En 3-årig stadiondebuterer – og et sted i baggrunden: Brønshøj Boldklub – Holbæk B&I (1-1)

Brønshøj Boldklub 1 – 1 Holbæk B&I
Tingbjerg Idrætspark, 3. division, lørdag d. 22. marts kl. 14.00


Dette er ikke en normal note fra tribunen – hvad dét så i øvrigt ellers også måtte betyde. 
Det kan måske læses som et lille appendiks til den tekst, jeg postede for en uge siden. Måske ikke. Men de har trods alt det tilfælles, at de er postkort fra samme hjemmebane.

Det bliver muligvis kortere i denne omgang – og hvis ikke, så i hvert fald med et noget mere begrænset fokus end mine sædvanlige skriverier. Overhovedet at sætte mig og skrive dette, er en lige så spontan beslutning, som det var at besøge Brønshøj Boldklub igen i går.

Man behøver ikke at have tilbragt mange stunder i en 3-årigs selskab, for at vide at de kan være nogle intense typer. Hvis man så tilmed er en form for ansvarlig for en af disse typer – hvis man eksempelvis ligefrem er forælder for en – kan det være frygteligt svært at registrere nævneværdigt meget andet af den verden, der omgiver en. 

Alene det, at skulle agere rejseleder på vores tur fra Nørrebro til Tingbjerg, med offentlig transport, var et projekt i sig selv. Det føltes som at skulle holde trit med en bowlingkugle der triller ned ad en stejl bakke – lige bort set fra at bowlingkuglen i denne analogi har form som et asymmetrisk æg, og at det derfor er stort set umuligt at forudsige både kadence og retning.

Da busdørene hældte os ud i solskinnet ved stoppestedet Ruten i Tingbjerg, trillede bowlingkuglen direkte ind i et tørt buskads og fandt en halvanden meter lang gren, som den nægtede at give slip på, før vi nåede indgangen til idrætsparken. Her opstod en kærkommen afledningsmanøvre fra det uvurderlige fund, i form af den glæde det var at opdage, hvor mange andre mennesker der bar beklædningsgenstande med det samme sort-gule emblem, der også fandtes på det halstørklæde jeg havde viklet om den 3-årige type ved rejsens start.

Når jeg skriver ”glæde”, er det næsten lidt af en underdrivelse. Eufori ville ikke være helt ved siden af. Genkendelsen var som ufortyndet solskin i et spejl på lige omtrent en meter. Det tog adskillige tillægsminutter at gå langs hegnet ind mod Tingbjerg Ground, da vi konstant måtte stoppe op og pege på stort set samtlige mennesker der var iklædt et stykke stof med Brønshøj Boldklubs logo. Det var en del. Heldigvis havde han ikke længere grenen. Den kunne have kostet et øje eller to at pege med.

Også det store klublogo der hænger, når man nærmer sig portene ind til stadion blev bemærket. ”Se! Én til bi!”. ”Hveps” blev jeg trofast og tålmodigt ved at korrigere i mit allermest konfliktnedtrappende tonefald. Igen; 3-årige; du kender typen. 
Vi landede på det foreløbige, fine og ikke-eksisterende kompromis ”humlehveps”.

Jeg blev trukket ind på stadion med en bestemt, lille, grå vante, som var det bowlingkuglen der var den stedkendte og mig der var debutanten. Prøvede i forbifarten at veksle et par høflige fraser med de søde folk ved tælleapparaterne, hvilket jeg kunne glemme at lykkes bare nogelunde tilfredsstillende med. Der blev spurgt til hvilke noter, jeg mon ville skrive denne dag – og jeg pegede lige dele undskyldende og forklarende på indpiskeren i den orange flyverdragt med tigerprint.

På det flisebelagte område foran boderne, gav denne lørdags muskuløse vind prøver på sin lungekapacitet, og midt i dette blæseri fandtes altså også en lille hueklædt hvirvelvind på soloridt. De syntes begge fast besluttet på at prøve at blæse min kasket af. Jeg forsøgte ligeledes at holde på de briller, jeg ikke havde.

Det lykkedes mig at få plantet dagens vind i skysovs på et klapsæde på tribunen, i skyggernes polartemperaturer – høj på livet og de småkager, jeg havde hentet til ham. Hans opmærksomhed var på overarbejde, alle sanser stod blafrende åbne. Han måtte konstant vende sig for at kigge nye steder hen. Vende sig abrupt, med hele kroppen, som man gør når man har alderen til at gå på Snøvsestuen. Det lykkedes ham næsten at afvæbne mig for den kop kaffe, jeg havde dristet mig til at hente lidt tidligere, på småkagetogtet, men mine reflekser havde allerede været gennem en solid opvarmning på dette tidspunkt.

Brønshøj Boldklubs maskot, Hvepsen Verner, daskede forbi nede foran tribunen.

– Er det en ægtig hveps? (”ægtig” er rabatten mellem ”ægte” og ”rigtig” og jeg nænner ikke helt at få ham til at vælge en vejbane)
– Nej. Ikke helt.
– Skal den spille i kampen?
– Nej, det –
– Hvorfor?

Det nåede jeg aldrig at finde noget tilfredsstillende svar til, før min samtalepartner tabte interessen for dialogen.

”Mine damer og herrer og non-binære” indledte den altid gode stadionspeaker på Tingbjerg Ground. Min lille sidekammerat så akut forvirret ud. En smule utryg, næsten. Ikke over aspektet med non-binære, men over, hvor stemmen kom fra. ”Hvem snakker han til?”. ”Os alle sammen” forsøgte jeg pædagogisk. ”Også mig? Kan han høre hvad jeg siger?”
”Ja, du må hellere passe på ikke at snakke alt for højt”. Årets far i aktion.

Spillerne entrerede banen. Brønshøj som altid i de smukke (humle-)hvepsestriber, og dagens gæster fra Holbæk i blå trøjer og hvide shorts. En tromme slog sig løs, Brønshøj-supporterne gjorde det samme. Lange strimler af crepepapir og konfetti fyldte øjeblikkeligt skærmen, og blev konsekvent kastet over mod vores sektion af tribunen i den hårdnakkede vind. ”Parfume!” jublede bowlingkuglen. ”Konfetti” smilede jeg. ”Spaghetti!” jublede bowlingkuglen.

Da kampen var omkring syv pasninger gammel, ville min sidekammerat gerne ud at opleve den nære verden, han var blevet sluset ind i. Kulden i skyggen gjorde det lettere at overtale mig, end det havde været under normale omstændigheder.

På vej ned ad trapperne, var han ved at få et grineflip da stemningstribunen muntert rytmisk – og med det umiskendelige, Brønshøjske glimt i øjet, som skriftsprog ikke yder nogen retfærdighed – messede ”Svin! (tromme: bum-ba-dum-ba-dum) Svin! (tromme: bum-ba-dum-ba-dum) Svin! (tromme: bum-ba-dum-ba-dum) – Møgsvin!”
Jeg forudser interessante Aula-beskeder fra Snøvsestuens personale, den kommende uge.

I kampens ellevte spilminut blev der fløjtet et straffespark til hjemmeholdet. Omkring os røg armene i vejret. Vi stod på dette tidspunkt nær banehegnet, ikke langt fra den 11-meter-plet der nu skulle i brug. Jeg løftede den 3-årige type op, så han kunne se sparket – og måske få suset fra det forventede mål.
Det forventede mål udeblev imidlertid, da afslutningen endte som en replika af Christian Eriksens brændte straffespark mod Portugal forleden.
”Nå, der blev ikke mål alligevel” meldte jeg. Halvt til mig selv. ”Hvorfor” sagde drengen i min favn, mere som en konstatering end som et spørgsmål.

Et kvarters tid senere kom både målet og suset alligevel. På dette tidspunkt befandt vi os i modsatte ende af parken, men bølgerne skyllede alligevel ned til os med fin styrke.
I divisionsforvirringen efter et hjørnespark, lykkedes det hjemmeholdet at dirigere bolden hastigt nok mod mål til, at det først lykkedes udeholdet at dirigere den retur da den havde passeret målstregen med en halv meter. 1-0 til Brønshøj. Min rejsekammerat strakte instinktivt sine grå uldluffer mod himlen, og forsøgte derefter at klappe over sit hoved uden helt at ramme.

Kort efter var der gang i en begejstret boogie-woogie ovre på stemningstribunen;

Så tager vi Antabussen frem
Så tager vi Antabussen tilbage
Flyverdragtens ejermand spidsede ører.
– og så går vi på druk! Hey!

”Den kender jeg fra børnehaven!” 

Første halvleg tikkede ud og vi besluttede at takke af. Stoppe mens legen var god. Bedre end god. Min søn dansede ud ad den store stadionlåge til ’Du ligner din mor’, standsede pludselig, kiggede op på mig og sagde ”Du er ikke Batman”. Det kunne jeg desværre ikke argumentere imod, så vi gik lidt i tavshed.

–

Mit dumme, haste-nostalgiske farhjerte er ved at flyde over, bare ved at jeg nu skriver disse ting. Måske fordi jeg ved hvad fodbolden har betydet for mig i min barndom. Og betyder for mig nu. I kraft af hvad den betød for mig i min barndom.