KFUM Roskilde – AB Gladsaxe (0-4)

KFUM’s Boldklub Roskilde 0 – 4 AB Gladsaxe
Boresko Park, 2. division, lørdag d. 19. september 2020 kl. 13.30


Solskinnet lå som en lun klud på panden da jeg kravlede ud af mit mundbind på Roskilde Station. Der er dage, som er skabt til divisionsfodbold, og denne lørdag var et pragteksemplar.

Jeg bor på Nørrebro, men er vokset op i Roskilde, og følte mig pludselig en smule ør af tid som er gået, da jeg traskede fra stationen. Kursen var sat mod adressen Snebærvej 16, hvor man finder Lillevang Idrætscenter eller Boresko Park. Alt efter hvilket øje, man holder sig for.

På nuværende tidspunkt har jeg boet længere tid i København end i min oprindelige hjemby, og det er sjældent jeg befinder mig indenfor en nævneværdig radius af domkirkespirene.
Da jeg flyttede derfra som 18-årig, følte jeg at byen strammede en smule om hovedet. I hvert fald emigrerede jeg med nogen svovlen og smækken med døren. Men siden da har en klar forsoning fundet sted – og denne lørdag hældte jeg faretruende mod en regulær genforelskelse.

Der spillede altså hjemstavnsnostalgi i hele den indre biograf, da jeg gik langs Vindingevej i mildt vejr, med ørerne viklet hjælpeløst ind i Bob Dylans Blood on the Tracks, og følte mig noget ældre end min alder.
KFUM’s Boldklub Roskilde, som jeg skulle besøge denne dag, er sågar min fars barndomsklub. Fuld plade.

Denne sommer lykkedes det klubben at rykke op i 2. division, og nu er missionen at blive hængende. Hvor jeg dog håber, det lykkes.
Dette var mit første besøg på Boresko Park, og jeg anede ikke hvad jeg skulle forvente. Jeg var blandt andet spændt på hvor mange mennesker der ville troppe op – om jeg ville være en enlig svale. Denne bekymring blev hurtigt gjort til skamme, for vi var en solid flok enlige svaler samlet, allerede inden der blev åbnet ind til parken.
Og hvilken pragtfuld, lille grøn plet af en park.
I mangel af tribune på stedet, var alle folk udstyret med hver deres stol, som man enten kunne medbringe eller købe på stedet.

Jeg placerede således min nyerhvervede campingstol på første parket, ud for midterlinjen og omtrent en meter fra sidelinjen, mens Kim Larsen-albummet Forklædt som voksen snublede frem og tilbage henover banen på et sæt højtalere som ikke var kalibreret til at spille helt i sync. Intet kunne have passet mig bedre.
Solen stak snuden op over de høje trætoppe, jeg stak snuden ned i min kolde øl, folk havde smil tværet godt rundt i ansigterne, væk var mine transportfobier, der var ingen spidser at gå op i. Nærmere en højere enhed, faktisk.

Så sad vi ellers der, midt i Kim-kakofonien, på hver vores campingstol.
Et par stole fra mig sad en kvinde, som jeg vil vædde en kassekredit på hed Pia. Pia var på min alder, men bare frisk og spejderagtig, fremfor bleg og indiemusikeragtig. Hun var typen med mildt ansigt og permanent installerede røde kinder. Jeg forestiller mig at hun har campingstolen med over skulderen, uanset hvor hun skal hen. For en sikkerheds skyld.

På den plads, der var mellem Pia og mig, dumpede en legende ned. Lad os straks få dét på plads. I min verden hedder han Bob, intet andet. I alle verdener må han være en legende.
Bob er helhjertet tilhænger af denne lørdags gæster fra Gladsaxe. Han var naturligvis klædt i grøn AB-trøje, kasket og solbriller uden på sine almindelige briller.

Bob var øjensynligt havnet i et uvant scenarie. Han må være vant til at sidde på Gladsaxe Stadion, på en godt befolket tribune, når han ser sit hold løbe på banen. Nu sad han på én ud af to rækker campingstole, i en park Roskilde, som ikke er meget større end selve banen. Bevares, her var et flot opbud af AB-bøllehatte, men der var naturligvis ikke den typiske tribune-bulder.
Derfor måtte Bob indrette sig efter omgivelserne, uden dog at give køb på sit glødende klubhjerte. Som bekendt fører alle gyldne middelveje til Rom, og fra den meters afstand, vi sad med, kunne jeg lige akkurat høre ham hviske ”Olé-olé-oléee” for sig selv.

Nu trissede holdene på banen og missede lidt med øjnene mod den blæsende indian summer-sol. Stadionspeakeren må have været indfødt Roskildenser, og således ikke nærig med stavelserne da han præsenterede truppen fra ”A-á Be-e” (AB). Det er vist kun i Roskilde og Næstved, man kan klemme fire stavelser ud af to sagesløse bogstaver.

Så blev kampen fløjtet op og straks plantede AB-tilhængerne endnu et flag i dialekt-kortet, da de rytmisk og rustent, med omtrent halvanden stavelse, råbte ”ÆI-BÆI!”, mens nogen nøs en sværm grøn konfetti ind på banen.

Efter omtrent 2,7 sekunders spil fik jeg testet mine reflekser, da der opstod en duel ved sidelinjen, lige ud for hvor jeg sad. Fodboldspillere er jo kæmpestore tæt på.
Da jeg i næste øjeblik ville tage en tår af min øl, kunne jeg konstatere at en flue svømmede rygsvømning i mit krus. Det går stærkt i divisionerne. Det dræbte komplet fluens buzz, og for ikke at miste mit, gik jeg op for at hente friske forsyninger.

I samme ombæring besluttede jeg mig for at stifte bekendtskab med KFUM’s bud på en stadionpølse. ”Sort eller almindeligt brændt på?” ville lurendrejeren ved grillen vide. Jeg nåede ikke at svare før han stillede varerne foran mig.
”Dén var stor ikke?” spurgte han, og hér nåede jeg desværre lige akkurat – lidt forvirret – at medgive, at det bestemt ikke var nogen lille pølse, før det gik op for mig at han snakkede om den chance, hjemmeholdet netop havde spillet sig frem til få sekunder tidligere.

Med lidt rød pande og lidt røde kinder dumpede jeg ned i min campingstol igen. Bob hyggesludrede stadig lidt fra sin stol. ”Dommer, vågn op, mand” mumlede han, og lød selv som om han var ved at falde i søvn.

Der blev dog ingen tid til middagslur, for i næste nu opstod der tumultariske scener på banen. KFUM Roskilde fik bolden i nettet og troede i nogle smukke, solbeskinnede splitsekunder, de havde scoret. Dommertrioen ville det dog anderledes. De fløjtede for frispark – og før nogen andre end AB-spillerne fik set sig om, lå bolden pludselig og sprællede i målet i den modsatte ende af banen. 0-1.

De grønhattede tilskuere kom på benene med smældende håndflader. Kampen var kun fem minutter gammel, så der var endnu ikke så langt op fra campingstolene.
”Ej, hvor er det dejligt. Fed kamp, mand” sagde Bob til Bob. Han var umulig ikke at holde af.

Min gode sidemand havde god grund til at være tilfreds, for det stod hurtigt klart at KFUM Roskilde og AB kommer fra hver deres hylde. Hjemmedrengene knoklede det bedste de havde lært, men var ganske enkelt overmatchet. Deres anfører forsøgte at opildne sine holdkammerater. ”Nå-nå-nå” sagde Bob.

At have en klub som KFUM Roskilde og en park som deres hjemmebane i 2. division er en gave. Det hele emmer af guldhjertede frivillige, som tager deres tørn for klubben.
Eksempelvis var en teenagedreng blevet udstyret med en kurv lodder, som han sjoskede rundt og forsøgte at sælge under kampen, med armene hængende ned langs siden, som om han ikke lige kunne huske hvor de var kommet fra. Han henvendte sig, smågenert og charmerende opgivende, til et par ældre herrer bag mig:

– Øhm. Skal I købe lodder?
– Hvad kan man vinde?
– Det ved jeg ikke
– Hvem går pengene til? Er det til KFUM?

– Årh, det ved jeg heller ikke

Den salgstale kunne de naturligvis ikke stå for. Der blev købt lodder og han traskede videre med et undskyldende skuldertræk, mens den ene af køberne fløjtede riffet fra Seven Nation Army.

Efter 24 minutter fordoblede AB føringen da Emmanuel Bio puffede kuglen over stregen. KFUM vidste godt, de var oppe mod overmagten. De hygge-skændtes lidt indbyrdes om deres markeringer. ”Hør nu efter, møgunge”, hørte jeg en af dem sige, enten til en medspiller eller til sig selv.

Da der blev fløjtet til pause, med stillingen 0-2, vidste hjemmeholdet godt at det ville kræve et lille mirakel at få vendt skuden. Og tanken om at Gud skulle blande sig i en kamp på Snebærvej 16 forekom ikke videre sandsynlig.

Pausen var til gengæld ligeså hyggelig som resten af oplevelsen. En flok bolddrenge lagde Storm P-agtige planer for hvordan de skulle få en bold ned, som var havnet fire-fem meter oppe i et træ. Bag mig havde et vennepar bestående af to mænd – én af modellervoks og én af træ – havde følgende samtale
– Hvordan går du ellers og har det?
– Du snakker for meget, du drikker for lidt
Og så var der ellers parallelle blikretninger og tavshed mellem dem indtil anden halvleg startede.

I de første ti minutter efter pausen var stemningen nærmere solbadning end bølgebrus. Der var ganske stille. Bob brød sagte stilheden med ordene ”Nu holder du kæft, mand”. Vist nok henvendt til dommeren, men jeg er ikke sikker.

Efter disse ti minutters feriebold kom der dog pludselig liv i kludene igen, da gæsterne gjorde det til 0-3 og definitivt afgjorde kampen. Hele den grønne sektion havde en havefest, og Bob var i sin iver ved foretage et lommeopkald til 112. Kort før lukketid nåede udeholdets Emil Mygind sågar at gøre det til 4-0. Én enkelt finger fra en regulær lussing.

Der er ikke noget at sige til at KFUM Roskilde får kam til deres græs i et opgør som dette, med tanke på at de netop er rykket op i divisionen, og at AB er en af mastodonterne i disse rækker.
Godtfolket fra Roskilde og omegn virkede nu slet ikke som om, de var slået ud, da jeg stod i køen og ventede på at komme ud fra parken, efter slutfløjtet. Tværtom.

Disse noter fra campingstolen er nødt til at slutte med en stor opfordring til at tage ud og besøge klubber som KFUM’s Boldklub Roskilde. Hvilken himmelsk eftermiddag, trods det – for hjemmeholdet – syrlige resultat. Der er længere til steder, som eksempelvis Valby Idrætspark, end geografien antyder, men dette kan noget andet, og hvor er det dog pragtfuldt at begge dele findes.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: