Nostalgi: landskampe i 90’erne

Danmark 4 – 1 Færøerne
Københavns Idrætspark, EM-kvalifikationskamp, 10. oktober 1990
&
Danmark 0 – 2 Jugoslavien
Københavns Idrætspark, EM-kvalifikationskamp, 14. november 1990


Tiden kan stå bomstille om sommeren. Jeg mindes at have brugt endeløse sommerferier på ryggen, på endeløse græsplæner, som barn. Lige nu, som forklædt som voksen, har jeg en tilsvarende fornemmelse, som kommer af at befinde sig i den parentes, det er, at vente på at næste sæson starter.

Jeg må vride noget ud af dette ingenmandsland, så her kommer et par dybe spadestik i form af de første stadionoplevelser, jeg overhovedet kan huske.

Vi starter med at spole båndet i vores Sony Walkman tilbage til 1990.

Min far havde sikret os billetter, så han og jeg kunne overvære Danmarks EM-kvalifikationskamp mod Færøerne, på vores nationalstadion, som dengang hed Københavns Idrætspark og stadig havde stå-tribuner.
Det er næsten 30 år siden. Altså, over ti tusind dage siden. Verden kan kun lige være kommet i farver. Men farver var der! De står massivt mejslet i hukommelsen som et oppisket rødt/hvidt hav.

Skumsprøjt har der sikkert også været, i form af øl-stænk fra alle kanter, for jeg kan huske at man stod enormt tæt og at en del af de voksne allerede så lidt søsyge ud inden kampstart. Jeg var syv år høj og godt og grundigt blæst bagover. Der var albuer og armhuler overalt. Knæ, sågar. Jeg tror aldrig, jeg havde oplevet så mange mennesker samlet på så få kvadratmeter. Eller i det hele taget.

På DBU’s hjemmeside kan jeg læse mig til at vi var 38,500 tilskuere og at det var d. 10. oktober.

Det var monstrøst, lige nøjagtig på den rigtige side af tærsklen til skræmmende, at høre et tætpakket stadion brøle Der er et yndigt land. Det gjorde næsten ondt, som en form for vokseværk i følelsesregistret.

Og her klipper vi så, for en kort bemærkning, til juli 2020, hvor jeg ser grynede højdepunkter fra kampen på YouTube. Jeg kan konstatere at det har været svært for folk på tribunerne at høre både orkestret, sig selv og hinanden. Nationalmelodien bliver serveret som en synkoperet kanon, hvor stroferne bølger forvildede rundt mellem hinanden. På TV-billederne kan man se Michael Laudrup stå midt i lyd-infernoet med et skævt smil. Og upåklageligt hår, selvfølgelig.

Splitsekundet efter sidste ord er sunget, kommer lyden af båthornene. Det lyder som massive horder af hvepse gennem verdens længste tragt.
Det er egentlig spøjst at vi havde travlt med at være sure på vuvuzelaerne til VM i 2010. Båthornet er jo reelt bare vuvuzelaens bralrende onkel, som ikke er bleg for en god monolog om hvordan alting var bedre i gamle dage.

Uanset hvad, bidrog støjen til det heftige sansebombardement. Det hele virkede en kende surrealistisk. At se spillerne med egne øjne, pludselig så tæt på. Vi stod nær den ene sidelinje og kunne således se vores helte – såsom hele to Laudrup’er, hvoraf ham der hedder Michael til fornavn var mit altoverskyggende idol. Selvfølgelig. En enkelt lyshåret, rødnæset Schmeichel var også på banen.
Virkeligheden tog sig noget uvirkelig ud, for en stilfærdig gut på syv og et halvt år.

Det meste er glimt: den lidt fjollede, hvide tophue som Færøernes målmand havde på. De komplet overdimensionerede rygnumre på de danske spillertrøjer, som man må kunne have set på luftbillederne også. Michael Laudrups silkebeklædte inderside der gjorde det til 1-0. Måske var det dér, min kærlighed til indersider blev grundlagt.
Bruset over at opleve vores landshold vinde 4-1. Prøv lige at forklare begrebet ”billig baggrund” til blåøjet gut i 1. klasse, som lige har haft sit livs aften.

Jeg kan ikke huske hvordan, eller hvor sent, vi kom hjem til Roskilde den aften. Men jeg forestiller mig at jeg gik ud som et spillevende lys.


PS:
En måned og fire dage senere var vi igen på plads i Idrætsparken til kampen mod Jugoslavien. Det var som et negativ af billedet herover. Jeg, min far, min onkel Martin og 39,697 andre mennesker kunne, på en regnvåd novemberaften, se kvalifikationen til EM i Sverige smuldre for øjnene af os.

Mange billeder fra denne aften er ikke overraskende røget i svinget over årene, i forbindelse med at den mentale harddisk er blevet formateret. Jeg kan alligevel huske at de fleste spillere nu var iklædt langærmede trøjer. Allerede her burde man have vidst at noget var galt. Jeg kan huske at den regnvåde bane blev pløjet op på ingen tid, så målfeltet var mere brunt end grønt og straffesparkspletten nærmest var væk.

Jeg mindes også at blive løftet op på et cementgelænder for bedre at kunne se, men at jeg alligevel blev så træt i benene at jeg til sidst sad ned på de kolde trapper. Spillerne blev gradvist mere og mere mudrede og jeg stiftede for første gang bekendtskab med følelsen af hvordan en fodboldkamp kan få alting til at visne indeni.


PPS:
– og så var der jo alligevel den berømte softwarefejl i universet, som betød at jeg to år senere kunne stå sammen med mine forældre, nær Rådhuset i Roskilde, langt over min sengetid, og deltage i ekstasen over at Danmark havde vundet lige præcis det EM, vi ikke havde kvalificeret os til.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

One thought on “Nostalgi: landskampe i 90’erne

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: