Brønshøj Boldklub – Gørslev IF (2-0)

Brønshøj Boldklub 2 – 0 Gørslev IF
Tingbjerg Idrætspark, Danmarksserien, torsdag d. 28. marts 2024 kl. 14.00


Et regnvejr, jeg ikke havde forudset, begyndte at omdanne min jakke til en svært gennemskuelig priktegning. Jeg havde netop overhalet en lille delegation Brønshøj-tilhængere, som kom gående gennem gråvejret langs mosen, trækkende med deres cykler, udstyret med hver deres langstrakte øldåse som balancestang. 
I was living in a devil town, didn’t know it was a devil town sang en ængstelig stemme i mine hovedtelefoner, og jeg måtte medgive at denne skærtorsdag ikke syntes interesseret i helt at give sig til kende – det var ganske enkelt ikke til at gennemskue dens sande ansigt. Omvendt ville mine øjne heller ikke virke som de skulle. Der måtte være tale om en løs forbindelse af en art. Man kunne måske sågar diagnosticere min hjerne med samme problem.

Det var en af de dage, hvor alting er meget gråt og meget lyst på samme tid.
Da jeg gik gennem den første port ind til Tingbjerg Idrætsanlæg, måtte jeg skærme mit defekte blik, for at kunne rette øjnene op mod det blafrende Dannebrog, der lyste op som et festligt sår på den farveløse himmel. Men det syntes også at være den eneste bevægelse, der var. Alt andet stod og faldt i staver.

Da jeg gik gennem tælleapparatet til selve stadion, kunne jeg konstatere at jeg var tidlig på den. Der var næsten en time til kampstart, og Tingbjerg Ground var sparsomt befolket. Det passede mig godt med en blid opvågning. Jeg traskede op ad tribunetrapperne, udvalgte mig et sæde. Et sort sæde, med nummer 14. Sendte en mental highfive til en nu afdød, halvlanghåret hollænder. Blødte gradvist op. Den effekt har Tingbjerg Ground som regel på mig. Der var noget vidunderligt Brønshøj’sk over at de nåede at spille ’We Are The Champions’ tårnhøjt ud over den ellers tyste idrætspark, allerede inden den første kaffe var nået at blive klar til at blive langet over disken.

Jeg drejede hovedet langsomt til venstre. Blikket luntede efter i sit eget helligdagstempo. Jeg kunne ikke se regnen falde, men kunne se både græsset og tagene på klubhuset og omklædningsrummene tage farve, blive mere og mere fugtige. Et sted i horisonten slumrede Høje Gladsaxehusene som fem massive legoklodser.

’Simply The Best’ var den næste sang der blæste ud af stadionhøjtalerne. Ingen lys blev sat under nogen skæpper – heller ikke nede foran, på den grønvåde bane, hvor fire unge drenge, klædt på som voksne rappere, tumlede rundt med en bold, og fejrede deres afslutninger i de gabende tomme mål, med nøje indstuderede jubelscener og selfies.

Min krop fragtede min lettere åndsfraværende ånd op til en disk, hvor en midaldrende kvinde med venlige øjne skænkede mig en fuldvoksen kop afgrundsdybsort, skoldhed kaffe – som udover at varme mine hænder (og min sjæl, fra indersiden) sendte konstante røgsignaler, hvorigennem jeg kunne se flere og flere folk ankomme til tribunen. Jeg fandt sæde nummer 14 igen.
Enten var min tidsfornemmelse off, eller også var bemærkelsesværdigt mange mennesker ankommet, mere eller mindre fra det ene øjeblik til det andet. Og brogetheden i den flok, der var ankommet, var lige så smuk som den var åbenlys. Jeg bliver ikke den, der kommer til at udfordre Brønshøj-tilhængerne på deres selvforærede pris som værende De smukkeste i København.

’Just Can’t Get Enough’ – en Depeche Mode-sang, man kan møde i flere forskellige versioner på dette stadion, kom på, og en far far-dansede, med en cykelhjelm i hånden og et far-skælmsk udtryk i sit far-ansigt.
En ung kvinde med hænderne i lommerne og et regnbue-Brønshøj-halstørklæde slynget om halsen, svævede forbi. Krøller i håret, liv i øjnene.
En fyr med så fodboldspillerlavt tyngdepunkt og så højt hår, at hans frisure reelt var en etage højere end hele hans underkrop, formåede at balancere både et krus sodavand og førnævnte frisure hele vejen hen til et sæde, hvor det lykkedes ham at sætte sig uden at nogen eller noget væltede.

Næste levende billede på lydtæppets lærred var Junckers glimrende hyldest til omgivelserne, i form af sangen ’Udover Brønshøj’, som gav mig lette kuldegysninger da den foldede sig ud af højtalerne, og desuden mindede mig om de vilde 00’ere, da mit daværende band var på en lille turné med Juncker og hans band – og vores trommeslager tabte en meget stor og tung stol ned i deres stort anrettede snapsebord, på en af turnéens første aftener.

Der var nu smukt fyldt på tribunen. Dagens udehold fra Gørslev tillod sig den frækhed at løbe på banen, og blev buhet hjerteligt velkommen af hjemmepublikummet. Få sekunder efter løb hjemmeholdet på banen til glædesbrøl, konfetti og en højlydt håndfladesymfoni. Skoven af flag og faner begyndte at hvirvle hastigt rundt, ovre i hjemmeholdets stemningsafsnit, til højre for mig – det lykkedes mig dog alligevel at registrere, at et lyserødt sørøverflag var blevet føjet til den imponerende samling, siden sidst jeg besøgte Tingbjerg.

Kampen blev fløjtet i gang, og gæsterne, helt klædt i rødt, som tydeligvis havde besluttet sig for at droppe alle former for pli, buldrede direkte i angreb mod hjemmeholdets mål. Afslutningen endte ganske vist i favnen på Brønshøj-målmand Chang, men bolden nåede kun lige akkurat at blive sat i spil igen, før den igen var på Gørslev fødder, og et nyt angreb skyllede mod Hvepsenes mål. Denne gang blev den afværget til hjørne. 

Hvor det, på banen, var det gæsterne der var i førersædet, var alting lutter fest og hjemme-bar på tribunen. En imponerende højt syngende gut fra Brønshøj-stemningssektionen, fik igangsat et call and response-kor, hvor han, i sin myndige iver, fik bygget så høj en reol af toner, at han ikke selv kunne nå de øverste hylder.

Gørslev angreb fortsat med en overvældende portion mod på tilværelsen. Som et rødt tog med en hidsig køreplan, blev de ved at buldre over midterlinjen, ned over hjemmeholdets banehalvdel. En fyr med hvepsestribet halstørklæde, bag mig, flyttede uroligt på sig. Brummede lidt for sig selv, som svarede han afkræftende på et spørgsmål, ingen havde stillet ham.

Efter 15 minutters spil kom Brønshøj dog frem til en hovedstødschance, som følge af et indkast med langstrakt hals. Bolden sneg sig lige akkurat uden om den ene opstander på gæsternes mål, men det var alligevel som om, balancen herefter tippede, således at banen nu hældte markant mere ned mod Gørslev-målet. Og bare tre minutter senere opstod en endnu større chance, hvor en Brønshøj-spiller fik mulighed for at afslutte fra klos hold. Denne gang var det gæsternes målmand, med efternavnet Kruse, der fik lagt sig imellem bolden og nettet.
”Der var du! Vi så dig godt tidligere, vi gad bare ikke sige hej! Godt at se dig, mand!” hilste en ældre gut en anden ældre gut velkommen, et sted bag mig.

Fra det 21. spilminut, og et par minutter frem, opstod en ny serie af chancer til Brønhsøj-mandskabet. Først en fin afslutning fra distancen, som Kruse dog reddede med en form for englehop, herefter flere krappe bølger af små og større forsøg.

Brønshøj-tilhængerne udnævnte, præcis som traditionen foreskriver, en modstander til at være ”tyk” – i dette tilfælde Gørslev IF’s nummer 26. Som sædvanlig var det ingenlunde tilfældet, hvilket man dog ikke kunne tage sig af på tribunen. Mere call and response:

– Hvad drikker seksogtyveee?
– Sovs!

– HVAD DRIKKER SEKSOGTYVEEE?
– SOVS!

– Hva’ slags sovs?
– Op-bagt-sovs!

– HVA’ – SLAGS – SOVS?
– OP-BAGT SOVS!

Mens den stærkt underholdende kamp tumlede rundt på banen, begyndte en lille champignonmark af paraplyer at skyde op bag modsatte sidelinje, og fortalte mig at regnen måtte være taget til. Nede foran tribunen slingrede en høj gut, bevæbnet med en høj dåse guldøl, som han drak entusiastisk af, med et ellers ufokuseret blik, hastigt forbi – som var han en racercykel med eksede hjul, der ikke tillod ham at bevæge sig i en lige linje. 

Et hårdt skud blev sendt mod Brønshøj-målet, og kyndigt pareret af Chang.
”Der’ lukket – der’ lukket – der’ lukket-lukket-lukket” råbte tilhængerne i en rytme, som af en eller anden grund henledte mine tanker på en fest der lød som om, det var De Syv Små Dværge der havde stablet den på benene.
Guldøl-entusiasten slingrede tilbage mod tribunen i fuld fart og uforudsigelige bevægelsesmønstre, med fire friske halvlitersdåser i spænd mellem favn og hage, og et saligt blik malet med vandfarver.

Bag mig råbte de ældre gutter, hvor minimum én af dem hed Bjarne, lidt uforståeligheder til hinanden. Dog er jeg ret sikker på at ”Du bliver aldrig stor og stærk, hvis du ikke æder no’en pølser” var den afsluttende replik.
Når de ikke gav hinanden tvivlsom kostvejledning, kommenterede de i ny og næ også hvad der foregik på banen. De var ikke lette at imponere. ”Ej, det var fandme lidt mindre end genialt, det dér” lød anmeldelsen, da en Brønshøj-spiller kiksede en ambitiøs aflevering. 
Så lød pausefløjtet.

Pausen er muligvis foregået i en form for blackout, for jeg husker intet fra den, og der står intet i mine noter. Måske har jeg bare haft for travlt med at kigge på mennesker i al deres pragtfulde forskellighed på Tingbjerg Ground.

Uanset hvad, vågnede jeg brat, da Brønshøj bragte sig foran 1-0.
Der var (åbenbart) spillet 55 minutter, og jeg nåede netop at registrere det sidste svirp af et slangehug fra kanten af feltet, sendt afsted af hjemmeholdets Mican Atici. Gørslev-keeper Kruse måtte stampe alle sine reflekser op af jorden for at få hænderne på, men riposten faldt for fødderne af Brønshøjs Mads Hasiba, som satte en resolut, højkantet inderside på, og sendte bolden i netmaskerne. 
Jublen eksploderede i højre kanal, i lyd og billeder, og på banen fik hjemmeholdet tildelt fornyede energi-reserver til en helhjertet fejring.
Jeg bøjede mig hastigt frem for at notere hændelserne, og håbede at min telefons Face ID var på mærkerne. ”Hashiba!” ville jeg skrive ind i noten. ”Hashmisbrug!” stod der, da jeg kiggede næste gang.

Føringsmålet gjorde ikke kampen mindre indædt. Regnen faldt tungt og stædigt og britisk, og der blev kæmpet for hver eneste meter. Ingen var kommet for at danse eller parkere busser. Jeg mindes ikke umiddelbart at have set så underholdende en kamp i Danmarksserien før.

I det 59. spilminut, skar en drilsk bold tværs gennem gråvejret og det meste af Brønshøjs målfelt, hvilket fik et sug til at skære gennem folk på tribunen, som en indadvendt, spids vind.
To minutter senere blev følgerne af et Gørslev-hjørnespark reddet på målstregen, hvorefter bolden strejfede foden af stolpen. Endnu et sug af den spidse vind skar gennem rækkerne, denne gang med en skarphed af pebermynte der får det til at isne i mundhulen.
To minutter herefter blev et nyt, nærgående forsøg sendt afsted mod hjemmeholdets mål. Chang kastede sig, med en sær forsinket reaktion – som havde han tydeligt set bolden stryge forbi mål, hvorefter hans reflekser alligevel fik ham til at lave et sært lille rullefald, mens kuglen for længst havde taget sig en smøg bag baglinjen. Dette fik et par unge drenge, på rækkerne foran mig, til at le med halvnervøs lettelse.

Havde denne tekst været et regulært kampreferat, var den blevet endnu længere end den allerede er. Det var ganske enkelt en vidunderligt begivenhedsrig kamp. Jeg udvælger dog kun enkelte nedslag herfra – såsom at et langskudsforsøg, i det 65. minut, smældede mod stolpen på Gørslev-målet, og at jeg nærmest stadig kan høre det våde klask, det gav i regnvejret, for mig. Eller at Brønshøj misbrugte en anseelig chance for at fordoble føringen, hvorefter nogen – måske en Bjarne, måske ikke – brølede ”Argh, jeg bliver ærgerlig nu! …JEG GØR!”, og lød som om, han forventede at modtage en personlig undskyldning, en plade chokolade og en semi-dyr flaske rødvin fra synderen på banen.

I det hele taget begyndte nervøsiteten at brede sig på tribunen. Vi befandt os i randområdet af den ordinære spilletid, måltavlen viste 1-0 og risiko for tynd is.
En gut gik forbi nede foran tribunen, skuttede sig og lignede én der hed Steen. Sidstnævnte, primært fordi det stod trykt på ryggen af hans Brønshøj-trøje med blokbogstaver.

Det meste af stemningssektionen havde gang i klassikeren ”Vi er på vej i Champions League!”, mens en enlig svale var gået solo, og i stedet brølede ”Vores buschauffør kan ikke køre bus!”, hvilket jeg stadig prøver at få til at give mening.
Bolden sværmede halvmagnetisk omkring Brønshøj-målet, som det er kutyme for dramaturgien i en fodboldkamp, når det ene hold klamrer sig til en 1-0-føring og opgøret bevæger sig ind i den afsluttende fase. ”Nej, nej, nej, det bliver dumt nu…” sagde en af de ældre gutter bag mig, og lød som en der holdt sig for øjnene.

Men så kom forløsningen. I det 95. minut. En sær situation, der syntes at udspille sig i forpustet slowmotion.
Gørslev havde, i desperation, kastet stort set hver eneste rød trøje og hvert eneste par røde shorts, de kunne finde, frem på Brønshøjs banehalvdel, men fik nu et kontraløb imod sig.
I udkanten af midtercirklen modtog Jabar Sharza bolden, og havde pludselig frit løb mod gæsternes mål, hvor kun målmand Kruse var hjemme.
Kruse fik kastet sig ned og halvt afvæbnet Brønshøj-spilleren, men så løsnede bolden sig alligevel fra hans handsker, og var atter på Hvepse-fødder. En Gørslev-markspiller var i mellemtiden nået tilbage, men kom til at tage et skridt i den forkerte retning, og lignede omgående en, hvis kampgejst punkterede. Da Sharza prikkede bolden næsten nonchalant i nettet, lignede resterne af Gørslev-defensiven et udmattet dilletant-teater, hvor skuespillerne havde givet op, og accepteret deres rolle som statister.

2-0. 
Den jubel der brød løs på tribunen, og hurtigt blev til taktfaste klapsalver, lød lige så meget af lettelse som af glæde. Der er alligevel få ting der kan varme kolde hænder, som tre point til ens hjerteklub. Hvis jeg ikke tager meget fejl, hørte jeg den gode, begejstrede stadionspeaker sige noget om ”Tingbjergs Messi” – og det syntes kun passende i disse sekvenser.

Kort efter blev kampen fløjtet af. Spillerne og tilhængerne fejrede sig selv og ikke mindst hinanden, og jeg blev bekræftet i hvad jeg egentlig udmærket vidste; selv når resten af verden sumper rundt i grå nuancer, er smukke Tingbjerg Ground stadig i farver.