Brønshøj Boldklub – AB Tårnby (1-0)

Brønshøj Boldklub 1 – 0 AB Tårnby
Tingbjerg Idrætspark, Danmarksserien, lørdag d. 9. september 2023 kl. 14.00


Jeg vil være ærlig fra starten: jeg længes efter efterår. Denne sommer har ikke villet mig noget godt, og jeg har brug for at verden trækker i et nyt sæt tøj. Man kan måske indvende at græsset altid er grønnere på den anden side, eller – i dette tilfælde – at bladene altid vil være rødligere på den næste allé, men jeg trænger sådan til et sceneskift.

Tidligere på dagen forsøgte jeg mig sågar med at smide min yndlings-t-shirt ud (en trøje, trykt i forbindelse med Sunderlands nedrykning til Englands tredjebedste række, hvor man, med en sund portion selvironi, har taget det legendariske frontcover til Joy Divisions ’Unknown Pleasures’, og lavet en fiks, næsten umærkbar redigering, så der i stedet står ”3RD DIVISION – UNKNOWN PLEASURES”), for at fremskynde processer, for at få noget til at ske. Og fordi, den efterhånden var fyldt med huller. Så galt står det fat.

Det vejrmæssige sceneskift kunne jeg naturligvis skyde en hvid pind efter, denne eftermiddag, hvor solen smilede småsadistisk fra en himmel der var så blå at den lignede en børnetegning.
Men da 2A spyttede mig ud ved Terrasserne i Tingbjerg, hvor september-temperaturerne stod på tæer, og jeg gik med kurs mod Brønshøjs hjemmebane, Tingbjerg Ground, med udsigten til Utterslev Mose, som lå og dasede under sine egne træer, hvor det var tydeligt at sommerferien endnu ikke havde sluppet sit tag, måtte jeg modstræbende erkende at det faktisk var okay. For en stund, om ikke andet.

Der var stadig et stræk til kampstart, jeg var ankommet tidligt. Inde på Tingbjerg Ground lå tribunen og slumrede, med et væld af sorte og gule øjenlåg. Det viste sig at være en let søvn. Blurs ’Song 2’ overfaldt stilheden, og jeg så hvordan det gav et gib i den gode ældre herre, der modtager folk i VIP-området. Woo-hoo.

Jeg valgte mig et sæde, og prøvede at få beslutningen til at se tilfældig ud. Det er den slags aldrig. Det skal føles rigtigt. Jeg følte at dette ville bære mig godt igennem. Men så boblede ’Barndommens Gade’ frem fra højtalerne, og jeg blev alligevel i tvivl. Der gik nogle sekunder før jeg kunne placere synthesizer-introen, og nåede således at blive spillet skakmat inden mit første træk. Guderne skal vide at Anne Linnets stemme og jeg har haft vores indædte kampe gennem tiden, men lige præcis denne sang formår altid at finde selv den mindste sprække i min rustning, og denne sære dag, ramte den så rent og eftertrykkeligt at jeg måtte tage solbriller på. Det var alligevel også for varmt til rustning.

”Hold da kæft, det er varmt!” udbrød en mand, som åbenbart, i al ubemærkethed, havde placeret sig på sædet lige bag mig. Jeg fór sammen da han pludselig bekræftede endestationen på min tankerække. Han sagde det ikke til mig. Heller ikke til nogen andre. Men det skulle siges, følte han. Højt, følte han. Og han havde som bekendt ret. Jeg kunne se hvordan en stor procentdel af de fremmødte brugte deres trykte kampprogrammer som vifter.

Men så fik jeg andet at tænke på. Jeg tabte et blik ned til venstre for tribunen, og – jeg ved ikke om du kan forestille dig chokket – men jeg så den mand, jeg troede var inde i Brønshøj Boldklubs maskot, Hvepsen Verner, stå og sludre med … Hvepsen Verner. Jeg har nærmest boet på københavnske fodboldtribuner, de seneste tre år. Dette er altså voldsomme sager, i min verden. Det svarer til at overvære Bruce Wayne og Batman dele en øl. Christopher Nolan havde fået akut migræneanfald.

Jeg måtte virre med hovedet, og fik i stedet øje på Brønshøj-tilhængernes stemningstribune, hvor samlingen af flag og faner syntes endnu mere spraglet end sædvanligvis. Det var på grænsen til bevidsthedsudvidende. Der var næsten flere stykker blafrende stof, end der var mennesker, på dette tidspunkt.
Nede foran tribunesektionen, jeg selv sad placeret på, far-dansede og far-lip-sync’ede en far til ’I Was Made For Lovin’ You’, mens hans søn gik ved siden af og masserede sine tindinger.

”Mine damer og herrer og non-binære!” indledte dagens glimrende stadionspeaker sin arbejdsopgave. Kort efter løftede han sløret for de to startopstillinger, og så gik det ellers drastisk ned ad bakke, da min musikalske yndlingsaversion, ’Funky Town’, fandt vej ud af højtalerne.
Jeg kan ikke forklare det. Jeg nærer et irrationelt stort had til den sang. Min otteårige søn synes det er så komisk, at han til tider sætter den på for at opleve mig få en nedsmeltning. For mig er den sang en hån mod alt der er smukt og godt og oprigtigt ved konceptet musik. Teksten, melodien (eller den komplette mangel på samme), produktionen. Titlen! Alt ved den sang er sat i verden for at hæve mit blodtryk og afkorte mine dage her på jorden.

Heldigvis var det kun et spørgsmål om minutter, der føltes som timer eller døgn, før Chumbawamba hævede det kunstneriske niveau med 1000% (jo, jeg ved godt hvordan procent fungerer) og sendte de to mandskaber på banen til ’Tubthumbing (I Get Knocked Down)’
Hvepsen Verner fik en hyldest fra tribunen, hvorefter han tog en form for sprint ned langs sidelinjen, halvt omfavnede, halvt wrestlede en mand med en smøg i munden, og forsvandt fra scenen.

Kampen var ikke fyldt mange minutter før Brønshøj-tilhængerne havde gang i en serie af deres tribune-klassikere. ”Opbagt sovs!” lød et fælles råb fra tribunen, som godt kan virke en smule sært ude af kontekst, og kort efter lød et fælles ”Skyyyyyyyd!”, hvilket fik en Brønshøj-spiller til at gøre alvor af opfordringen, og høvle en bold langt over mål, og ud i buskadset bagved. Good times.
En symfoni af øldåser, der blev klikket åbne, lød omkring mig. På banen drev Mikael Lumb rundt med både Andrés Iniestas rygnummer, frisure og ambitioner, og et sted i horisonten, ovre bag modsatte sidelinje, kravlede en bus rundt mellem nogle træer.
“- og så går vi på druk! – Hey!”, boogie-woogie’de tilhængerne nu ovre fra stemningssektionen. 

De kunne i vid udstrækning lide hvad de så på banen; et monotont kampbillede, hvor spillet stort set udelukkende fandt sted på det grønklædte udeholds banehalvdel – dog uden det store opbud af chancer.

”Jamen, så skyd dog”, sagde manden bag mig, der tidligere havde jaget mig en skræk i livet, og fulgte omgående op med ”Nå …det var sgu ikke helt hvad jeg havde forestillet mig”, da den pågældende spiller gjorde forsøget, og bolden bare stilfærdigt, nærmest undskyldende, trissede ud af spil, et uspecificeret sted omkring hjørneflaget. Stemningstribunen lod ikke for alvor til at ænse forsøget, da de havde fuld gang i endnu et monumentalt uddrag fra deres hitparade;

– Giv mig et A
– A!
– Giv mig et B
– B!
– Hva’ si’r det?
– LORT!

Og så måtte de alligevel rette fokus mod banen, for i det 26. minut præsterede AB Tårnbys keeper, måske en anelse for venligt, at sparke bolden direkte i støvlerne på Brønshøjs Mads Walter, som straks sendte bolden videre, bag forsvarslinjen, sendte denne forsvarslinje bagud af dansen, og bolden i fødderne på medspiller Malik Ait, som, uden nogen form for rysten på vristen, satte bolden i netmaskerne. 1-0.

Små 500 mennesker jublede af fulde hjerter, stadionspeakeren forsøgte at få ørenlyd; ”Og målscorer var – med nummer 99 – Maliiiiiiiiiiiiiik…”, men tilhængerne havde alt for travlt med at fejre scoringen og sig selv og tilværelsen i al almindelighed og hinanden, så efternavnet kom aldrig retur mod speakerboksen. 
Det føles nu også ganske passende at være på fornavn med folk på Tingbjerg Ground. Det var Malik, der scorede.

”Dommeren har dømt vandpause – husk også at få noget at drikke på tilskuerrækkerne” lød derefter den mildest talt unødvendige opfordring over stadionhøjtalerne.

Efter en fællesskål, kom den smukke grønne plæne i brug igen, spillet kom på gled igen. En skjorteklædt gut, jeg genkendte fra mine mange besøg på dette stadion, stillede sig ned foran stemningstribunen. Han tog opstilling med et scenevant smil. Stedets faste gæste-dirigent. Han fik omgående, og med stor rutine, aktiveret og orkestreret et call and response-kor; ”Brøns-høj!” – ”Brøns-høj!”, ”Brøøøns-hø-øøøj!” – ”Brøøøns-hø-øøøj!”

”Brøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøø –”

To ældre gutter bag mig diskuterede hvorvidt dommeren burde have dømt et frispark, eller seksten. To serier af pasninger løb ud i sandet.

”- øøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøø –”

Et kontraangreb blev brudt. En dreng løb hele vejen rundt om banen med en stor, sort og gul fane.

”- øøøøøøøøøøøøøøøøøøøøøø –”

Jeg så en tidligere kollega komme valsende forbi, nede foran tribunen, bevæbnet til tænderne med Gajol-shots.

“- øøøøøøøøøøøøøøøøøøns…..HØ-ØØØØØØØØØØØØØJ!”

Det gik op for mig at jeg havde siddet og holdt vejret, og jeg var nærmest forpustet, da gæste-dirigenten takkede af. 
Malik uden efternavn lavede trylle-tricks ved sidelinjen, hvor han fik bolden til at glide direkte gennem en modstander, hvilket selvsagt gjorde Tårnby-spilleren noget forvirret, og muligvis placerede ham på randen af en mindre identitetskrise. Så blev der fløjtet til pause.

Da anden halvleg havde været i gang, et stykke tid, begyndte jeg at mistænke at en sær form magnetisme var på spil. De to hold havde byttet banehalvdel i forhold til første halvleg, ganske som reglerne foreskriver, men det var som om, spillet insisterede på at foregå på samme halvdel – og at det altså bare nu var gæsterne fra Tårnby der kredsede om målet. De havde fået fat i en tråd, som de nu hev vedholdende i, for at se om det ville trevle noget op.

”Få nu det lort væk!” råbte nogen, da de mente, bolden havde opholdt sig lige lovligt længe på kanten af hjemmeholdets felt. En nervøsitet begyndte at brede sig over rækkerne, folk flyttede uroligt på sig, med lyden af lår der var klistret fast til plastiksæder. ”Scor et mååål” opfordrede eller krævede eller bønfaldt de stemningsskabende Brønshøj-tilhængerne deres spillere, i sang.

Og så var der lige et enkelt tilfælde, hvor nerverne var helt i ro; ”Hvem spiller?” spurgte en søvnigt udseende gut, der netop var ankommet til kampen, eller faldet ned fra månen, i det 63. spilminut. Han blev passeret af en stensikker fjerdeplads i en Odin-lookalike-konkurrence, med trucker-kasket og en Brønshøj-trøje fra svundne tider, som ikke svarede.

Kampen gik ind i den afsluttende fase. Et frispark til hjemmeholdet blev dømt, der blev stanget en advarsel ud. ”Gult kort til Tårnby …jeeeeeg …tror, det var til nuuuummer …seks?…” lød énmandsredaktionsmødet for åben mikrofon, fra stadionspeakeren.
Fodbold i de lavere rækker er af mennesker, og til mennesker. Det elsker jeg.
Må dét aldrig ændre sig.

I de døende minutter, kom de amagerkanske gæster frem til en række nærgående forsøg. Afbidte negle begyndte efterhånden at fylde på tribunegulvet. Fingerled afgav nervøse knæklyde, og manden, på rækken bag mig, havde så meget uro i sit højre knæ at det fik mit sæde til at føles som en massagestol.

Da kampuret var tikket ind i det sjette overtidsminut, gik en Tårnby-spiller unødvendigt hårdt ind i en duel med Hvepsenes keeper, og der opstod efterfølgende lidt skubben mellem repræsentanter fra de to mandskaber. Det så dommeren som en god anledning til at fløjte kampen endegyldigt af. En lettet jubel steg til vejrs fra tribunen, Brønshøj kunne sætte fjerde sejr, ud af fem mulige, i banken.

”Vi num-mer ligger 1, vi num-mer ligger 1!” sang nogen, med en rusten baryton, på vejen ned ad trapperne, og ud mod portene.