Nostalgi: FC Barcelona – del 1

FC Barcelona 2 – 0 CA Osasuna
Camp Nou, La Liga, 23. april 2011, kl. 20.00


Solen kastede med dartpile da vi kom op fra metroen på Maria Cristina. Himlen var blå som en lodret løgn, og alligevel var luften skarpere end jeg havde forestillet mig. De havde rent faktisk varmere temperaturer hjemme i Danmark i de dage.
Det spillede lige nøjagtig ingen rolle for mig dér, på vej op fra undergrunden.

Barcelona havde allerede hægtet sig godt fast i venstre brystlomme. Vi havde tilbragt omtrent en uge i et væv af gamle snævre stræder, besøgt et væld af små barer, bevæget os utallige kilometer under flagklædte altaner, langs bygninger som, i farvestrålende outfits, stod presset sammen skulder mod skulder.

Det var bare ikke lige her.

Ved dette stop kommer man direkte op til en ekstraordinært bred og trafikeret vej, og noget af det første der møder blikket, på vej op ad rulletrapperne, er en futuristisk, sort bankbygning med nogenlunde samme charme som Dommedagsbjerget i Mordor.

På vejen, i metrolinje L3, havde jeg haft tendenser til kramper i højre ben og venstre øjenlåg.
Det var lykkedes mig at spare så meget spænding op at der var ved at ryge en sikring.
Jeg var, i al stilfærdighed, både lykkelig og en smule hygge-rædselsslagen, da jeg stod oppe på fortovet, med kortet vendt på hovedet.

Nu, mens jeg skriver dette, kan jeg godt se at det virker som om, jeg var et barn på dette tidspunkt. Det var jeg også. Jeg var tilfældigvis også bare 28 år.

Der er måske en idé i at spole yderligere et par årtier tilbage, og forklare hvorfor jeg – en erklæret jubelpessimist – oplevede begejstring af denne kaliber:

Min store barndomshelt, Michael Laudrup, byttede i 1989 italiensk fodbold ud med FC Barcelonas blå/røde farver. Jeg var seks år på daværende tidspunkt, og mine klubsympatier rev ukritisk pløkkerne op og fulgte med, uden at stille spørgsmål.

1991:
TV2 sendte fodboldkampe fra den spanske liga, og disse blev ofte transmitteret ganske sent om aftenen. Denne specifikke aften blev kampen sendt så sent, at Ole Lukøjes boksehandsker uden tvivl ville ramme mit 8-årige jeg lige mellem øjnene, før dommeren så meget som tænkte på at blæse kampen i sving.
Heldigvis var min far og jeg i sommerhus, og skulle ikke tidligt op dagen efter, så vi lavede en aftale om at han skulle vække mig når kampen startede.

Og så sad vi dér, i lyset fra et sort/hvid-fjernsyn med cirka samme mål som en mikrobølgeovn, omgivet af mildest talt uskøn sommerhusservice, i en norsk bjælkehytte, som var så lille at man bare havde savet den over på midten og fragtet den til Danmark på ladet af en lastbil.
Det var ikke var nemt at se hvilke grynede spillere der tilhørte hvilket grynet hold, men vi så Laudrup og Barcelona vinde 4-0 over Deportivo de la Coruña, og klubforelskelsen havde fået en størrelse 45 indenfor døren.

Få måneder senere kom vores genboer hjem fra ferie i Barcelona. Med en skinnende ny Barça-trøje. Med nr. 9 på ryggen. Til mig.
Den nærmest knitrede da jeg fik den i hænderne, og det forplantede sig som en elektricitet i kroppen, der måtte kanaliseres ud med det samme. Jeg trak omgående trøjen over hovedet, og gik ned til plænerne i Roskilde Bypark, hvor jeg i et par timer, mutters alene, øvede saksespark på et 11-mands mål. Som man nu gør.
I tiden derefter skulle der mindst ti vilde heste og to yderst insisterende forældre til, for at få mig til at smide den til vask.

Der var ingen vej tilbage.
Da Laudrup – ak og ve – lavede det forbudte skifte til ærkerivalerne fra Real Madrid, blev mit fodboldhjerte standhaftigt hængende i Barcelona. Og der hænger det stadig den dag i dag. Det er blevet noget flosset i kanten med tiden, vind og skævt af vind og vejr, men det hænger der.


Klip tilbage til foråret 2011:

Vi, min bedste rejsekammerat, min bedre halvdel, og jeg, havde tidligere på dagen studeret kort og planlagt ruten til Camp Nou, så vi kunne eksekvere med den kirurgisk præcision. Det første stykke vej fra metroen, var det dog svært at tro på at dette noget uskønne område kunne gemme på noget så skønt. Forestil dig at skulle besøge Hogwarts; man vil gerne lige se at det findes, før man rent faktisk tror på det.

Desto større var den vejrmølle, mit hjerte slog, da vi rundede et højhushjørne, for så pludselig havde udsigt til selveste Camp Nou. Det tronede op som et magisk monument. Ikke kønt, bare fuldstændig magisk. Det kan virke skørt, men jeg husker det som om, jeg blev svimmel ved synet, og ved fornemmelsen af at få smækket så mange års historier og historie direkte i masken.

Jeg fik på det nærmeste stukket utilsigtede lammere ud til et par forbipasserende hippe, læderjakkeklædte cataloniere, som jeg havde overset i min iver, mens jeg kastede om mig med fagter, som spillede jeg på kastagnetter.
Det beskriver meget fint hvordan det betød så meget for mig, at jeg – et lyshåret blegnæb med en fodlænke af en situationsfornemmelse – nu pludselig gestikulerede med en passion der kunne have fået annulleret mit medlemskab af Nordeuropa.


Dyb indånding. FORTSÆTTES.


Læs del 2 her.
Læs del 3 her.