BK Frem – Jammerbugt FC (0-1)

BK Frem 0 – 1 Jammerbugt FC
Valby Idrætspark, 2. division, onsdag d. 1. juli 2020 kl. 18.00


Solen stod som en ensom projektør på et kulsort bagtæppe af skyer, denne onsdag eftermiddag. Jeg dampede allerede da jeg var på vej ind i gården for at hente min cykel.
I et anfald af snusfornuft havde jeg iklædt mig både regnfrakke og regnbukser, hvilket altid får mig til at føle at jeg er 5 år og på tur med børnehaven.

Denne dag skulle jeg tilbagelægge omtrent syv kilometer på min vej fra Nørrebro til Valby Idrætspark. Det er jo ikke nævneværdigt langt – ikke engang på en cykel der ikke inkluderer luksuriøse features såsom mulighed for at skifte gear – men man kan nå at blive godt og grundigt gennemblødt på vejen.

Det blev jeg også. Inde under regntøjet. Det var nemlig ikke mange dråber der faldt på ydersiden, til gengæld var det i omegnen af 20 grader celsius, og jeg kunne have svoret, jeg så små skyer liste ud af ærmerne på regnfrakken og stige til himmels, da jeg forcerede Valby Bakke med et knapt så aerodynamisk udtryk i ansigtet.

Humøret steg i takt med at jeg nærmede mig Valby Idrætspark, med gode minder på lystavlen.
I september 2000 oplevede jeg for første gang mit yndlingsband, Radiohead, spille to magiske koncerter i et kæmpe cirkustelt der var sat op til lejligheden, lige bag Valby Hallen.

I virkeligheden kan man også godt få lidt cirkusassociationer når man går gennem portene til sådan en 2. divisionskamp i Valby,  den første dag i juli. Det hele er meget jordnært og trygt. Der var sågar popcorn.
Jeg bestilte dog kun en øl og en flaske vand. Både fordi det er ved at være en form for ritual når jeg kommer ind på et stadion, men også fordi jeg er ret sikker på, jeg slugte et insekt da jeg cyklede gennem krydset ved Toftegårds Plads.

Stemningen på stadion var vidunderlig. BK Frem er noget særligt. Det er en af Danmarks ældste klubber, stiftet i 1886, og jeg bilder mig ind at man godt kan mærke forankringen selv om klubben for tiden befinder sig i landets tredjebedste række.

Som en del andre af disse Københavnske divisionsstadions har Valby Idrætspark en klassisk hovedtribune med bølgetag, og her fandt jeg mig en plads i den ene side, omtrent halvvejs oppe.
Jeg sørger altid for at være fremme i god tid, så jeg kan få oplevelsen af at se folk strømme gradvist til.

Her var folk i alle aldre. Jeg så folk med julelys i øjnene da de for første gang trak den kommende sæsons spillertrøje over hovedet, som man for første gang kunne købe denne dag. Jeg så hippe unge mænd og kvinder. Jeg så en overdimensioneret Otto Brandenburg-look-alike med lædervest og en mursten af en tegnebog i baglommen. Jeg så en beruset mand gå ind i en stolpe i stedet for at gå udenom den. Der var stiletter, Crocs og alt derimellem.

På arrogant VIP-vis dukkede solen først for alvor op fem minutter før kampstart, men var kun delvist tilstedeværende undervejs. Den har sikkert siddet i loungen og drukket gratis øl det meste af kampen. Man kender godt typen.

Apropos kampstart, så var der ikke mange på tilskuerrækkerne der lod til at tage sig af det da kampen blev fløjtet i gang. Dette var sæsonens sidste hjemmekamp, uden mere at spille for i tabellen, så det handlede mere om at hylde alt dét rundt om fodboldkampen.

De første ti minutter stod hvad der virkede som halvdelen af tilskuerne med ryggen til kampen, fordi der lige var nogle ting der skulle råbes til vennerne andre steder på tribunen. Og her var mange venner. Der var sågar en der tyssede på dommeren da han tillod sig at fløjte for offside.

Midtvejs i første halvleg havde de fleste dog fået vendt ansigterne mod kampen. Der begyndte i hvert fald at lyde en del tilråb ind mod banen:

Én råbte ”PØLSE!” sådan cirka hver gang en Jammerbugt-spiller forsøgte sig med en afslutning. En anden råbte ”Den henter du selv!” da en modstander høvlede kuglen ud over sidelinjen – og da Jammerbugts Glenn Rask i det attende minut scorede hvad der viste sig at blive kampens eneste mål, råbte en ældre mand ”Kan I så lade være med det dér! Jeg har brugt tyve minutter på at gå herover!”.

Sidst men ikke mindst blev der, så kærligt man kan forestille sig, fra flere forskellige steder på tribunen råbt ”Hold nu kæft, Søren!” til en gut der ikke havde mange tavse øjeblikke i løbet af kampen.

Og kampen. Ak og ve. Selve kampen vinder ingen skønhedspriser. På BK Frems egen hjemmeside bærer kampreferatet overskriften Gudsjammerligt kedeligt mod Jammerbugt: FREM tabte sæsonens sidste hjemmekamp.
Kampens reelle højdepunkt var forvirringen der opstod da en bold, som blev hamret i sidenettet, åbenbart fandt et hul og pludselig lå og sprællede inde i målet.

Men i virkeligheden er min mission med alle disse ture jo i mindst ligeså høj grad at finde sjæl, som at se fodbold. Og sjæl var her i overmål.
Der var smil over hele linjen da jeg, og de 413 andre tilskuere, langsomt bevægede os mod udgangen. På vej mod porten nåede jeg lige at høre stadionspeakeren sige ”Tak for en underlig, men god sæson”.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: