Fremad Amager 2 – 1 Brøndby IF (efter forlænget spilletid)
Sundby Idrætspark, Sydbank Pokalen, torsdag d. 17. december 2020 kl. 18.30
Det var sådan et døgn hvor vind og vejr viste tænder.
Vi befinder os på den tid af året, hvor solen føles som noget man har drømt. Om natten havde vinden rusket stilladset ude foran mit vindue så godt og grundigt i kraven at det var svært at sove. Og så var der regnen. Flere steder forsvandt cykelstien i kulsorte swimmingpools, da jeg, sidst på eftermiddagen, cyklede fra Nørrebro med kurs mod Amager.
Men jeg har regntøj og jeg er ikke bange for at bruge det. Desuden var jeg omhyggelig med ikke at cykle længere ud end til navlen, så jeg var i fin forfatning da jeg ramte Sundby Idrætspark, en time før kampstart.
Her fornemmede man tydeligt at noget var i gære. Allerede inden håndspritkanonerne var stillet frem og portene gabte, blev der sunget med pomp og pragt og løsslupne decibel. Da vi kort efter blev sluset ind, fornemmede man ligeledes en sitren i selve parken, som en normal dag på kontoret i 1. division ikke kan matche.
Naturligvis var det gæsterne fra Vestegnen som i sportslig forstand havde mest på kontoen forud for dagens opgør, og en Brøndby-sejr var forventelig. Men kunne de gøre det på en regnfuld aften i Sundby? Det korte svar er nej.
Vejret havde for en kort bemærkning lagt ansigtet i mildere folder, og da jeg satte mig på et sæde, helt oppe i sektion B’s venstre sammenføjning, var det med knastørre sko og en regnjakke der kun var til pynt.
Allerede nu summede omgivelserne. Amager-loyalister kom slæbende med flag på stænger og en tromme på ben. TV-kameraer prøvesnurrede, hvorimod måltavlen var gået i sort da hjemmeholdets målmand, Nicklas Dannevang, løb ind til opvarmning til tonerne af ‘Highway To Hell’.
Tribunen fyldtes som så ofte af en grundigt blandet forsamling. Her var spillevende ældre mennesker klædt ud som mumier, rullet ind i tæpper og tørklæder. Her var unge kvinder klædt i grangrønne uldfrakker, unge mænd klædt ud som hinanden. En lille flok drenge havde set deres snit at vippe næserne op over hegnet på højen bag det ene mål.
“Snow is falling” påstod Shakin’ Stevens mens regnen nu igen hang som skrå snit i lyset fra stadionprojektørerne, og jeg havde udsigt til min 38. og sidste kamp på stadion, i dette trafikuheld af et kalenderår.
Jeg nåede lige akkurat at falde i staver inden en godmodig, midaldrende herre skrævede over rækken foran mig, og råbte “HEY KURT! Jeg har prøvet at se om jeg kunne finde dig – det kunne jeg ikke!”, med ansigtet cirka 15 centimeter fra hvem jeg forestiller mig var Kurt.
En smule forvirret rettede jeg fokus mod banen hvor Brøndbys gule strømper nu trippede ind. En spredt piften fra tilskuerrækkerne blandede sig med lyden af henholdsvis Peter Belli og Kim Larsen, som tumlede rundt og sang i munden på hinanden i stadionhøjtalerne. Et godt tegn på det virvar, aftenen skulle byde på.
Så kom hjemmeholdet på banen, folk kom på benene, og kampen kom ud af starthullerne.
Opgøret var stadig vådt bag ørerne da nogen satte sig på mute-knappen i idrætsparken. Brøndbys stjernekometkonfirmand, Morten Frendrup, havde netop åbnet ballet ved hensynsløst at høvle bolden i nettet bag hjemmeholdets Dannevang i hjemmeholdets mål. Scoringen blev dog få sekunder senere annulleret for offside, og lyden fandt igen vej til Amager.
Der tegnede sig hurtigt et mønster af at Fremad Amager stod og fægtede på egen dørtærskel, mens udeholdet slog telte op i deres forhave. Ikke desto mindre var kampen en livlig størrelse, hvor hjemmeholdet også viste offensivt bid i spredte stik.
Emmanuel Toku lykkedes, efter en serie driblinger eller optiske illusioner, med at opildne folk i en grad, så der kom varme i fingrene, ild i øjnene og lugtede brændt under huerne. Og som en naturlig forlængelse flænsede fyrværkeri, lige bag hække og træer på modsatte langside, i kampens 21. minut både luften og 11% af min hørelse.
De resterende 89% var også under massivt angreb fra de dedikerede Fremad-tilhængere, et stykke til venstre for mig på tribunen, som havde medbragt halse at flosse, en tromme med den klare intention at slå den til plukfisk, samt en megafon der ikke fik mange hvilepauser. De var en konstant stemningsstøjkilde fra start til slut. Selv på vej ned i deres fadøl præsterede de at synge.
Således kan jeg ikke forestille mig andet, end at mindst én af dem må have ledet en hel pilsner ud gennem næsen da magikeren Toku bragte det undertippede hjemmehold foran. Jeg lænede mig frem for at rette på mit bukseben, en stolpe i en ulovlig offsideposition stjal mit udsyn, og pludselig eksploderede rækkerne omkring mig. En gut foran mig fløj op fra sit sæde, med en sådan fart at hans fodtøj og bukser blev siddende. Det væltede rundt med skumsprøjt og udråbstegn, alt var lykkeligt virvar og knyttede luffer.
Målet ændrede ikke ved kampbilledet. Tværtom. Det blev nu så klart tatoveret på min nethinde at det stadig kunne ses bag øjenlågene, adskillige timer senere, da jeg lå i min seng. Det samme gjorde det fyrværkeri der nu igen rev hul i decembermørket, og var ved at gøre Kasper Fisker korthåret i nakken, da han skulle afvikle et hjørnespark nær bombardementets epicenter. Han havde dog vigtigere ting at tage sig til, og lod slet ikke til at tage notits af artilleriet.
Mod slutningen af halvlegen buldrede det også løs omkring Fremad-keeper Nicklas Dannevang. Som butiksindehaveren af hvad der begyndte at ligne et skydetelt med solid omsætning, sørgede Brøndby-offensiven for at holde ham varm.
Han parerede i ét væk. Formåede, med en kats dårlige nerver, at reagere på hver eneste bevægelse og udfald der blev gjort mod hans bur. Og så måtte han alligevel, i ekkoet af kampens første 45 minutter, modvilligt se en bold tapetsere indersiden af nettaget, da Mikael Uhre fik fingre i byttepengene fra en chance til Simon Hedlund, og gjorde det til 1-1.
De gulblusede klumpede sammen på banen i fælleskram. Folk på sæderne omkring mig reagerede næsten ikke, bevægede sig stort set ikke. Derimod kunne man fornemme i omegnen af 300 tandsæt blive bidt sammen. Det knasede. Der skal mere blæst til at vælte Sundby.
Pausen kom og gik. Flere dansede for at holde varmen, mens regnen nu vendte mere lodret end tidligere på aftenen, og da de to mandskaber igen fandt vej til banen, skinnede den glatte kunstgræsoverflade som en balje ål.
En gut på tribunen sang i en megafon – på dette tidspunkt alene, lavmælt og så inderligt at det til tider lød som om han bare åndede igennem den.
Det var ikke mange af de karakteristiske smæld, fra en hård aflevering der møder en inderside, vi nåede at høre, før Amager-publikummet igen fandt deres stemmer.
På rækken foran mig lavede en gråsprængt gut, med sine to enorme hænder, en tragt omkring munden, og råbte “Ja, tillykke Radunsević! Det’ flot, Radunsević!” med begejstret sarkasme, da udeholdets Josip Radošević sendte bolden tæt forbi Amagerkanernes ene opstander.
Det var ikke mange afleveringer eller julesweatere, hjemmeholdet fik strikket sammen, i løbet af anden halvlegs første tyve minutter, til gengæld fornemmede man hvordan de begyndte at slibe kontraknivene. For forhåndsfavoritterne fra Vestegnen begyndte den glatte bane mere og mere at ligne den bananskræl, de med al magt skulle undgå at glide i.
Da vi et par kopper krudtpulverkaffe senere ramte kampens 90. minut, viste tavlen stadig 1-1, mit venstre øre var mere end bare lidt slidt af megafoner, og regnen væltede ned over Sundby gennem et stort hul i himlen.
Den glimrende, vikarierende stadionspeaker annoncerede at hanerne, i anledning af at dette var årets sidste hjemmekamp, skulle tømmes. Således blev der stillet romerske formationer af gratis fadøl frem på diskene, som dedikerede mennesker stillede sig i kø til, i det stædige regnvejr. Man kunne nærmest se fadølskrusene fyldes yderligere og paphankene gå gradvist i opløsning, som folk fragtede provianten tilbage til deres pladser.
Få øjeblikke senere prustede dommeren forpustet i sin fløjte. Forlænget spilletid var en realitet.
Flere spillere var allerede kravlet ud over kridtstregerne med skader, og mange af dem der stadig var på banen så medtagede ud. Hver eneste lille bevægelse kostede noget, som havde de lige havde været igennem en krig og nu blev bedt om at slå græs.
Det lykkedes dog 2 x 11 mand at kæmpe sig på højkant, den forlængede spilletid startede – og så ramte favoritternes fod bananskrællen. I 94. minut gled en usandsynlig stikning som en stoppenål gennem den noget stormaskede Brøndby-defensiv, og fandt Samson Iyede. Han sendte en afslutning afsted som fandt et rum mellem Brøndbymålmand Marvin Schwäbes hånd og ben som reelt ikke var der, og tilskuerrækkerne selvantændte. I et kort sekund havde nogen trukket stikket til tyngdekraften og folk nærmest flød rundt på rækkerne.
Måltavlen lyste nu 2-1 og det så ud som om blodet forsvandt fra hovederne på udeholdets spillere. Al vægt gled ned i benene og deres støvler blev til fodformet bly. Fra da af må hvert sekund, der tikkede af uret, have haft en klaustrofobisk effekt.
For hjemmeholdet var det derimod centimeter for centimeter nærmere målstregen.
Alle mønstre var i opløsning, og kaosset lod til at arbejde for Fremad Amager. Billeder vendte på hovedet. Nu udgjorde Anthony Jung og Andreas Maxsø – to af Brøndbys faste midtstoppere – pludselig frontlinjen i deres formation.
Den ældre gut på rækken foran mig strakte sine enorme, hårdhudede hænder i vejret. Jeg kunne have svoret at de var vokset siden den ordinære spilletid, og jeg kunne have svoret at han holdt dem oppe i hele det kvarter der resterede af opgøret. Som én langstrakt highfive til de højere magter.
Flere gang under kampen havde han brølet som et rustent tågehorn, men dette var en tavs fejring. Han vidste at de kaotiske tilstande ville tjene Fremads formål, han vidste at det ville ende præcis som han ønskede. Og han fik ret.
Der opstod et splitsekunds stilhed på tilskuerrækkerne da dommerens endegyldige fløjt skar skingert gennem luften, som nye gummisko på gulvet i en tom gymnastiksal. Så fik jublen frit løb. Den buldrede som en faldvind ned fra tribunen og adskillige spillere trillede om på banen. De gule bluser punkterede, de blå landede uendeligt blødt.
Noter fra tribunen 