BK Union – Ishøj IF (2-3)

BK Union 2 – 3 Ishøj IF
Genforeningspladsen, Danmarksserien, lørdag d. 15. august 2020 kl. 14.00


På et tidspunkt skrev jeg en sang der indeholdt linjen ”Hillerødgade er endeløs”. Den linje står jeg ved – og jeg har sjældent følt, den har ramt mere plet end i lørdags, da jeg gik på flade konvolutter langs netop Hillerødgade.

Denne eftermiddag var destinationen Genforeningspladsen i Nordvest. Sæsonpræmiere i Danmarksserien. Intet mindre.

Det var så varmt at man kunne spejle æg på asfalten og jeg måtte ydermere trækkes med nådesløse fodboldtømmermænd. FC Barcelona, som jeg har holdt med siden barnsben, var aftenen forinden blevet splittet til atomer, da de tabte 2-8 til Bayern München. Man kunne ligeså godt have vinklet det 8-tal horisontalt. 2-∞. Nederlaget føltes uendeligt.
Denne lørdag, på Hillerødgade, føltes det som om, nogen havde lukket luften ud af mine Air Jordans.

Heldigvis kender jeg området, og mine fødder kan vejen selv, men dette var min debut til en kamp i Danmarksserien. Jeg havde ingen idé om hvad jeg kunne forvente. København stod bomstille i varmen. Det var nærmest som at bevæge sig i en post-apokalyptisk setting, og jeg havde helt svært ved at forestille mig at der ville troppe andre end Deres udsendte korrespondent op.

Da jeg gik gennem en åbning i hegnet, og over græsset, ind mod idrætspladsen, kunne jeg dog konstatere at der i høj grad var troppet andre op.
Genforeningspladsen ligger i et relativt tætbygget boligområde, hvor man har klemt både fodboldbanen og en håndfuld tennisbaner ind mellem de røde boligkarréer.
Her var folk. Folk var her.

Nogle spillede tennis, andre solbadede, alt imens Ishøj-spillerne varmede op i skyggen fra en bande majestætiske bøgetræer. Her var folk, som jeg forestiller mig bor i området, og folk, som jeg forestiller mig ikke har noget sted at bo. Forældre med deres børn, børn med deres forældre. Bedsteforældre med deres børnebørn. Sidstnævnte klistret fast i deres lidt for små klapvogne, med for længst smeltet Sun Lolly som lim.

Jeg holder meget af de akavede 2020-episoder, som mange retvinklede voksne havner i fra tid til anden. Dem, hvor bekendte skal hilse på hinanden, og den ene part lægger an til at hilse med albue-bump, mens den anden part går efter et håndtryk – og der således opstår det pragtfulde øjeblik, hvor en gut genert står med alle fem fingre lukket om en stort set fremmed guts albue.

De fleste slog sig ned på de tre rækker forhøjede cementtrapper, som med lidt god vilje udgør tribunen ved fodboldbanen. Det gjorde jeg.

Kort efter, og stort set samtidig, kom henholdsvis et ægtepar i pensionsalderen, og fire hardcore BK Union-tilhængere, og placerede sig på hver side af mig. Det var et godt billede på det spænd, man kunne opleve på tilskuerrækkerne denne eftermiddag. Og jeg sad lige i midten.

Ægteparret på højre flanke var i deres fineste søndagstøj. I løbet af kort tid stimlede der flere nydeligt klædte folk, i en tilsvarende alderskategori, sammen omkring dem. Skjorter, kjoler, alvorlige solbriller og ”Nå, så er vi her igen”. Det var mit indtryk at kvinden fra ægteparret – hun må have heddet noget i omegnen af Birthe – befandt sig i toppen af kransekagen i denne sølv-mafia.

På min venstre side var stemningsfansene. De kom slæbende med hinanden og en tromme. Det er ikke mig, der altid får placeret mig nær trommerne. Det er trommerne der på magisk vis finder mig.

Placeret ved trommen havde vi en helt igennem herlig gut. Han må mindst have heddet Søren. Han var ulasteligt klædt – i shorts, en blomstret skjorte, gavtyvesolbriller, Liam Gallagher-frisure skåret direkte ud af NME Magazine i midt-90’erne – og naturligvis et rød-hvidt Union-tørklæde viklet tre gange om halsen, her i dagens små tredive grader Celsius.

Ishøj-spillerne var derimod klædt i neon-gul/grønne udebanedragter, som mindede mig om udebanedragter, Barcelona har spillet i. Barcelona igen. Det føltes som at gå et skridt med en splint i tåen, hver gang jeg kom i tanke om det. 2-∞.
Birthe på min højre side var i øvrigt ikke stor tilhænger af farven på trøjerne, som hun kategoriserede som ”trafiksikker”.

Solen var ubarmhjertig. Jeg overhørte også kampdommeren ærgre sig lidt over at være tvunget til at tilbringe de næste par timer i sort tøj, kort før kampen blev fløjtet i gang.
Men i gang kom den. Og her var nu masser af mennesker til at juble da bolden lå og sprællede i udeholdets netmasker, få sekunder efter den var blevet givet op.

Søren var i fin form. Standhaftig i hele første halvleg, hvor han uden ophold trommede og sang. Som den eneste. Det lod ikke til at gå ham på. De er gjort af et særligt stof, de mennesker. Han gjorde sågar honnør på et tidspunkt, og svarede ”Nej, fy for helved’!”, da nogen foreslog ham at tage et glas vand.

Birthe var dog ikke fan af Søren. Udover at hun forleden havde drukket en god ”kappertjino”, og at Preben endelig skal være morfar, lærte jeg også at hun ”ville skifte kanal, hvis han (Søren, red.) havde været en radiostation”.

Ishøj udlignende. Der blev vendt hjemmestrikkede corona-teorier på tilskuerrækkerne, som D. Trump muligvis ville have copy-paste’t, hvis han havde haft muligheden. ”Nu er jeg jo ikke ekspert, men…”.
Jeg prøvede at fjerne fokus fra min imaginære splint i tåen, ved at fokusere på de små sorte røgskyer der steg op fra underlaget, hver gang bolden studsede banens overflade. Disse små, kontrollerede eksplosioner udgjorde en fin hypnose.

Ishøj bragte sig foran. Der blev fløjtet til pause. En let opkogt gut brokkede sig højlydt til kampdommeren over en – i hans optik – manglende kendelse. Dommeren var kæk. Pegede, med et glimt i øjet, bare på sit ærme, hvor der sad et sponsormærke: Thiele Briller.

I anden halvleg blev der skruet op i stemningsafsnittet. Birthe måtte næsten holde sig for ørerne, da et fire personer højt mandskor – ganske utilsigtet – formåede at synge firestemmigt, med en sådan volumen, at et par dovent rædselsslagne duer blev hvirvlet op fra buskadset bag os.

Der var yderligere liv og glade dage, da Union fik nettet til 2-2. Der blev skrålet ”Jeg sidder fast og livet det er hårdt, fodbold i Nordvest er en kontaktsport” da et par Ishøj-spillere måtte bide i kunstgræsset, efter en hård duel.

Det var dog Ishøj som til sidst kunne trække afsted med de tre point, da de – efter at have bragt sig foran på et straffespark – havde Union i en skruetvinge, som de strammede mere og mere, som kampen skred frem.

Som det hør sig og bør, var dommeren ikke synderligt populær hos de mest inkarnerede fans blandt hjemmepublikummet, da han fløjtede kampen af.
Men vi havde alle sammen fået et solidt skud sommer, og selv i stemningsafsnittet var man ved godt mod, trods nederlaget. ”Bunden eller resten i såret!”, hørte jeg nogen råbe da jeg gik over plænen og forlod Genforeningspladsen.

Offentliggjort af Jonas Villumsen

I write things.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: