Ishøj IF – BK Frem (2-0)

Ishøj IF 2 – 0 BK Frem
Ishøj Stadion, 2. division, lørdag d. 12. april 2025 kl. 14.00



Det er april i Danmark. På min vej mod metroen cykler en gut forbi i t-shirt, mens jeg må tage mine vanter af for at skifte sang på min telefon. Ved første bekendtskab nægter denne dag også at bekende nogen form for kulør. Den er et farveløst indslag, placeret bagerst i en kø af, hvad der har virket som en lille myriade af solkyssede forårsdage – en blank kanal i en ellers rigt ornamenteret kabelpakke. Hvis der er nogen, der kan huske den slags.

Også udsigten fra indersiden af S-toget, på strækningen mod Ishøj, indikerer at det er op til Ishøj IF og BK Frem at hælde farver i billedet, denne eftermiddag, hvor jeg skal debutere som gæst på førstnævntes hjemmebane.

”Døren er aflåst” står der på en skydedør, der ikke kan lukke, og derfor hele tiden står åben. Toget passerer Valby Idrætspark, hvor de fire høje lysmaster står og falder i staver. Og kort efter passerer toget Hvidovre Stadion, hvis fire høje lysmaster ligeledes står med hænderne i lommen og glor ned i jorden.

Jeg ankommer til Ishøj, og efter at have danset lidt i cirkler, med næsen i Maps på min telefon, lykkes det også at få viklet mig ud af Ishøj Bycenter – og påbegynde en hyggelig gåtur, der først fører mig forbi Bamses Bodega, hvor en flok glade Fremmere tegner billedet (og at dømme ud fra de løsrevne stumper af samtaler, jeg fanger, muligvis har tegnet billedet i nogle timer) og dernæst tager mig gennem fine områder, hvor folk bor.

Netop som jeg skal til at krydse målstregen på min rutevejledning, får jeg forvildet mig ind i et halkompleks. Jeg tager mine in-ear-hovedtelefoner ud og parkerer dem deres lille garage. Som om det skulle hjælpe på min stedsans ikke at høre musik. ”I had a dream you were leaving – it’s hard to be a lover when the TV’s on and nothing’s in your eyes” synger Damon Albarn videre nede fra telefonen i min bukselomme. Det lyder ensomt.

Jeg vælger en tilfældig dør der fører ud igen. Går ad en tilfældig grussti, langs en tilfældig græsplæne, og kan så svagt registrere lyden af trommer. De kommer ikke fra min lomme denne gang. Jeg styrer efter lyden, og når frem til det lille indgangsparti der fører ind på Jey-Lind Arena, eller Ishøj Stadion, eller Ishøj Idrætscenter.
Uanset hvilket navn, man går med, indikerer det ikke hvor hyggeligt stedet rent faktisk er.

Det er en aldeles pragtfuld, lille, grøn park jeg bliver sluset ind i. Der er træer hele vejen rundt om banen. To røde træbygninger udgør boderne. ’Lambada’ spiller fra henholdsvis stadionhøjtalerne og min barndom i start-90’erne. Ved pølseboden spørger en mand om man kan betale kontant. Det kan man godt. I fjerneste ende af parken, hænger et stort banner hvorpå der er trykt ”KONGEKLUBBEN” i versaler. Men det er ikke Real Madrid, det her – det er heldigvis den danske 2. division.

Der er omtrent 40 minutter til kampstart. I hvad der må tælle som udebaneafsnittet, nær det ene hjørneflag, står allerede en del folk i Frems klassiske blå/røde trøjer. Jeg sætter mig på en bænk med en nyerhvervet kop kaffe, og nyder at se hvordan flere besøgende kontinuerligt glider gennem portene til parken. Stemningen er ganske enkelt gennemgod. ”Der er noget galt i Danmark” mener John Mogensen nu højt ud over hele parken, og det er svært at være uenig i, men det føles bare ikke som om det er lige her, lige nu.

En ældre gut med krøller og flade fødder, tager et par ensomme dansetrin på vej over mod udebaneafsnittet, og får i samme bevægelse hældt et skvæt fadøl ned i sit ærme, hvilket han tager med ophøjet ro. Det hele er rutine, fornemmer jeg.

På bænken ved siden af min, sidder et par og spiser en stadionshawarma, mens J. Reimar afløser J. Mogensen, med ’Halli Halli Hallo’. Jeg har aldrig brudt mig om den sang. Lige nu elsker jeg den. Som for at understrege hvor bredt spændet er, i hvad der foregår på denne grønne plet, er det herefter en syrlig, syntetisk, skruppeløs dance-version af Barbers Adagio for strygere der er næste nummer på spillelisten.

Jeg sender en SMS til en ven:
”Tak for i går. Det var stort og småt og tilfældigt og vigtigt. Jeg har tømmermænd i Ishøj. Det er pragtfuldt.”

Kunne jeg i virkeligheden bare have kogt alle disse noter ned til de sidste to sætninger?

”Og – og – og så har I fået fastfood! McBeer!” siger en morfaronkel henvendt til den lille flok af morfaronkler, der har slået sig ned med et håndtag fadøl ved samme bænk som mig.

Nu kan man måske indvende, at jeg skriver lidt vel meget om, hvilken musik der udgør lydkulissen inden kampen. Men jeg er slet ikke færdig endnu, for det er et lille studie i sig selv at observere hvordan folk deler sig i for og imod, da ’Jump’ pludselig blæser ud af højtalerne.
”Det er jeg ked af” smiler kvinden på bænken ved siden af, og aer sin kæreste på armen med sin shawarmafrie hånd.

Samme sang får et skud mere, da de to mandskaber kommer på banen (som en god bekendt, jeg netop er rendt ind i, pointerer: ”vi er jo på Vestegnen”), og på dette tidspunkt er der ydermere et højrøstet leben blandt både Ishøj-tilhængerne og Frem-tilhængerne. Kulissen lever og ånder på bedste divisionsmanér.

Kampen fløjtes i gang. Ishøj er i rød- og sortstribede trøjer, Frem i deres mestendels hvide udebanegevandter. 
Fra Frem-siden af parken, ruller Paulis Rødder stemmebåndene ud. ”Historien kan ingen tage fra os” synges der. Stjernen over emblemet på deres trøje vidner om at de har en sag. BK Frem i den nuværende version er dog også et bekendtskab, jeg holder utroligt meget af, og selv om klubbens seneste mesterskab blev bogført i 1944, strømmer der tydeligvis stadig nye tilhængere til. Således trænger en lys drengestemme denne dag igennem i de luftlag, der findes en oktav over resten af koret ved banehegnet.
(Okay, nærmere halvanden oktav, meget af tiden)

Jeg er havnet bag det ene mål, som efterfølgende er blevet til en del af udebanesektionen. Fremmere kommer slæbende med bænke at stå på, skuldre støder mod skuldre. Der er nerver på. Ikke mindst fordi hjemmeholdet angriber første halvleg med både virkelyst og kreativ fodbold. Frem-keeper Tobias Søderstrøm bliver rundet, en hård afslutning bliver sendt mod mål og kun lige akkurat clearet af en markspiller. En ung kvinde, til højre for mig, svovler højlydt sine nerver ud. Solen stikker en nysgerrig snude ned gennem skydækket. ”Solen skinner og Frem de vinder” siger en anden kvinde i nærheden. Men hun lyder hverken overbevisende eller overbevist. Det lyder nærmere som noget, hun læser højt fra en avis. En avis der ikke synes at være fra dags dato.

”Vi er Frem, og vi frygter kun os selv” brøles der ovre fra Rødderne, som er en konstant kilde til pragtfuld uro. Men hvor jeg står placeret, virker det nu unægtelig, som om der også er en del der frygter Ishøjs offensiv. Om ikke andet er der en energisk spænding. En ældre gut hoster mig entusiastisk i nakken tre gange. Det lugter af øl.

Kort før pausen sker det. En veltrimmet aflevering frem i banen, bliver fulgt op af en resolut afslutning mod fjerneste hjørne af Ishøjs Josef Moussa. Søderstrøm i Frem-målet kan ikke nå ned til den.  1-0 til Ishøj. Højre kanal af min hørelse er pludselig en fest uden lige. Arme flyver mod himlen i flok ovre blandt hjemmepublikummet. En over-energisk stadionspeaker virker opsat på at teste alle røde lamper i panelet til stedets lydanlæg, og gentager målscorerens fornavn så mange gange, at selv en gennemsnitlig speaker i en håndboldhal for længst havde besluttet at holde fyraften.
Den ældre Fremmer bag mig ler rustent og hjerteligt i mellemrummene mellem hostene. Og tænder en smøg.

Så snart der er fløjtet til pause, vælter ’Ben’ med Tessa ud af højtalerne, som endnu en konsolidering af vores geografiske placering. Spillerne trasker fra banen og over mod de to opstillede skurvogne, der tjener som omklædningsrum. ”Det er jo ikke realistisk at der kan være så mange mennesker derinde! Det’ et tryllenummer!” udbryder en gut, der pifter helt vidunderligt på sine s’er.

”Jeg trækker lige lod inde i hovedet om hvem der henter bajere… – nå, det blev dig” overhører jeg, fra et sted bag mig.

Anden halvleg starter med solen som en tilsyneladende permanent installation. Intensiteten og chancefrekvensen synes øget. Der er åbenbart skruet op for alt. ”Kom nu frem, Frem! Kom nu! Frem!” råber den nerveplagede unge kvinde ved siden af mig. Som halvlegen skrider frem, parerer Frem ordre og rykker brikkerne frem. Der satses. Opgøret bliver mere og mere rundhåndet med chancer. Først den ene vej og så den anden vej.

Med et kvarters tid tilbage, er det Frem der får langt det tungeste tryk. Der håbes for fuld hals fra tilskuerne i venstre kanal. De er en evigt farverig mosaik bag sidelinjen.
”Altid med på sidelinjen!
 eller nede og hente mere øl” står der på et banner.
I ny og næ lykkes det også Ishøj-tilhængerne at kile sig ind i højre side af lydbilledet, ovre fra deres fæstning.

En præcis, hård afslutning tvinger Ishøj-keeper Mohammad Hassan til en hastig refleks af en fodparade. Et hjørnespark ender med at et hovedstød hænger i luften som en insisterende flue nær sammenføjningen på hjemmeholdets mål.

Efter, hvad der til forveksling ligner et tumultarisk rekordforsøg på i flest hovedstød i træk, omkring Ishøjs felt, peger dagens dommer på pletten. Straffe til Frem. Der jubles blandt udeholdets spillere og blandt udeholdets tilskuere, og der jubles for tidligt. Straffesparket mangler saft og kraft, og den blåklædte Mohammad Hassan vælger den rigtige side i Ishøj-målet. Der bliver for en gangs skyld (og ganske momentant) antydningen af stille i venstre kanal og et abrupt øget lydtryk i højre.

Min fornemmelse er, at den sløje udførsel af straffesparket endnu diskuteres, da dommeren peger på selvsamme elleve-meter-plet igen, blot få minutter senere. Hånd på bolden. Denne gang er reaktionen noget mere forbeholden fra Fremmerne på og udenfor banen. ”Jeg holder ik’ til det” siger den unge kvinde ved siden af mig.
”Ej men, så vil vi bare heller ikke livet” lyder konklusionen kort efter, da straffesparket, som ellers sender bolden i nettet, annulleres, idet skytten glider i sit tilløb og rammer bolden to gange.

Da Ishøjs Matin Al-Atlassi kort efter dirigerer bolden i Frem-målet, med noget så sjældent som et lob fra en glidende tackling af en afslutning, føles det nærmest selvfølgeligt. Det har hængt i luften. Manuskriptet var skrevet og sendt til tryk, allerede da udeholdet mislykkedes med det andet af to tildelte straffespark. 2-0. Hjemmeholdet og hjemmepublikummet er i glædesrus – tilsat, bilder jeg mig ind, en yderligere kulsyre af lettelse. Det syder og bobler.

En del Frem-tilhængere begynder at gå mod udgangen, langt flere bliver. Håbet om at slutte sæsonen i øverste del af tabellen er dog slukket, uanset hvordan man vender og drejer det.
På banen synes spillerne også at være udmattede, og måske afklarede med at ikke et eneste point kommer til at skifte hænder herfra. Koncentrationen svigter. Et indkast må tages om tre gange. Dommeren ligner en træt pædagog.

Da afskedssalutten lyder fra hans fløjte, spiller ’Bella Ciao’ omgående et farvel til en eftermiddag, som to klubber i den danske 2. division har tegnet med sikker, smuk streg.