var meget glæde stuvet sammen, indenfor de samme cementpaneler denne aften, og jeg følte en – for mig – uvant stor trang til at fotodokumentere. Måske ud fra den lidt letkøbte opfattelse, at et billede efterfølgende ville sige mere end de tusind ord, jeg nu forsøger at klistre på. Undervejs i min maniske fotosession, prikkede et par søde kvinder mig på ryggen og tilbød at tage et billede af Junior og mig sammen.

Vi takkede ja.
Jeg forestiller mig at finde dette billede frem om tredive år, hvor det – af uforklarlige årsager – vil være gulnet i kanten, og emme af patina, sepia, på trods af at det er digitalt, og vil minde mig om en aften, der virkelig betød noget.

Placeret på rækkerne foran os, sad fem unge gutter, som formåede at punktere højstemtheden lige tilpas. De synkronsvømmede i Gajol-shots aftenen igennem, og bidrog, uden at vide det, fornemt til balancen i regnskabet. At dømme ud fra trykket på ryggen af deres trøjer, hed to af dem Eriksen. Den mest højlydte af dem hed formentlig ikke Børge, men det var han, et sted under hans kasket. De resterende to medlemmer af Bjørnebanden gjorde ikke det store væsen af sig, bort set fra at en af dem bemærkede ”De her pølser …de har fået ciiirkaaaaaa …20 minutter for lidt”, da han anmeldte aftenens franske hotdogs.

Nogenlunde samtidig gjorde de to hold deres entré på banen, og tribunerne blev for en stund et bølgende hav af røde og hvide flag. Fra vores pladser under taget, viftede vi skuldre og albuer af led, inden nationalsangene kom vores lemmer til undsætning.

Børge havde lige lovligt travlt med sine egne falset-improvisationer under Brasiliens hymne, og jeg havde lige lovligt travlt med at forsøge at sluge klumperne i halsen under den danske. Det var de samme udfald på stemmebåndene, som da jeg for nylig stod på modsatte langside, i øjeblikkene før herrerne skulle tage livtag med Kroatien. Jeg er ikke særlig nationalromantisk anlagt, ikke den store fan af fællessang, men min rustning bliver alligevel så pokkers tynd i disse stunder.

Kampen begyndte, og da den fyldte 12 minutter, meldte Junior – som allerede var godt gennemblæst af indtryk på en dag, der både skulle rumme sidste skoledag i 0.B og altså hans landskampsdebut – at han var træt, og gerne ville ligge ned. Dette kunne af gode grunde ikke lade sig gøre, men han lænede sig til gengæld så eftertrykkeligt ind mod mig, at hans ene, malede kind satte et perfekt Dannebrog-stempel på min skjorte.

Så scorede Danmark til 1-0.
I de indledende sekunder af det syttende minut, foldede Janni Thomsen et lille mesterværk ud af sin venstre fod, og klippede, fra sin position et stykke uden for feltet, en pragtfuld bue over Brasiliens keeper og alle andre. 

Det er svært at forklare, hvad der går gennem én, når et hold, man for alvor holder med, scorer et mål. Det er noget af det smukkeste ved fodbold. Noget af det smukkeste i det hele taget. At blive revet med uden at tænke, at blive reduceret til passager i sin egen krop. Det var som om, en anden råbte ud gennem min mund. Brølede, faktisk. Junior, som lige havde nået at stable sig på højkant, for at gribe en håndfuld popcorn, stod nu også og råbte. Med hænderne over sine ører. Dét brus gennem årerne er så irrationelt, smukt og aldeles ubetaleligt.

Bjørnebanden foran os, hvis ansigter ellers jævnligt var blevet suget ned i deres telefoner, i løbet af de forgangne femten minutter, var en klump af knæ og albuer. Og i de efterfølgende minutter voksede Børges kasket mindst et par etager. ”Er det Brasilien i de røde bluser, eller hva’?” lød det, mens en bølge begyndte at slå kolbøtter over tribunerne i Parken. Så fór han vild i melodien til ”Fire-fire-fire-fire-nuuuuuuul”, eller følte sig måske bare så inspireret, at han tog sig markante, kunstneriske friheder i leveringen.

Vi nærmede os pausefløjtet. Det begyndte at brænde på omkring det danske felt, ganske som solen så ud til at være brændt fast, øverst i venstre hjørne af stemningsafsnittet, bag gæsternes mål, men skærmene lyste stadig 1-0 da der blev fløjtet til pause.

Børn og deres forældre – som i mange tilfælde også var blevet forvandlet til børn for en aften – rejste sig, hvis de da ikke allerede stod op, og pingvinmarcherede mod boder og toiletter.

–

Da holdene løb på banen igen, bankede en nu lige lovligt vågen version af Junior mig på skulderen lige nøjagtigt ti gange, sagde ”Gul fodboldtrøje!”, og ville ikke høre tale om at det kun gælder med biler.

Anden halvleg blev en livlig størrelse, hvor hår blev hevet ud af både danske og brasilianske hovedbunde, da adskillige chancer i bredformat ikke blev udnyttet. Ligeledes blev den en livlig størrelse – og i nogle øjeblikke taget en anelse til gidsel, i noget der ikke befandt sig i samme toneart som resten af aftenens festligheder – da Nadia Nadim blev skiftet blev skiftet ind til én stor pærevælling af jubel og buh’en.

Mens bølgen igen trillede over tribunerne som en vindheks – nogle gange som en bleg fotokopi af sig selv, andre gange som et sugende brøl – begyndte brasilianernes glidende bevægelser nu at lykkes i en grad, så det til tider så ud som om, de blev afspillet ved dobbelt hastighed, sammenlignet med de danske spillere.

Med omtrent tre minutter tilbage af ordinær spilletid, gik der endegyldigt hul i den danske defensiv.
Gæsternes Debinha oversprintede Katrine Veje, rundede et par andre røde trøjer, og placerede med et kort aftræk en kort bold i det korte hjørne. Kort proces. 1-1.

Men denne aften havde hele tiden været for god til kompromiser og halve løsninger. 
Et korthåret minut inde i overtiden, modtog Mille Gejl en aflevering i feltet, og placerede bolden i nettet, som havde intet andet, på noget tidspunkt, været meningen. 2-1.

21.542 tilskuere – med få undtagelser – tumlede på benene med strakte arme. En måge i flyveøglestørrelse blev vristet løs fra bjælkerne under tribunetaget, og tumlede et par meter lodret gennem luften, før den kom i tanke om at den kunne flyve. 
Der var spontane glædeskrammere på rækkerne, og omgående comeback til klumpen i halsen, som nu blev siddende som en fast installation, indtil kampen blev fløjtet af i minut 90+5.

En app på min telefon fortæller mig, at dette var den 70. fodboldkamp, jeg satte til livs i sæsonen 2021/2022. Samtidig kommer den til at stå som den sidste – et punktum, der er værd at mindes. 
Og Junior havde mere end almindeligt svært ved at få lukket sine store, trætte øjne, denne aften.