FA 2000 – Slagelse B&I (0-0)

FA 2000 0 – 0 Slagelse B&I
Frederiksberg Stadion, 2. division, lørdag d. 26. september kl. 13.30


Hvad anbefaler du?
Ud over at smide den i havnen, mener du?

Nogenlunde sådan lød ordvekslingen, jeg havde med min lokale cykeldoktor fredag eftermiddag. Jeg kunne således gå weekenden i møde mærkbart fattigere, med udsigten til at blive adskillige cykelproteser rigere i en nær fremtid – og til at skulle tilbagelægge de fire kilometer, fra mit hjem til Frederiksberg Idrætspark, til fods.

Det var perfekt. 2020 føles på mange måder som en løbsk tornado, men dette var en spadseretur i orkanens øje. Jeg gik ud i det strålende gråvejr og forsvandt godt og grundigt i mine hovedtelefoner.

Denne sidste lørdag i september var noget i defensiven. Ikke uvenlig, bare svær at lokke ud af starthullerne. Det var som om, den aldrig helt nåede at hoste op med en eftermiddag. Den gik direkte fra søvnig morgen til søvnig aften, mens dagslyset tog sig en omsorgsdag.

Når det kommer til titlen som verdens længste strækning, byder Finsensvej i øvrigt selveste Hillerødgade op til kapgang. Asfalten skulle tydeligvis den modsatte vej af mig, og jeg måtte træde så raskt til, for overhovedet at flytte mig, at min skjorte havde en flot svedsilhouet af min rygsæk da jeg ankom, et kvarter eller en måned senere. Det føltes som at blive aet på ryggen af et spøgelse da jeg lænede mig tilbage på Frederiksberg Stadions grønne tribunebænke.

Stadionspeakeren var ved at afrunde sin lydprøve – 1-2-3-4, stadig kun lyd i den ene side? 1-2-3-4, hvad med nu? – og så trillede der ellers en pose blandede bolsjer ud af højtalerne.
Først tøffede ’Blaffersangen’ mellemfornøjet ud over parken. Hvis der findes et stadion i Danmark, som aldrig spiller Kim Larsen, mangler jeg stadig at møde det.

Herefter blev ’Highway to Hell’ spillet lidt for højt, netop som det er meningen den skal – og da de to hold lidt senere trissede på banen, med dommertrioen i hælene, stod AC/DC’s hektiske ’Thunderstruck’ i mærkbar kontrast til den noget søvndrukne tribune.
Man finder ofte disse kontraster i divisionerne og jeg elsker dem.

Jeg kiggede mig omkring. Som så ofte var vi en blandet landhandel. En rødmosset ungersvend med søvn i håret, et par frysende bloggertyper med blå fingre og iskolde øl til at knipse Instagram-posts igennem, en ældre herre med et overskæg så flot og stort at jeg forestiller mig, det var blevet bedt om at betale sin egen entré.

Ved siden af mig sad et midaldrende par. Bent og Susanne, for eksempel. Så vidt jeg kunne vurdere, var de forældre til en spiller fra dagens udehold, Slagelse. I hvert fald levede de sig helhjertet ind i en kamp som sandt for dyden ikke var nogen ballet. De to mandskaber lod til at være kommet for at brydes, ingen var kommet for at danse.

Bent var heller ikke imponeret. Efter en spilsekvens, hvor en flok Slagelse-spillere øjensynligt spillede Twister nær sidelinjen, mumlede han ”Flot, flot. Den ene kan ikke stå på benene og den anden kan ikke tænke”.

Det var svært at finde hoved og hale i begivenhederne, og jeg skal også erkende at min opmærksomhed flimrede en smule, da jeg endnu en gang måtte slås med mit nemesis: kamikazehvepsen. Jeg bliver mere og mere overbevist om at den samme nævenyttige giftnål med vinger følger efter mig, rundt på de københavnske divisionsstadions. Den må efterhånden være så gammel i hvepse-år at den har fået brev fra dronningen. Og for forkalket til at huske hvor den har gjort af det.

Slagelses målmand var i nogenlunde samme situation som mig. Bolden sværmede nærgående om målrammen. Hvis han havde troet, han skulle have en stille dag på kontoret, måtte han tro om igen. Den ene opgave efter den anden havnede på hans skrivebord og han lignede én der var lidt træt af det. Som en ungdomssløvsindsramt teenager der bliver bedt om at slukke en ildebrand.

Der lød flere ”Uuuuuuuijh!”’er i træk fra tilskuerrækkerne, i takt med at chancerne slog mod målet. I en periode på 7-8 minutter kunne det ligeså godt have været lydkulissen til en rutsjebane i en forlystelsespark.
Vi tog en sidste tur i loopet, men bolden nægtede at gå i nettet, og tribunen genfandt efterhånden den mere sammenbidte stemning. Nu kunne man primært høre folk hoste lidt i surroundsound, og jeg gjorde mit bedste for ikke at trække vejret før dommeren fløjtede til pause, tyve minutter senere.

Jeg vil ikke sige hvilken kunstner der stod bag den første sang, der blev spillet i pausen, men hans navn rimer på ”lim karsen”. En ung gut foldede en vinkelret bas-arm ud til ’Køb bananer’ og lignede en der godt kunne have sovet et par timer længere.
Herefter blev vi trakteret med alt godt fra havet, indtil luften pludselig blev lukket ud af ’Despacito’ og anden halvleg lagde fra land som en stumfilm.

”Råb nu noget mere!”, råbte nogen.

På banen holdt de to mandskaber hinanden i skak, næse mod næse, med gevirerne viklet godt og grundigt sammen. Bent og Susanne, til venstre for mig, havde nåle i deres medbragte puder. Som forældre nu engang har.
Bent prøvede på syngende sydvestsjællandsk at overbevise Susanne, som ikke var noget langlemmet gemyt, om at det var nemmere for hende at kravle under bænkene end at bede folk rykke sig, da hun skulle til boderne og proviantere. Det lykkedes ikke. Bent forklarede mig undskyldende at han havde gjort forsøget.

Det var som om, nogen havde en tænd/sluk-knap til folk på tribunerne. Meget af tiden var der ganske stille, men da Slagelse i det 76’ende minut fik et mål annulleret, mente alle folk på tribunen – med en imponerende volumen – pludselig alting på én gang.

Stadionspeakeren annoncerede at vi var 250 tilskuere tilstede og rundede af med ”giv jer selv en hånd”, hvilket udløste rundt regnet 1,3 sekunders applaus, før folk atter trak kraverne op om ørerne og rettede blikket mod banen. Jeg gled lidt væk i egne tåger og præsterede at høre samme stadionspeaker sige ”Og så fik Slagelses nummer 7 et guldkort”, indtil tandhjulene i min hjerne klikkede på plads.

Fire minutter før den ordinære spilletid rendte ud fik FA 2000 spillet sig frem til en kæmpe chance, men Slagelses keeper havde endnu ikke forladt kontoret og hev en feberredning op af attachemappen. Nu kunne han efterhånden dufte fredagsbaren.

Og sådan endte det. Dommeren fløjtede af. Det hele gik i nul, og hver klub kunne dermed føje et enkelt point til samlingen.

Jeg blev siddende på tribunen som hurtigt blev tømt for mennesker. 2. division takkede af og var lutter fodsåler. Jeg blev hængende. En god ven kom forbi, og før jeg fik set mig om blev en ny kamp sat i gang på stadion: Frederiksberg Boldklub mod Rønne IK i Københavnsserien. Denne kamp endte også uden en vinder og uden et eneste mål. 0-0. Som jeg sagde: denne sidste lørdag i september var noget i defensiven.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: