Hvidovre IF – Vejle Boldklub (2-3)

Hvidovre IF 2 – 3 Vejle Boldklub
Pro Ventilation Arena, Sydbank Pokalen, tirsdag d. 15. december 2020 kl. 16.30


Det var en pragtfuldt sammensat oplevelse at stå ved portene til Hvidovre Stadion, to minutter i åbningstid, på en farveløs decembertirsdag der havde budt på irsk heldagsregn, og høre Sunshine Reggae bølge ud af hvad der – herude – lød som verdens mindste transistorradio.

Portene blev åbnet, optoget satte i bevægelse. Mundbindene fik det hele til at ligne en sær fastelavnsfest, hvor alle var klædt ud som bankrøvere.

Både tribunen og spændet af musikkens frekvenser bredte sig betragteligt ud da jeg rundede hjørnet og gik med banens længderetning. Jeg besluttede mig for at klatre helt op til bagerste række, under tribunetagets bølger.

Da jeg satte mig ned og hev udsigten ind, var det første der sprang i øjnene, at banen – helt på linje med alle os andre – var synligt slidt af det danske decembervejr. Plænen stod som en noget tyndhåret rektangel, og allerede da spillerne løb ind for at varme op, var den omtrent ligeså brun som den var grøn.

Humøret var dog vandtæt hos de folk, som begyndte at indfinde sig på sæderne omkring mig. En ældre gavstrik med rom i sin kakao sad alene og pegede begejstret omkring sig da AC/DC’s ‘Back In Black’ bjæffede ud over tribunen.
Så foretog musikken en musikalsk U-vending, og Sash’s ‘Ecuador’ sendte mig tilbage til en tid, jeg altid har været for gammel til.

Rækkerne var efterhånden fornuftigt fyldt, og lige inden kampstart blev lyset slukket på tribunen, som i et teater lige inden en forestilling.
Jeg nåede lige akkurat at få et glimt af rødderne – Hvidovre IF’s stemningsfans – ovre i venstre side, hvor de har deres plads.

De lignede sig selv, omend med mere overtøj end sidst jeg så dem, i juli.
De var 6-7 levende lys, med højt humør, en håndholdt tromme og hvad der til forveksling lignede en vuvuzela – det forhadte plastikhorn, som til VM i 2010 fik TV’er over hele verden til at summe som endeløse horder af hvepse, og dermed fik størstedelen af verdens befolkning på nakken.
Hvis nogen skulle have held til at genintroducere vuvuzelaen, skulle det være disse katte fra Hvidovre.

Forestillingen blev blæst i bevægelse, med 1. divisionsholdet, Hvidovre, klædt i rødt, og Superliga-gæsterne fra Vejle i sorte udebanegevandter.
Sidstnævnte satte sig straks på kampen i en grad, så man kunne have dem mistænkt for at ville klemme livet ud af den. Det er ikke utænkeligt at taktikken har været at spille fodbold mens der stadig var synlige græsstrå at spille på.

Ved flere lejligheder gled gæsterne gennem hjemmeholdets defensive linjer som poppede de bobleplast.
Alligevel var det Hvidovre der i det 12. minut kom frem til første helt store chance. Rødderne på min venstre flanke blev så begejstrede at de uvægerligt steg lidt over en halv tone i deres inderlige gennemsyngning af “Vi er dem fra Hvidovr’ – fra 2650”.

Og sørme om det ikke lykkedes tre minutter senere. Der var drysset lige omtrent et kvarter af stadionuret da Magnus Westergaard flot fik klippet bolden op under overliggeren og bragt det undertippede hjemmehold foran 1-0.
Man kunne nærmest mærke jubelbrølet under sålerne, og folk fór op som trolde af æsker, med armene langt over hovedhøjde. På rækken foran mig sad dog en ældre herre som tydeligvis holdt med Vejle, og jeg kunne næsten fornemme hvordan hans ansigt smeltede, på trods af at han sad med ryggen til mig.

Vuvuzelabanden var derimod i strålende form. Trommeslageren kvitterede med et Ringo Starr-klingende fill, og en anden fyr – som vi hermed døber Kim – havde i et anfald af eufori smidt trøjen, og stod nu i briller og bar mave. I et efterfølgende anfald af snusfornuft og decembertemperaturer tog han dog trøjen på igen. Og en jakke.

De to målfelter var nu godt og grundigt pebernøddefarvede, og om det skyldtes banens beskaffenhed, småsløve defensiver eller skarptslebne offensiver, skal jeg ikke kunne sige, men det føltes som om samtlige angreb, de to mandskaber satte i verden, blev pustet op til regulære chancer.

I det 28. minut gled Vejles Diego Montiel, som en sand magiker, direkte igennem tre rødblusede modstandere, men rundede kunststykket af med en lidet magisk finale, da han med eftertrykkelighed sendte bolden over overliggeren og langt ud i decembermørket.

Hjemmeholdet bød ligeledes ind med en god portion eventyrlyst, uden at det udmøntede sig i yderligere scoringer inden pausen. Man var dog godt tilfredse på tribunen. Ovre fra stemningsafsnittet sang en ildsjæl “Hvidovre i Europa” for sig selv, hvorefter der blev fløjtet til pause og klapsalverne tikkede rytmisk mod banen, hvor de to mandskaber padlede mod omklædningsrummene, mens lysene blev tændt på tribunen.

I pausen forsvandt min udsigt i et tæt nikotinskydække, da tribunens bagerste række blev forvandlet til en ihærdig rygekupé.

Så blev der atter mørkt på rækkerne, og 2. halvleg skøjtede ud i verden.
Udeholdet havde et regnskab at balancere og arbejdede sig hurtigt frem til en serie chancer.
Hvidovres målmand var dog udstyret med et par sikre handsker, og greb så mange afslutninger at Vejle ville have været reduceret til et 7-mandshold, hvis man havde spillet med stikboldregler.

Men så gik det alligevel galt.
Efter en regnefejl i hjemmeholdets opspil og et giftigt indlæg, fik en Vejle-spiller stepdanset læderkuglen ud af handskerne på keeperen, hvorefter bolden tumlede desorienteret rundt i feltet – og et sted i flippermaskinen fik udeholdets Luis Henrique sendt den mellem benene på den stakkels målmand, som i tumulten endte i en mærkværdig spagat med ryggen til spillet. 1-1.

Som muldvarpene i Tivoli fløj en stribe behuede hoveder op hist og her på tilskuerrækkerne. Den ældre Vejle-tilhænger foran mig nøjedes med at knytte hænderne i smålykkelig stilhed.

Kim og vuvuzelabanden gav ikke op, tværtimod skruede de op. Men de havde en hård arbejdsdag foran sig. Hvor Hvidovre i hele første halvleg havde været flot med, var de nu begyndt at tage vand ind, og pludselig gik det stærkt.

Blot fire minutter efter det udlignende mål, blev en lang bold spyttet sikkert frem i banen. En Vejle-spiller diskede op med en kunstfærdig førsteberøring, hvorefter han fik en løkke om benet og blev trukket ned i straffesparksfeltet. Dommeren pegede resolut på pletten, og få øjeblikke senere var straffesparket blevet eksekveret med stor selvfølgelighed og måltavlen lyste 1-2 til gæsterne.

Og så blev Hvidovre-tilhængerne tvunget til at se en genudsendelse, de nok gerne havde været foruden, for endnu en gang gik der kun fire minutter før bolden atter lå ubehjælpeligt på ryggen og sprællede i hjemmeholdets net.

Gundelunds prægtige indlæg tenderede kirurgi, Montanos flyvende flugter tenderede akrobati. Aftenens flotteste scoring var samtidig den mest stille der faldt. Hjemmepublikummet, som i løbet af otte kostbare minutter havde set 1-0 blive til 1-3, var selvsagt ikke synderligt feststemte, og de tilrejsende Vejle-sympatisører lænede sig mere eller mindre selvsikkert tilbage i sæderne, som på dette tidspunkt må have føltes som Chesterfield-møbler foran en venligt knitrende pejs.

HIF-rødderne trak sig selv op ved huerne og sang igen, dog mere konstaterende end opildnende, mens Ringo øvede lidt for sig selv.
Selve kampen ramte også en form for dvaletilstand. De to mandskaber var lykkedes med at spille bemærkelsesværdigt meget fodbold på meget lidt græs, men mange kræfter var blevet stampet ned i det bløde underlag. Begivenhederne sank i til anklerne, opgøret faldt i staver.

Jeg sad således med en overvejende fornemmelse af at kampen reelt var slut 20 minutter før den blev fløjtet af. Men så fik hjemmeholdets Tobias Thomsen pludselig ydet hjertemassage, da han fik en usandsynlig fod på et usandsynligt indlæg og reducerede til 2-3 med få minutter tilbage at slås i.

Både kampen og tilskuerrækkerne blev vækket brutalt fra Tornerosesøvnen og intensiteten blev lokket på scenen til et ekstranummer. Der var mudder på trøjer og blod på tænder da fjerdedommeren præsenterede en tavle som signalerede 3 minutters forlænget spilletid.

Vejles keeper fik en dybfølt pibekoncert, da han opførte det absurde teater, mange fodboldspillere tyer til, når de skal have tiden til at gå.
I forbindelse med afviklingen af et målspark nåede han både at undersøge om bolden havde luft nok, banke en halv Roskilde Festivals mudder af støvlerne, tjekke sin mail, få et gult kort, smøre en madpakke og skrive et julekort, inden han endelig forsøgte at losse bolden i kredsløb om en fjern stjerne.

Han ramte ganske vist kun lige nord for midterlinjen. Men de fleste havde nu fået spindelvæv i øjenkrogene, og gassen var mere eller mindre gået af ballonen for Hvidovrefolket. Kim baskede frustreret med armene, en ældre herre forlod stadion med hænderne på ryggen og skridt så tunge at hans støvler sakkede et par meter bagud i forhold til hans overkrop.

Og selv om hjemmeholdet kom frem til endnu en stor chance, endte det som en aften, Hvidovre-tilhængerne nok nærmere vil huske for det, der ikke skete, end det der rent faktisk skete.
Dommeren fløjtede af midt mellem to hjørnespark, regnskyerne begyndte atter vride sig og jeg forlod en sjælfuld pokalfodboldaften, der ikke havde været ét sekund for lang.