B.93 – BK Frem (0-1)

B.93 0 – 1 BK Frem
Østerbro Stadion, 2. division, lørdag d. 3. oktober kl. 13.00


Alting lignede fra start et pletskud. En pokkers smuk dag til divisionsfodbold. Formiddagen havde budt på ren farveladehimmel og bomuldsskyer, sågar med pletvise gæsteoptrædener fra et barberblad af en sol. En af de sjældne dage i 2020, hvor tingene for en kort bemærkning føles mere rigtige end forkerte.

Dagens kamp var intet mindre end et klassisk københavnerderby. Hele 204 opgør mellem traditionsklubberne B.93 og BK Frem var tidligere drysset gennem timeglasset. Vi var derfor oppe på de helt høje fodboldromantiske nagler til denne kamp, som da også havde været udsolgt flere dage i forvejen.

Det var ikke for meget af det gode, men tæt på.
Jeg trillede min cykel ud i det velsignet velfriserede vejr og hoppede i sadlen. Min ukuelige havelåge var netop hjemvendt fra et spa-ophold hos cykelsmeden og må, ud over et nyt bagparti, have fået timer hos en mental-coach. Aldrig har maskineriet været så velsmurt. Det tog et enkelt tramp i pedalerne at tilbagelægge distancen fra Nørrebros Runddel til Gunnar Nu Hansens Plads. Jeg sværger næsten.

Jeg ankom netop som portene til stadion blev åbnet. Både mennesker og skyer var stimlet sammen, men vi kom alle ind på forsvarlig vis, og det lykkedes også fortsat solen at smide lidt kasteskyts over banen mens jeg småsvimmel kravlede op på bagerste række af den gamle, stejle tribune.

Her kunne jeg se en lind strøm af tilhængere fra begge klubber bevæge sig mod tilskuerrækkerne, mens stadionhøjtalerne kvitterede med en salve Dire Straits og det føltes som om, nogen trak mine mundvige opad.

En flok Frem-tilhængere havde nu indfundet sig på rækkerne under mig. En af dem buhede storsmilende af nogen, han kendte fra den anden lejr. De viftede storsmilende tilbage med strakte langefingre, mens de rundede målenden af parken hvor der var ophængt et banner fra Københavns Kommune med ordene “Stadion må kun benyttes efter aftale”.
Jeg skal love for, de havde en aftale.

Stemningen var allerede markant tættere end sidst, jeg gæstede dette stadion. Sydhavnen var kommet til Østerbro og Østerbro var kommet på tæerne.
Forud for dette El Clásico à la 2. division lå det hvidblusede hjemmehold på 2. pladsen i tabellen, mens de blå/røde gæster med deres 3. plads var lige i hælene på dem.

Tribuneafsnittet under mig var efterhånden ved at være fyldt med Sydhavnens gæve gutter, gutinder og generelle godtfolk. Det føltes som at være til fest på et sørøverskib allerede inden kampen var startet.

På rækken foran mig sad en gut med venligt ansigt, Frem-trøje, strikhue, halstørklæde, bare arme og en evig cigaret i mundvigen. Han vendte sig om mod mig og sagde noget, jeg aldrig fik fat i, og jeg døbte ham straks Lars-Peter. Sandheden er at han godt kan have heddet noget andet.

Til højre for mig havde en stribe ældre gutter indfundet sig. En af dem prustede noget om at der måtte være tynd luft så højt oppe på tribunen, de andre var for forpustede til at reagere. Til venstre for mig sad to unge fædre med hver deres lille datter med hver deres slikkepind på størrelse med deres hoveder.

De de to hold få øjeblikke senere løb på banen, var det til et vidunderligt lydtryk der kildede under min kasket.

Opgøret blev nu sat i bevægelse, og det stod hurtigt klart at hvad det manglede i finesse, havde det i intensitet. Fra begge sider blev der lagt fra land med højt tempo og afleveringer der ikke havnede hvor det var meningen. Der var mange bolde med forkerte adresser på. De ældre gutter på min højre side diskuterede pligtskyldigt om vinden var skyld i den manglende præcision hos deres Sydhavnshelte.

Så blev det B.93’s tur til at fumle en bold direkte udover baglinjen. Lars-Peter råbte begejstret “Hold kæft hvor er I gode, B.93!”. Jeg tror ikke, han mente det. Han råbte lidt videre. Jeg tror aldrig, jeg har hørt nogen udtale tiki-taka så sarkastisk.

Pludselig brød lyden af et lille sambaoptog ud. Det kom ovre fra B.93-afsnittet på tribunen, og aldrig har jeg hørt så avancerede og veludførte trommemønstre på et fodboldstadion. Nogen havde tydeligvis øvet sig. Flere kiggede mistroisk i den retning lyden kom fra.
Men så blinkede nogen en halv gang med øjnene, pludselig lå bolden og sprællede i hjemmeholdets net og nu var jublen på Frem-sektionen den altopslugende lydkilde.

Emil Schou Jørgensen viste sig at være hjernen bag panden som, i forbindelse med et hjørnespark, stangede føringsmålet i netmaskerne. Tribunen var lutter skumsprøjt og fulde halses svært forståelige gloser.

Lars-Peter smilede så meget at han var ved at tabe strikhuen da han brølede “HVA’ SÅ, SAFRI DUO, VIL I SPILLE TROMMER NU, ELLER HVAD?!” ned mod hjemmefansenes tøndeslagere, alt imens resten af tribunen havde gang i en energisk version af hittet ‘Vi scorer altid på hjørne’.

I næste nu måtte den blå/røde piratfest dog holde godt fast i rælingen, for B.93 blæste øjeblikket til modangreb med klingerne rettet mod gæsternes mål. Resten af halvlegen havde karakter af belejring.
En syl af en friløber blev presset gennem udeholdets bagerste geledder og kun det yderste af det yderste af det yderste af Frem-keeperens lillefingernegl fik forhindret den fremadstormende B.93-spiller i at sende bolden i nettet.
Frem-tilhængerne fejrede det lettet med et par runder “Sut-terne fra Sydhavnen, lå-lålålålå”.

Dommerens fløjte lukkede luften ud af en intens halvleg og en skøn pærevælling af folk drev mod toiletter og boder. Børn med høreværn og bland-selv-slik, en ældre herre med blylodder i blikket, en ung kvinde i MC Einar-t-shirt, en stilfærdig gut med klovneparyk.
Og mens dette leben foregik blev der afviklet pauseunderholdning på banen i form af en straffesparkskonkurrence hvor en B.93-fan skulle sparke mod Frems reservemålmand, og omvendt.
Til min store glæde kunne jeg konstatere at den udvalgte B.93-fan var en ven og tidligere kollega, som jeg holder meget af. Til lyden af Echo & The Bunnymens genistreg The Killing Moon præsterede han både at sparke bolden gennem nettet og vinde konkurrencen.

2. halvleg blev mindst ligeså hektisk som sin forgænger. Der gik ikke mere end ti minutter før store chancer tumlede rundt som vildfarne Lotto-kugler. Om jeg på dette tidspunkt var blevet passivt nikotinskæv skal jeg ikke kunne sige, men det virkede som om det hele gyngede frem og tilbage.

En kvinde længere nede på rækkerne vendte sig om, og fik med sine lungers fulde kraft råbt tribunen op. Koret, hun orkestrerede, spruttede flotte udråbstegn. “For kærlighed! For klassekamp!”, alt imens kampen slog om sig som en bokser i en tequilabrandert og den glimrende stadionspeaker meldte at der denne dag blev sat tilskuerrekord for sæsonen.

“Dommer! Du er sikkert flink nok, men du dømmer som om du har bind for øjnene!” råbte en rasende, men bemærkelsesværdigt diplomatisk ildsjæl.
Dommeren havde så sandelig også nok at se til. Og en masse at sige, hele tiden. Han må næsten have været mere træt i halsen end i benene, dagen efter.

Vi havde nu bevæget os ind i overtiden af denne højdramatiske kamp. Stadig 0-1 til gæsterne. Der blev lagt overtid til overtiden. Alting dirrede. Lars-Peter og hans kumpaner kunne ikke være i sig selv. Til sidst blev spændingen dog forløst i fest på Frem-afsnittet, da dommeren fløjtede af og de kunne slæbe tre hårdt tilkæmpede point med hjem til Sydhavnen.

Jeg var ør og glad.
I et kalenderår som kun er en enkelt meteorregn fra fuld helvedesplade, er det intet mindre end vidunderligt at man alligevel kan cykle direkte ind i en oplevelse som den, jeg netop havde sat til livs. Tak B.93, tak Frem, tak divisionsfodbold. Tak spids!



Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: