B 1960 – Hvidovre IF 2 (2-2)

B 1960 2 – 2 Hvidovre IF 2
Grønnemosen, Københavnsserien, lørdag d. 20. august 2022 kl. 12.00


Jeg har aldrig været bange for at læse for meget ind i tingene.
Faktisk er det nærmere det modsatte, jeg frygter.
Derfor vil jeg ikke tøve med at påstå, at denne lørdag havde poesi i sig.

Den startede meget gråt og meget grønt. En varm dag, skyer og træer.
På min vej ned til bussen, klistrede luften til huden, skjorten klistrede til ryggen, og tankerne klistrede til indersiden af hovedet, ude af stand til at få luft under vingerne.

Inde i bussen sad en ældre gut med kulsorte negle, og fløjtede We Wish You A Merry Christmas, mens jeg forgæves forsøgte at regne ud hvor Nordvest hørte op, og Gladsaxe begyndte. Plus omvendt.

Det var som om, noget var skruet skævt i fatningen, og det passede mig i virkeligheden ganske fint. Denne særlige, let tågede, let nostalgiske fornemmelse af, at filmen smelter i apparatet, oplever jeg kun om sommeren.

Men et sted, i de grå-grønne tåger, lykkedes det mig alligevel at finde vej ud af bussen ved det rigtige stoppested, og herefter at finde vej til Grønnemosen, hvor jeg denne lørdag middag skulle debutere som gæst.

Hjemmeholdet, B 1960, skulle samtidig debutere i Københavnsserien.
I et imponerende lodret løb op ad en stige, har denne klub siden 2018 – nærmest som en himmelvendt nedtælling – zappet gennem serie 5, 4, 3, 2, 1 – og er altså nu havnet ved Københavnsseriens startfelt.

Navnet på stedet lyver i øvrigt ikke. Der er indiskutabelt grønt i Grønnemosen.
Nogle farver kommer til at lyde tåbelige når man gradbøjer dem. Blå, blåere, blåest, for nu at give et eksempel. Men at kalde denne lokation for en stærk kandidat til det grønneste sted, jeg har set fodbold, føles helt rigtigt.

Da jeg ankom, var spillerne i færd med opvarmningen, men inden jeg nåede hen til banen, vred mit blik om, og faldt på nogle bogstaver, ristet ind i sædet af en bænk, med pink tusch.

Ting, der bliver skrevet med tusch, på bænke, på afsides steder, er sjældent blandt de største læseoplevelser, man render ind i. Men denne dag var som bekendt af en anden støbning. 

Da jeg lykkedes med at få indstillet øjnene rigtigt, blev jeg således ikke engang overrasket over at se, at en poetisk sjæl havde skrevet følgende:

Jeg tog herud for at møde min barndom
og fandt en koloni af bilvrag og seniorbutikker
Som jeg cyklede forbi 
og den nye ejer af det gamle hus tog skraldet ud
var der ikke andet at tænke end gud
HVOR HÆNGER HIMLEN HØJT


På bordet, der hørte til bænken havde nogen malet ”B 1960” med blå maling, i punktstørrelse 72. Og nogen – formentlig nogle andre – havde efterladt et lille armbånd med turkise perler. Måske et armbånd til et barn. Det var snoet som et 8-tal. 
Men det var det kun indtil jeg satte mig på bænken, hvor jeg fik en anden vinkel på værket, og kunne se at det selvfølgelig var et uendelighedstegn, det formede.
Jeg gentager: jeg har aldrig været bange for at læse for meget ind i tingene.

Jeg bevægede mig hen mod banen.
To drenge på cykler, med hjelme over deres lyse hår, og en fodbold på bagagebæreren, stak to nysgerrige næser op fra den utæmmede bevoksning i udkanten af banens område. Der stod de lidt på lur, inden de besluttede sig for at vove sig nærmere. De fik sågar så meget mod på projektet at de, med bare fire minutter til kampstart, traskede ind på banen, hvor de tjattede lidt til deres medbragte bold.
 
Da de to mandskaber – hjemmeholdet, B 1960, i blå bluser og hvide shorts, og gæsterne, Hvidovre IF’s andethold, i klubbens klassiske kombination af røde trøjer og blå shorts – kom på banen, omringede skyerne den sol, som ellers havde meldt sin ankomst cirka samtidig med at jeg fik snoet mig ud af bussen.

Plænen var det omvendte af kunstgræs. Det var ganske ægte, og fremstod som en krigsveteran, slidt efter solens stædige bombardement, de seneste uger. Det mindede mig en smule om mit eget afsvedne hår, efter en hel dag med kasket på.

Gule blomster havde forvildet sig ind over kridtstregerne, hvor de lyste op i det matte græstæppe. Dette oplever jeg til gengæld ikke så ofte i mit hår, efter en hel dag med kasket, hvor festligt det end ville have været.

Kampen blev fløjtet i gang, og sprang forskrækket op. Den var en nervøs og livlig størrelse fra starten. 

En Hvidovre-spiller, som virkede grebet af indledningens sitrende uro, clearede småfebrilsk en bold til hjørnespark. I forbindelse med afviklingen af dette, opstod en chance til B 1960, hvor en hård afslutning fra kanten af feltet, på sær akrobatisk vis blevet reddet med ryggen, af en anden Hvidovre-spiller.

Flere og flere mennesker stimlede sammen omkring banen, i løbet af de første 7-8 minutter. Også en vind dukkede op ud af ingenting, og begyndte at ruske mig i skjortekraven. Men ikke nok med det. I det sekund, jeg skruede låget af min medbragte vandflaske, pustede den samme vind en overraskende høj, klagende tone ud af flaskehalsen. Min sidemand vendte hovedet for at se lydens ophav, og jeg blev underligt forlegen. Jeg besluttede mig for ikke at drikke mere vand, denne eftermiddag.

Efter omtrent 18 minutters spil, scorede gæsterne. Det føltes som deres første chance.
Et flot, præcist indlæg fandt en medspillers pande, hvorefter bolden sikkert fandt krogen af målrammen. 0-1.

Kampen stillede sig nu midt på en vippe, og blev stående lidt, før den langsomt begyndte at stavre længere ned mod B 1960’s banehalvdel.
Hvidovres keeper bøjede sig frem og hvilede handskerne på knæene. En sommerfugl tumlede fordrukkent gennem luften nær ham. ”Det’ klasse, mand”, sagde han tilfredst. Mest til sig selv. Jeg gætter på, det passede ham fint, at der ikke var nogen omkring ham at tale med. Men så vendte bøtten.

Lyden af en hveps nærmede sig mig, som et fjendtligt fartøj, men jeg nåede lige akkurat at dirigere den videre med tankens kraft, i tide til at have fokus på det frispark der blev slået ind i gæsternes felt. Her slørede det et splitsekund af blå og røde trøjer der gled sammen, og et sted i klumpen, ramte bolden nogen eller noget, og gik i nettet. 1-1.
Ved sidelinjen, hvor hjemmepublikummet havde taget opstilling, fandt begejstrede håndflader hinanden. Arme blev strakt over hovedet, og blottede en hvid mave eller to.

Og kort før pausen gentog scenerne sig, da det ovenikøbet lykkedes B 1960 at presse sig i front.

Et kontraløb forvandlede et par blå bluser til fartstriber i synsfeltet. Det hidsige fremstød fik perfekt, blød modvægt af et lille kunstværk af en afslutning, hvor bolden blev krøllet lavt over Hvidovre-målmanden, hvorefter den friskt studsede den trætte plæne, og tog adskillige sejrsrunder om sin egen akse, som den fløjtede i nettet.
En inderside som et nystemt flygel, på et slidt kokostæppe. 2-1.

Da der blev fløjtet til pause, lød der løs summen af snak og insekter, omkring banen.

”Vender hovedet den rigtige vej, og alt så’n noget?” spurgte en mand en gravid kvinde i en campingstol.
”Jeg smutter lige hen og pisser på et stødhegn” sagde en anden, ældre gut, andetsteds, uden at fortrække en mine, hvorefter han gik målrettet mod buskadsernes åbne favne.

Omkring ølboden – som her altså udgjordes af en flamingokasse på en sækkevogn – stod en tredje fyr, klædt i shorts, hoodie og kasket, pludselig pande mod pande med, hvad jeg gætter på, var en hveps. Muligvis den selvsamme, jeg tidligere havde sendt videre med en mental kropsfinte.
Han trak hovedet til sig i et voldsomt ryk, som havde hvepsen nikket ham en skalle, der nær fik ham til at slå en baglæns saltomortale. 

Og anden halvleg blev piftet ud af fjerene.
Ting begyndte hurtigt at simre. Til tider kogte de ligefrem op.

Hjemmeholdet havde en stor chance, og hjemmepublikummet ærgrede sig højlydt i nogle sekunder, da den blev spildt. Men så stoppede ærgrelsen brat, som om de godhjertede tilhængere pludselig kom i tanke om at spilleren, der havde misset chancen, kunne høre dem, og at den dårlige samvittighed havde slået ned som et lyn i en dårlig tand, hos dem alle.

Tingene kogte imidlertid videre på banen. En Hvidovre-spiller blev lyst i hovedet af et rødt kort, og måtte gå den landsforvistes ulideligt lange vej, ud til sidelinjen, mens der ivrigt blev givet verbale versioner af replays af episoden, blandt tilskuerne.
 
Hvilken debut, det ville være at trække en sejr hjem, i første spillerunde, som nyoprykket klub. Champagnepropperne begyndte også at flytte uroligt på sig hos hjemmepublikummet, som vi nærmede os kampens afslutning.

Men så opstod en række tilfældigheder, så tilfældige, at det næsten var svært at forestille sig, de var tilfældige. Disse resulterede i at to spillere – én fra hvert hold – pludselig lå og rodede rundt i hjemmeholdets mål, hvorefter bolden kom luntende over stregen, som en sidste, delvist ubuden gæst. 2-2.

Man kunne have skåret skiver af ærgrelsen hos både hjemmeholdets spillere og tilskuere. I nogle sekunder så det ud som om, hele striben af folk langs sidelinjen blev fældet eller punkterede kollektivt. Jeg sværger, jeg så skaldede mennesker rive sig i håret.

Man fik dog samlet stumperne af sig selv imponerende hurtigt, og mobiliseret den sidste medlevende støtte, som skulle hjælpe med at bringe et enkelt point i havn.
Det var der brug for; slutminutterne var intense og stakåndede, og selv dagens kampdommer virkede en anelse anspændt.

”Dommer, den er helt stille, den bold, dér!” lød det, et sted fra B 1960’s udskiftere, i en situation, hvor dommeren mente at et frispark var blevet afviklet før læderkuglen var lagt død. 
”Nej, den er ej, og du klapper i, mand!” lød det prompte svar fra manden med fløjten, hvilket der blev grinet lidt overbærende af, fra hjemmepublikummets side.

I det hele taget var det tydeligt at dagens dømmende magt ikke var blevet informeret om dagens iboende poesi – og da bølgerne slog hovedet mod loftet, et par minutter før, han blæste opgøret af, og et par spillere gik lidt vel hårdt ind i en duel, råbte han ”Styr jer, mand! Tag jer nu fucking sammen!”
Hvis jeg ikke tager meget fejl, altså. Et velment råd.

Uanset hvad, vil jeg dog stadig hævde at Grønnemosen er et særligt sted at se fodbold. Det kan sikkert være en nådesløs oplevelse at opholde sig der, på en regntung decemberdag, men på en augustlørdag som denne – med oprullede ærmer og let sammenknebne øjne – er det ganske enkelt himmelsk. På sin egen jordnære måde.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: