Fremad Amager – Viborg FF (2-2)

Fremad Amager 2 – 2 Viborg FF
Sundby Idrætspark, 1. division, fredag d. 10. juli 2020 kl. 19.30


Så skete det endelig. Jeg fik den tvivlsomme fornøjelse af at kæmpe mig frem til en divisionskamp i regnvejr. Nej, ikke bare regnvejr. Den slags kortslutning, en dansk sommer kan præstere, hvor hele gadebilledet i 15-20 minutter sejler rundt i en infernalsk malstrøm af røde lamper, flydende asfalt og maskerede højresving.

Men jeg har regntøj. Og ikke bare regntøj. Vandtæt regntøj. Man kunne forledes til at tro at det var et minimumskrav til regntøj at det er vandtæt, i én eller anden grad. Det er det ikke, kan jeg afsløre med en vis bitterhed. Men nu, i fjerde forsøg, var den der.

Herudover har min, ellers nær-bevaringsværdige, ædle metalganger netop fået nye dæk, så på helt spejderagtig manér var jeg beredt. Der findes ikke dårligt vejr, kun dumme spørgsmål, som man siger.

Dagens kamp var på flere måder én der skilte fårene fra bukkene.
For det første blev den udsolgt på ét minut. Så os dukse, som torsdag eftermiddag bestilte vores billet kl. 15.00, blev belønnet, hvorimod de mere sløsede typer, der først dukkede op online kl. 15.01, fik som fortjent.
For det andet var der altså denne stormflod før kampen som jeg også kun kan opfatte som en form for test af hvor meget man egentlig ville det.

Det var min anden tur til legendariske Sundby Idrætspark, så GPS’en Joyce fik en friaften til at tage i byen med veninderne. Jeg forestiller mig at de har fået et lille rosé-buzz kørende og har snakket om de hurtigste ruter fra punkt A til punkt B.

Regnen var netop aftaget da jeg parkerede den tohjulede og gik gennem portene til stadion. Tanken var at styre direkte mod baren for at varme mine regnkolde fingre på en kold fadøl, men i stedet var jeg ved at styre direkte ind i John ’Faxe’ Jensen.

Kendte fodboldspillere gør mig altid en smule starstruck. Da jeg jo selv er fra musikmiljøet, har jeg venner og bekendte, som er ganske etablerede navne og ansigter. Det lægger jeg ikke det store i. Men manden der scorede åbningsmålet i EM-finalen i 1992, og dermed påbegyndte sidste kapitel i dansk fodbolds største eventyr – dét er noget andet!

Jeg havde lyst til at sige ét eller andet til ham, men kunne simpelthen ikke komme på noget. Måske burde jeg have valgt samme tilgang som min søn. I ny og næ,  når han lige føler for det, siger han ”Hej! Jeg hedder August, jeg er 5 år!” til fremmede mennesker, vi passerer på gaden. Pusherne i Nørrebroparken, eksempelvis.
”Hej Faxe! Jeg hedder Jonas, jeg er 37 år!”.

I stedet sjoskede jeg i baren, fik en øl, fandt en tør plads på øverste række med godt udsyn til banen, og fik en imaginær sludder for en sladder med den skade, som var det eneste andet levende væsen på sektion A, på daværende tidspunkt.

Så stak jeg næsen i en bog, og da jeg kiggede op et øjeblik senere var der gået en time.

Der var nu folk omkring mig. Eksempelvis en mand lidt til venstre for mig med ufattelig dårlig rytmesans. Han så egentlig rar ud, så det var vemodigt at opleve hvordan Vi er dem de andre ikke må lege med knækkede ham som en tændstik, da han forsøgte at klappe med.

Omtrent 15 meter fra mig var en form for stemningsafsnit på tribunen.
Da Viborg-spillerne løb på banen, foldede en 9-10 årig dreng prompte den midterste finger ud og viftede stolt med den. Han blev dog uskadeliggjort af en sylespids pegefinger i ryggen og et skarpt blik fra en ældre herre med blå/hvid sixpence, og foldede pænt langemanden sammen igen.
Flokken på omtrent 10 personer sang sporadisk gennem kampen. Mest klassikere som ”Vi scorer altid på hjørne” og lignende. De havde også en megafon, som en hæs gut brugte til at hviske lidt i, fra tid til anden.

Der blev sunget ”Grav ham neeeed, grav ham neeed, grav ham neeeeed” da en modstander havde rullet rundt i græsset og ømmet sig så længe, at hjemmepublikummet mente at han nu måtte været afgået ved døden. Til Viborg-spillerens forsvar skal det dog siges at han, fra klods hold, fik hamret en bold på det allerfarligste sted.

I kampens 13’ende minut måtte vi alle sammen op at stå, da hjemmeholdets Reda Rabei, som en spejlvendt Messi, drejede kuglen helt op at fjerne spindelvæv i det højre målhjørne. 1-0 til Fremad, good times i Sundby.

En gråskægget herre, som ikke kan være langt fra pensionsalderen, men hvis orange overalls indikerede at han alligevel var kommet til kampen direkte fra arbejde, dansede tilbage til sine venner på tribunen, med en hank-fuld friskskænkede øl i hånden.
– Så du målet, mand?
-Neeeeej
Good times.

Jeg kan allerede her afsløre at kampen endte 2-2. Ved Viborgs to udlignende mål var det som om hjemmepublikummet i Sundby slet ikke gad reagere. De nægtede simpelthen at anerkende begivenhederne der fandt sted.

Til gengæld blev Fremads 2-1 scoring fejret på behørig vis. En mand på 2. række blev så begejstret at han ville smide sin blå Fremad-trøje. Desværre sad den så stramt over maven at han aldrig nåede det før føringen var blevet reduceret til et svagt minde i hukommelsen.

Det blev sådan en aften med solskin og regnvejr på samme tid. Det føltes uvirkeligt, som at være på et film-set. Selve kampen var også solskin og regnvejr på samme tid.

Kort før slutfløjtet drak solen sig selv under bordet og gik ned bag træerne i parken, Viborg udlignede, og da fløjten lød cyklede jeg – i tørvejr – hjem gennem et København der bød på vandpytter i sø-størrelse. Good times.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: