Nostalgi: FC Barcelona – del 3

FC Barcelona 2 – 0 CA Osasuna
Camp Nou, La Liga, 23. april 2011 kl. 20.00


Denne kamp var havnet midt i en meteorregn af arvefjendeopgør mod de hvidblusede rivaler fra Real Madrid. Lige netop denne periode bød på historiske fire clásicos i løbet af bare 18 dage. Dette var en drabelig tid, hvor de to giganter tørnede sammen i højintense kampe, som både afgjorde den spanske liga, den spanske pokalturnering og semifinalerne i Champions League.

Luften var spændt til bristepunktet i de dage. Det slog gnister på banen og resulterede i litervis af ondt blod mellem spillere, trænere og tilhængere. Barcelona og Real Madrid har aldrig været på god fod, men i denne periode satte hadet mellem de to klubber højderekorder.

Og så var der altså lige denne ligakamp mod upåagtede Osasuna, som vi nu sad på lægterne til, stukket ind midt i krydsilden fra de fire clásicos.
Af samme grund var det et sammenskudsgilde af en startopstilling, Barça diskede op med denne aften.
Den hellige treenighed, Messi, Xavi og Iniesta, sad alle på bænken, hvilket jeg ærligt-ærgerligt skal erkende gjorde lidt ondt.

I det større perspektiv var det dog det eneste rigtige at spare de bærende kræfter. Barça kom også, efter en lille symfoni af et angreb, planmæssigt foran 1-0, på mål af David Villa, og jeg fokuserede på alt det jeg fik foræret, fremfor det jeg ikke fik. Eller troede jeg ikke ville få.
For allerede fra starten af anden halvleg blev Andrés Iniesta skiftet ind.

Lad mig slå fast med det samme: for mig er Lionel Messi verdens bedste fodboldspiller. Men min yndlingsspiller er Iniesta.

Han ligner ikke en fodboldspiller. Han både ligner- og er noget andet. Med sine højdespringende tindinger og nærmest askegrå kulør, kunne man måske tro at en ældre, distræt herre havde fået forvildet sig ind på banen, på sin vej til toilettet, men når man ser hans øjne, forstår man at man ikke forstår halvdelen af hvad han forstår. Forstår du?

Det grænseland mellem sport og poesi, som jeg nævnte i del 2 – dér har Iniesta slået sig ned.
Han spiller ikke bare fodbold. Han væver, spinder ting, glider fremad som en skøjteløber. Han er af den sjældne art der, på trods af at han befinder sig på selve grønsværen, har bedre overblik over mønstrene på banen end alle andre – inklusive alle os, som sidder midtfor, på tribunen oppe under himlen, og bogstaveligt talt kan se alting ovenfra.
Han kan opfinde ting, der ikke var der lige før, og besidder sågar en overjordisk evne til at være på det rigtige sted, lige når der er allermest brug for det.
Jeg sværger, dette lille gespenst af en askesky, El Ilusionista med det sørgmodige blik og nr. 8 på ryggen, kan bøje tid og rum som det passer ham.

Jeg er i øvrigt ret sikker på at jeg engang så ham svæve direkte gennem en modstander i Sevilla.
Ok. Jeg tager en dyb indånding. Igen.

Både Xavi og Messi blev også skiftet ind i løbet af kampens næste 20 minutter.
Allerede da sidstnævnte rejste sig op fra bænken, for at påbegynde sin opvarmning, gik der et sug gennem publikum og luften blev tæt og elektrisk. Granvoksne mennesker blev med ét forventningsfulde børn. Det var forbløffende at overvære.

De inkarnerede culés – Barça-tilhængere – er ellers notorisk kendt for en mildest talt tilbagelænet attitude. Man sidder og gumler på sine solsikkefrø, kaldet pipas, som der er tradition for at medbringe til kampene – og man forventer at blive underholdt.

Helt i den ånd husker jeg tydeligt øjeblikket, da en ældre herre på samme række som os, i arrigskab, rejste sig og kylede sit eksemplar af sportsavisen, Mundo Deportivo, fra sig. Den delte sig i 4-5 halvbagte avispapirfugle som tumlede akavet ud over tilskuerrækkerne langt under os.

Årsagen var at Xavi havde lavet en fejlaflevering. Én. Det indkapsler det inkarnerede kernepublikum ret perfekt. Han har siddet i 75 minutter, med arme og ben over kors, og spist fuglefrø. Så laver en af historiens mest pasningsstærke spillere én ubetydelig fejlaflevering. I en parentes af en kamp, som er klemt ind mellem fire vanvittige arvefjendeopgør. Men det går bare ikke. Han kræver magi!

Da kampen ramte det 88’ende minut, listede Messi – surprise, surprise – bolden under Osasunas målmand, med sin kolde højrepote. Kampen var hermed afgjort og jeg var stilfærdigt blank af lykke.
Jeg husker det ikke præcist, men jeg forestiller mig at min ældre, arrige sidemand blev siddende med benene over kors. Måske knipsede han bare lidt, i stedet for at klappe.

Men mig, jeg var så glad at jeg helt glemte at have klaustrofobi i metroen efter kampen, da vi var så mange sild i samme tønde, at jeg stod med nogens albue i nyren, og ansigtet ufrivilligt tværet mod en rude, det meste af turen hjem.


PS.
Siden dengang har Barça mistet meget magi.
Havde kærlighed til en fodboldklub været valgfri, eller bare en anelse rationel, havde jeg for længst indgivet min opsigelse. Sådan fungerer det bare desværre/heldigvis ikke. Jeg kommer altid til at holde med klubben, uanset hvor ubekvemt der bliver.

De senere år føles som ét langt fald fra tinderne. Én ting er at selve fodbolden, der praktiseres, har mistet sin gnist. Det gør ondt, men det sker. Samtidig står klubben dog som et neonlysende eksempel på hvordan toppen af international fodbold bliver sværere og sværere at holde af. Det føles til tider bare som en malstrøm af utilgiveligt astronomiske pengesummer, superstjerneegoer hævet over fællesskaber, skattesvig, beskidt lobbyisme, banditter i habitter.

I 2012 blev UNICEF, som sensationelt havde prydet forsiden af spillertrøjen som de allerførste, forvist til bagsiden, så frontscenen i stedet kunne indtages af Qatar Foundation.
Jeg ved godt at der skal mange penge til at drive en storklub. Men Qatar. Af alle ting, man kunne have valgt.

Da hele verden i foråret blev et stillbillede som følge af en pandemi – du har muligvis hørt om den – savnede jeg fodbold langt ind i knoglerne. Det stod ret hurtigt klart for mig at det ikke var den del af fodbold der handlede om milliardsummer og interne magtkampe, men at det derimod var den del af fodbold der handlede om mennesker.

Over sommeren har jeg således genfundet en stor del af den tabte glæde i de danske divisioner. Jeg har tilbagelagt over 200 kilometer på min ramponerede cykel (som jeg i øvrigt har døbt Pep), i Københavnsområdet alene.
Her har jeg set fodbold, der var alt andet end poleret, men blev overstrålet af at opleve ildsjælene derude. Dem, der står på tribunerne weekend efter weekend, som brænder for klubber der aldrig vinder noget af betydning – og jeg har ligeledes oplevet klubber, der forstår hvor meget de skylder disse ildsjæle.

Dét vil jeg opsøge meget mere af, mens jeg går og håber på at Barça genfinder den kerne, man er drevet for langt fra.


Læs del 1 her.
Læs del 2 her.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

2 kommentarer til “Nostalgi: FC Barcelona – del 3

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: