Brønshøj Boldklub – BK Frem (2-2)

Brønshøj Boldklub 2 – 2 BK Frem
Tingbjerg Idrætspark, træningskamp, lørdag d. 8. august 2020 kl. 11.00

Sidste lørdag var en sær størrelse.

Sommeren var langt om længe kommet buldrende. Med sydlandske temperaturer, cocktail-parasoller og sløve mariachi-trompeter. Fredag smeltede nærmest fast i maskineriet i en grad, så man begyndte at spekulere på om det nogensinde ville blive lørdag.

Det blev det som bekendt. Men natten imellem var ikke den kølige kile, man kunne have ønsket sig. Da jeg satte mig op i sengen lørdag morgen, var luften så tætvævet at det føltes som at banke hovedet mod en bjælke.

Alting var en smule off fra starten. Måske kender du de dage. Hovedet står på vid gab, intet opfører sig helt som det skal. Det er en af de dage, hvor der konstant er huller i dit Wi-Fi-signal. Det opfører sig som ham, den berusede mand, der falder i søvn med hovedet mod togruden, og glider langsomt nedad, for så pludseligt at sætte sig op med et vildt blik i øjnene. En sløjfe der gentager sig cirka hvert tredje minut.
Det er en af de dage, hvor man hælder vand på kaffen uden at have kogt det først. En af de dage, hvor man putter håndsæbe på tandbørsten. Jeg tror, du kender dem. Man tager venstre sko på højre hånd. Fortsæt selv.

Derfor var det absolut ingen overraskelse at de havde skruet sværhedsgraden yderligere op, når det det kom til at gennemføre vejarbejdet ved Nørrebro Station. En myretue af modsatrettede fodgængere og cyklister, som – på en tredjedel af et fortov – skulle kante sig forbi både hinanden og ”Tak fordi du holder afstand”-plakater, i en sær form for lodret limbodans.

Jeg blev mere og mere overbevist om at David Lynch, i et tilfælde af kedsomhed eller pengeproblemer, havde takket ja til at instruere denne lørdag.

Da jeg, et kvarter eller en time senere, parkerede min cykel ved Tingbjerg Idrætspark, kunne jeg konstatere at jeg var alt for tidlig på den. Til en træningskamp der skulle starte kl. 11 om formiddagen, vel at mærke. Jeg tog cykelhjelmen af hovedet under armen og traskede ind gennem porten.

I samme øjeblik løb to legioner fodboldspillere på banen for at varme op. Jeg satte mig på den tomme tribune og kunne nu, ganske langsomt, begynde at hale dagen ind, centimeter for centimeter.

At overvære opvarmning i divisionerne er en meget virkelig og jordnær oplevelse. Det var perfekt. Der blev kikset indersidetæmninger. Der blev skud på mål og ramt buskadser i baggrunden. En målmand måtte blive liggende på plænen lidt, efter at have pareret en hård bold med de sydligste egne af maveregionen. Han havde græs i munden (og sandsynligvis sorte pletter for øjnene) da han kom på højkant.

Der begyndte også så småt at komme folk på tribunen nu. Det summede.
Jeg holder meget af klubber som Brønshøj og Frem, og jeg holder meget af deres tilhængere. Jeg kunne genkende flere ansigter i begge lejre, fra mine tidligere fodboldudflugter over sommeren. Det er trofaste mennesker.

Femten minutter før kampen var der godt fyldt på tilskuerrækkerne. Stort set alle var bevæbnet med øl, det summede højere og højere. ”Du lugter allerede lidt som om du har løgringe under armene”, er jeg ret sikker på jeg overhørte en mand sige til sin veninde. Hvilket jeg er ret sikker på, hun bekræftede.

Det blev tid til kampstart. En Frem-tilhænger mumlede ”Det er sgu da lidt fjollet at rende rundt og ligne Roskilde, når man er Brønshøj”, med henvisning til at hjemmeholdet var iklædt deres lyseblå udebanetrøjer – og cirka samtidig vendte også en gut på rækken foran mig sig om, og spurgte mig – på et let syngende, let febrilsk engelsk – hvilket af holdene der var Brønshøj.

Det viste sig at han, udover at være enormt venlig, var fra Holland, og var hyret til at generere data til talentspejdere og bettingfirmaer. Han skulle altså registrere hver eneste lille aktion i kampen. Jeg tror aldrig, jeg har set tommelfingre skøjte så hurtigt over et touchscreen. Det slog gnister.

Han spurgte senere om jeg også var der i arbejdsøjemed, og jeg forklarede ham at jeg arbejder på en bog. Jeg prøver at sige den slags højt engang imellem, for at mærke om jeg selv tror på det. Det gik fint.

Brønshøj Boldklub og BK Frem kender hinanden godt. To klubber fra Københavnsområdet, med over hundrede år på bagen hver især. På den ene side kunne man fornemme at en del blandt tilskuerne var venner på kryds og tværs, og samtidig var det tydeligt at det var vigtigt at vinde, selv om det på papiret kun var en træningskamp.

Første mål faldt allerede efter seks minutter, da Lazarevic bragte hjemmeholdet foran 1-0.
Det hele hældte lidt frem og tilbage både på banen og tribunen. To små fangrupperinger, i hver deres farver striber, råbte lidt frem og tilbage:

– Der er hjørne!
– Nej, der er sgu ikke!
– Der er lidt hjørne!

Det tribuneafsnit, jeg befandt mig på, var som en rygekupé, en fredag aften, cirka 2002. Der var et yderst lokalt skydække, der kunne gøre hvem som helst passivt nikotinskæv. Der blev kastet store dåser med guldøl henover rækkerne. Det var stadig tidligt i kampen, så der blev heldigvis også grebet. Der blev grinet med store munde, både med- og uden tænder. En fuldvoksen herre kom tilbage til sine jævnaldrene venner med fire Bacardi Breezers og et undskyldende skuldertræk.
Der er få ting i verden der gør mig så glad, som at sidde i et helle som dette, og være tilskuer til tilskuere.

Af højdepunkter fra kampen kan nævnes at en Brønshøj-spiller, i det 19’ende minut, headede bolden ud over sidelinjen, og var få centimeter fra at slå en halv liter Tuborg Classic ud af hånden på en kvinde på første række.

I det 27’ende minut udlignede Frems Tonni Adamsen på en perle af et frisparksmål. Frem-folkene fløj op fra sæderne for at fejre denne omvendte katastrofe, og Brønshøj-keeperen stod limet på sine fodsåler og lignede i nogle sekunder et servees i ansigtet.

Allerede få minutter senere bragte Brønshøj sig på dog 2-1, hvilket øjeblikkeligt blev markeret på tilskuerrækkerne med en omgang ”Alleeeeez, vi er Hvepsene!” (”HVÆP-SØ-NØ!”)

Der var et herligt leben på lægterne. En mand i bar kasse eller kuffert råbte ”Det er skuespil!” da en spiller tumlede forover, efter at være blevet skubbet i baghovedet med to strakte hænder. Andetsteds blev der diskuteret Video Assistant Referee, eller i folkemunde: VAR. Sætningen ”Men har du overvejet at det bare er ”rav” stavet bagfra?” lagde dog snakken død.

Midtvejs i anden halvleg lykkedes det Frem at liste en udligning i nettet, hvilket blev kampens sidste scoring. 2-2.

Det klareste billede, der står tilbage, er nu alligevel af Frem-spilleren Christian Bramsborg, som i en nærkamp brækkede armen eller hånden. Det var lidt svært at vurdere, men han var tydeligvis i store smerter og blev behandlet længe ved sidelinjen. Frem-tilhængerne talte dæmpet, bekymrede sammen, som var de familiemedlemmer udenfor en hospitalsstue.

Efter hvad der føltes som en lille evighed kom Bramsborg på højkant, og blev klappet hele vejen hen langs sidelinjen i Tingbjerg Idrætspark, af både Frems tilhængere og Brønshøjs tilhængere.

Disse dage i parkerne, på tribunerne, kan kurere det meste. Selv denne skævert af en lørdag endte alligevel med at ramme skiven.