Brønshøj Boldklub – Sundby Boldklub (0-0)

Brønshøj Boldklub 0 – 0 Sundby Boldklub
Tingbjerg Idrætspark, 3. division, lørdag d. 15. marts kl. 14.00


Milde tømmermænd bankede let på ruden fra indersiden af hovedet, da jeg gik langs mosen. Samtidig havde solen rullet sine fineste faner ud. Kombinationen af disse to størrelser udgør, i min bog, noget nær perfekte omstændigheder at se divisionsfodbold under; tømmermænd og et forår, der havde besluttet sig for at spille med musklerne for en enkelt dag. Med pomp og pragt og en blafrende blå himmel, som Dannebrogsflagene ved indgangen til Tingbjerg Idrætspark stod perfekt aftegnet mod.

I virkeligheden havde mit indtag af alkohol, aftenen forinden, ikke været nævneværdigt stort. Måske skyldtes tømmermændene ganske enkelt dårlig kampform – det er ikke kun spillerne i de forskellige klubber, der mærker vinterpausen – og ellers skyldtes de, at jeg var blevet vækket ubærligt tidligt. Væggene i min gamle, skæve arbejderlejlighed på Nørrebro synes at være lavet af det tyndeste rispapir man har kunne opstøve, og jeg står således ofte op samtidig med det lille barn, der (ikke) sover i mine naboers soveværelse, lige på den anden side af væggen. Ofte vågner dette barn – som ellers i øvrigt på alle måder synes at trives – med en dyb hulken. Næsten klagende, som en ulv i sorg. Det kan give nogle lettere forstyrrende drømme, når det fletter sig ind i søvnen, kan jeg melde.

Nuvel. Tre kopper nærdødsmorgenkaffe og en bunke timere senere, lignede verden – som ellers lader til at være alvorligt i stykker – midlertidigt et glansbillede af sig selv, da Brønshøj Boldklub åbnede portene til forårssæsonens første hjemmekamp. Sikke et frirum at kunne træde ind i, for et par timer. Jeg kan i virkeligheden ikke anbefale det nok. Sådan en lørdag kan, i al stilfærdighed, stikke væsentligt dybere end den lader til på overfladen. Nu, hvor jeg skriver om den, kan jeg mærke at den, for en stund, lykkedes med at varme kroppen indefra. Lykkedes med at varme dele, der ellers udsættes for en bidende kulde i disse dage, måneder, år.

Min tidsregning, denne lørdag, var ikke helt afstemt med resten af verden. Og da jeg ankom til Tingbjerg Ground, var det omtrent en halv time senere, end det egentlig havde været min intention. Således mødte jeg halen af en stor, smuk menneskeslange, et godt stykke vej før jeg nåede frem til portene ind til selve stadion. Folk var troppet op i mængder og antal, man ikke umiddelbart forbinder med 3. division. De var overalt. Folk. De talte, lo, nøs, frøs, svedte, ledte efter små åbninger i hinandens begejstrede monologer. De talrige, klassiske hvepsestribede trøjer lyste op uanset hvor man vendte blikket hen. Der er noget særligt over netop denne trøje i solskin.

I ny og næ har jeg den luksus at figurere som presse, når jeg er ude at se fodbold. Således kunne jeg, denne dag, liste udenom den føromtalte store, smukke menneskeslange, og snige mig ind gennem tælleapparaterne, med dukket nakke, mumlende et potpourri af indvendige taksigelser og undskyldninger.

Det var et lige så stort leben, der mødte mig inde på stadion. Jeg veg for Hvepsen Verner, Brønshøj Boldklubs maskot, som jeg tænker, man har evig vigepligt for. Jeg kantede mig omkring en ældre herre med øjne som to grå, tilrøgede glaskugler og en kompleks retningssans. Jeg måtte træde et par skridt tilbage for ikke at stå i vejen for et par børn i den alder, hvor fortænderne endnu synes at være for store til resten af ansigtet. 

Så fik jeg øje på Henning og Sara. Henning er min ældste ven – både i den ene og den anden forstand, hvis jeg ikke tager meget fejl – og Sara er hans søde kæreste. De sad på en bænk i solen, og lignede nogen, der aldrig havde siddet på andre bænke i solen. De er ikke stamgæster i divisionerne, men passede ind i billedet på fineste vis.

Henning lo da han så mig. Han stak mig en krammer og kunne berette, at jeg lignede en, der slet ikke var i stand til at etablere en holdbar forbindelse til omverdenen, hvilket måske ikke var milevidt fra skiven denne dag. Samtidig er det store ord fra en voksen mand, der åbenbart ikke havde magtet opgaven at huske at tage sine egne strømper på, da han og Sara forlod deres hjem en times tid forinden.
Jeg lod min rygsæk spærre en plads til mig på bænken, ved siden af Sara, mens jeg fik hentet en kop kaffe og en øl.

Så fulgte en stund med sol i ansigtet, et par af den slags samtaler, hvor man får halet hinanden de sidste par centimeter ind, små strejf af lykke, og en lille seance hvor Henning præsenterede mig for hvad han mente skal være den næste bog, jeg skal skrive. Kort fortalt skal den handle om Hennings tænder. Hvilket også skal være titlen, lod han mig forstå. En mands historie, foldet ud via en serie mildest talt fejlslagne tandlægebesøg. 
Det er den bedste idé, jeg længe er blevet præsenteret for.

Ovre fra tribunen var Brønshøj-tilskuerne ved at geare op. Som jeg har nævnt adskillige gange, i tekster som denne, findes der et sangrepertoire blandt Hvepsenes supportere, der ikke umiddelbart lader sig matche andetsteds i dansk fodbold. Jeg ville elske hvis Superliga-klubberne skævede lidt til opfindsomheden på disse egne.

Kampen var pludselig i gang, ovre på banen, kunne jeg fornemme. Alting syntes at ske for hurtigt denne lørdag. Og ellers var det mig, der skete for langsomt.

Vi fik stablet os på benene, provianteret på ny, og begav os langs tribunen, for at finde os en plads i solen bag parkens fjerneste baglinje. Da vi passerede sektionen hvor Brønshøjs mest festlige tilhængere står placeret, var de i færd med en pragtfuld sang, der ikke helt lader sig oversætte til skrift. Hvilket dog ikke skal afholde mig fra at gøre det alligevel. 
På tribuner over hele verden synges det franske ord ”Allez”, for at pace spillerne frem. Det udtales som bekendt som en nogenlunde nær slægtning til ordet ”allé”, hvorfor sangen på tribunen i Tingbjerg, i sin små-geniale enkelthed, lyder noget i stil med: 

Allééééé, allééééé, allé, allé, allééééé 
Det er en gade med mange træer
Det er nemlig en allé

Vi fandt os vores spot ved baglinjen. 
Med få ansatser til undtagelser, var det en første halvleg, hvor begivenhederne i højere grad fandt sted udenfor banehegnet, end indenfor – og uden at det store sæt briller, der prydede måltavlen i den anden ende af parken, rørte på sig, da de to mandskaber gik til pause.

Anden halvleg føltes som tog den en frisk mundfuld luft, lagde an til at blæse, men tabte så forholdsvis hurtigt pusten igen. De par optræk der var til scoringer i den ende af banen, vi stod nær, fik Sundbys målmand, Magnus Madvig, dygtigt forpurret.

Et tydeligt vidnesbyrd om hvor lumsk foråret også kan opføre sig, opstod da slagskyggen fra en af Tingbjerg Grounds store stadionprojektører pludselig passerede det sted, vi stod. Det føltes som at stå i et yderst afgrænset kølerum. Ikke at det fik mig til at flytte mig en centimeter.

”Nummer 4, du har lektier for” sang festen på tribunen ned mod den ungt udseende Sundby-spiller med det hvide firtal på ryggen af den røde trøje.

Opgøret lignede et der var så meget i tvivl om hvilken vej, det skulle flytte sig, at det ville ende med at blive stående på stedet. Spændingskurven fik, på klassisk vis, et lille niv i armen i dommerens tillægstid, men det føltes aldrig helt som om, bolden ville kysse indersiden af netmaskerne.

”Det tænkte jeg nok” sagde en fyr, et par meter til venstre for mig, til sig selv, da dommeren fløjtede kampen af. Jeg forstod godt hvad han mente.

Vi begav os mod udgangen. Der var en skøn trafikprop foran Hvepsenes stemningstribune, som det tog lidt tid at få flyttet fødderne igennem. 
Det lykkedes mig dog at indfinde mig på herretoilettet, hvor jeg mødte endnu en kø. Lidt af et tema for dagen.

”Sikke et grimt billede, de har hængt op” sagde en ældre gut, da hans blik rettede sig op mod spejlet over håndvasken. Han smilede et smil til sig selv, der var svært at afkode. Et sted midt mellem undskyldende og udfordrende. Han lykkedes dog med at blive færdig med sit foretagende inden det kom til nævekamp eller andre former for konfrontationer. Han mumlede, let udglattende, at det for fanden også var svært at se godt ud, når man var nødt til at være iklædt så mange lag tøj for at holde varmen.

”Én melodi – vi har kun én melodi” brummede en anden på Guantanamera-melodien, og lignede en der var faldet i staver. Hans mund bevægede sig, resten var tilsyneladende gået på autopilot.

Når Brønshøj-supporterne kalder sig selv de smukkeste i København, er det muligvis med en flig af ironi. Sagen er bare den, at det ofte passer lidt alligevel, hvis du spørger mig.