Brønshøj Boldklub – Slagelse B&I (1-1)

Brønshøj Boldklub 1 – 1 Slagelse Boldklub & Idrætsforening
Tingbjerg Idrætspark, træningskamp, lørdag d. 1. august 2020 kl. 11.00


– Det er Dawson’s Creek. Alt går galt!
– Du mener Murphy’s law?
– Mm-mm

De samtaler, man overhører på cykelstien, kunne udgøre en fin lille, skævbenet bog i sig selv.

Det var dog ikke en tanke jeg fik lov at følge til dørs denne lørdag formiddag, for området omkring Nørrebro Station er i øjeblikket en forhindringsbane, et orienteringsløb for cyklister. Joyce, min trofaste GPS, havde et par minutters nedsmeltning i mine hovedtelefoner, hvor hun blev ved at råbe maniske kontraordrer, så det var en lettelse da det lykkedes at slippe igennem og sætte kursen mod Tingbjerg.

Denne dag var jeg tidligt ude for at kunne overvære træningskampen mellem Brønshøj Boldklub og Slagelse Boldklub & Idrætsforening.
Jeg skal blankt erkende at jeg ikke har det store kendskab til sidstnævnte, og samtidig skal jeg ligeså blankt erkende at jeg har et blødt punkt for førstnævnte.

For det første emmer Brønshøj af ’Busters verden’-magi og taler til den del af mig som længes efter tider, jeg slet ikke er gammel nok til at have oplevet. For det andet har mine få tidligere besøg på Hvepsenes hjemmebane indkapslet det meste, jeg holder af ved divisionsfodbold. Det er en pragtfuld og – i mere end én forstand – farverig flok mennesker, der tager til fodbold på Tingbjerg Ground.
Man skal ikke undervurdere oplevelsen af en hel tribune som – med og gul- og sortstribede trøjer, der i flere tilfælde strammer lidt vel over maven – står og synger ”Nummer 5, han er tyk! Nummer 5, haaan er tyk!” til en toptunet, senet højre back fra modstanderholdet, som ikke har ét gram fedt på kroppen.

Tilbage til cykelstien hvor jeg, i fuldt feriefuldskæg, overhalede et par ældre kvinder i friske venindekjoler. Det gik op for mig at jeg selv var nået til samme grønternede punkt i min skjortecyklus, som da jeg, i slutningen af juni, tog ud for at se den første kamp i, hvad der skulle vise sig at blive, en lang række over sommeren.

Jeg parkerede min cykel nær indgangen til stadion, med en forventning om at der nok ville troppe ganske få mennesker op til denne formiddagstræningskamp, men som vi nærmede os kick-off var der dog et aldeles pænt opbud af trofaste tilhængere.

Der lod dog til at herske lidt uenighed om hvorvidt en fodboldkamp, der spilles kl. 11, betyder kaffe eller øl på tribunerne. Jeg kan med det samme afsløre at den stod uafgjort ved pausen, men at øl vandt en komfortabel sejr i sidste ende.

Til at starte med placerede jeg mig et stykke oppe på tribunen. Sæde nr. 39. Gult og næsten fuglelortefrit. Jeg kæmpede lidt med at få kaliberet mine øjne. Måske var det bare vinklen, men det så næsten ud som om, solen havde bleget nærmeste sidelinje væk.

Kort tid efter kom en gråmeleret herre, i følgeskab med et par venner, og slog sig ned på samme række som mig. Han havde en Brønshøj-sixpence på hovedet og ballade i hele ansigtet. Mænd i denne alderskategori, af denne fine kaliber, får jeg altid lyst til at navngive Bjarne. Sandheden er dog at han kan hedde alt mellem Jørgen og Hans-Henrik, så slip selv fantasien løs.

Han var naturligvis en gavtyv af guds nåde. Da Slagelse-spillerne, efter opvarmningen, forlod banen for at gøre klar til kampstart, råbte han ”Tak for i dag, Slagelse – det var hyggeligt at møde jer!”, hvorefter han grinede eller hostede ganske længe. Og kort tid efter, da det rødblusede udehold løb på banen, brølede han ”Kampen er aflyst!”, men måtte erkende at Slagelse-spillerne ikke hoppede på den.

Så luntede hjemmeholdet på banen. Til overtegnede fodboldromantikers ærgrelse var de iklædt lyseblå spillertrøjer, fremfor de klassiske gule og sorte hjemmebanetrøjer.
”I kan godt løbe der hvor det går ned ad bakke!” blev der råbt fra tribunen.

Og løbet blev der. Faktisk var der en tænding gennem kampen, som overgik adskillige af de turneringskampe, jeg har set på det sidste. Hvis dommeren troede, han skulle have en rolig dag på kontoret, kunne han godt foretage en mental u-vending, og allerede efter et par minutters spil, måtte han pege på straffesparkspletten. Brønshøj formåede dog ikke at profitere af muligheden fra 11-meterpletten.

Kampen bød ikke på mange gennemspillede chancer, elásticos eller sombrero flicks, men ingen kom fra banen uden græs på bukserne, og to scoringer blev der også klemt ind.
Slagelse bragte sig foran i 74’ende minut, og i kampens døende minutter bragte Hvepsene balance i regnskabet, da en flot stikning (ordspillene skriver sig selv, her) fra Bayan Fenwick fandt Rasmus Zinck, som ikke rystede på fødderne.

Jeg nåede lige nøjagtigt at dukke mig og undgå en guldsmed i helikopterstørrelse, med kurs direkte mod min tinding, da dommeren fløjtede kampen af. Men i stedet for at blive ramt af dette monstrum, som ville have slukket mig ved en kollision, blev jeg ramt af en øjeblikkelig melankoli. Det hele duftede pludselig for meget af sommer på hæld og en velplaceret CV Jørgensen-sang.

Tingbjerg Idrætspark er et vidunderligt sted hvor tiden passer sig selv. Selv i sommerferiefrigear er det turen værd, og det er et af de steder, jeg glæder mig allermest til at besøge, når 2. division triller igen.

Jeg beder til Messi, CV Jørgensen og alle andre hel- og halvguder: lad det blive med folk på tribunerne. Please. Ikke mere påkrævet nedlukning. Ingen Dawson’s Creek, ingen Murphy’s law.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: