KFUM’s Boldklub København 0 – 2 Hvidovre IF
Emdrupparken, Sydbank Pokalen, onsdag d. 7. oktober 2020 kl. 16.00
Regnen prikkede mig på skulderen på Rådvadsvej. Jeg lod som om jeg ikke bemærkede det. Den blev mere og mere insisterende. Jeg bed tænderne sammen, fik tungespidsen i klemme og trådte til i pedalerne – lydløst svovlende, med en let blodsmag i munden og et hovedfuld gråvejr under hjelmen.
Vejret havde været en rodebutik fra starten. En af de dage hvor man konstant bliver fanget på det forkerte ben. Det ene øjeblik bliver man dampet under sin regnjakke, i bragende solskin, som et sørgeligt stykke fisk, og næste sekund, hvor man vover at tage den af, vælter vandet pludselig ned fra en gabende flænge i himlen.
Da jeg hoppede af cyklen ved Emdrupparken stak solen et par skarpe knive gennem skydækket, og jeg var som så ofte i alt for god tid. Efter at have hilst på et par imødekommende frivillige sjæle, som var udstationeret ved porten – og som jeg i øvrigt er ret sikker på, jeg så løbe på banen for hjemmeholdet senere – parkerede jeg cyklen ved det lavstammede klubhus, et sted under en meget stor og noget tætvævet himmel.
Der var stilleleg i parken, hvor voluminøse træer i grønne fjerdragter omkransede en håndfuld tomme baner, og udgjorde et tavst men ganske levende publikum.
Jeg besluttede mig for at traske en tur rundt om den bane, kampen skulle spilles på. Med sit grønne græs, en pludseligt højpandet sol og Dannebrog fæstnet ved hvert hjørne, lignede det et indslag i en løgnagtig brochure fra en kolonihaveforening. Det var lige ved at ødelægge mit dårlige humør.
Ganske som hos KFUM’s fætter i Roskilde skulle man enten selv medbringe en stol at sidde på under kampen, eller købe en ved indgangen. Jeg placerede dagens nyerhvervede campingstol på en lille høj, med ryggen mod en hæk.
Solskinnet var nu så skarpt at det tegnede tilfældige figurer for mit blik, da jeg begav mig over mod ølboden for at fejre at det var onsdag, og at klokken var over 15.
Jeg afgav min bestilling hos en venlig kvinde, som med sin hjemmevante facon lignede en fast installation. Nogen tændte for DJ Ötzis desværre udødelige klassiker ‘Hey Baby’ – og halvandet splitsekund senere brød helvede løs i Emdrupparken.
Reaktionen fra vejrguderne kom prompte. Himlen revnede på midten, og mens solen stadig skinnede åndsfraværende, piskede regnen ned over os som middelstore blylodder.
Straffen for DJ Ötzi er ikke mild, og selv om min campingstol var blevet forvandlet til en sur karklud på metalstivere da jeg – med en stærkt fortyndet øl i hånden – kom tilbage til min plads, er jeg principielt enig i at der må være en konsekvens.
Underlaget ved min plads havde i løbet af få minutter antaget karakter af en mose. Et par stressede regnorme stak snuderne op. Eller halerne. Det har jeg altid haft lidt svært ved at vurdere.
Så slukkede nogen pludselig for himlens hidsige haner igen, og solen, det store drog, skinnede videre som om intet var hændt.
Den glimtende, tomme fodboldbane så smuk og enorm ud for en stund, men så myldrede de misundelsesværdigt tørskoede spillere fra de to klubber ud for at varme op, og forvandlede plænen til en snæver, lidt brunere størrelse.
Hvidovre-spillerne lavede pasningsøvelser på et klaustrofobisk afgrænset område, nær hvor jeg sad, og jeg må sige, jeg har stor respekt for det håndværk, fødder kan udrette, når de tramper rundt i 1. division til hverdag.
Det var et fint lille virvar i øjenhøjde. Gensynsglæder, intervalløb, fodboldspillere der tissede i et efterårsafpillet buskads og cyklister ude på den anden side af hegnet med blikket stift rettet mod vejen.
Ti minutter før kampstart forlod spillerne banen, en tysk schlager vimsede ud af ølbodens højtalere, og nogle øjeblikke herefter kom de to mandskaber tilbage på banen – højtideligt, på rad og række, under nøje opsyn af de voksne; dommertrioen.
Der var spredt applaus i parken, mens en bemærkelsesværdigt selvlysende, blå røg stilfærdigt spredte sig fra det ene hjørne af banen.
Kampen kom i omdrejninger.
Hvor udeholdet, Hvidovre IF, til hverdag huserer i 1. division, befinder hjemmeholdet, KFUM København, sig i Danmarksserien, og deri ligger en stor del af charmen ved pokalfodbold: man ser opgør mellem klubber som normalt ikke færdes i de samme lag. Ydermere får man anledning til at besøge nogle hjemmebaner, man måske ellers ikke ville aflægge visit.
I Emdrupparken var der ingen stadionspeaker, ingen højstemt musik da spillerne indtog banen, og tilskuerne nærmest hviskede sammen på deres medbragte stole til at starte med. Ikke mange decibel var troppet op til kampstart.
Desto mere gjorde én bestemt Hvidovre-tilhænger sig bemærket da han indfandt sig til dette opgør. Jeg nåede aldrig at se hans ansigt, men jeg gætter på, jeg ville have genkendt ham efter mine besøg på Hvidovre Stadion. Selv om spillerne på banen knoklede for sagen, vil jeg ikke tøve med at udråbe denne gut til dagens mand i skysovs.
Han ankom omtrent ti minutter efter kampen var startet. Allerede inden han havde fået viklet sit hoved ud af de massive hovedtelefoner han ankom med, begyndte han resolut at råbe “Kom så Hvidovre! Kom så Hvidovre!”. Han var en mand med en mission og lige nøjagtig ingen tid at spilde. Han skulle vise sig at være en regulær enmandshær.
Han foldede målrettet Nordeuropas mindste trebenede campingtaburet ud, satte sig beslutsomt på den, og med en bundrutineret guerillakrigers sikre bevægelser begyndte han – uden at fjerne øjnene fra kampen – at hive ting op fra sin rygsæk: en juice, en pose med nødder og frugt, en drikkeyoghurt og et båthorn.
Sidstnævnte, som naturligvis var juvelen i samlingen, blev straks taget i brug. Det lød som en and med halsbetændelse, og kom til at udgøre en signifikant del af lydkulissen i resten af kampen. Ikke med bestemte rytmer eller mønstre, men derimod serier af sporadiske båt hist og her. Han søgte ikke at ramme noget bestemt, og ramte dermed plet.
En mand i Emdrupparken, alene på sin campingtaburet på første parket, med et båthorn og en komisk timing i absolut verdensklasse. Måske var han bevidst om det, måske var han et uvidende naturtalent. Han var en stjerne uanset.
Ganske som denne Hvidovre-tilhænger, lagde undertippede KFUM en solid arbejdsindsats for dagen. Et kvarter gik. De holdt stand mod overmagten fra de højere rækker. Efter en lille halv time kom hjemmeholdet sågar frem til en ganske stor chance, og i det hele taget fik de knoklet sig til en del spil på kanten af Hvidovres felt.
I glimt kunne man dog godt fornemme at gæsterne havde et ekstra gear, hvilket vi blandt andet fik syn for, da Oscar Buch kastede sig ud i en imponerende drible-tur, med lige dele krummelurer og kirurgisk præcision, indtil en KFUM-spiller med en bulldozers beslutsomhed fik fejet begge hans ben et godt stykke til højre for hans tyngdepunkt.
Da dommeren fløjtede til pause viste måltavlen stadig 0-0.
Min nærmeste sidemand, et par meter væk, tændte en parfumeret pind og lukkede et sæt øjne der i forvejen så lidt små ud. Personificeringen af en stemningstribune, foran mig, pakkede desværre drikkeyoghurt og båthorn, og søgte andre græsgange. Jeg hørte ham dog fortsat fra tid til anden, og jeg spottede ham også lidt senere, et stykke væk, i selskab med to andre hjemmedrenge på udebane.
Da dommeren pustede liv i anden halvleg var der kommet mærkbart flere tilskuere til. Måske skulle de lige have fri fra job på denne ganske almindelige onsdag. Under alle omstændigheder var vi efterhånden en pæn flok, som kunne sidde i hver vores sammenklappelige stol og se fodbold under en himmel i bredformat. Det havde formentlig været en meditativ oplevelse, hvis det ikke var fordi man fik nervøse trækninger hver gang man mærkede et lille stænk fra oven.
En time af kampen var efterhånden gledet gennem synsfeltet. KFUM holdt flot stand, men kraftanstrengelserne begyndte at sætte spor på præcisionen, og man fik så småt fornemmelsen af at de skovlede vand ud af båden med en si. Det lykkedes dem at trodse tidevandet i lidt over 63 minutter, så gik den ikke længere.
Føromtalte Oscar Buch tog et løb ind i farezonen og satte en velplaceret pote på en velplaceret aflevering. Alle så til mens bolden fløjtende gadedrengehoppede gennem det lille felt, nikkede indersiden af stolpen en skalle, og gik omkuld i netmaskerne.
0-1 til gæsterne.
Det må have føltes som en spand koldt vand i hovedet på KFUM-spillerne, men ikke desto mindre kæmpede de videre med alt, de havde, og kampen zappede nu ubeslutsomt frem og tilbage mellem de to banehalvdele.
En Hvidovre-mulighed løb ud i sandet og drev ind i favnen på hjemmeholdets målmand. Netop som han skulle til at sparke læderkuglen eftertrykkeligt frem i banen, fik en modstander kantet sig ind mellem bold og fod, hvilket resulterede i at udsparket havnede på baglåret af Hvidovre-spilleren, fremfor bolden. Han gik straks i de bløde, grønne brædder, og hans ivrige snigløb resulterede ikke i andet end et frispark til KFUM.
Per Frandsen, tidligere landsholdspiller og nuværende træner for Hvidovre IF, havde flere gange i løbet af kampen luftet visse utilfredsheder med en stribe dommerkendelser. Han var nu spændt som en flitsbue. Denne gang var det dog ikke kampdommeren, han var uenig med, men derimod KFUM’s keeper.
Fra et sted under sin kasket fik den gode Per F. givet kraftigt udtryk for at han mente, at frisparket havde sneget sig adskillige meter for langt frem på banen, i forhold til hvor forseelsen reelt var blevet begået.
KFUM’s målmand returnerede dog serven og råbte “Så skruer vi lige ned på 9, ikke!” ud mod Mister Frandsen, mens han med overdimensioneret målmandshandsketegnsprog lod som om, han drejede en volumenknap skarpt venstre om.
Kom ikke og sig at det ikke kan blive intenst på Emdrupparken Idrætsanlæg.
I det 77’ende minut fik hjemmeholdet på flot vis spillet sig frem til en chance så enorm at det affødte kampens mest eftertrykkelige klapsalver – også fra folk der egentlig holdt med Hvidovre. Men sølvfadet, chancen blev serveret på, forblev uberørt, og i kampens sidste ordinære minut var det i stedet udeholdets Marco Vinterberg der kunne placere en dartpil i nettaget bag KFUM-keeperen, og dermed kunne slukke det lys, der ikke findes i Emdrupparken.
0-2.
Gæsterne kunne glæde sig over at have spillet sig videre til næste runde af turneringen, mens hjemmeholdet kunne glæde sig over at have leveret værdig modstand, og sikre en seværdig kamp på en onsdag eftermiddag, som ellers havde fået det forkerte ben ud af himmelsengen.
Jeg pakkede campingstolen såvel som fantomsmerterne i min nyligt amputerede tungespids, og begav mig hjemad. Med næsten tørre sko.
Noter fra tribunen 