HB Køge – Næstved Boldklub (2-2)

HB Køge 2 – 2 Næstved BK
Capelli Sport Stadion, 1. division, lørdag d. 25. juli 2020 kl. 16.00


Man skal gennemføre en labyrint for at komme ind til portene på Capelli Sport Stadion. Det er både mindre eksotisk og mindre eventyrligt end det lyder.
For det første ligger Capelli Sport Stadion, trods navnet, ikke på en sagnomspunden adresse i Italien, for det andet var det ikke en tilsigtet labyrint, men herimod en større mængde byggehegn omkring stadion.

For overhovedet at komme de 41 kilometer til Køge, fra mit udgangspunkt på Nørrebro, havde jeg vurderet at jeg var nødt til at give min natsorte jernganger en fridag. Den var således installeret i sin stald med en pose ståluld, og jeg var overladt til de lunefulde guder for offentlig transport.

Det gik fint. 4-5% af mine hænder er alligevel forsvundet over de seneste 4-5 måneder, grundet et stærkt øget forbrug af håndsprit, så det er ikke så uvant længere. Godt, jeg er født med klaverfingre, så der er lidt at tage af.
At rejse er at overleve, som H.C. Andersens første udkast lød.

Da jeg stod af S-toget på Ølby Station lignede himlen en doven børnetegning; nogle få blå klatter spredt på en stor, hvid baggrund, hvor det jo egentlig burde have været omvendt.

Gåturen fra station til stadion gav fornemmelsen af at nogen utålmodigt skiftede kanal på mine omgivelser. Downtown Ølby blev hastigt afløst af et hyggeligt kolonihavekvarter. Herfra blev der zappet direkte over i et guds- og menneskeforladt industrikvarter, som blev afløst af en strækning med villaer, der så ud som om de blev bygget i går, for så til sidst at ende i et skovbryn med udsigt lystmasterne på stadion.

Præcis klokken femtenhundrede greb jeg min garnnøgle og begav mig ind i labyrinten.

Når man bevæger sig omkring stadion i Køge, i denne tid, er det som at befinde sig i en overdimensioneret udgave af min 5-årige søns værelse: et omfattende og ambitiøst, men halvfærdigt, LEGO-byggeri.

I det hele taget var det en anderledes oplevelse end ved de andre romantisk faldefærdige cementkonstruktioner, jeg har besøgt denne sommer. Fornemmelsen inde på stadion er på den ene side strømlinet og på den anden side ikke helt i mål. Det føltes næsten som at sidde på kontorstole når man sad på tribunen, hvilket er en noget uvant fornemmelse.

Inden døre er menneskene dog af solid kaliber. En dejligt broget flok. Ikke mindst aldersmæssigt. Her var folk som ikke var blevet født endnu, folk som engang havde tilhørt det grå guld, men nu var steget i graderne til hvidguld, og alt derimellem.

Det var næsten også en lettelse at erfare at ølforsyningen heller ikke havde travlt med at føle sig strømlinet. Der var én ølbod, og her var der to haner, hvoraf de ene udelukkende fnyste skum og den anden producerede den tyndeste sytråd af øl, jeg nogensinde har set. Ingen i den tiltagende kø brokkede sig det mindste. Tværtom. Der blev heppet.

Da den stakkels, venlige kvinde, som ekspederede i boden, havde talt til 32.000 Mississipi og langet mig de dyrebare dråber, fandt jeg en plads et godt stykke oppe på hovedtribunen.

Jeg måtte konstatere at jeg for en gangs skyld ikke sad i nærheden af de stemningsskabende fans på stadion, for de sad på en lille transportabel tribune, placeret ved modsatte sidelinje.
Først lagde jeg mærke til dem fordi de, i nogle få hektiske øjeblikke, havde vendt et banner på hovedet derovre. ”REJ GAB DITLA”, nåede jeg lige at registrere, inden de omtrent ti personer fik verden på ret køl.

Så gik nogle minutter, hvor jeg følte mig personligt forfulgt af henholdsvis en hveps og en meget høj Rasmus Seebach-sang, hvorefter det var tid til kampstart.

Det hele duftede af sommerferie og af at begge klubber har haft en slidsom sæson.

Først trissede Næstved-spillerne på banen til spagfærdige klapsalver – og så indtraf hvad der må betegnes som et lille antiklimaks; stadionspeakeren annoncerede opildnende hjemmeholdet, pumpet musik blæste ud af højtalerne, folk rejste sig klappende og …ingen kom ud af spillertunnelen.
Køge-mandskabet indfandt sig dog lidt senere, til behørige klapsalver.

HB Køge har lige nøjagtigt klaret at booke billet til en sæson mere i 1. division og traditionsrige Næstved Boldklub var på forhånd sendt en tur ned i 2. division.
På trods af at Næstved er epicentret for dén danske dialekt, jeg har det allersværest med (måske fordi det lyder som en videreindvikling af min egen hjemstavns uelegantheder), er det alligevel trist at de er nødt til at hoppe en hylde ned.

Det gør meget ved en kamps intensitet, når der ikke er det store at spille for. Forståeligt. Men så er der andre ting, man kan forundres over. Eksempelvis en Næstved-spillers trodsige forhold til fysikkens love, da han præsterede at falde gennem luften i slowmotion, nær sidelinjen. Han orkede slet ikke tyngdekraften, her i sidste spillerunde.

Man kunne nyde stemningsafsnittet, ovre på den anden side, når vinden var på deres side. De havde den lysest klingende tromme, jeg endnu har hørt på et stadion. Først lød det næsten som et par claves. Eller verdens mindste conga. Men den var der, og de var der.

De måtte dog finde sig i at se udeholdet score kampens første mål kort før pausen – og i det 67’ende minut udbygge føringen til 2-0. Blot to minutter senere havde de sågar held til at score kampens flotteste mål, da en grønbluset spiller rutineret headede bolden i en blød bue over målmanden. Problemet var bare at det var hans egen målmand, og således kunne stadionspeakeren, med støt faldende lydniveau, annoncere ”Så kom HB Køge på tavlen! Ooog…det…var…et selvmål af Næstved”.

I kampens døende minutter steg intensiteten både på bane og tilskuerrækker, og ”Ååååååh, vi elsker HB Køg’!” gjaldede ud over stadion. Det gav pote, og i overtiden fik hjemmeholdet udlignet på deres helt eget hovedstød.

Således endte det.
Nogle tydeligt udmattede spillere kunne gå på en velfortjent sommerferie, og jeg kunne spole mig tilbage til toget, gennem skovbryn, villavej, industrikvarter og kolonihaver.
Hvilken pragtfuld sommer i divisionerne, det har været. Jeg glæder mig allerede godt og grundigt til næste sæson.