B.93 – Jammerbugt FC (1-2)

B.93 1 – 2 Jammerbugt FC
Østerbro Stadion, 2. division, søndag d. 13. september 2020 kl. 15.00


Da jeg satte mig på en tribunens hvide langbænke var her stort set ikke andre end mig, Hans Otto Bisgaard og min tinnitus. Det var en sær dag.

Den havde i virkeligheden været en underligt ør størrelse fra starten; ubestemmeligt vejr i en osteklokke. Sådan en dag hvor man vågner kuldeskær og skæv i kraniet.

Nu sad jeg så på Østerbro Stadion og prøvede at kradse hul i den farveløse cellofan, verden lod til at være pakket ind i. Hans Otto var i rød jakke og fin form. Det hjalp lidt på det hele.

Et kvarters tid forinden var jeg gået gennem portene til mit første besøg på dette stadion, som ellers ikke ligger mange tramp i pedalerne fra min bopæl på Nørrebro.
Ved tælleapparaterne blev jeg mødt af maskeklædte kontrollører – og når man, som jeg, har fuld plade i Det Store Bakterieforskrækkelses-bingo, er det rart at se at man også her tager sine forholdsregler.

Jeg placerede mig øverst på tribunen, bevæbnet med kaffe sort som kul, og kunne nu begynde at hale omgivelserne ind.
Østerbro Stadion minder ikke om noget andet stadion, jeg har været på. Fornemmelsen er ganske enkelt bare anderledes. Stemningen på stedet er hænger uløseligt sammen med den centrale placering i København. Nærmest som et sightseeingspot, turisterne ikke har fået nys om endnu.

På langsiden, modsat hovedtribunen, står Idrætshuset – en smuk, rød murstensbygning. Den ligner mere et gammelt, majestætisk posthus, eller en kostskole fra en anden tid, end et indslag i forbindelse med et divisionsstadion anno 2020.
Til højre for tribunen er der kig til gamle, mondæne københavnske boligkarréer og irgrønne spir. Til venstre kan man se Fælledparkens uoverskueligt store træer, som må have set både krig, kærlighed og langt flere visne fodboldfans end ville ønske for sin værste fjende.

Selve stadion er et spøjst puslespil af moderne atletikfaciliteter, massiv beton, en bande sjælfulde statuer som uden tvivl bliver levende om natten, en løbebane i lysende ægæisk blå, en ranglet hovedtribune. Spritnyt, tudsegammelt.

Føromtalte hovedtribune begyndte at fyldes med søndagssummen.
Hvor jeg sad, var det lidt af et familieforetagende, med adskillige generationsled repræsenteret. Det var derfor ikke den tordentætte stemning – den kan man garanteret opleve ved andre lejligheder – men det passede ganske nu fint til denne dag. Billedet var tegnet af børn med frisurer der afslørede hvilken side de havde sovet på, småbørnsforældre med prøvebilleder og pausefisk i øjnene, og en enkelt søvnig gut som forsøgte at tage en tår af sin øl gennem sit mundbind.

Jeg nåede lige nøjagtig at tabe en stirrekonkurrence til et spædbarn i en lift på rækken foran mig, så blev opgøret blev trillet i gang.

Startfløjtet skræppede over parken, og en tromme begyndte straks at buldre ovre fra stemningsafsnittet, på den anden side af tribunen.
På grund af min placering, og Østerbro Stadions specielle konstruktion, kunne jeg bedre høre ekkoet der slog tilbage fra den modsatte side af banen, end den faktiske lydkilde. Alting virkede lidt forsinket og urytmisk. Det var forvirrende. Jeg kan ikke afvise at det bare var i mit hoved, det rungede.

Som perfekt supplement til søndagsstemningen virkede det også lidt som om den unge fyr, der havde medbragt en megafon, ovre blandt stemningsfansne, var lidt tømmermandsramt. I hvert fald brugte han den nærmere til at kommentere begivenheder på banen, end til at starte sange med. Jeg elsker idéen om at udstyre en spagfærdig person med en megafon.
”Sååådan” lød det nærmest smågenert, da en forsvarsspiller høvlede bolden ud over alle hegn og rækværk, og ramte en turkis bil der holdt parkeret nær portene.

Det var som om, det meste foregik i slowmotion. Ikke mindst de blå og hvide konfettistrimler, der blæste rundt i vinden, som bagstive sommerfugle uden retningssans.

Men så – pludselig, efter 26 minutters spil – blev jeg revet op af de staver, jeg var faldet i, da hjemmeholdets Jeppe Erenbjerg stangede en bold ind bag Jammerbugts keeper.
Folk lyste op som storøjede lanterner, der kom liv i kludene, de søvndrukne kom på benene. Gutten med megafonen – om ikke sang – så i hvert fald konstaterede rytmisk ”Vi lig-ger num-mer ét, vi lig-ger num-mer ét”.

Nu begyndte kampen at vandre hvileløst rundt på banen. Den anede ikke hvilket ben den skulle stå på, og på tilskuerrækkerne rykkede folk lidt ukomfortabelt på sig. En del af uroen blev vekslet til udråbstegn og vrantne tilråb til dommertrioen, som man ikke var uddelt tilfreds med. En fast tradition i langt de fleste idrætsparker, forekommer det mig. Utilfredsheden kunne næsten mærkes som træk fra et åbent vindue, og nåede et foreløbigt højdepunkt kort før pausefløjtet. Nogen kastede i frustration en regulær snestorm af hvid konfetti. Det så smukkere ud end det var tiltænkt.

I pausen sørgede henholdsvis en mentalt ustabil hveps og en mentalt stabil stadionspeaker for, at jeg ikke faldt i staver igen.
Førstnævnte var for beruset og udmattet til overhovedet at tage fægtekampen, og jeg sendte den til tælling med en lige højre. Jeg er ret sikker på, jeg kunne høre den hikke ”Mayday, mayday” da den drønede mod cementgulvet.
Sidstnævnte var en anderledes skarp – og aldeles meddelsom – størrelse. Han skar stort set samtlige sange i skiver, for at berette om resultater i andre kampe, stadionplatter og ikke mindst en SMS-konkurrence, hvor man skulle gætte dagens tilskuertal.
Det viste sig i øvrigt at vi var 347 snuder samlet, og da konkurrencen var slut trykkede lurendrejeren sig igennem på højtalersystemet med ordene ”…og jeg glemte selvfølgelig at sige at hver SMS, I sendte, kostede 500 kroner”.

Anden halvleg lagde fra land og B.93 kom hurtigt under pres. Ikke mindst da dommeren, efter ti minutter, definitivt opgav at vinde nogen former for popularitetskonkurrencer, og viste hjemmeholdets Simon Wæver et skarpt rødt kort.
Det fik naturligvis opildnet hjemmepublikummet, og en rusten fyr viste sine evner til at multitaske, da han på én og samme tid fik klaret at råbe efter dommeren og hoste en tudse op, som lød grøn.

Denne ild fik dog en kold spand vand i skærmen, da Jammerbugts Bardhec Bytyqi, i det 67’ende minut, fik sat bolden i nettet til 1-1. Og et kvarter senere måtte selv det mest insisterende fyrtøj på tilskuerrækkerne opgive gnisten, da selvsamme Bytyqi – med bare fem minutter tilbage – fik sneget kuglen under B. 93’s keeper, hvis armhule i situationen bestod af 10% arm og 90% hule.

Måltavlen viste nu 1-2 og tiden havde skøjter på. Hjemmeholdet fik lagt et tryk på modstandernes fæstning, og det forsvarende hold fik sparket adskillige febrilske huller i luften, men i sidste ende dryssede det ud i ingenting for B. 93 denne søndag – og folk dryssede ud fra stadion, mens en søvnig tvangsbossanova-version af Englishman in New York dryssede ud af højtalerne på tribunen.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: