Vanløse IF – AB Gladsaxe (0-2)

Vanløse IF 0 – 2 AB Gladsaxe
Vanløse Idrætspark, 2. division, lørdag d. 31. oktober 2020 kl. 13.00


En ældre herre, et par rækker længere nede på tribunen, rømmede sig i en rytme der passede 1:1 med temaet fra ’The Final Countdown’. Det gjorde mig lidt nervøs.
Ikke grundet risiko for smitte – for vi var udendørs, og folk tog de nye retningslinjer vedrørende mundbind seriøst – men derimod fordi jeg var lidt bekymret for om jeg nu skulle have Europes hit fra 1986 på hjernen i 2 x 45 minutter, plus tillægstid.

Det var sidste stop i oktober. På cykelturen fra Nørrebro til Vanløse var der regn i luften. Den faldt ikke, den stod der bare. Den hang ud. Man blev ikke gennemblødt af den, men man blev så sandelig heller ikke tør.
Kort før jeg drejede om hjørnet, ned mod Idrætsparken, så jeg en ældre kvinde nærmest vælte ud af bussen og stakåndet flå sit mundbind af, så hun i stedet kunne erstatte det med en smøg. Det er en sær tid.

Jeg installerede min cykel nær stadion og bevægede mig mod porten. På vej ind blev jeg udstyret med intet mindre end et trykt kampprogram. Et sjældent syn efterhånden. Det kan måske virke som en lille ting, men det er både en lille skarp til nostalgien og brugbar læsning i situationen.

Mit kampprogram og jeg fandt en plads, et godt stykke oppe på tribunen. Herfra havde vi udsigt til en bane der virkede tonstung som følge af det fugtige vejr. Da spillerne, få minutter senere, løb på banen for at varme op, trak de løjpe-lignende spor efter sig i overfladen. Det så unægtelig ud til at plænen ville blive en modspiller for samtlige 22 brikker mellem kridtstregerne.

Folk indfandt sig løbende omkring mig. Bag mig var et par gutter i færd med en gennemgang af nyligt afdøde Ebbe Skovdahls meritter, en gut valsede opad trapperne i en hoodie med teksten “Jeg har ikke brug for terapi – jeg har bare brug for at stå på ski” og min sidemand – en ældre gut med sne på toppen – flettede fingre med en fadøl og stirrede intenst luften i øjnene.

Et par purunge bananer med Vanløse IF-gear og øjne så store som møllehjul klatrede rundt på rækkerne og solgte skrabejulekalendere til fordel for klubben. Det var svært at takke nej til, så det lod jeg være med.
I det hele taget er mit indtryk at der ofte er ganske mange børn tilstede når Vanløse IF spiller. Også på rækkerne bag mig havde en stribe bananer i fodboldtøj slået sig ned – de var dog af den lidt hårdere slags, skulle det vise sig. Men for nu havde de fanget et stribe sagesløse stadionpølser, så der var ro på.

En karismatisk ung mand, som jeg straks vil døbe Dennis, gjorde nu sin entré på stadion. Han kom anstigende med den tydelige aftegning af et gavtyvesmil i mundbindet, en stortromme spændt for maven og en gul hue som stjernen på toppen. Han lignede en fest på to ben, og styrede direkte mod den ene ende af tribunen, hvor han straks herefter indtog rollen som epicenter for hjemmepublikummets stemningsafsnit.

Vanløse Idrætspark byder sædvanligvis på både charme og indlevelse, men ved mine tidligere besøg har det været et relativt stille sted. Sådan var det ikke i dag.
Nær mig, på min venstre flanke, havde jeg nu en sektion med Dennis og 15-20 af hans kumpaner, og nede i den anden ende af tribunen stak et par store AB-faner snuden op ved de grønnes stemningsafsnit. Akustikken under tribunetaget udrettede mirakler for trommerne, de to lejre hver især havde medbragt. Fremmødet mellem de to poler var fornemt. Scenografien sad i skabet.

Efter opvarmningen var det nu mennesketomme græstæppe hullet som en schweizerost. ’Proud Mary’ blæste ud af højtalerne og mindede mig om 257 røvballejobs, jeg aldrig har spillet.
Så løb spillerne på banen. Eller i banen. Jeg forestiller mig, det har krævet en lille indsats bare at tilbagelægge distancen ind til midten.

De akademiske ugler fra AB Gladsaxe har jeg set adskillige gange, denne sæson. De har haft god medvind på det sidste, og kan derudover bryste sig af at tegne sig for et af divisionens yngste mandskaber. Den slags bliver bemærket. Da de for nylig gæstede Tingbjerg Ground til det velrenommerede Mosederby, udså Brønshøj-tilhængerne sig de grønnes Tobias Noer og sang “Nummer 8, du har lektier for”.

Dommeren blæste i fløjten og straks væltede kampen ud over stepperne som en overgearet 5-årig, juleaften, pisket frem i gaverus og sukkerchok. Begge hold ville det hele. Det var intenst. Det væltede rundt med decibel på tilskuerrækkerne, hvor stortrommerne i løbet af de første fem minutter fik blæst spindelvævet af trommehinderne på os allesammen.
Bag mig råbte en hård banan i indskolingsalderen “Så’ det med tilbage, nummer 15 – det var dig der lavede fejlen!” og lød som Mickey Mouse eller en ung Kate Bush.

Efter omtrent tyve minutters spil, stod den overgearede 5-årige i grønt kviksand til knæene. Banens beskaffenhed havde allerede fået flere af spillerdragter til at ligne levn fra svundne tiders Tipslørdage, og i et enkelt tilfælde kunne man ikke længere se spillerens rygnummer.

Alt imens havde Vanløse-tilhængerne åbenbart besluttet at sætte fokus på lokale erhversdrivende. I hvert fald er jeg ret sikker på, jeg ved flere lejligheder hørte dem synge:
Kronen’ er et center – det ligger lige ved stationen
‘Kronen’ er et ceee-enter – det ligger lige ved statiooooo-onen

Kraftanstrengelserne på banen udmøntede sig i et par spredte chancer, men det var ikke en dag for poleret fodbold, og måltavlen viste stadig 0-0 da der blev fløjtet til pause.
Bort set fra en enkelt hveps som ikke kunne klokken, var der efterår spændt ud over hele kulissen. Tågen og første halvlegs tumultariske boldspil gav fornemmelsen af at det ligeså godt kunne have været et opgør i Skotlands tredjebedste række. Dog pustede vinden lidt i den officielle sorte fane, modsat tribunen, som bebudede at vi havde med den danske 2. division at gøre. Helt i kampens ånd vendte fanen på hovedet.

Anden halvleg kom ud af fjerene. Jeg tror, Vanløses stemningsfans var begyndt at improvisere sange på stedet. I hvert fald sang de “Bus til Næstved – vi skal med bus til Næstved”. Et vildt skud i lørdagstågen kunne være at Vanløse møder Næstved på udebane i næste runde.

Både hjemmeholdet og gæsterne fik knoklet sig frem til chancer. Det blev mere og mere indædt på både grønsværen og lægterne. Som alle traditioner foreskriver, blev visse utilfredsheder med dommeren blev luftet.
Dennis & co. mente at dommeren havde overset et klart frispark til deres drenge i de engang hvide bluser, og nogen råbte “Vi kan se det tydeligt, dommer! Vi sidder lige ved siden af!”. Det gjorde de ikke. Faktisk sad de så langt væk, det var muligt, hvis man stadig skulle befinde sig på matriklen.

“Dommeren læser bøger” blev der sunget, med et glimt i øjet og henvisning til at han skulle have lidt for meget tilfælles med gæsterne fra Akademisk Boldklub.
Dommeren lod sig dog ikke mærke med presset fra hjemmepublikummet, og fik som en dirigent skruet yderligere op for mishagsytringerne, da han i det 77’ende minut pegede på elleve-meter-pletten. Straffespark til AB.

En ung mand med Mark Strudahls frisure og en ordbog der ikke var Emma Gads fortalte malerisk hvad han mente om hele situationen, mens gæsternes Sylvester Seeger-Hansen lagde bolden til rette på pletten.
Så stødte han til kuglen. Sylvester. Bolden sjoskede ind mod målrammen med hænderne i lommen. Den fik lige nøjagtigt givet Vanløse-målmand Lasse Krogh en forsigtig highfive inden den nærmest undskyldende sneg sig ind ved foden af stolpen. 0-1 til AB.

Mickey Mouse eller Kate Bush var utilfreds.

Hjemmeholdets stemningafsnit var dog ikke slået ud. Stortrommen galopperede og hjalp til med til at blæse Vanløse frem til flere chancer.
I det 83’ende minut var en af disse chancer særdeles tæt på at kaste mål af sig, og der gik et sug gennem rækkerne da deres hold lige netop ikke formåede at udnytte den hovedstødsmulighed, de havde spillet sig frem til.
Suget blev dog, få sekunder senere, vekslet til et suk, og det var herimod AB-sektionen der kunne flyve op fra sæderne og fejre at bolden nu lå desorienteret i modsatte målnet, som følge af et kirurgisk sikkert kontra-angreb.

Kampen befandt sig nu i sin allersidste fase. Om det skyldtes ren og skær udmattelse eller den nær-flydende bane, ved jeg ikke, men det så ud som om spillerne blev lavere og lavere for hvert minut der gik.
Til sidst stak kun hårtoppene op, og frustrationer ovenpå provokationer var tæt på at forvandle kampen til et uværdigt pubslagsmål. Balancegangen mellem tænding og kortslutning er hårfin.
“Slap nu af” sang Vanløse-tilhængerne, og havde ret.

Heldigvis nåede begivenhederne ikke at eskalere yderligere før kampdommeren blæste opgøret over målstregen. AB kunne føje endnu et grønt V til samlingen, Vanløse kunne trods nederlaget i høj grad være deres indsats bekendt, og kald mig bare romantisk pladderhumanist, men jeg synes, der er noget smukt over at se to mandskaber blive hyldet simultant af hver deres fangruppering, på trods af at maksimalt ét af holdene kan have vundet.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: