Slagelse Boldklub & Idrætsforening 0 – 1 Hellerup Idræts Klub
Harboe Arena, 2. division, søndag d. 1. november 2020 kl. 13.00
Jeg havde trukket pladsbillet til et sæde med ryggen til kørselsretningen og blev således spolet baglæns ind i Slagelse, denne tidlige søndag eftermiddag.
Det gjorde ikke noget. Rejsen hertil havde været nem. Stativ, visir, kasket. Solen havde spidset albuerne og møvet sig længere og længere frem mellem skyerne, mens jeg var på vej mod min tredivte stadiontur siden genåbningen i slutningen af juni.
Andetsteds i togvognen pegede en ældre kvinde på den fiskestang, en ung mand havde medbragt, og sagde ”Gi’ et nummer”. Hun sad med ansigtet vendt væk fra mig, så jeg kunne ikke vurdere om hun mente det alvorligt.
Jeg må kigge mine skosnuder i øjnene og indrømme at mit forhold til dagens destination stort set er begrænset til mindet om en klassekammerat fra folkeskolen, som til morgensamlingerne konsekvent tog den forkerte afkørsel i en Kim Larsen-tekst og sang ”Hey-ho for Jutlandia, hun kommer som kaldet til Slagelse”.
Ikke desto mindre har jeg set de rødblusede fra Slagelse B&I spille på udebane hele fire gange over de seneste tre måneder, og glædede mig således til at besøge deres egen hule for første gang.
Jeg skal også love for, byen havde vendt den fotogene kind til da jeg GPS-kantede mig gennem parkområdet der støder op til Harboe Arena. Jeg var nødt til at parkere mig selv på en bænk nogle minutter, og nyde synet af parken og lystmasterne ovre på stadion. De er magiske, de master.
Jeg fandt et mundbind, indgangen til dagens arena og nogle lune mennesker med en dialekt der lå længere fra København end varigheden af togturen havde antydet. Man følte sig særdeles velkommen, og det passede mig glimrende at kunne høre at jeg havde bevæget mig lidt væk fra de vante rammer.
Få minutter herefter fandt solen mig på et rødt sæde, på tribunens næstøverste række, med en kop filterkaffe der kunne have vækket de døde. ”Ung kniv, helt skarp” gjaldede det ud gennem næsen på højtalersystemet, græstæppet lignede en vårhare for årstiden og jeg kunne i det store hele ikke have bedt om meget mere.
Med tyve minutters tid til kampstart var sæderne efterhånden afsat. Måske var det bare min placering, men umiddelbart virkede aldersgennemsnittet en anelse højere end de fleste andre steder, jeg har besøgt. Afvekslingen var dog fin, og jeg fik sågar lov at overvære en mand synge med på ’Alle skuffer over tid’ og spise en stadionpølse på én og samme tid. Han fik det til at se nemt ud.
Vi nåede en kort stund at befinde os i en lun 90’er-lomme til tonerne af ’Summer Of ’69’, før nogen trampede på knappen til et musikalsk katapultsæde – og manden på sædet foran mig fór op som en trold af en æske, DJ Ötzi-mimende ”Heeeeeeeey, heeey baby!” mens han pegede rundt på folk han måske kendte. Herefter blev Volbeat gennet gennem folden. Det fik dog en ende, og da det var forsvarligt at komme ud, indfandt spillerne sig på banen.
Den første støvle blev sat på bolden, kampen kom i sving. Jeg kiggede mig lidt omkring. Der var et stilfærdigt, men koncentreret fokus på kampen blandt de gode folk på tribunen. Om solens blæselampe var en faktor, ved jeg ikke, men en bemærkelsesværdig stor procentdel havde et smil tværet godt rundt i ansigtet.
Så sang en dommerfløjte pludselig tostemmigt med min tinnitus på højre øre, og da jeg fik rettet fokus mod kampen kunne jeg konstatere at Slagelse havde fået tilkendt et frispark på kanten af feltet. Det lille felt, vel at mærke.
Frispark i feltet er en af fodboldlovens enhjørninger og udover, at det jo er en relativt stor chance, virkede det også som om, folk livede lidt ekstra op over at kunne bevidne sjældenheden.
”Fra den afstand burde de jo stille muren op bag målet” hørte jeg én sige, sekundet før en Slagelse-spiller fik et hårdt træf på frisparket, få favne fra målet. En HIK-spiller fik, med krum hals og en bred teflonpande, pareret på selve stregen, og bolden drev ud af farezonen.
Folk rykkede et par centimeter tilbage i sæderne igen, og hægtede øjnene på en kamp der havde sig selv i benlås resten af halvlegen. De to hold gjorde hvad de kunne, men med cirka samme formåen, og det lykkedes ikke at rokke begivenhederne ud af flækken før der blev fløjtet til pause, og fodboldstadionets svar på lasagne, ’Seven Nation Army’, tumlede ud over parken.
En lind strøm af mennesker forlod deres pladser for at proviantere, jeg blev siddende for at arbejde på min tan på øjenlågene ved at lukke dem. Da jeg åbnede butikken igen, var det med udsigt til en mand der, med hat og mundbind, lignede en bankrøver fra en western, som han stod alene og spillede luftklaver til soloen i ’Sweet Home Alabama’.
Anden halvleg lagde fra land med samme vilje som den første. Udeholdets Oskar Høybye præsterede en piruette med bolden der var maestroen Xavi Hernàndez værdig, og havde både fortjent et bifald og en bedre udnyttelse af det angreb, den resulterede i. Han fik dog ingen af delene i første omgang.
Kampen trippede nu atter lidt ubestemmeligt rundt i manegen. Det var ikke kedeligt, for begge mandskaber var så sandelig trukket i hver deres farve arbejdstøj, men hvis opgøret havde en rytme var den for synkoperet til at jeg kunne blive klog på den.
Så blev en rød bølge brudt af en hvid bluse i 54’ende minut. Efter en mellemstation havnede bolden for fødderne af netop Oskar Høybye, som med en misundelsesværdig selvfølgelighed og to tæer fra venstre fod, sendte en sand kastestjerne i nettaget.
0-1 til HIK. Høybye fik nu de klapsalver, han havde til gode, hvilket samtidig afslørede at jeg sad nær en delegation fra Hellerup.
Nu måtte Slagelse satse ekstra fremad banen, og mens solens blæselampe så småt reducerede sig selv til en læselampe, gik kampen ind i en fase hvor chancerne begyndte at sidde løst. Slagelse rykkede de bagerste geledder længere frem og HIK lurede på kontraløb med fingeren på aftrækkeren.
Omtrent ti minutter før ordinær lukketid lykkedes det udeholdets Josef Moussa at opsnappe en bold uden tydelig adresse. Han efterlod Slagelse-defensiven med fartstriber for øjnene og pustede chancen op til en regulær friløber.
Måske havde han for meget tid, måske nåede hjernen at komme i vejen for bentøjet. Han havde ellers sendt Slagelses keeper helt ned at lede efter firkløvere, men fik herefter overplaceret sin afslutning. Det lød som en tung mønt der landede i en enarmet tyveknægt, da bolden pandede hovedet mod ydersiden af stolpen, hvorefter den gik i brædderne bag baglinjen, og dommeren fløjtede for målspark.
Opgørets resterende minutter bød på en serie hjørnespark til hjemmeholdet, med tilhørende loppemarked i det lille felt, men da dommeren fløjtede af, var det Hellerup-mandskabet der kunne slæbe alle tre, hårdt tilkæmpede point med sig hjem.
Jeg forlod stadion sammen med resten af flokken. En mand med Slagelse-halstørklæde havde et aftryk i fuldskægget da han fjernede sit mundbind – 2020’s version af hattehår – men jeg vil samtidig vædde en husmandsfinte på, at der samtidig var aftrykket af et lille smil i mundbindet, for på trods af at resultatet ikke var hvad han havde håbet, havde det været en fandens fin dag til divisionsfodbold.
Noter fra tribunen 