Brønshøj Boldklub – AB Gladsaxe (1-2)

Brønshøj Boldklub 1 – 2 AB Gladsaxe
Tingbjerg Idrætspark, 2. division, lørdag d. 17. oktober 2020 kl. 15.00


– Men vi har lukket alt for mange mål ind på udebane
– På hovedbanen!?


Herefter opgav de to sølvhårede kammerater, som havde placeret sig et par rækker længere nede, at snakke sammen. Den ene af dem rystede umærkbart på hovedet og listede en cerut frem fra inderlommen. På trods af gode intentioner og ganske lange øreflipper, var det blevet sværere og sværere for dem at høre hinanden, i takt med at tribunerne omkring os fyldtes.

Vi befandt os i Tingbjerg Idrætspark – også kaldet Tingbjerg Ground – og forventningens glæde var til at få øre på, allerede et godt stykke tid før kampstart. Denne dag stod den på det sagnomspundne Mosederby.

For de uindviede kan det berettes at et Mosederby er opgøret mellem Brønshøj Boldklub og Akademisk Boldklub Gladsaxe. De to mere end hundrede år gamle klubber, nær Utterslev Mose, ligger så tæt placeret at man nærmest har fornemmelsen af at man ville kunne ramme Gladsaxe Stadion med en snebold fra Tingbjerg Ground. På en god dag. Med medvind. Og sne, naturligvis.
Om ikke andet kan man i hvert fald se direkte over på højhusene der udgør scenografien omkring AB’s hjemmebane, når man sidder på tribunen i Tingbjerg.

Denne udsolgte kamp, mellem de hårdt knoklende hvepse fra Brønshøj og de belæste ugler fra Gladsaxe, er noget særligt. Det er tydeligt at mærke. Grundet corona-restriktioner har der naturligvis været færre billetter til salg end man kunne ønske, men ikke desto mindre var kulissen pragtfuld.

På vejen fra Nørrebro havde jeg smilet lidt af en mand som, med det alleryderste af reflekserne, undgik at torpedere en due med dårlig situationsfornemmelse, som væltede ud foran ham på cykelstien. “Hvor er du dum, mand!” snerrede han ad duen, som på alle måder så ud som om den ikke forstod noget.

Et kvarter senere rundede jeg mosen, trillede ind ved Tingbjerg Idrætspark og parkerede min cykel i nærheden af fire ældre gutter med elefanter i hænderne og hvepse på brystet. De forsøgte skiftevis at hoste lidt efterår op og tale lidt højere end de tre andre, begge dele med iver. De var i fin form.

Indendøre valgte jeg mig et gult, fuglelortefrit sæde (nr. 39), på bagerste række, så tæt ud for midterlinjen, man kunne komme uden at sidde på skødet af stadionspeakeren. Her havde jeg udsigt til en stemningstribune der var en fest for øjnene, allerede inden der var folk på den. En tæt jungle af forskellige faner i hvepse- og regnbuefarver stod klar. Et par sørøverflag var der også blevet plads til.

På dette tidspunkt var luften så efterårsskarp at man kunne skære sig på den, himlen var uforfalsket himmelblå og solen spillede fandango. Ganske vist kan jeg – som det ser ud pt. – kun være ét sted ad gangen, men jeg vil alligevel vove den påstand at Tingbjerg Ground var verdens smukkeste frimærke denne eftermiddag.

Der blev tændt for musikken i parken. Medina sang at hun var ligeglad, men jeg tror ærlig talt ikke hun mente det. Herefter spidsede Rasmus Seebach albuerne og tog ordet, i pletvis falset, og jeg stirrede bunden af en kop sort kaffe i øjnene.
Da jeg kiggede op igen var der fyldt på tilskuerrækkerne omkring mig.

Vi har nået den tid på året hvor folk begynder at trække fodboldtrøjerne uden på dynejakkerne (tilskuerne, ikke spillerne), og tribunerne var polstret med tæpper, håndbajere i fingervanter og tårnhøjt humør.

“Ingen ugler i vores mose!” råbte et talstærkt kor på det fyldte stemningsafsnit.
Lad det være sagt med det samme: Brønshøjs tilhængere ligger inde med 2. divisions svar på Lennon/McCartney-sangbogen. Mage til opfindsomt repertoire skal man spejde længe efter.

Mens klokken ilede mod kampstart, trak et skydække fra Høje Gladsaxe mod Tingbjerg. Hvis nogen havde haft tid til at forholde sig til vejret, havde de muligvis tolket det som et tegn, men fokus lå andre steder.

De to mandskaber løb nu på banen, og højre side af mit synsfelt eksploderede. En kanon spyttede en snestorm af konfetti, lydtrykket var herligt, fanerne blev foldet ud og fik afsnittet til at blafre som en psykedelisk skov i blæsevejr. Et øjeblikkeligt skud lykke.

Herefter skulle der lige fjernes et par kilometer gult og sort crepepapir fra banen inden kampen kunne komme i gang – men i gang kom den, og den var cirka syv sekunder gammel da jeg hørte nogen synge Sejren er vor! ovre fra den pragtfulde rodebutik til højre for mig.

Hit-maskinen kom i svingninger.
“Nummer 19, han er tyk – nummer 19, han er tyk” lød de kærlige drillerier ned mod den tilfældigt udvalgte Albert Nørager fra AB, på den muntre melodi fra ‘Limbo Rock’. Det blev fulgt op af de koordinerede råb:
Hvad drikker nr. 19?
Sovs!
Øjensynligt sad der naturligvis ikke et gram forkert på den gode Nørager.
Glimtet i øjet er en kunst, de mestrer til perfektion ude i Tingbjeg.

Kort herefter blev der blæst til angreb mod dagens akademiske modstander med sangen “Vi vælter jeres bogreol, lå-lålålålå”.

Mine ører var på større arbejde end mine øjne. Mine øjne kunne i øvrigt forholde sig til en kamp som fremstod en anelse forkrampet i den første halve time. De to hold havde hinanden i et brydegreb og der var ikke mange chancer på plakaten. Jeg tror faktisk ikke, de første 30 minutter bød på et skud indenfor rammen – og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg, på dette tidspunkt, nærmere var tilskuer til Brønshøjs tilskuere end til selve kampen.

Giv mig et A!
A!
Giv mig et B!
B!
Hva’ si’r det?
LORT!
…lød det fra tribunen.

Som modvægt havde en stribe grøn/hvide ugler slået sig ned på modsatte sidelinje, og de lod sig ikke umiddelbart slå ud. Jeg kunne se at der blev buldret lystigt på trommen derovre, men grundet antal og afstand var det lidt som at fornemme en fest gennem en væg. Det virkede som om, de gjorde deres.

Men så smældede Bayan Fenwicks slangebøsse. Fra kanten af feltet fik Brønshøj-spilleren sendt et lille kunstværk af et skud afsted. Bolden satte tænderne i den ene opstander, hvorefter den tog en sejrsrunde i netmaskerne og reducerede AB’s keeper til tilskuer på linje med os andre.

Det blev selvsagt fejret på behørig vis på tilskuerrækkerne, med en paddehattesky af konfetti og tribunebaskeren “Vi er på vej i Champions League” for fuld hals.
Selv min sidemand – en ældre herre, som var markant mindre positivt stemt end resten af parken – kunne svinge sig op til et klap. Ét. Jeg tror muligvis, det er første gang, jeg har set nogen nøjes med et enkelstående klap. Han var momentant tilfreds, men så ingen grund til at frådse.

I løbet af de næste ti minutters tid kunne Brønshøj meget vel have fordoblet føringen. Eller tredoblet den, for den sags skyld. Hjemmeholdet havde luft under vingerne og blev nærgående som de aggressive sensommerhvepse, der kun er ude på at ødelægge din havefest. Det lykkedes dem dog ikke at få sat den afgørende fod på – og jeg kan levende forestille mig at det har været en spand isvand i hovedet på dem, da uglernes Emmanuel Bio derimod satte udligningen i nettet få øjeblikke før første halvlegs lukketid.

1-1 ved pausen. Hvis min hygge-gnavne sidemand havde kunne trække det klap tilbage fra tidligere, havde han gjort det.
Da anden halvleg startede, og gæsterne fra Gladsaxe bragte sig foran efter mindre end fire minutters spil, turde jeg slet ikke kigge på ham. Hans knoer må have været hvidere end hans hår.

Man kan dog på ingen måde beskylde den almene Brønshøj-tilhænger for at stikke piben ind og slå op i banen. Hvilken ukuelig flok. Selv linjevogteren fik en lille sang med, da der blev viftet med samtlige faner på tribunen og sunget “Linjedommer, mit flag er større end dit”.

Få øjeblikke senere havde jeg fornemmelsen af at være den eneste der registrerede hvordan hjemmeholdets Jeffrey Ofori nær måtte udgå med en høreskade. Han stod ganske enkelt umådeligt uheldigt placeret, lige ud for dommeren, da denne pludselig blæste demonstrativt højt i fløjten for at få AB’s mur til at makke ret i forbindelse med et frispark. Ofori tog sig til ørerne og man kunne næsten se hvordan mængden af decibel og syrlige frekvenser havde fået hans trommehinder til at vrikke om.
“Uglen er et åndssvagt dyr” blev der nu sunget på tribunerne, og jeg er ganske overbevist om at han ikke hørte det.

Ofori blev på banen, men det var ikke meget, hvepsene fra Brønshøj lykkedes med. De grønne fra Gladsaxe havde fået styr på geledderne, og kontrollerede i det store hele resten af kampen.
Langt de fleste tog det med oprejst pande og en runde “Vil du, vil du, vil du, vil du Brønshøj med mig?”. Min korsarmede sidemand var dog ikke tilfreds. “Skal han også nå at smøre en madpakke, eller hvad?” hvæsede han, da AB’s keeper var lidt længe om at få afviklet et målspark.

De sidste sekunder af kampen takkede, bukkede og bakkede. Dommeren fløjtede af. AB kunne trække sig sejrrigt ud af en hårdt kæmpet kamp, som begge mandskaber havde ære af.
Da jeg cyklede fra stadion kørte jeg gennem en grøn røgsky, til lyden af tilhængere fra begge klubber, der klappede af deres spillere. Fodbold er en smuk ting.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: