BK Frem – Fremad Amager (3-0)

BK Frem 3 – 0 Fremad Amager
Valby Idrætspark, 2. division, lørdag d. 5. april 2025 kl. 14.00


Jeg kan lige så godt varedeklarere med det samme: jeg ville ikke kunne have digtet denne dag, hvor meget jeg end lagde mig i selen. Det var den ganske enkelt for fin til.

Hvis jeg skal tro min Futbology-app (og det gør jeg – i hvert fald findes der en myriade af apps på min telefon, jeg er langt mere mistænkelig overfor) var det halvandet år siden jeg sidst havde besøgt Valby Idrætspark.

Det er paradoksalt, at det, at skrive en bog, der kredser om at tage ud at se fodbold, i længere perioder afholder en fra netop det. At tage ud at se fodbold. Men nu er bogen snublende tæt på at være færdig, og måske har det i virkeligheden været godt for mig at nå at oparbejde et savn til tribunerne igen. Måske har det ligefrem været sundt at give plads til græssulten.

Og nu ved jeg ikke helt hvordan jeg skal fortsætte indeværende tekst, uden at havne på et frygteligt, sentimentalt overdrev. Der er nemlig flere størrelser i spil på samme tid.

Én er, at da jeg startede med at skrive om fodbold, blev det et lyspunkt i en svær periode. Dengang, i 2020, var det noget med en flagermus-snack, der skulle have haft et par minutter mere på grillen – hvilket som bekendt endte med at kunne mærkes et stykke fra det pågældende marked i Kina. 
Dengang endte fodbolden – og i særdeleshed fodbolden i de danske serie- og divisionsrækker – med at blive en ræling at klamre sig til, når søsygen, forårsaget af de bølger der rullede ind, blev for overvældende. Det skrev jeg en bog om, som naturligvis kom til at hedde Bølge.

Nu føles mange ting i denne verden klippet i stumper og stykker og kastet op i luften som fæl konfetti igen. Og det er vist ingen hemmelighed, at der er andre steder på planeten, hvor alting længe har været meget mere i stykker. Det løser ingen verdenssituation at tage i Valby Idrætspark på en solbeskinnet lørdag i april. Men personligt kan jeg mærke, at det føles som et sted og en stund til at trække vejret, i en tid hvor det kan føles som om man ufrivilligt går rundt og holder det.

En anden omstændighed – endnu et bølgeskvulp i den drivende sentimentalitet, der tegner bagtæppet for disse noter – er en lidt mere personlig omgang, som jeg kommer til at folde mere ud i min kommende bog. Jeg vil derfor ikke bruge mange linjer på det her, men bare kort indskyde, at det, at kunne have mine to sønner med til fodbold, har fået en yderligere, smuk tyngde. Sidst, jeg skrev noter, var det med min yngste krudtugle som stadiondebutant, denne gang var jeg i selskab med min noget mere rutinerede, noget mere stilfærdige, ældste søn. En nyslået 10-årig, som vi kalder August. Blandt andet fordi, det er hans navn. Som han specifikt har bedt mig bruge. Måske fordi, han har læst nogle af mine skriverier, og er nervøs for at jeg skulle kalde ham et halvfjollet navn, udelukkende baseret på min mavefornemmelse den pågældende dag. 

En tredje faktor, der gjorde denne lørdag særlig, er at netop de to klubber, der skulle mødes, er nogle, jeg har et særligt blødt punkt for. 
Hvis man læser tilbage gennem mine efterhånden talrige tribune-noter, vil man støde på en hel del om både BK Frem og Fremad Amager – og man vil nok kunne fornemme hvor stor glæde, hvor meget liv, disse klubber, og især disse klubbers fans, har smuglet ind i lørdage og søndage, de seneste fem år.  Alene at se de to klubemblemer på samme måltavle, gjorde det hele lidt højstemt. Inde i mit hoved, om ikke andet. Jeg er født i Roskilde, men har boet i København i snart 25 år, og den forankring, denne by og disse klubber har i hinanden, betyder noget for mig. Sådan er det bare.

Af ovenstående grunde var dagens kamp et af de sjældne tilfælde, hvor jeg ville ønske at begge hold kunne vinde. August havde det på samme måde, lod han mig vide, et sted nede fra den brune papirspose med popcorn, jeg havde udstyret ham med. Jeg mumlede en tankerække om at holde med klubber, som endte et sted omkring emnet overtro. Et område, jeg nærmest kun stifter bekendtskab med i forbindelse med fodbold.
August – som altid hører mere af hvad jeg siger, end jeg rent faktisk tror – stak hovedet frem fra popcorn-lavinen og sagde: ”Jinx findes ikke. Men det gør det. Men det gør det ikke.”

Jeg var ved at spørge, om jeg måtte citere ham for det, da han afbrød mig: ”Men det gør det.”

Der var dejligt mange mennesker og dejligt få skyer samlet i Valby Idrætspark. Der var et sted mellem en time og ti minutter til kampstart, og vi sad med store, lukkede øjne i solen, i udkanten af den ene endetribune. Træplankerne var lune at sidde på. I modsatte ende af stadion, var adskillige træer begyndt at hoste op med klare farver. 
Som for at perfektionere perfektionen, daskede ’Bellevue’ med CV Jørgensen ud af stadionhøjtalerne. Sangen føltes som enten en trailer for, eller et resumé af, en smuk sommer. Til venstre for os, sang en gut med solbriller og et hemmelighedsfuldt smil udelukkende (men omhyggeligt) med på ”stik mig lidt pot”, hver gang linjen optrådte.

Herefter fik en bemærkelsesværdigt entusiastisk stadionspeaker vores sidemand til at løfte øjenbrynene helt op over kanten på solbrillerne, da han – med omtrent lige stor begejstring – bød velkommen, og annoncerede hjemmeholdets primære sponsorer. ”Han lyder lidt som en cirkusdirektør” mente en kvinde på rækken bag os.
Det skulle vise sig at han gik til alle dele af sin opgave med forbilledlig gejst. Selv hen mod kampens slutning, da opgøret for længst var afgjort, og han annoncerede dagens tredje advarsel til hjemmeholdet, fik han det til at lyde som havde nogen vundet en præmie.

August og jeg flyttede os lidt rundt på stadion. Vi satte os op på den overdækkede tribune, for at få bedre overblik over banen. Egentlig ved jeg det jo godt, men det overrasker mig alligevel altid at der, på denne årstid, er omtrent 400 graders forskel på sol og skygge. Hertil talte at en vind, der fik det til at føles som at have udvendig tandpine i hele ansigtet, stod og hang over sæderækkerne. Vi tumlede over i solskinnet på modsatte langside, hvor vi – efter at have flyttet prøvende rundt på os, som to rådvilde skakbrikker – endte nede ved banehegnet, omtrent midtvejs mellem bag- og midterlinjen.

Da den blå-røde røg fra Paulis Rødder og de øvrige stemningsskabende Frem-tilhængere, placeret bag et stort ”ÆGTE KØBENHAVN”-banner, havde lagt sig, blev kampen pustet i gang. Hvis ikke dommeren selv havde sørget for at blæse i fløjten, skulle tandpinevinden ovre fra skyggelandet nok have gjort det. Alt og alle virkede klar og ivrige for at komme i gang. Opgøret kom omgående i omdrejninger, sangene fra stemningssektionen gjorde det samme.

Til venstre for mig mødtes to gutter, som umiddelbart virkede til at være i samme alderskategori som jeg selv. Minus tre og to måneder, hvis jeg nu skal blive konkret i mine bud. Og hvis jeg skal fortsætte mine fantasigætterier, virkede det som om deres relation befandt sig i det ukomfortable ingenmandsland mellem ”venner” og ”bekendte”. De kendte hinanden for godt til ikke at tale sammen, men lod alligevel til at have lidt svært ved at ramme en organisk rytme. Fik talt i munden på hinanden, var så stille begge to, fik så talt i munden på hinanden igen. Prøvede at tale om ting, der betød noget, uden helt at kunne få fingrene i mulden. De kunne godt hedde Benjamin. Begge to.

Hvis jeg ikke tager meget fejl, lod Benjamin, som tilsyneladende var ankommet til stadion som en del af en familie, Benjamin forstå, at han havde tømmermænd. ”Der er to store børn i forvejen – jeg kan ikke være det tredje”, smilede han. Måske med antydningen af en let ærgrelse.

På banen udspillede sig en tæt kamp mellem de hvidklædte amagerkanere og de blå-røde-hvide Sydhavnspirater. Bolden befandt sig primært på Fremad Amager-fødder, men den første halve time var en forholdsvis chancefattig omgang. 

I omegnen af det 30. spilminut gik gæsternes Christoffer Boateng i græsset i hjemmeholdets målfelt, efter en nærkamp med Frems keeper, Tobias Søderstrøm. Dommeren slog afværgende ud med armene. De fleste i hvide trøjer tog sig til hovedet over ikke at få tildelt et straffespark, og de fleste i røde og blå trøjer tog sig til hovedet over at dem, de i hvide trøjer, tog sig til hovedet. Sådan er fodbold. Ret fjollet, ret vidunderligt.
Folk omkring mig mente mindst lige så meget om episoden, som spillerne gjorde. Mit indre ur var diplomatisk gået på sommerferietid, og jeg nåede således ikke at registrere situationen nok til selv at have en mening. Jeg nøjedes med at tage min jakke af i stilhed. 
På sunny side var det for varmt til at have jakke på, og på den overdækkede tribune var det for koldt til at have hænder. Sådan er april. Ret fjollet, ret vidunderlig.

Dagens sprechstallmeister sendte fra speakerboksen en hilsen til en kvinde – muligvis en Ann-Katrine – ”som blev mor i går, og som er på stadion i dag”. Folkekoret bag målet jublede. Kort efter forsøgte samme folkekor at etablere forbindelse til langsiden hvor vi befandt os. Det lykkedes i omtrent femte forsøg, da vores del af stadion endelig opfangede at det ”FREEM-MEER-NE-EEEEE!”-råb, der lød fra endetribunen skulle spejles tilbage. En enkelt uopmærksom gut råbte ganske vist ”Fremragende” i stedet for ”Fremmerne”, men det tæller stadig.
Point for ihærdighed og dedikation. Både til tilhængerne på endetribunen og ikke mindst til Ann-Katrine.

Kort før kampens første mål skrev sig ind i handlingen, testede en Benjamin lidt farhumoristisk standup-materiale, da han (et uspecificeret antal gange) sagde ”Tilbage Amager” til et eksklusivt publikum, bestående af et par desorienterede børn. Hans publikum lod i første omgang ikke til at sætte pris på materialet, og man havde muligvis kunne høre lyden af cikader, havde det ikke været fordi rødderne bag målet var i gang med at give hittet ”Sut-terne fra Sydhavnen, lå lå-lå-lå-lå” et spin i tribunejukeboksen. 

Så faldt scoringen. Måltavlen var faldet i staver på 45 spillede minutter, da tidligere omtalte Frem-keeper, Tobias Søderstrøm, sparkede en høj aflevering i banens længderetning. Malthe Karsberg fik, på uforklaring vis, nærmest tæmmet bolden gennem sin oppasser, taget et træk med højre fod og stort set i samme bevægelse afsluttet køligt med venstre. Kuglen trillede over kunstgræsset og sneg sig ind ved foden af stolpen i det lange hjørne. 1-0 til Frem. Spillere faldt hinanden om halsen, tilskuere gjorde det samme.

Pausen ankom forsinket og forpustet. Og da denne tekst allerede er vokset over sine bredder, vil jeg belyse resten af oplevelsen i enkeltstående glimt. Essensen er allerede formidlet, skulle jeg mene.

Dolly Partons ’Jolene’ blev spillet kort før anden halvlegs start, og nægter åbenbart at lyde andet end fremragende, uanset hvilke højtalere den bliver spillet over.

I anden halvleg fik August og jeg nye sidekammerater, i form af et par ældre gutter med sparsomme, sølvgrå frisurer og hver deres høreapparat. De hilste på hinanden med en kærlig omfavnelse, og vekslede derefter ikke et ord med hinanden. Man fik tanken at de for længst havde sagt hvad der var at sige. 

En smuk lang, aflevering blev slået fra Frems banehalvdel, krøllede perfekt, lagde sig til rette på en grøn fløjlspude for en fremadstormende Marc Winkel, som ikke behøvede at tage andre berøringer end den resolutte, selvfølgelige afslutning, han sendte i netmaskerne. 2-0.

Frem kunne pludselig, om ikke det hele, så i hvert fald det meste. Det ene øjeblik afviklede Fremad Amager et hjørnespark, det næste fandt et sylespidst kontraløb sted. Amager-keeperen parerede det første forsøg, men riposten havnede for fødderne af Jonathan Mathys, som snurrede en halv gang rundt om sig selv og sendte bolden i mål med et knips fra vristen. 3-0. Jublen var til at få øre på. Ud af min ene øjenkrog kunne jeg se hvordan en ung gut tog sig til hovedet og blev et stillbillede midt i en blå-rød folkefest.
Der findes mange små, fine verdener inde i den verden, man træder ind i, når man tager til fodbold.

Stadionspeakeren annoncerede, med det helt rette spændingsniveau, at der denne lørdag var samlet 3286 verdener i Valby Idrætspark. Og selv om der måske nok var en anelse længere fra Valby til Amager, end der havde været den modsatte vej – og selv om nogen sang ”…forstad til Kastrup, I er en forstad til Kastrup” – bilder jeg mig ind at solen skinnede i langt de fleste af de 3286 verdener, denne lørdag.