BK Avarta – Slagelse B&I (2-1)

Boldklubben Avarta 2 – 1 Slagelse Boldklub & Idrætsforening
Tømrermester Jim Jensens Park, 2. division, søndag d. 25. oktober 2020 kl. 13.00


Det var som om, farven på Flintholm Station havde smittet af på hele verden denne søndag. Grå, gråere, gråest. Det var stort set ikke til at sige hvor asfalten stoppede og himlen begyndte.

Få øjeblikke forinden havde jeg stået i metroen, hvor folk sad med et par kilometers afstand og faldt i staver i hver deres mundbind.
Nu sad jeg så i en næsten tom bus 9A, hvor en kvindestemme, fra en boks med et lysende, blåt felt, tydeligvis havde mistet forstanden. I hvert fald sagde hun “Check ind” – til ingen – omtrent hvert tyvende sekund. Det kan nå at blive til ganske mange Check ind‘er når man skal fragtes fra Frederiksberg til Rødovre, kan jeg melde.

Jeg fortrød bittert at jeg i min magelighed havde valgt at tage offentlig transport, fremfor min trofaste tohjulede. Nu sad jeg fast i denne sløjfe, og virkeligheden gjorde hvad den kunne for at emulere en trist sci-fi-film. Ch-check ind.

Dette var min debut som fodboldtilskuer i Rødovre, og jeg sørgede for at være i god tid.
Som jeg tidligere har berettet, er jeg den sjældne type musiker, som stort set altid ankommer for tidligt. Det kan ofte være en smule ensomt. Eller bare bragende kedsommeligt. Det var det ikke denne dag.

Efter jeg var hoppet af bussen, flyttede mine fødder mig nogle meter hen langs vejen, og anbragte mig foran et skilt hvor en forsamling selvsikre versaler udgjorde ordene “TØMRERMESTER JIM JENSENS PARK – AVARTA”.
Normalt er jeg ikke så glad for klangen af sponsorerede stadionnavne, men dette er jeg ganske enkelt nødt til at knuselske. Oftest giver sponsornavne en fjern, upersonlig fornemmelse, men her er et eksempel, hvor det komplet modsatte er tilfældet.

Lidt længere nede på skiltet var der monteret en A4-ramme, hvor et stykke printet papir annoncerede “Søndag 25. oktober – kl. 13.00 – AVARTA-SLAGELSE”.
Regnen havde fået kløerne i det sidste ord som nærmere svømmede end stod. Hvis det var for at intimidere dagens udehold, var det en meget mådeholden krigserklæring.

Jeg drejede hovedet lidt til højre for skiltet, blikket fulgte trop med nogle sekunders forsinkelse, og pludselig fik verden farver. Træerne omkring Tømrermester Jim Jensens Park stod på det nærmeste i flammer. Espelundens efterårsklæder var tydeligvis farvernes sidste, smukke bastion denne oktobersøndag.
Om man kan absorbere vitaminer gennem øjnene ved jeg ikke, men det var præcis sådan det føltes. Jeg ville beskrive det som at blive aet på nethinden, hvis ikke det var fordi det rent faktisk må være enormt ubehageligt, og i stedet går jeg med at berette om hvilken oase, Boldklubben Avartas hjemmebane er, midt i oktobers grå søle.

Where are we now? croonede Bowie da jeg var på vej mod portene ind til stadion, efter at have spadseret en tur rundt om parken. Rødovre, David. Rødovre.
En gråsprængt herre udkæmpede hvad der virkede som et sandt arvefjendeopgør med den telefon, han skulle bruge til at scanne min billet med. Til sidst vandt mennesket, maskinen makkede ret og jeg blev lukket ind.

Jeg havde ikke nået at sætte mange fodspor på Tømrermester Jim Jensens Park før adskillige af de frivilligt arbejdende på stedet havde budt mig velkommen og ønsket mig god kamp. Med alt det nærvær, man ikke kunne finde i metroen.
Kontrasten til den ensomme sci-fi-hverdag, vi skvulper rundt mellem hinanden i, i dette pilrådne år, var slående. Fodbold er en ventil i verden.

På denne måde var alting ved at blive en anelse højstemt under min hue, mens jeg valgte mig en plads på den lille, charmerende tribune, men det hele kom abrupt ned på jorden igen da ‘Ta’ med ud å fisk‘ pludselig brølede ud af højtaleranlægget med en styrke der nær havde blæst min nyerhvervede kop kaffe over på den anden side af Vestvolden.
Det var i øvrigt en pragtfuldt 90’er-steril version af sangen, og da den et par minutter senere begyndte at hoste og hakke som kun en vaskeægte CD kan, var billedet komplet.

De gode folk på stadion havde andre gøremål, hvilket betød at ingen stoppede Compact Disc-saltomortalerne, og vi fik således den anstrengte modulation over i sidste omkvæd at høre fire gange.

På dette tidspunkt sad der, udover mig, kun en nydelig ældre dame på tribunen. Hun sad nogle meter væk, iført elegant jakke, fint halstørklæde, pelsstøvler – og sorte Adidas-bukser magen til dem, rødderne i Nørrebroparken har.
Hun besad en majestætisk ro, og løftede således ikke et øjenbryn da CD-afspilleren kastede Arrivederci Franz ud af højtalerne som en lille brosten mod høresansen.

Regnen dryssede nu tilsyneladende lydløst over banen. En delegation Slagelse-tilhængere ankom i følgeskab med en vind som kunne mærkes langt ind i knoglerne.
Gæsterne blev budt velkommen af 2-3 sekunders Hey Jude, inden teknikken endelig faldt til ro, og gav os en snorlige kollektion af tidlige Beatles-hits.

Forud for dagens kamp havde hjemmeholdet, Avarta, kun haft held til at skrabe et enkelt point sammen. Sæsonen havde budt på otte spillerunder uden sejr. Ikke desto mindre blev der hurtigt fyldt på tribunerne, hvor stemningen var afdæmpet men solid.
Folk, i absolut alle aldre, indfandt sig, og lignede bestemt ikke nogen, en sølle sløj sæsonstart, kunne blæse omkuld. Tværtimod lignede de en flok sejlivede klipper, som sidder hvor de skal, uanset om det blæser, og hvor meget – eller lidt – hår de hver især har til at varme ørerne.

Med fem minutters tid til kampstart havde de to mandskaber nu færdiggjort deres opvarmning og forladt banen. Tilbage stod en flok bolddrenge som sparkede straffespark mod det ene mål, indtil en af dem fik sparket sin støvle afsted mod målet i stedet for bolden og måtte lade sig udskifte med latterkramper.

Mange klubber forsøger, via pumpet hypemusik, at piske en stemning op når klokken nærmer sig kampstart. Men her, med tre minutter til kickoff, var det Yesterdays sørgmodige celloarrangement der bølgede ud af højtalerne, indtil det blev afbrudt med et ikke-eksisterende fade – og en skøn stadionspeaker, med en stemme der lød som om den kom fra hans knæ, sagde:
Ja, så kan I varme hænderne lidt ved at klappe af de to hold

Spillerne kom på banen, kampen kom på gled, over stok og sten.

Mindre end fem minutter skulle der gå før det trofaste hjemmepublikum fik noget at glæde sig over. Hjemmeholdets Mads Walter blev sendt afsted på en friløber, hvor han nærmest kunne nå at tjekke sin mail undervejs, inden han åbnede ballet med sin selvfølgelighed af en scoring til 1-0.
Jublen på tribunen klingede af lige dele forbavselse og glæde, mens nogen på perfekt afstemt old school-vis ringede med en klokke. Tribunen sejlede i store smil og kæmpe håndflader.

Foran mig sad fire unge kvinder – formentligt nyudklækkede i 20’erne – og leverede under hele kampen et kommentarspor så livligt at det gjaldt om at klamre sig til noget for at følge med. De skøjtede ubesværet rundt mellem emner, såsom fyre med hovedet under armen, hvorvidt givne frisparkssituationer lå bedst til højre- eller venstrebenede skytter, lige lovligt nysgerrige mødre, om opspillet burde foregå centralt eller via fløjene. Ingen søndagsbilisme. Det var multitasking på imponerende niveau, eksekveret med imponerende hastighed.
Tre af dem bar huer, og jeg havde konstant toppene fra disse i bunden af mit synsfelt. Det var som om nogen havde nogen føjet et smølfe-filter til kampen.

Anderledes tavs var en alvorligt fokuseret mand, klædt i postkasserød Slagelse-trøje, som jeg kunne have svoret fik en hel cigaret til at forsvinde med ét sug. Han tog bare en dyb indånding gennem den, og væk var den. Måske var det nerver. I hvert fald fjernede han ikke øjnene fra kampen, mens pladsen i den cigaretkirkegård, hans tomme ølkrus var forvandlet til, blev mere og mere trang.

I kampens 25’ende minut stod det klart at han langt fra var eneste tilhænger af udeholdet på tribunen denne eftermiddag. Et overraskende stort glædesudbrud rev sig løs fra tilskuerrækkerne, da Slagelses Frederik Christensen – med en bordtennisspillers reflekser – fik udnyttet en serie af fodboldens forunderlige tilfældigheder, og sat sidste stempel på bolden inden den lå i nettet.
1-1.

Fodboldguderne må derefter have kommet til at sætte sig på fjernbetjeningen og ramme fast forward, for mindre end et minut senere – nærmest inden Slagelse-tilhængernes bagdele havde fået kontakt med sæderne igen – bimlede mål-klokkerne endnu en gang i parken. Dagens største applaus tumlede som en faldvind fra hjemmeholdets tilhængere, ned mod banen. 25-årige Emil Thomsen var ejermand til den finjusterede inderside, som trillede kuglen i mål fra kanten af feltet.
2-1 til Espelundens gæve, grønne gutter.

Dette opgør var en både velspillet og intens forestilling, og resten af halvlegen føltes som én glidende bevægelse indtil vi ramte pausen.
The Beatles blev atter gennet i manegen. Day Tripper viste sig at være et lille smølfehit, og fik således kvinden foran mig til at improvisere et par dansemoves på sit sæde, hvorefter hun kastede det hår, der stak ud under huen, over skuldrene, og dermed var tæt på at plante 2/3 af frisuren i den kun næsten tomme kaffekop, jeg sad og knugede mellem hænderne.

2. halvleg blev fløjtet ud af startblokken. Samtalerne omkring mig simrede og boblede muntert op under tribunetaget. Jeg havde udsyn til en farveprøve af en plæne – samt nogen der stod og tissede i buskadset, på højen over en bannerreklame for JIMMIs BLOMSTER, udfærdiget i de fineste Comic Sans. Jeg følte mig meget, meget taknemmelig. Fodbold er en ventil i verden.

Når man for tiden ser kampe fra Spanien og England, som finder sted på majestætiske, tomme fodboldkatedraler, virker det som om de spilles på en anden planet.
Her, i Danmarks 2. division er vi i høj grad allesammen i samme lille jolle. Der lød da også et instinktivt medfølende, kollektivt suk på tribunen, da vores ene linjevogter, fra klods hold, fik kanoneret en hård bold direkte på hans efterårskolde næse. Et par sekunder så det ud som om han var sendt til tælling, men han præsterede at blive på benene. De er gjort af et særligt stof i divisionerne.

Det næste jeg registrerede var at en af kvinderne foran mig tog huen af. En af de andre drejede kort hovedet mod hende, tog bestik af hue-hår-situationen, og sagde venligt men bestemt “Tag den på igen”. Der blev pareret ordre uden nogen form for protest.
Herefter blev der en rum tid diskuteret øjenvipper (“Mine er så lyse at det får mine øjne til at se skaldede ud!”), inden samtalen lavede en kropsfinte og et retningsskift i verdensklasse, og de igen dissekerede begivenhederne på banen.

Tiden flyver i godt selskab og anden halvleg havde lagt en stabel mursten på speederen. Vi nærmede os 90 minutters spilletid. Den stod stadig 2-1 til Avarta, og det hårdtprøvede hjemmepublikum begyndte gradvist at blive mere og mere klar over hvad de efterhånden havde at miste.
Vi bevægede os ind i overtiden. Min sidemand var gået i stå midt i en bevægelse, som egentlig skulle have ført hans kaffekop helt op til læberne. Nu var hånden i stedet frosset fast på halvdistancen, og jeg begriber ikke hvordan hans arm ikke syrede til.

I overtidens overtid producerede Slagelse et hovedstod på overliggeren. Nogen holdt sig for munden, andre for øjnene. Bolden sejlede ubekymret, og helt uden situationsfornemmelse, ud i feltet igen – hvor det dog til sidst lykkedes hjemmeholdet at få kontrolleret situationen. Jeg forestiller mig, der har været store bunker af afbidte negle at feje op på tribunerne senere.

Forløsningen kunne derfor næsten mærkes som en energibølge på Tømrermester Jim Jensens Park, det sekund dommeren fløjtede kampen af. Missionen var lykkedes: sæsonens første sejr til de grønne fra Rødovre.

Jeg stak en håndfuld luft i lommen på min regnjakke, da jeg gik ud gennem portene. Den slags ilt kan man godt få brug for i denne tid. Vi var da heller ikke nået mange stop med 9A før en gut med mundbind, svømmebriller og en opvaskebalje over hovedet, mindede mig om at vi nu var på vej tilbage til den grå sc-fi-hverdag.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: