Holbæk B&I – BK Frem (0-2)

Holbæk B&I 0 – 2 BK Frem
Holbæk Sportsby Atletikstadion, 3. division, fredag d. 15. marts 2024 kl. 19.00


En gut med et markeret ansigt rækker mig en øl. Han befinder sig en hylde eller halvanden højere oppe end mig på alderens stigereol. I den varme bus’ tunge luft, føles det som om han har rakt mig et pindsvin, da den kolde dåse møder min håndflade. Først efter at han, ordløst, har rakt mig øllen, rækker han mig hånden og præsenterer sig. Han påstår, han hedder Kim, og jeg beslutter mig for at tro på det, og mere eller mindre alt andet, han kommer til at fortælle mig denne aften.

Jeg har netop mødt ham, der skal blive min sidemand på busturen fra København til Nordvestsjælland, hvor BK Frem, denne fredag aften, skal møde Holbæk B&I i 3. division, og jeg synes instinktivt om ham. Jeg er inviteret med på turen af BK Frems supportgruppe, Paulis Rødder, og det var ikke nødvendigt med nogen form for mental plat eller krone, før jeg besluttede mig for at takke ja til indbydelsen.

Apropos aldershylder, så var det i øvrigt muligvis også en ældre himmel, der sejlede forbi i mit Velux-vindue på femte sal, tidligere på eftermiddagen. I hvert fald var den gråsprængt og havde let til tårer. Det meste af Nørrebro lugtede af fugtig karklud, og hver gang, skydækket vred hænderne den mindste smule, klemtes regnskyl af varierende styrke ud og ned. 
Med forventning om styrtdykkende temperaturer senere på aftenen, var jeg således iklædt regnjakke over mit tøj og uld under mit tøj – en kombination der nemt kan reducere tøjets indhold til småklaustrofobisk, kogt torsk – da jeg drog afsted mod Valby.

Beslutningen om et lag uld inderst, virkede ikke som den bedste idé, jeg nogensinde havde fået, da jeg dumpede ned i et sæde på øverste dæk af den dobbeltdækkerbus, der skulle fragte mig og Rødderne til aftenens arena i Holbæk Sportsby. Jeg bad i mit stille sind til at det tvivlsomme valg af beklædning ville komme til at give mening senere på aftenen.

Atmosfæren i bussen er tæt, i alle henseender, i minutterne før afgang. Der er en munter tumult, og folk synes at bevæge sig rundt og bumpe lidt tilfældigt ind i hinanden, som radiobiler i fodboldtrøjer. Løsrevne stumper af samtaler driver rundt. ”Hva’, har du lavet flere børn og så’n noget?” spørger en kvindestemme, men jeg når aldrig at opfange svaret fra samtalepartneren.

Kim beretter at han har taget del i et væddemål, der går på hvor hurtigt værterne fra Holbæk kommer til at løbe tør for øl. ”De har kun købt 1000 dåser – det er jo hvad denne bus, alene, konsumerer på vejen dertil.” Jeg synes næsten, jeg kan fornemme en snert af bekymring i hans stemme. Men det er måske heller ikke helt ubegrundet, for udover denne bus, er yderligere to busfulde BK Frem-tilhængere klar til afgang. Og folk er lige så festlige som de er tørstige, og lige så tørstige som de er festlige.

Det sekund, motoren tænder, og vi flytter os de første millimeter på Julius Andersens Vej, bryder størstedelen af forsamlingen omgående ud i dagens første fællessang. Det viser sig hurtigt at de sidder vidunderligt løst på folk, disse sange. Ruderne er dugget til, varmen banker hovedet mod loftet i slowmotion, hvor den sætter sig som kondens, og i løbet af kort tid omdanner bussen til en smuk, blå-rød drypstenshule. Mine håbløse uldklæder føles som at være iklædt en ufrivillig våddragt, en sveddråbe tager flugten fra mit nakkehår og ned over ryggen. En Stroh Rom bydes rundt til folk, men ingen bider på i første omgang. Der ligger tydeligvis en god portion timing i at ramme den helt rigtige dynamiske opbygning på en tur som denne. Noget siger mig dog at nogen kommer til at slå til allerede ved næstkommende budrunde.

Én af de ting, der slår mig i en grad, så jeg – tydeligvis – har følt mig nødsaget til at notere det på min telefon, er hvor rent disse mennesker synger. Jeg holder meget af fodboldens forskellige ølhundekor, men dette er et særtilfælde. Jeg spørger Kim, nærmest anklagende, hvorfor i alverden folk synger så rent. Han siger noget om Sankt Annæ og trækker på skuldrene. Men der kan de jo ikke alle sammen have gået, tænker jeg for mig selv, mens fællessangen bevæger sig over i en hymne i valsetakt. På dette endnu tidlige tidspunkt af turen, er artikulationen hos folk også stadig god, en lille guitar betjenes af en mand hvis øjne gemmer sig under skyggen af hans bøllehats halvtag, og jeg har det nærmest som om, jeg er inviteret med til en koncert.

Vinduerne er nu dugget til i en grad, der gør dem tæt på ubrugelige, og solen blæser pludselig gennem fugten, som en tåget, men smuk, projektør. I løbet af de næste minutter hviler den hele sin pande mod ydersiden af ruderne, der i disse øjeblikke synes at være af matteret glas.

Efter et antal minutter, jeg helt og aldeles har mistet grebet om, gør delegationen af busser holdt ved Torkilstrup Nord Café. Der går ikke mange minutter fra vi er trillet af motorvejens lige linjer, før det er myldret ud med Fremmere, som, i løbet af få minutter – i alt andet end lige linjer – har fået stablet en rastepladspiratfest på benene, og synger for fuld hals med fulde halse. Det hele skvulper rundt. Solen er allerede blevet drukket under bordet, og er nu lige ved at gå i brædderne bag nogle ranke træer der står langs de brede vejbaner og skæver til optrinnet. Jeg bliver siddende i bussen og betragter scenerne.
“Jeg ved godt at der er gået inflation i ordet “magisk”, men dette er altså kvart i!” skriver jeg i en besked, og trykker send.

Efter pit-stoppet skifter mange folk plads i bussen, tilsyneladende efter en form for tilfældighedsprincip. Radiobilerne igen. Folk synes at komme hinanden ved på kryds og tværs, og for et fremmedelement som mig, er det rørende hvor gæstfrit, nærmest hjerteligt, man bliver taget imod. Jeg sidder fortsat ved siden af Kim, som gavmildt deler ud af hele sit fodboldhjerte og øl fra tasken, med temperatur derefter. Det gør absolut ingenting. Lidt senere har han en samtale med en yngre gut, placeret på et af sæderne på den anden side af midtergangen, da endnu en fællessang flår hele lydbilledet eftertrykkeligt til sig. ”Nu kan jeg ikke høre mere, Niels” afslutter Kim deres samtale, halvråbende og konstaterende, et sted i de velvoksne lydbølger fra omgivelserne. 
Jeg drejer hovedet, kaster et blik bagud i bussen. Mit blik falder på en mand der sidder tilbagelænet, med både arme og ben over kors, samtidigt syngende af fuld kraft ud gennem sit grå-hvide fuldskæg. En imponerende demonstration i energimæssig multitasking. 
Jeg vender mig om for at notere netop dette, får skrevet ”uldskæg” i stedet for ”fuldskæg” og beslutter mig for at lade det stå sådan.

I øvrigt slår det mig at der er en højere repræsentation af både fuldskæg og kvinder end jeg oplever hos de fleste andre fanfraktioner. Ikke umiddelbart nogen krydsfelter mellem disse to størrelser, i øvrigt. Diversitet på de tribuner, jeg bevæger mig rundt på, varmer altid mit hjerte, og denne bustur fremstår som en lille tour de force i denne disciplin.

Så går det pludselig stærkt. Det føles som om, mørket falder på med hovedet først, det sekund vi ankommer til Holbæk Sportsby. Folk tumler ud af busserne, vindhekse og snebolde ned ad en stejl bakke, og samles i småtilfældige konstellationer på den grusbelagte parkeringsplads.
”Det kommer til at se fedt ud hvis vi går over til banen i samlet flok!” råber nogen adskillige gange. Det lykkes næsten, i enkelte sekvenser. Vi er et Tour de France-felt af radiobiler, vindhekse, snebolde, bowlingkugler, med spredte udbrydergrupper. Det føles som at bevæge sig i én stor lomme, hvori der findes et massivt rodnet af mindre lommer.

På vejen ind er jeg faldet i snak med en venlig, hueklædt Søren, med blå- og rødlakerede negle, som han tilskriver sin datter æren for. Vi er kun lige kommet indenfor portene da en lille flok brøle-synger ”Vi vil ikke hjeeee-eeee-eeeeeem!” på en særegen afart af melodien til ’I Want to Go Home’, i en grad så jeg for det første kommer til at mangle nogle væsentlige puslespilsbrikker af vores samtale, og for det andet bliver bekræftet i at der, om ikke andet, nok findes 4-5 stykker, der ikke har sunget i kor på Sankt Annæ.

Vi trasker op på en vindblæst græshøj, som kommer til at gøre det ud for dagens tribune. En løbebane med dårlig situationsfornemmelse har lukket sig om banen, der føles som en lille, fjern, grøn ø. Det er ikke det mest sjælfulde fodboldlandskab, jeg har befundet mig i, men der er blevet bragt så store portioner take away-sjæl med fra klubhuset i Valby at der alligevel er et stort plus på bundlinjen.

Måske har vi fået placeret os i en form for Bermuda-trekant for lightere. I hvert fald bliver det et tilbagevendende tema over de kommende timer, at mange ønsker at ryge, men at få rent faktisk er i besiddelse af noget at antænde tobak med. ”Måske kan du løbe den i gang, hvis du bare spænder ned ad bakken så hurtigt, du overhovedet kan?” foreslår en yngre gut sin sidemakker, som svarer ved at trække på skuldrene på en måde der indikerer at han lige et blevet stillet et helt oprigtigt forslag. Min samtalepartner trækker til gengæld på skuldrene med en mindre grad af alvor, da han beretter at han, og tredjemanden i vores samtale, faktisk slet ikke ryger, men bare er ”meget aktive eks-rygere”

Kampen er i fuld vigør, et sted ude på øen, og mit hoved vender alle andre steder hen. Jeg når at registrere at Holbæk-mandskabet er iklædt blå trøjer og at Frem i dag spiller i deres hvide udebanedragter. Spillerne er, noget tid forinden, gået på banen til frydefuldt støjende scener, en forvirret snestorm af konfetti, blafrende faner og bannere med brede armbevægelser. Jeg må flere gange minde mig selv om at alt dette finder sted i den danske 3. division. Pengene passer ikke. Der er for en sjælden gangs skyld for mange.

I det 13. minut får et langt, højt udspark fra Frem-keeperen lov at hoppe i trampolin på hjemmeholdets banehalvdel. I en nærkamp trækkes der lod mellem en blå bluse og en hvid bluse. Den hvide bluse vinder. Den hvide bluses ejermand laver et lille, maskeret kunststykke. Det er alle de berøringer på bolden, han ikke tager, der sætter Holbæk-defensiven ud af spil. Et skulderdrop, antydningen af en afslutning der aldrig kommer. Hans eneste faktiske boldberøring ender med at være en mild, nærmest tyst, indersideaflevering til hans fremadstormende medspiller, Egzon Zekiri, som han har registreret adskillige kapitler før dette øjeblik indtræffer.
Zekiri kører på en lidt anden tidsregning end afleveringen, men lykkes alligevel med at strække vristen, trække den ud som bælgen på en harmonika, nærmest hente bolden en smule bag sig. Den gulklædte Holbæk-målmand er lutter fartstriber på vej tilbage for at dække sit mål, men forhaster sig, og da afslutningen falder, må han dreje hovedet og se sig tilbage til hvor han kom fra, hvor bolden nu stryger ind i bunden af målet. 0-1.

Jublen eksploderer omgående omkring mig på græshøjen. I forhold til hvor travlt folk har haft med alverdens ting og sager, er det alligevel bemærkelsesværdigt hvordan nærmest alle samtidig lader til at have fuldstændig styr på hvad der foregår på grønsværen. Knyttede næver bokser huller i luften, folk falder hinanden om halsen, trommer sætter i gallop. Der er stammedans på den vindblæste græshøj. Nogen nyser noget pyroteknik der omgående giver martsmørket blussende, rødt næseblod.

Vi er på vej – vi er på vej – vi er på veeej i Chaaaaampions League! synges der. Et talstærkt, euforisk kor samler sig på ingen tid, tunger finder fælles fodslag.
”Er vi det?” spørger en ældre gut til højre for mig. Det lyder et kort sekund som et oprigtigt, forsigtigt håbefuldt spørgsmål. Han lader til at tage de mange gentagelser af hooket som bekræftende svar. Der er et ganske tyndt glasloft over 3. division, og lige nu kan man se direkte ind i himlen. 
Eller 2. division, som minimum.

Og det er cirka heromkring, mit uldundertøj endelig begynder at give mening. Vinden på højen er et stædigt genfærd der virker opsat på at prøve at vade igennem samtlige lag af min rustning. Jeg har kun et enkelt lag vante på hver hånd, og betaler en hidsig pris. De noter, jeg skriver ind på min telefon, begynder at blive mere og mere uforståelige, og det kan ikke udelukkende skyldes de mange øl, jeg gavmildt bliver tilbudt af fremmede mennesker, og venner, jeg lige har mødt.

Første halvleg fløjtes af, hvilket ikke lægger nogen form for dæmper på mine medtilskuere. Pausen anerkendes ikke for alvor som en pause fra noget som helst. Jeg prøver at puste liv i mine vanter, med blandet held. Forår i Danmark er tynd is at bevæge sig på.

I anden halvleg bølger begivenhederne frem og tilbage. Angrebenes haler slår svirp. Chancer skabes og tabes. Indædtheden bliver en mere og mere tydelig størrelse. Småskubberier opstår sporadisk på banen. Alting får et opkog. Frem er fortsat foran med et enkelt mål, alting står åbent, og det begynder at trække.

Fem minutter før den ordinære spilletid er løbet gennem timeglasset, sætter udeholdet et par pasninger sammen omkring midterlinjen. En Holbæk-spiller har ikke tid til at nyde vævearbejdet, og sætter en hård tackling ind. Det er svært at afgøre om hans fødder rammer bolden eller en modspiller, eller begge, men noget rammer de. Frem-tilhængerne protesterer højlydt, kampens dommer strækker hånden i en bevægelse der signalerer at han lader fordelsreglen gælde. Bolden stryger frem til målscorer Egzon Zekiri, som har en mellemting mellem ingen og alle bestemt det. Han tager et træk med højre fod, der får handlingen til at ændre kurs og en tilbagestormende Holbæk-spiller til at stryge forbi som et gennemkørende tog.
 
En fyr blandt BK Frem-tilhængerne demonstrerer en imponerende intuition, og antænder et flammende stykke pyro, omtrent to splitsekunder før, Zekiris venstrefod modtager afleveringen fra hans højre. Afslutningen placerer sig selvsikkert i det lange hjørne, uden for Holbæk-målmandens gule vingefang, og resten af Rødderne omkring mig synkroniseres med den forvarslede fejring der allerede sprutter og gløder rødt. 

Kampen er lagt død, men alt er liv.
Efter slutfløjtet fejres sejren hjerteligt tilhængere og spillere imellem. Der tages et fælles klassebillede. Jeg forestiller mig, jeg står i til venstre, i udkanten af billedet, og ligner en der har mistet forbindelsen til mine yderste fingerled, men har fundet forbindelsen til sådan cirka alt det, jeg elsker ved fodbold. Til højre for mig tager to kvinder toogtyve billeder af to stadionprojektører.

Jeg beslutter mig for at traske tilbage til bussen inden det store ryk af mennesker gør det samme.
 
Da jeg går op ad trappen til bussens førstesal, er det med et lidt mere end halvfuldt krus øl i min stadig handskeklædte hånd. Jeg finder mit sæde. Der er kun én person udover mig selv i bussen, på dette tidspunkt. En ung kvinde. Jeg nikker til hende. Smiler et smil der formentlig emmer af at være ny i klassen. Jeg trækker klapbordet, der er monteret på ryggen af sædet foran mig, ned. Det giver en lyd af flyveøglekløer mod en rusten tavle i den ellers bomstille bus. Jeg løfter min øl op for at placere den på den ganske lille bordplade – og da bunden af kruset er omtrent to centimeter fra at møde overfladen på bordet, glider det glatte plastik ud af mit fingervantegreb. 
En lille flodbølge af øl vælter ned og ud over gulvet foran mig. Alene lyden er infernalsk i de tavse omgivelser. Synet er uoverskueligt. Jeg mærker pludselig al den træthed, jeg ellers intet har mærket til. Taber hovedet i mine – nu – frie hænder. Når lige nøjagtigt at gribe mit ansigt før det hamrer mod bordpladen. Der er meget stille, meget længe. ”Jeg kan slet ikke regne ud hvor jeg skal tage fat lige nu” mumler jeg for mig selv.
”Smile and wave” siger den unge kvinde på den anden side af midtergangen, med en mild, næsten drømmende stemme. 

Jeg løfter mig selv op i nakken, som var jeg en marionetdukke og dens dukkefører på én og samme tid, finder buschaufføren for at spørge om han har noget at udbedre skaden med. Det har han, og jeg kaster mig ud i ihærdig damage control. 
Få øjeblikke senere kommer Kim tilbage, og vælter omgående sin øl fra klapbordet på sædet, lige ved siden af mig. Inden der er gået fire minutter, har yderligere to andre gjort det samme. Hvis jeg ikke følte mig hjemme i forvejen, gør jeg det for alvor nu.

Bussen fyldes løbende, men hastigt, af mennesker og decibel. Da motoren hoster sig selv vågen, virker festen allerede endnu mere festlig end på turen hertil. BK Frem har med aftenens sejr kapret førstepladsen i 3. division, og Paulis Rødder er i storslået form.

Da vi befinder os på et uspecificeret sted på strækningen mellem Holbæk og Valby, står en gut – 5-7 år yngre end mig selv, er mit bud – for sig selv, med svømmende øjne, og en mund der – på omkvædsmelodien fra ’Can’t Take My Eyes Off Of You’ brøler ”Vi eeeelskeeeeeer B- K-, vi elsker BK FREM!”
Han gentager succesen én gang, og lykkes fornemt med det, men ved anden gentagelse, lyder det pludselig som om, han akut er ved at løbe tør for batteri. Han står bøjet over et tomt sæde. Falder pludselig i staver. Det ser ud som om, hans øjne har besluttet sig for at kigge ind i hans hoved, i stedet for ud af det. Han læner panden mod nakkestøtten, og bliver stående sådan længe. Da det lykkes ham at løsrive sig, og i én eller anden grad vende blikket udad igen, har han mærker og mønstre fra sædets stof i panden. Og et triumferende udtryk i ansigtet.
Han ligner en der er på toppen af verden.
Eller 3. division, som minimum.