Nostalgi: FC Barcelona – del 2

FC Barcelona 2 – 0 CAOsasuna
Camp Nou, La Liga, 23. april 2011 kl. 20.00


Som Barça-tilhænger kunne man ikke have ramt en meget mere eventyrlig periode at få sin stadiondebut end netop foråret tyve-elleve. Jeg vil til stadighed hævde at det ofte var ren poesi der foregik inden for kridtstregerne i de måneder. Kulminationen på små tre års vildtvoksende opblomstring i Cataloniens hovedstad. Det var næsten for meget af det gode.

Jeg havde én gang tidligere – et halvt år forinden, på en issyl af en novemberaften i København – haft lejlighed til at se mine blaugrana-helte live, da de mødte FC København i gruppespillet til Champions League.

Det var en magisk aften for FCK, det var en sløj dag på kontoret for Barcelona. Der skal ikke tages noget fra FCK’s præstation, men Barça havde – også i de gyldne sæsoner – en sær vane at spille forkølede udebanekampe, uden for Spanien. Specielt når det foregik i koldere klima, end spillerne var vant til hjemmefra. Det virkede til tider som om, de var i en form for kulde-chok, eller nærmest følte sig personligt fornærmede over de lave temperaturer. De kom på banen og lignede børn, der lige var blevet vækket af deres forældre, efter at være faldet i søvn på bagsædet af bilen.

Jeg sad på den ene langside, med min langærmede Pique-trøje under jakken, omgivet af henrykte FCK-tilhængere, og kunne ingenlunde deltage i festen da dommeren hostede en – for mig – forglemmelig 1-1-kamp af.

Men dette var noget andet. Dette var forår i Barcelona – epicentret for den fodbold, jeg var blevet hovedkulds genforelsket i, takket være Pep Guardiola og hans mandskab. Fodbolden og jeg havde ikke været nære venner i nogle år, men jeg lyver ikke når jeg siger, at det var som om, det åbnede nogle rum i både mit hoved og følelsesregister, som indtil da havde været forbeholdt musik.

I løbet af de sidste meter, på vejen hen til det monstrøse Camp Nou, kom vi forbi det knapt så monstrøse La Masia, og endnu en gang var hjertet ved at flyde over.
Det er en grundpille i FC Barcelonas DNA, man ikke kommer uden om. Nu til dags dækker ”La Masia” over hele klubbens fodboldakademi, men man skal ikke mange år tilbage før at det helt konkret bare var navnet på denne hytte i to etager, placeret lige ved siden af Camp Nou. Navnet kan sågar løst oversættes til ”hønsehuset”.

La Masia er rammerne hvor små kæmper som Xavi Hernández, Carles Puyol, Andrés Iniesta, Pep Guardiola og en gut ved navn Lionel Messi har fået deres fodboldopdragelse. Altså et sted der er kodet dybt ind i mine nervebaner.

Og cirka her flyver jeg et par meter op i luften og lander hårdt i min krop igen, da to børn affyrer et båthorn lige bag mig. Ja, affyrer.
På kampdage er der et leben uden lige, omkring Camp Nou. Og når det i forvejen føltes som at have hovedet i en centrifuge, bidrog menneskemasserne kun til fornemmelsen af at være på en enorm blå/rød karussel. Det var ét stort virvar af boder der bugnede af mere eller mindre – ok, nok primært mindre – autoriserede spillertrøjer, aldeles uautoriserede ølsælgere, endeløse og stillestående bilkøer, hære af børn med båthorn, ivrigt gestikulerende pensionister og alt derimellem.

Et sted i mylderet fandt vi vores rigtige port og blev sluset ind på stadion sammen med 73,283 andre mennesker. Selv om jeg sidenhen har været på samme stadion flere gange, hvor det samlede tilskuertal har nærmet sig 90,000, føltes dette alligevel massivt nok.

Ganske som på så mange andre af europæisk fodbolds helt store adresser, har turister i stigende grad tegnet billedet i nyere tid. Noget er gået tabt. Hvor man kommer fra er ikke så vigtigt, men man kan godt mærke forskel på om folk er der for at støtte en klub, eller om de er der for at knipse selfies med en overbetalt superstjerne i baggrunden.

Men her, i 2011, virkede dette fænomen ikke så udbredt, og stemningen var smuk. Her var det i høj grad catalanske familier der var tilstede, i mange tilfælde med tre generationer repræsenteret.

Det var i øvrigt d. 23. april, hvilket i Barcelona er en særlig dato, da det er La Diada de Sant Jordi – eller lidt mindre eksotisk: Sankt Jørgens Dag.
Sant Jordi er byens skytshelgen, og på denne dag er der – på noget gammeldags vis – tradition for at mænd giver deres kvinde en rose, og at kvinder forærer deres mand en bog. Således blev alle kvinder tildelt en rose på vej ind, hvis man nu som mand skulle have været så lidet galant ikke at tænke over det. Jeg måtte derimod tage til takke med at få stukket en reklame for et teleselskab i hånden, på vej til tribunen.

Og når jeg siger tribunen, mener jeg i dette tilfælde vores sæder, som var placeret ud for midterlinjen – og helt oppe under himlen. Camp Nou er et stejlt stadion, så man ser overraskende godt oppe fra skydækket, hvor der både var en smuk udsigt ned over banen og en smuk udsigt ind over byen.


Ny indånding. Fortsættes.


Læs del 1 her.
Læs del 3 her.